JOSEPHINE SKRIVER napper et halvt rundstykke fra brødkurven, smækker en skive ost på og smører et gedigent lag dijonsennep på toppen. Den internationale supermodel, der til daglig bor i Los Angeles, sidder i sin mors lejlighed i Hellerup, hvor hun har indlogeret sig for en kort bemærkning. Kort forinden har Josephine Skriver elegant afvist et håndtryk, uden at det blev akavet, for i stedet at tage imod med en krammer. Stuen omkring hende er højloftet og lys, og rummets centrum er udfyldt af spisebordet, der agerer vært for et overdådigt morgenbord. Der er basser, rundstykker, ost, smør, juice og alt derimellem.
”Jeg tænkte, vi bare lige kunne starte med at spise lidt mad,” siger Josephine Skriver med en aura omkring sig, der er støvsuget for stress og jag. Hun tager sit ufarvede pagehår om bag ørerne, og en stor diamant glitrer fra ringfingeren, da hun tager en tår af sin kulsorte kaffe. Som hun sidder der i sit casual sorte bomuldstøj uden makeup og spiser en ’runner’ med tand-sennep, er det umuligt ikke at tænke, at hendes ansigt nærmest har en matematisk formel over sig. Proportionerne er ualmindeligt lige fordelt.
Med en kop kaffe tilslutter mor Mette sig morgenbordet. Hun sørger for, at alle har, hvad de kunne have lyst til, og for en svesken-på-disken-atmosfære. Sammen fortæller Josephine og Mette Skriver, hvordan der pludselig blev slået hul til en verden af glitter, glamour og benhårdt arbejde i deres lille familie.
”Hos os var det tennissko og joggingbukser og så ned i idrætshallen,” siger Mette Skriver, der beskriver sin datter som et roligt og tænksomt barn, der var glad for bøger.
”Jeg glemmer aldrig, at hun en dag kom ud fra sit værelse og sagde: ’Der er en, der er ved at dø i ’Harry Potter’, I skal ikke forstyrre mig.’”
Josephine Skriver færdiggør anekdoten.
”Det var sikkert Dumbledore. Jeg tror, jeg har læst den bog otte gange,” siger hun, knækker sine fingre og klikker de lyserøde negle mod hinanden.
”Jeg havde tre gode veninder dengang, men jeg har altid været ret glad for at være alene,” siger datteren, mens moren bekræfter, at døren til værelset kunne være lukket i timevis, hvis bogen var god.
I FOLKESKOLEN HAVDE Josephine Skriver en ekstra taske med hver anden torsdag, når hun enten skulle over til sin far eller sin bonusmor Gitte på Vesterbro. Det var der flere af klassekammeraterne, der også havde. Deres forældre var blevet skilt, men det var Josephine Skrivers forældre ikke. Hun kom til verden, efter at hendes mor havde indrykket en kontaktannonce i medlemsbladet for Pan Idræt, en idrætsforening for bøsser og lesbiske.
I annoncen skrev Mette Skriver, at hun rigtig gerne ville være mor, men at hun manglede en far. Snart var der en god stak breve i postkassen, og det første, hun åbnede, var fra Josephine Skrivers far. De to mødtes til en ’forældre-date’, spiste lidt mad, talte det hele igennem og fandt frem til, at de gerne ville være forældre sammen. Mette Skriver blev gravid i første forsøg, og syv år senere fik forældreparret også sønnen Oliver sammen.
På forhånd havde de lavet en deleordning, setuppet var afklaret, og derfor har Josephine Skriver aldrig følt sig helt som de andre skilsmissebørn i klassen. Der var ingen konflikt, ikke noget brud, der skulle heles.
”Jeg er enormt stolt af at være et regnbuebarn og af, at de fandt ud af at få mig i en situation, hvor det ikke var let for dem. De skulle gå imod en norm – dengang kunne man slet ikke få et barn sammen på den måde gennem det offentlige. Men ud over det har de jo været helt almindelige forældre, og jeg har smækket lige så mange gange med døren som alle andre teenagere.”
JAZZBALLET, KONKURRENCESVØMNING, håndbold og badminton var en håndfuld af de sportsgrene, Josephine Skriver nåede at dyrke, inden fodbold for alvor tog hendes hjerte. Hun var 12 år, da hun begyndte. En sen alder i HIK, Hellerup Idræts Klub, hvor de andre fodboldpiger havde snøret støvler, siden de var fem år.
