Du var 22, da din debut kom ud i 1996, og du fik Debutantprisen på Bogforum. Det må have givet en selvsikkerhed i forhold til forfattergerningen. Men du valgte at fortsætte på folkloristik-studiet …
”Bogen udkom i løbet af mit første år på universitetet. Måske havde jeg ikke behøvet at fortsætte, men studiet interesserede mig sådan set, og jeg kunne jo ikke være sikker på, at jeg kunne leve af at være forfatter. Desuden er det ret ensomt at skrive. Jeg havde ikke gået på Forfatterskolen og kendte kun få andre forfattere, så det var godt for mit sociale liv at få et sted at høre til.”
Hvorfor ikke Forfatterskolen?
”Jeg søgte faktisk ind, men de ville ikke have mig i første forsøg. Og efter jeg havde udgivet en bog baseret på noget af det materiale, jeg søgte ind med, virkede det ikke så relevant længere.”
Hvorfor valgte du folkloristik?
”Jeg faldt over uddannelsen i en studieguide og tænkte: ’Eventyr og fabeldyr. Det er da lige mig!’ Måske jeg kunne bruge det som research. Det viste sig ikke at være helt forkert. For eksempel havde vi et fantastisk semester om overnaturlige væsner, som passede ret godt ind i det, jeg skrev på. Folkloristik analyserer den folkelige kultur – specielt mundtlig fortælletradition. Men også ting som vandrehistorier på nettet eller folks tro på ufoer. Det gav mig en dybere forståelse for, hvad gode historier er, og hvad det er for historier, vi fortæller hinanden. Undervejs tog jeg også nogle tilvalgsfag på dansk. Her var stilen benhårdt analyserende, næsten matematisk. Man talte ikke på noget tidspunkt om, at en tekst var smuk eller fantastisk i sig selv. Det virkede ikke godt på min egen kunst, men gjorde mig næsten angst for at gøre noget forkert. Det vigtigste for mig som forfatter er at være spontan. Hvis jeg overanalyserer mig selv, kommer jeg ikke ind i det gode skrive-flow, hvor jeg næsten ikke aner, hvad jeg selv laver.”
Du skrev speciale om fortællestrukturer i dyrefilm. Hvad gik det ud på?
”Da jeg efter otte års studier var nået til specialet, havde jeg fået udgivet mine første fire bøger og var klar over, at jeg kunne leve af at være forfatter. Skulle jeg have søgt arbejde som folklorist bagefter, havde jeg nok skrevet om et mindre obskurt emne, men jeg havde det sjovt med det. Dyrefilm på Animal Planet og den slags følger altid et eller flere dyr og deres skæbne. For eksempel den lille zebraunge, der bliver født og vokser sig stor, så dør dens mor, men den overlever på egen hånd og skal over en flod, hvor krokodillen ligger på lur. Til allersidst bliver den voksen og finder en mage. Og lever lykkeligt til sine dages ende. Det, vi fortæller om dyr, er ofte klippet sammen efter en struktur som et klassisk eventyr.”
Din seneste bog, ’Rosarium’ fra i år, handler blandt andet om zarsønner og skovmennesker, oceandampere og botanik. En af hovedpersonerne er et plantelignende væsen, der føder menneskelige tvillinger. Hvad var kimen til den historie?
”Der er et spor i mit forfatterskab, der handler om naturen. Min forrige roman, ’Den afskyelige’, handler om klimakrisen – og involverer blandt andet en slags afskyelig snemand. Efter den bog blev jeg bevidst om, at vi ikke kun har en klimakrise, men også en økokrise. Det ville jeg gerne skrive om, men helst på en måde, hvor jeg åbnede op for noget vidunderligt i naturen. Jeg blev mere og mere optaget af, hvilket potentiale planter har. Vi bruger deres ilt. Vi spiser dem. Bruger dem til tøj. Til boliger. Til brændsel. Og de er klimaregulerende. Vi er fuldstændig afhængige af dem. Efterhånden vidste jeg, at jeg ville skrive en roman, hvor planter på en eller anden måde skulle være hovedpersonen.”
Du skriver overvejende i stilen magisk realisme, som er meget udbredt i Latinamerika, men kun en niche herhjemme. Har det været problemfrit at få udgivet dine bøger?
”Ja, sådan set. Forlæggerne synes tit, det er fedt, at nogen skriver på en anden måde. Men er jeg ude at holde foredrag, er der stadig folk, der spørger mig, hvorfor jeg skriver i den genre. Det tror jeg ikke, folk, der skriver inden for realismen, bliver spurgt om. Jeg oplevede det allerede med min første bog – og var egentlig lidt ked af det. ’De synes alle sammen, jeg er så underlig,’ sagde jeg til en af mine undervisere på folkloristik. Hun svarede: ’Det er da ikke spor underligt. Det er den ældste litterære genre, vi overhovedet har.’ Senere kom jeg til Island, hvor det er helt naturligt at skrive sådan. Jeg boede nogle dage i en lille hytte med vulkaner til den ene side og Atlanterhavet til den anden side. Der var ravne og nordlys, og det var ret uhyggeligt. Og jeg forstod, hvorfor de skriver sådan, islændingene. De er underlagt naturens kræfter og uforudsigelighed på en helt anden måde. Jeg tænkte, at det også var på grund af mit forhold til naturen, at jeg skrev i den genre.”
Hvordan får man et stærkt forhold til naturen i velfriserede og opdyrkede Danmark?
”Tja. Måske er jeg født sådan. Det kan også have noget at gøre med, at jeg gik i Rudolf Steiner-børnehave som barn, hvor næsten alt foregik udendørs. Bortset fra vores frokost, som vi indtog i et lille skur, mens pædagogerne fortalte Grimms eventyr. Senere gik jeg på en grøn friskole, hvor vi lavede kompostbunker og lærte meget om miljø. I gymnasiet læste jeg biologi og fysik på højniveau og plejede min interesse for naturvidenskab.”
Hvornår blev du klar over, at du ville være forfatter?
”Jeg skrev meget som barn og teenager. I gymnasiet holdt jeg en pause, fordi jeg troede, at det hørte barndommen til at fabulere. Efter gymnasiet kom jeg på højskole og genfandt interessen på en skrivelinje, hvor jeg kunne udfolde mig lige så tosset, jeg ville – uden at få karakterer.”
Du debuterede med ’Skifting’, en samling af fortællinger, der blandt andet handler om en slags troldepige, der måske er blevet forbyttet ved fødslen. Havde den historie noget med dig selv at gøre?
”Hun lever et almindeligt liv og går i skole, og hendes forældre har almindelige job. Alt er superrealistisk, bortset fra at hun har en underlig ting bag på ryggen og føler sig anderledes, indtil hun besøger sine bedsteforældre oppe i Norge og finder ud af, hvem hun er. Jeg tror, historien udsprang af, at jeg selv, som mange teenagere, følte mig lidt underlig og fremmed, da jeg gik i gymnasiet. Måske fordi jeg gik med det kunstneriske, som ikke rigtig kunne komme til udtryk. Fordi jeg havde alt det her indeni.”
