GODHAVN ER DET smukkeste sted i verden. Jeg har tilbragt hele min barndom i Grønland, og jeg var tre år, da vi kom dertil i 1972. Jeg kan huske fornemmelsen af at stå på tæer for at kigge ud ad vinduet i vores nye lejlighed. Jeg kan huske hjemmet og lyden af en tom lejlighed. Der gik noget tid, før mine forældres ting kom frem. Og da de så kom, var der næsten ingenting sendt op. De havde en pladesamling og nogle gamle biografsæder, de havde fundet. De var 68’ere.
MIN FAR FIK slædehunde. Han gik på jagt, snakkede med fangerne og fik skindbukser. Mine forældre arbejdede begge på skolen og havde kontakt med alle familier i byen. Og der var kaffemik. Folk kommer som regel over middag, og så skal der gerne være kage og kaffe. Før i tiden var det ret simpelt. Der var noget grønlandskage, som er sådan en franskbrødskage med groft sukker på og nødder og rosiner i, og så selvfølgelig kaffe og te og måske også en lagkage. I dag er det eksploderet. Glem sønderjysk kagebord. Det er et kageorgie, og der er rejer og tørfisk, rensdyr, moskusokse og krabber. Det er helt vildt. Men princippet er stadig, at folk kommer og går og måske kun bliver 20 minutter.
I BØRNEHAVEN gik jeg med de grønlandske børn og lærte at tale grønlandsk. Men på det tidspunkt var tanken, at alle helst skulle lære at tale dansk. Vi kaldte det ’danisering’. Da jeg startede i skole, kom jeg i en dansk klasse med én anden elev, en dreng, der hed Jacob. Vi havde ikke undervisning med de grønlandske børn, og jeg mistede det grønlandske sprog. I dag kan jeg grønlandsk til husbehov, og jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Masser af mine grønlandske venner har samme problem, fordi de som børn skulle lære at tale dansk.
Ørredfangeren Iben Mondrup, 1981.
VI STOD PÅ skøjter efter hundene. Med en skagle bundet til dem kørte vi ud gennem byen i starten af vinteren. Om sommeren spillede vi kugler, legede ’Antonius’ og spillede fodbold. Om foråret sejlede vi på hjemmebyggede tømmerflåder på smeltevandssøerne. Ingen af os kunne svømme, ingen af os gik med redningsvest, men vi kom ikke galt af sted. Vi legede bare. Vi lå på bådebroerne og fiskede ulke og torsk i havnebassinet. Også uden redningsvest på. Det var en lidt anden barndom. Oveni var mine forældre de der hippieer, som ikke havde fjernsyn. Hvis jeg skulle se fjernsyn, skulle jeg hjem til veninder. Jeg har set ’Det lille hus på prærien’, men jeg har simpelthen misset alt, der hed ’Dallas’ og ’Dollars’.
NÅR MAN BOR så langt væk, har man ikke en massiv tilstrømning af inspiration. Der kom nogle ugeblade en gang imellem, men mange gange var de et halvt år undervejs, fordi de kom til Nordgrønland med skib. Bare det at kigge i de blade og finde en fold ud-plakat med ABBA. Jeg var fuldstændig vild med ABBA. Det var meget eksotisk.
SOMMETIDER kom der danske børn, som havde en masse ting med, for eksempel en kæmpe Anders And-samling. ”Kan man virkelig have så mange blade?” Der var også danske familier, der havde svært ved at forestille sig et liv uden islagkager og røde pølser. Det bestilte de fra Danmark. Store pakker, fra frostvarefirmaet DFØ, der kom med skib. Jeg kan huske fornemmelsen af at komme hjem til dem, hvor de stod og pakkede alt muligt lækkert op, f.eks. svinekoteletter.
Fuld fart på familien i Grønland.
JEG BLIVER ALDRIG nogensinde vegetar. Jeg kan slet ikke forestille mig at undvære kød. Det bliver sådan en craving, jeg kan mærke fysisk. Det ville være helt forkert for min krop. Jeg har to børn, der er kommet hjem og har sagt: ”Nu er vi veganere, mor!” ”Øh, hvad?” ”Ja, nu spiser vi altså kun vegansk, og det gør vi også hjemme hos far.” Gudskelov går de der fænomener over igen.
I mit barndomshjem fik vi fisk tre- fire gange om ugen. Vi spiste hval og selvfølgelig sæl. Vi spiste også dansk mad. Alt, hvad der kunne sejles op på frost, kunne vi spise. Vi fik meget, meget få grøntsager. 3-5 måneder om året kom der ikke skib. Men når det første skib kom om foråret, stod vi alle sammen nede på havnen med forventningens glæde over at skulle se et æble eller en appelsin. Jeg er vokset op med, at der blev sagt: ”Spar på kartoflerne, tag noget mere kød.”
MIN ALLERFØRSTE store forelskelse havde jeg i Godhavn. Jeg har ikke været særlig gammel. Jeg var forelsket i nabodrengen, skoleinspektørens søn, Christian. Men det var jo et problem med de her danskerbørn, de fleste af dem rejste igen. Det var ikke normalt at blive. Ham her rejste også, og mit hjerte gik i stykker. Men jeg opkaldte en af vores hunde efter ham. Christian Krogsgaard Graversen hed den.