Interessen kom sig af, at Josephine Skriver og hendes lillebror Oliver var flyttet med deres mor til Hellerup. Oliver skiftede til en børnehave i nærheden, men Josephine ville ikke skifte. Hun ville fortsætte på Den Classenske Legatskole i Indre København, hvor hun altid havde gået. Hun og kammeraterne havde årskort til Tivoli, som de besøgte, når de havde fri, hvis ikke de hang ud i Kongens Have, i Fælledparken eller spiste pizza i Pisserenden.
”Jeg var en bypige, der havde boet på Tagensvej på Nørrebro hos min mor og på Vesterbro hos min far. Men da jeg var omkring 12 år, flyttede vi herud. ’Det der Hellerup-noget skal jeg simpelthen ikke ud i,’ sagde jeg, og det accepterede min mor. Men hun sagde også, at jeg skulle finde noget at gå til, så jeg kunne lære nogen at kende i området.”
Derfor valgte Josephine Skriver fodbolden, en sport, der løber i familien. Moren har spillet divisionsfodbold, og datteren og sønnen var ofte med på sidelinjen.
Da spørgsmålet falder på, om Josephine Skriver scorede mange mål, bryder både mor og datter ud i latter.
”Nej! Jeg var meget bedre til at forhindre modstanderne i at score. Jeg havde god kondi, og jeg var hurtig. Det så måske ikke sådan ud, men fordi jeg har længere ben end de fleste, lignede jeg noget, der bevægede sig i slowmotion. Min træner sagde altid: ’Du skal bare få bolden væk. Ud over sidelinjen og væk,’” siger Josephine Skriver, der stadig kan savne kammeratskabet, at gå efter sejren sammen med holdet og være på fodbold-camp, hvor man sover sammen i klasselokaler med liggeunderlag og soveposer. Og så husker hun sportens lugte, især fra halvsurt træningstøj og benskinner.
”Hold kæft, de kan altså lugte. Men der var noget fedt over at tage det på og så bare ud og spille. Især i regnvejr, så man kunne glide hen ad banen. Jeg elsker lugten af en våd græsplæne.”
I dag træner Josephine Skriver stadig meget for at holde modelkroppen skarp. Men også fordi hun elsker at bevæge sig, og det skal helst være hård fysisk træning.
”Jeg begynder at blive lidt bedre til pilates og yoga, men jeg kan bedst lide at træne, så jeg er helt færdig, og benene ryster, når jeg går derfra.”
I mange år var Josephine Skriver en af de mindste i sin klasse, men i sine teenageår skød hun pludselig 20 centimeter i vejret på et par år. Det udfordrede ben-koordinationen, og det var ikke altid den bedste kombination på en fodboldbane. Men hun kom på Oure Idrætsefterskole i 10. klasse og begyndte på skolens andethold: ”Jeg kom på førsteholdet til sidst – som sådan en god bænkevarmer,” siger Josephine Skriver og suppleres af moren:
”De andre på andetholdet slappede lidt af og hyggede sig, det gad du slet ikke, du var fuldstændigt konkurrencemenneske. Til sidst fik du lov til at komme på førsteholdet, fordi du knoklede og knoklede og trænede og trænede.”
I SPISESTUEN I HELLERUP er der lyst, intet forstyrrende rod, og bøgekronerne kigger ind ad de sprossede vinduer. På de douce vægge hænger store billeder af Josephine Skriver, hendes lillebror Oliver og hendes mor. De er taget på et Victoria’s Secret-fotoshoot, hvor moren dristede sig til at spørge, om fotografen ikke også ville knipse nogle billeder af de tre sammen. ”Jeg havde totalt hattehår,” ler Mette Skriver, der trofast har stået ved sin datters side, siden modelkarrieren åbnede sig ved en tilfældighed. Josephine Skriver blev opdaget af en model-spejder i New York, da hun var på en træningslejr med sit HIK-fodboldhold.
Hun boede i Delaware hos spillere fra et lokalt hold og havde en enkelt dag på Manhattan som turist. På Times Square tog en mand fat i Josephine Skrivers træner, fordi hendes hoved stak op over de andre piger. Manden mente, at hun havde potentiale til at blive model, men det blev et pænt nej tak. Alligevel var tanken plantet, og da hun atter blev spottet på gaden herhjemme, kontaktede hun Unique Models og blev antaget.
