1.
I 2014 GAV JEG mig selv et nytårsforsæt. Jeg skulle sælge min lejlighed og ikke deltage i noget, der ikke handlede om min egen musik. Efter jeg havde vundet Melodi Grand Prix med mit daværende band ’A Friend in London’ i 2011, var jeg pludselig kendt som ham, der havde tre gode minutter i sig, og så ryger man hurtigt i en kategori, hvor man ikke bliver inviteret til at spille på Vega eller bliver spillet på P3.
I stedet ringede alle kræmmermarkederne, og TV3 spurgte, om jeg ikke ville ind og stege en bøf eller hoppe fra en vippe i et reality-program. Det sagde jeg ofte ja til. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det tog fokus fra min egen musik. Jeg gik fra at være med i et undergrundsband, der spillede for fem mennesker og en kasse bajere, til at være et kommercielt popband, som ingen tog seriøst. Derfor solgte jeg min lejlighed for at leve som vagabond i USA. Jeg tog til Los Angeles for at lave min egen musik et sted, hvor ingen anede, hvem jeg var.
Jeg hoppede fra sofa til sofa hos alle mulige folk, eller også overnattede jeg i studierne, hvor jeg forsøgte at skabe netværk og lave min musik. Nogle gange lejede jeg et klamt værelse på et dårligt motel eller en campingvogn et eller andet sted, hvor der blev begået et mord hver anden uge. Så længe jeg havde min guitar og lidt tøj i en taske, kunne jeg overleve. Der var aftener, hvor jeg måtte sidde på en donutbar hele natten, fordi jeg ikke kunne skaffe et sted at sove. Og der var en gang, hvor jeg boede hos en mor og søn, som begge var så skæve, da jeg ankom, at de ikke kunne huske mig dagen efter.
På et tidpunkt blev jeg hyret til at hjælpe en gruppe 14-18-årige talenter med at skrive sange. Studiet lå inde i et storcenter, som var på størrelse med Bilka og havde restauranter, tøjbutikker og et supermarked. Jeg skulle være der i en uge, og jeg vidste vitterlig ikke, hvor jeg skulle overnatte. Jeg fortalte ejeren af studiet om min situation. Så foreslog han, at jeg kunne sove i studiet, hvis jeg sørgede for at gemme mig for vagterne, når de lukkede af.
Et par timer senere gik en centervagt med sin ølvom og walkie-talkie rundt for at låse af. Jeg gemte mig bag en væg med hjertet oppe i halsen, da han lukkede porten til hovedindgangen. Da der var fri bane, gik jeg ned ad de tomme, mørke gange i shoppingcentret og ned til det offentlige toilet for at vaske mig og gøre mig klar til natten. Jeg tog det tykkeste tæppe i studiet, smed det foran stortrommen og spiste nogle tørre boller, Det var det diametralt modsatte af, hvad jeg havde drømt om som barn. Jeg kunne ikke komme længere ned, jeg lå vitterlig på gulvet.
2.
MIN FØRSTE KONCERT med et band i USA var på The Viper Room på Sunset Strip i West Hollywood. Det var en milepæl, fordi det er et legendarisk spillested og kendt for at være dér, hvor skuespilleren River Phoenix døde af en overdosis i 1993. Det er et sted, hvor et hav af store kunstnere har optrådt, hængt ud og sniffet al kokain i verden.
Jeg var blevet booket til at spille med et band, jeg havde samlet i L.A., og jeg kunne på forhånd mærke, at ejeren af stedet ikke havde stor tiltro til mig. Jeg var jo en totalt ukendt dansker fra Stevns, som ingen havde hørt om. Inden koncerten havde jeg skrevet ud til alle, jeg havde arbejdet med, folk, jeg havde mødt til fester, og venner fra de studier, jeg kom i. Så da jeg trådte op på scenen, var koncerten udsolgt.
Jeg havde en enorm ærefrygt inden. Jeg nærede også et lille håb om, at der måske var en talentspejder til stede. Lige efter koncerten kom ejeren af stedet op på scenen for at fortælle mig, at jeg skulle møde en fyr, som ville ændre mit liv. Jeg kunne slet ikke fatte, at koncerten var gået så godt.
Jeg fulgte efter ejeren ned blandt publikum. Han gik direkte hen til en væg med noget tonet glas. Så trykkede han på en knap ved panelerne, og i bedste James Bond-stil gik en skydedør til side. Indenfor sad en skaldet mand i jakkesæt i en stor, rød stol, som fortalte mig, at jeg skulle spille over hele verden. Det skulle han nok sørge for. Mens han solgte mig den sygeste drøm, gik en anden skydedør op, og ind kom to champagnepiger i næsten intet tøj. De nåede lige at poppe champagnen og hælde op, så blev de kommanderet ud igen. Den skaldede mand fortalte, at vi befandt os i Johnny Depps hemmelige rum, som han havde bygget, da han ejede stedet. Jeg stod med blå øjne fra Stevns og åd det hele råt.