Der er kommet skib, 1974.
VI FLYTTEDE til Nuuk, da jeg var 12. Ind i en af de der betonblokke. Jeg var fuldstændig fortvivlet. Vi skulle bo i Blok 5, og der var 10 af dem. Jeg havde det sådan: ”Jeg finder aldrig ud af, hvilken af dem der er vores.” Jeg kiggede ud ad vinduet på endnu en betonblok, og min far sagde: ”Hele Godhavns befolkning kan bo inde i Blok P.” (Blok P var, indtil den blev revet ned i 2012, Grønlands største bygning og havde 320 lejligheder, red.). Det var et kulturchok. Men det tog jo 14 dage, og så havde jeg fået venner. Slædehunde var der ikke nogen af, så det var et helt andet liv. Jeg syntes, det var supermoderne. Det var godt for mine forældre at komme dertil, de fik pludselig en meget større omgangskreds. Vi har sejlet rigtig meget, mens vi boede i Nuuk. Det har virkelig været en følelse af frihed, vil jeg tro. Friheden i, at livet var så stort.
JEG LAVEDE ungdomsting i Nuuk. Sådan noget med at stå og kysse ude bag ved spillehallen Las Vegas. Ellers mødtes vi flere veninder med hver vores dreng i en stue eller på et værelse. Det er jo meget mørkt om vinteren i Grønland, så det var noget med at slukke lyset og bare sidde og kysse i timevis. ”Vi ses igen i morgen,” sagde vi så. Jeg kan næsten genkalde mig den der lugt af ungdomssved, alle hormonerne. Vi gik i klub og røg cigaretter bag skolen og gik til disko om aftenen. På Las Vegas kunne man spille ’Pac-Man’ og alle de der arkadespil. Wauw, hvor var jeg vild med det. Fredag og lørdag var der disko deroppe. Vi hørte ’I Want to Break Free’ med Queen, og UB 40. Jeg vil tro, at vi gjorde de samme ting som i enhver anden dansk provinsungdom – bare 4.000 kilometer væk.
På hajfangst i hundeskindsbukser. Iben Mondrups far, 1975.
SOM BARN registrerede jeg ikke, at jeg var anderledes end de andre. Det skete først, da jeg blev teenager, og det begyndte at blive lidt svært. For så var man dansker, og danskerne var jo nogle værre nogle, vi var kapitalister og imperialister. Det gik op for mig, at det jo også gjaldt mig. Det er meget at bære på, når man ikke er så gammel. Det var svært, men jeg er glad for, at jeg har været tvunget til at stille mig selv de spørgsmål, som hører til den tvivl og den erkendelse.
JEG BETRAGTER mig ikke som grønlænder, men som hjemmehørende i Grønland. Jeg har et hjem der. Jeg synes altid, at vi taler meget om, hvem der hører til, og hvem der ikke hører til, og at man skal have en bestemt hudfarve eller nedstamme fra det ene eller det andet. For mig er Grønland det, der har formet mig. Det er vigtigt, at vi forstår, at tilknytning simpelthen unddrager sig hudfarve. Tilhørsforhold er noget, man får ved levet liv.
KERNEPUNKTET i oplevelsen af at være anderledes er, at det er forbundet med en stor længsel efter at være som de andre. Jeg har snakket med mange om det, og så siger de: ”Jamen, I var jo så privilegerede …” Men det er børn jo ligeglade med. De vil bare gerne være som de andre. Det største privilegium må være at ligne de andre.
EGENTLIG HAVDE JEG mest grønlandske kærester, når jeg tænker mig om. På det tidspunkt, hvor jeg begyndte at blive ung, vidste jeg godt, at jeg ikke helt hørte til, fordi mine forældre var fremmedarbejdere. Det er først som granvoksen, at jeg er nået frem til den her følelse af, at selvfølgelig hørte jeg til. Det legitimerede nok min tilstedeværelse lidt, hvis jeg havde grønlandske kærester. Og så var de søde. Og ældre end mig og alt det der.
På Det Fynske Kunstakademi, Brandts Klædefabrik, 1994.
DA JEG VAR 18, flyttede jeg til Danmark. Mine forældre var ikke hjemme, da jeg rejste. Min daværende kæreste og jeg blev hjemme i Grønland i sommerferien og boede i mine forældres hus. Vi arbejdede på ’Grill- og pizzabaren’ for at spare op. Jeg havde en tam ravn på det tidspunkt, og når jeg kom hjem fra arbejde, kunne jeg høre den på lang afstand. Den kunne kende lyden af mig, den skrålede helt vildt og kom flaksende op på mit hoved. Den var virkelig stor. Jeg fodrede den med pizzaskrald, jeg havde med, og den blev helt tyk. Den gemte resterne bag en sten til værre tider. Ravnen hed Krake. Det var min far, der havde hevet den ud af en rede. Han har altid været fuldstændig vild med fugle. Men da mine forældre skulle på sommerferie, var det mig, der hang på ravnen, inden jeg så mig om.