”For mig var det virkelig en overraskelse. Vi er sportsfolk, vi er slet ikke mode-mennesker. Jeg gik slet ikke op i mode – og gør det heller ikke i dag – men jeg gik op i hende,” siger Mette Skriver og nikker mod sin datter. Moren var ikke bange for at stille spørgsmål til modelbureauet. Modelverdenen var ukendt land for begge, men de gik ind i det med hud, hår og makeup. Da Josephine Skriver skulle lære at gå i stiletter, gik moren troligt aftenture i Hellerup med sin datter og filmede hende.
”Jeg syntes, det var så pinligt at gå i høje hæle, så vi gik kun ture, når det var blevet mørkt. Jeg havde et fritidsjob, hvor jeg gjorde rent på et kontor, og der rendte jeg rundt og støvsugede i høje hæle. Jeg var nødt til at øve mig, for modelbureauet havde sagt, at stiletter skulle være mine nye sutsko,” siger Josephine Skriver og demonstrerer i sin mors stue, hvordan hendes gang i begyndelsen blev kalveknæet af de høje stiletter.
Moren sidder rank og atletisk, mens datteren fortæller. Hun virker som en, der kan udstikke en retning, give peptalks og holde det forkromede overblik – også til en modeuge i New York med en teenagedatter, der helt græsgrøn fra fodboldbanen pludselig gik på de helt store catwalks.
Det var netop, hvad der skete.
MED EN STAK printede rutevejledninger ræsede Josephine Skriver op og ned ad New Yorks avenuer sammen med sin mor. Det var i 2010, og før Google Maps ubesværet gelejdede folk i den rigtige retning. Josephine Skriver var 17 år og til sin allerførste modeuge, hvor hun og moren prøvede at finde vej til model-castings i USA’s tættest befolkede by. Om morgenen havde hun fået en liste af sit modelbureau Unique Models med 21 castings, hun kunne tage til. Dagen strakte sig over 15 timer, og som en velforberedt træner stod moren klar med moralsk opbakning og snacks til datterens blodsukker. Og moren fik gennemført samtlige mobilspil på sin telefon, når hun ventede i foyeren, mens datteren var til casting efter casting, hvor forskellige modehuse skulle vurdere, om de ville bruge netop den unge pige fra Danmark i deres show i modeugen. The Big Apple var brandvarm den sensommer, men mor og datter nåede dem alle.
”Efterfølgende fandt jeg ud af, at bureauet giver dig 20-25 castings, men de tænker, at du kun når 10-15 af dem. Vi nåede alle 21. Jeg siger dig, vi sprintede rundt,” husker Josephine Skriver.
Model-proceduren under en modeuge i New York er sådan, at man først tager på en go see hos et modehus sammen med omtrent 400 andre håbefulde piger. Hvis de gerne vil se nærmere på én, får man et call back, og så skal man endnu en gang vurderes, nu ’kun’ sammen med 50 andre piger. Herefter kan man være heldig at confirme et show, og så skal man tilbage til casting-stedet til fitting og hår- og makeupprøver. Men stadig er intet sikkert, for et modehus kan vælge én fra, helt indtil man står i kø for at gå på catwalken.
”Telefonen skal være tændt 24/7 i modeugerne, for man ved aldrig, hvornår de ringer. Det kan være klokken to om natten eller klokken fire om morgenen. I New York fik vi gennemsnitligt fem timers søvn,” siger Josephine Skriver, der i en tidlig alder skulle lære at blive vurderet oppefra og ned af voksne mennesker. Hendes mor gav hende det råd at tænke på sig selv som en shampooflaske: Kritikken er ikke personlig, nogle gange leder de bare efter et produkt til krøllet hår og ikke et til glat.
Dengang regnede hun med, at hun bare skulle prøve ’det der modelarbejde’ i nogle uger, måske være heldig at gå et par shows og så ellers vende tilbage til Falkonergården på Frederiksberg, hvor hun gik i gymnasiet. Men sådan blev det ikke. Josephine Skriver endte med at gå over 20 shows i New York. Også Calvin Klein-showet, der var det helt store.
Det gav en uofficiel billet videre til de store shows i Europa, så i stedet for at vende tilbage til kemi- og biologitimerne fløj Josephine Skriver videre til de store europæiske modeuger. Men moren skulle tilbage på arbejde og hjem til lillebror Oliver, så nye ledsagere måtte træde til.
”I løbet af ugen i New York kunne vi godt se, at jeg begyndte at confirme rigtig mange shows. Så derfor ringede vi til min moster og spurgte, om hun kunne møde mig i Paris. Jesper Thomsen, min agent fra Danmark, fløj med mig til Milano. Fordi jeg havde gået Calvin Klein i New York, skulle jeg være med til at åbne og lukke de største shows, der var til modeugen i Milano. Jeg endte med at lukke Prada og blev en af de bedste piger den sæson,” siger Josephine Skriver.