Bagefter var jeg en smule mistroisk, for det var ikke første gang, jeg var blevet lovet hele verden. Alligevel var jeg helt oppe at køre, det kunne jo være sandt. Dagen efter, da jeg havde fået dulmet mine kæmpe tømmermænd, ringede jeg til den skaldede mand i jakkesættet fra aftenen før. Først sagde han, at vi kunne mødes 30 minutter senere, men da jeg ringede tilbage, skulle han pludselig nå et fly til Singapore. Han havde hele tiden en ny undskyldning. Det var der, jeg vidste, at oplevelsen nok skulle arkiveres i nedturskataloget. Men et eller andet sted er det jo også rock and roll at blive røvrendt af et jakkesæt.
3.
EN LUN SOMMERDAG i 2016 havde jeg bestilt en Uber, fordi jeg skulle skrive og indspille nogle sange i The Hills i Hollywood – bjergskråningen, hvor alle de rige og berømte bor. Det er Mulholland Drive, flotte huse og porte med sikkerhedsvagter.
Det var en gammel Toyota med en kvinde bag rattet, der kom og hentede mig, og jeg nåede knap ind på bagsædet, før hun begyndte at tale om Gud. Jeg har altid været hardcore ateist, har aldrig troet på noget større end mig selv, og jeg mente stædigt, at jeg aldrig ville komme til det.
Men af en eller anden grund sagde jeg til mig selv, at jeg skulle lytte til hende, da hun fortalte, at Gud sad ved siden af mig på bagsædet. Hun havde en meget ung energi, så skidegodt ud og var noget ældre, end jeg selv var. På de 30 minutter, køreturen tog, havde jeg fortalt hende hele min livshistorie.
Da hun satte mig af, sagde hun, at Gud ville have, at hun skulle hjælpe mig. Uanset hvad skulle hun nok hjælpe mig, og efterfølgende blev hun min private chauffør. Hun kørte mig gratis rundt, mens hun fortalte stolpe op og ned om Guds planer med mig.
De køreture blev en slags undervisning, og der gik ikke lang tid, før jeg pludselig selv sad og talte med Gud på Sunset Strip. Fra det sekund så jeg beskeder fra Gud overalt. På nummerplader, spisesedler, neonskilte. Jeg havde fortalt om min ekskæreste, som jeg havde kæmpe kvaler over, og lige efter kørte en bil larmende forbi med nummerpladen ’GOODBYEX’. Og havde jeg et møde med en producer, hvor jeg skulle skrive sange, så bad jeg Gud om, at jeg kunne skrive 10 sange. Og så skrev jeg 10 sange.
Jeg følte mig som et supermenneske, overtroen fjernede al min frygt og tvivl, og det havde jeg rigtig meget brug for på det tidspunkt. I stedet for at være bange for at ende som en fiasko stolede jeg på mig selv og på Gud. Det gav mig en enorm kraft.
Jeg nåede at blive fanatisk og ekstremt mærkelig, selvom ingen opdagede det. Der var ingen, der vidste, at jeg talte til Gud hver dag. Med tiden udviklede det sig til en paranoia. Jeg følte, at Gud overvågede hvert et skridt, jeg tog. Hvis jeg gjorde noget forkert, så kiggede Gud mig over skulderen, og hvis jeg havde lidt for mange dates kørende, så dømte han mig. Jeg satte mig for at gå i frivilligt cølibat i et år. Jeg holdt kun fem måneder, men i den tid fokuserede jeg udelukkende på min musik.
Efterhånden indså jeg, at jeg var nødt til at finde styrke andre steder. Jeg er stadig troende, men på en mere jordnær måde. Det handler om at tænke over tingene og konfrontere sig selv med det gode og dårlige, selvom det kan være hårdt.
Det var en lignende følelse, jeg havde, da jeg fløj hjem til Danmark. Jeg frygtede, at jeg var blevet så forgabt i drømmen om rigdom og berømmelse i USA, at jeg ville være en fiasko, der vendte hjem. Men nu bestemmer jeg selv, hvad der er succes, og hvad der er fiasko.
Tim Schou vandt med bandet ’A Friend in London’ i 2011 det danske Melodi Grand Prix med sangen ’New Tomorrow’. I 2013 debuterede han som skuespiller i ’Hair’, og året efter spillede han Tumle i musical-versionen af ’Den lille havfrue’. I 2014 solgte han sin lejlighed for at leve som vagabond i USA og jagte en solokarriere. I april udkommer den 33-årige musikers første solo-album, ’HERO/LOSER’.
