Her får du decembers nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:Folkestedet Viborg Banegaard

VÆRD AT VENTE PÅ

Det startede med et julemarked. Da den gamle stationsbygning i Viborg sidste år i december lagde lokaler til et udsalg af hjemmeproduceret viborgensisk kunsthåndværk, blev en gruppe af stadeholdere så glade for lokaliteten, at de besluttede sig for permanent at overtage bygningen, hvor de siden har hamret og banket og indrettet kulturhus, ventesal, kunsthåndværkermarked og også åbnet Danmarks måske mindste posthus under det samlende navn Folkestedet Viborg Banegaard. En modeljernbane i loftet udfærdiget af lokalkendis og eks-europaparlamentariker Jens Rohde er bestilt. Og naturligvis er der julemarked igen i år.

Foto: Dansk Jernbane-Klub

BRUN SOM SOVS

Da de højrøde InterCity-tog  i 1974 rullede ud i landet bemandet med personale i brune og orange uniformer, gik det for alvor op for danskerne, at statsbanerne var i forandring. Vingehjul og kongekrone forsvandt og erstattedes af bogstaverne ’DSB’ i moderne skriftsnit. Men DSB’s designprogram var langt mere omfattende: Man ville skabe et samlet, behageligt og letgenkendeligt rejsemiljø for de DSB-rejsende, lige fra stationer til tog og færger. Da DSB dækkede hele landet, blev designprogrammet datidens mest omfattende anvendelse af moderne dansk design, arkitektur og kunst – oplevet af næsten hele den danske befolkning og beundret internationalt. DSB’s designprogram i alle dets aspekter er emnet for Bruce Peters store bog ’DSB Design – Jens Nielsen og designprogrammet 1972-1992’.

Udgivet af Dansk Jernbane-Klub.

PLANERNES HERRE

Traditionen tro er december måneden, hvor DSB får ny køreplan for det kommende år, og i år er ingen undtagelse. Køreplanen for 2025, populært kaldet K25, byder på ændrede tider i hele landet, kortere rejsetid mellem Aarhus og Aalborg, ændringer for InterCity og InterCityLyn og en mere robust international køreplan med flere afgange og nye vogne. For S-tog giver den nye køreplan kun få, mindre justeringer. Du kan læse meget mere om den nye køreplan og se alle de nye afgangstider på dsb.dk.

Foto: Asger Christiansen/Danmarks Jernbanemuseum

DEN SIDSTE LEDVOGTER

Har du nogensinde mødt en ledvogter på din vej gennem det danske landskab? Engang var de et almindeligt syn, men med automatiseringen af jernbaneovergangene, der begyndte i 30’erne, blev de gradvist en sjældenhed. På billedet ses Danmarks sidste ledvogter, Ejner Christensen, ved Søften på strækningen mellem Aarhus og Randers. Her stod han indtil 1976 klar til manuelt at lukke bommene ved jernbaneoverskæringen, når et tog skulle passere. Det var et arbejde, der krævede præcision og årvågenhed i en tid, hvor teknologi endnu ikke havde overtaget denne opgave. 

Tags: ,

SE MERE