VI KOM LIDT hovedkulds af sted. Vi tog afsked med ravnen og sagde farvel til alt arbejde. Vi havde en lillebitte container med vores spisebord, stole og en vandseng, der blev sendt til Danmark. Jeg kan ikke huske afrejsen, men jeg kan huske, at vi kom til Odense, og at vi blev kørt ind på et lille skodhotel, hvor vi skulle bo i 3-4 uger, fordi vores kollegielejlighed ikke var klar til os endnu. Jeg blev helt knuget indeni. Stiv, ikke af skræk, men jeg var simpelthen ikke godt tilpas. Det var voldsomt. Jeg kunne overhovedet ikke finde rundt i Odense. Til sidst fandt jeg ud af det.
MAN SKAL HUSKE på de svære ting fra ungdommen. Især når man selv får børn. Det er okay at opleve, hvor svært det kan være, og hvor mange skuffelser der kan være. Jeg brugte tid på at være frustreret over, at mine forældre ikke gjorde mere. Men dybest set: Hvad skulle de gøre? Og var det meningen, at de skulle gøre noget? Skulle de redde mig fra, at jeg var rejst hjemmefra, eller? Jeg tror, at det er vigtigt, at man som ung får lov til at opleve, at man er skubbet ud af reden.
Iben og lillebror med Playmobil-hår og slædehundehvalpe, 1975.
I 1998 MØDTE JEG mine børns far på Kunstakademiet i København. Jeg var næsten 28, og jeg kunne mærke, at jeg var træt af det der ungdomsliv, der bare blev ved og ved og ved. Med at gå i byen og med ikke at producere noget. Så jeg fik den lynende gode idé, syntes jeg selv, at nu skulle han og jeg lave en familie og have de der børn, så jeg kunne slippe for at tænke på mig selv. Han sagde ikke direkte, at han var med på den, men så blev hans mor syg af kræft. Det blev en slags anledning til, at vi tog det skridt sammen. Vi lavede Ellen, vores datter. Min svigermor, der havde en prognose på, at hun havde så og så lang tid tilbage at leve i, levede et år ekstra, fordi hun fik sit første barnebarn. Sådan kan jeg i hvert fald godt lide at tænke på det.
DET KOM TIL at fylde rigtig meget at lave familie. Alting drejede sig om det nye centrum. Nu var det ikke længere mig og navlen og mine umiddelbare behov og forestillinger. Nu var der noget andet, noget helt konkret og noget, som jeg elskede afgrundsdybt. Jeg havde aldrig elsket noget på den måde før. Kærligheden til mine børn var vildere, end jeg troede. Det var ligesom at få en hammer i hovedet: Bum! Shit, mand, det var altså vildt. Fantastisk.
JEG HAR RÅBT lidt højt en gang imellem. Det er jo sådan noget rigtig tabu-noget, for det må man ikke som mor. Men det har jeg så gjort. Jeg har været bange for, at min datter ville tro, at jeg også ville slå, fordi jeg kunne finde på at råbe. Men da jeg spurgte hende om det mange år senere, sagde hun: ”Nej, men jeg var lidt bange for, at du skulle smide mine ting ud.” Gud, tænkte jeg så. Og huskede pludselig engang, hvor der var en tandbørstesituation ude på badeværelset. Vi boede på femte sal, og jeg blev simpelthen så gal, at jeg tog hendes tandbørste, åbnede vinduet og kylede den ud. For hende har det været så voldsomt, det var hendes tandbørste, der blev kylet ud ad vinduet. Mens jeg bare har tænkt, at det var ingenting: ”Vi køber en ny.” For hende var det noget større.
I VISSE SITUATIONER kan jeg mærke, at nu gør jeg noget med min datter, som min mor ikke ville have gjort med mig. På et tidspunkt havde min datter det lidt svært. Jeg tog hende og holdt om hende, selvom hun var for stor til det. Jeg holdt hende så længe, at der ligesom gik hul ind til hende, og hun kunne fortælle om, hvad det var, der pinte hende. Den omfavnelse var fysisk, men blev også en mental omfavnelse. Sådan nogle ting har jeg ikke oplevet med min mor. Jeg bebrejder hende ikke, de er jo en helt anden generation. Det er noget med at prøve at finde ud af, hvad der måske kunne virke. Og så prøve det. Det er en stor lykke at opleve, når det lykkes.
JEG HAR HAFT svært ved at finde mig til rette i Danmark. Mest fordi alting har en ende her. I Grønland bliver du aldrig færdig med at prøve at forstå, hvor stort landskabet er. Hvor stort alting er. I Danmark er man pakket ind. Du kan ikke se særlig langt, og du kan altid høre en vej. Men jo ældre jeg bliver, jo bedre bliver jeg til at finde de oaser, der er her. Jeg har et hus på Samsø, og når jeg er der, er det bare ud i mørket. Himlen er uendelig, fuld af stjerner, og der er helt stille.
