JEG HAR ALTID spist dadler. Og ikke kun til jul, men året rundt. Min morfar havde store frugtplantager i Irak, hvor han også havde daddelpalmer. Så der har altid været viden i min familie omkring dem. På et tidspunkt kom min mor hjem med noget fra supermarkedet, der hed Daddelguf. ”Prøv lige at smage det her,” sagde hun til mig. Jeg prøvede, og det smagte bare af pap og af luft. Af ingenting. Da jeg vendte pakken om, så jeg verdens længste og mest komplicerede ingrediensliste. Den kostede 25 kroner. Det er mange penge for noget, der ikke smager godt, og jeg tænkte: ”Jeg kan godt lave en daddelkugle, der smager meget bedre end den der, og som er meget mere simpel og enkel.”
JEG RESEARCHEDE på området og fandt ret hurtigt ud af, at der var et meget begrænset udvalg af dadler i Danmark. Der fandtes kun tre sorter. Enten spiser folk dem kun til jul, eller også er det supersunde fanatikere, der spiser dem uden at have en holdning til smagen. De fleste synes, de er for søde, for klistrede og for trevlede. Så jeg satte mig for at lave et produkt, der var alt det modsatte, så folk ikke kunne bruge de undskyldninger for ikke at smage dem.
JEG BEGYNDTE AT studere på CBS, fik en masse nye venner, var et helt andet sted oppe i mit hoved og lagde ideen lidt bag mig. Min mor blev ved med at sige: ”Kom nu, kom nu! En skønne dag er der en, der nupper ideen før dig.” Det troede jeg simpelthen ikke på. Månederne gik, og min søster havde fødselsdag, og der er altid stort hurlumhej. Jeg skulle ordne en masse ting og manglede et eller andet fra supermarkedet. Derinde stod den her flinke gut saftsuseme og delte daddelkugler ud. Mit hjerte sank ned i maven. Jeg spurgte: ”Hvem er du? Hvordan har du fået den idé?” Som om det kun var mig, der havde ret til det. Den stakkels fyr forstod ikke, hvad der foregik.
Dadlen er ikke kun til den søde tand. ”Du kan også bruge den på pizza med gedeost,” siger Faiza Bajalan.
JEG SMAGTE hans produkt, købte to med hjem og kørte så ellers igennem Birkerød med 120 kilometer i timen. Jeg væltede ind ad døren og sagde: ”Mor, for satan, se! Der er nogen, der er gået i gang med at lave daddelkugler!” Jeg kunne ikke starte den dag, fordi det var min søsters fødselsdag, så jeg sagde: ”Jeg starter i morgen!” Dagen efter gik jeg i gang med at eksperimentere for at få opskriften 100 procent på plads. To ting vidste jeg: De skulle laves på en god daddel-sort, og det skulle være små, delikate kugler, du bare kunne spise i én mundfuld uden at få fedtede fingre.
FOR FEM ÅR siden lavede jeg min første daddelkugle inspireret af min mors opskrift. Jeg gav den til venner og bekendte, så de kunne smage, men det var for voldsom en oplevelse for dem. Daddelsmagen var meget fremtrædende, og kuglerne var rullet i sesamfrø, der også har en kraftig, lidt bitter smag i sig selv. Den fungerede bare ikke, når man gav den til folk, der ikke er vant til de smage. Så jeg eksperimenterede videre. I stedet for sesamfrø dyppede jeg dadlerne i chokolade. Så havde folk pludselig lidt nemmere ved at prøve en.
ALLE FOLK OMKRING mig var ved at brække sig af daddelkugler til sidst. De havde smagt flere hundrede slags. Til sidst sagde min nabo: ”Jeg kan ikke mere, jeg melder mig ud.” Stakkels mand. Han gjorde en god indsats. Men man skal altid have folk udefra til at spise sit produkt. Man kan ikke bare smage selv.
I DAG HAR JEG en maskine, jeg har fået udviklet i Tyskland, der triller dem for mig. I begyndelsen håndrullede jeg alle kuglerne. Som i alle kuglerne. Hvis jeg lavede en portion på tre kilo daddeldej klokken fem om morgenen, var jeg færdig med at rulle dem klokken 1-2 om natten. Jeg havde en lille iPad, der kørte oppe i hjørnet med musik eller DR TV, og så sad jeg ellers bare i mit køkken og rullede. Jeg havde købt et æltekar, fik fremstillet etiketter og fået tilladelse fra Fødevarestyrelsen til at gå i gang.
JEG BRUGTE NOGLE år på hver weekend at stå i centre og specialforretninger og dele smagsprøver ud for at banke et navn op. Men når folk ser noget, der er gratis, forholder de sig ikke rigtig til, hvad det er, og de hører ikke, hvad du siger. De går hen og tager en kæmpe håndfuld, spiser den og siger: ”Det er jo ikke lakrids, det her?” Når jeg forklarede dem, at det var daddelkugler, kunne folk finde på at sige: ”Uha, nej, det kan jeg ikke lide” – og smide hele håndfulden ud.
EN DAG FANDT jeg en daddelsort fra Dubai, der hedder Lulu. Den er blød nok til, at man kan forme den, men den er stadigvæk så hård, at den ikke splatter ud. Samtidig faldt jeg over nogle lækre italienske hasselnødder og blandede dem i. Og så begyndte der at ske noget. Efter en messe i Herning gik jeg fra tre til 68 forhandlere.
DADLER VAR NOGET af det mest usexede, du kunne komme i nærheden af, for fem år siden. Jeg kan ikke tælle, hvor mange steder jeg er blevet grinet af. Det er noget helt andet i dag i min butik, fordi dadlerne er præsenteret elegant og indbydende. Man kan se, at der er blevet kælet for dem. I dag har jeg 12 forskellige daddelbrød, 15 forskellige daddelsorter, 21 forskellige slags dadler dyppet i chokolade, et køleskab med 15 forskellige slags barer, daddelgifler, eddike og sirup. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ville skabe et daddelunivers.
FOLK BLIVER OVERRASKEDE over, at de kan smage så godt. Men det er som med alle mulige andre frugter. Der findes jo også hundredvis af forskellige æblesorter. Nogle er sure, søde, sprøde, melede, nogle er gode til mad, nogle er gode til at spise, som de er. Sådan er det også med dadler.
