INDTIL FOR FEM år siden havde han ikke spekuleret synderligt over Mars, men da Christian Ohlendorff Knudsen læste om projektet Mars One, der ville sende amatørastronauter på enkeltbillet til planeten ved at sælge tv-rettighederne som en slags reality-tv, blev hans nysgerrighed vakt.
Han tilmeldte sig på en onlineformular og afkrydsede boksen, hvor han sagde ja til at tage en enkeltbillet til Mars – ligesom 200.000 andre interesserede. Efter en længere udvælgelsesproces med personlige samtaler og gruppeprøver blev feltet skåret ned til 100 kandidater, og Christian Ohlendorff Knudsen var stadig en af de udvalgte. Projektet går dog en meget uvis fremtid i møde, efter at det kommercielle firma bag, Mars One Ventures, i februar blev erklæret konkurs. Det stopper dog ikke Christian Ohlendorff Knudsen, hvis lejlighed i Hellerup så småt er ved at minde om en lille Mars-koloni.
På en hylde står en slags bikube fyldt med melorme, som han opdrætter, fordi det vil være en nem og proteinholdig fødekilde. Af og til spiser han dem, men hans smagsløg er ikke for alvor begejstrede. Når han bader om morgenen, bruger han to karklude, fordi det bruger markant mindre vand end et brusebad, og han spiser sjældent kød, for det er alt for ineffektiv en måde at få sin mad på. I vindueskarmen og loftet hænger nogle potteplanter, hvor han dyrker grøntsager i simuleret Mars-muld, som han har køb på nettet (jorden er fra Hawaii og malet, så den minder om Mars’). Han har 3D-printet vandslanger, og vandet løber gennem fire potteplanter med en akvariepumpe, så hver en dråbe vand går til planterne uden spild. For tiden dyrker han grønkål, basilikum og dadler, selv om han ikke er sikker på, at man overhovedet kan spise dadler på Mars. Melormenes afføring bliver til gødning for planterne, og de døde blade giver han til melormene i sit eget lille økosystem.
”Jeg har ingen illusion om, at det kan forberede mig på et liv på Mars, men det giver mig personlig, lavpraktisk erfaring. Jeg ser mig selv som en nybygger og er villig til at tage det første skridt. Det er en mulighed for at bygge noget nyt op og være en del af noget større,” siger han og mener, at en Mars-koloni kan være med til at drive os mod en mere bæredygtig livsstil på Jorden: ”På Mars kan man ikke tage noget omkring sig for givet – hverken rent vand, ren luft eller rimelige temperaturer.”
Den største udfordring ved at flytte til Mars vil dog være den psykologiske, og Christian Ohlendorff Knudsen har funderet over, hvor sjældent han egentlig er alene.
”Jeg anser mig selv for at være en indadvendt person, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke ser mennesker. Så det er svært at vurdere, hvor stor en indvirkning isolationen vil have,” siger han.
Christian Ohlendorff Knudsen har endnu ikke opgivet Mars One. Men selv om nonprofit-delen af firmaet stadig lever, erkender han, at chancen for at komme af sted er lav.
”Sandsynligheden for, at jeg sætter fødderne på Mars, er meget lille, men det vigtigste for mig er ikke, om det kommer til at ske for mig, men at det kommer til at ske i det hele taget. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, så hvis vi om 50 år stadig ikke er nået til Mars, føler jeg i hvert fald ikke, at det er min skyld.”