Til den efterfølgende modeuge i Paris var tempoet skruet yderligere op. Den unge dansker sov et par timer om natten, og i tillæg var det umuligt at nå rundt til de mange jobs i bil. Så hun fik sig en knallert-chauffør, der zigzaggede hende rundt gennem Paris’ historiske gader, mens Josephine Skrivers moster havde taget coach-stafetten fra moren.
”Ved hvert tredje show stod min moster: ’Hey, her er noget mad.’ Der var ikke mad backstage dengang, det var mest petitfours og champagne. Der er sket meget siden, men for 12-13 år siden var det det helt tynde, drengede look, der var in, og fordi de forskellige modehuse kun havde dig i et par timer, tog de sig ikke af dig på dén måde, som de gør i dag,” siger Josephine Skriver.
DA DE FØRSTE modeuge-vinde var blæst over, stod den unge Josephine Skriver over for en skelsættende beslutning. Modelkarrieren var skudt i gang i strakt galop, hun havde misset en masse undervisning, og hendes karaktergennemsnit var gået fra at være et af de bedste til at være decideret sløjt, fordi hun havde været så meget væk. Indtil modelkarrieren var blevet en reel mulighed, drømte Josephine Skriver om at blive læge. I 9. klasse var hun i erhvervspraktik hos en anæstesisygeplejerske på Rigshospitalet, og hun skiftede fra sproglig til matematisk linje i gymnasiet for at nærme sig målet. Men nu stod hun der, med flere velorkestrerede modeuger i bagagen og en mulighed for at prøve modellivet af på fuld tid. Hun valgte det sidste.
”Jeg gik op til rektor og sagde: ’Tak og farvel, jeg melder mig ud af skolen.’ Hun var ærgerlig over det, for vi havde virkelig prøvet at få det til at fungere. Hatten af for det. Men det var bare nået til et punkt, hvor jeg blev nødt til at vælge, for jeg var halvt det ene sted og halvt det andet,” siger Josephine Skriver.
”Du tudede,” supplerer Mette Skriver, der også tydeligt husker dagen. Mor og datter skulle videre fra rektors kontor til ’Aftenshowet’, hvor den unge modelaspirant skulle interviewes om at tage det store spring til USA.
”Det var ikke, fordi jeg var ked af det, men det var skræmmende at tage det der skridt ud over klippen, hvor man ikke ved, hvad man går ind til. Det var bare frit fald. Jeg havde behov for at få det hele ud. Når jeg siger farvel til noget, går jeg ikke bare ind i det nye med 50 procent, for så er det jo ikke offeret værd. Jeg ville give den 100 procent som model. Det er stadigvæk den mentalitet, jeg kører med.”
DET PERMANENTE NEW YORK-eventyr begyndte med en såkaldt roterende seng i en model-lejlighed, som Josephine Skriver delte med otte andre piger fra hele verden. I løbet af et år boede der 100 forskellige piger, og man betalte for de nætter, man tilbragte i sengen. På et tidspunkt boede Josephine Skriver sammen med en nordmand og en svensker, og når hjemveen pressede på for de tre skandinaver, tog de færgen fra Midtown og sejlede forbi Frihedsgudinden og til IKEA i Brooklyn. Her kunne de spise kartoffelmos med kötbullar, købe søde lakridser, karrysild og noget, der næsten smagte af rugbrød. ”Jeg syntes ikke, at nogen af delene smagte vildt godt, da jeg boede hjemme i Danmark, men lige pludselig var det fantastisk,” siger Josephine Skriver.
Nostalgiske IKEA-ture til trods blev den uforudsigelige roomie-situation for trættende i længden, og Josephine Skriver sparede op til en etværelses lejlighed og flyttede for sig selv. Hendes far tog flyet fra København og hjalp med at samle IKEA-møbler og at få datteren godt i vej. I tiden efter fulgte en periode med lange dage, hvor Josephine Skriver stod op, trænede og efterfølgende gik New York tynd med sin lookbook under armen for at blive booket til nye job. To gange om året gik der halvanden måned med shows, og den resterende tid gik med at rejse fra fotoshoot til fotoshoot, fra job til job.
”Det var ret intenst. Men også spændende, for det var en helt anden verden. Jeg anede intet om mode. Jeg var ikke en af de der piger, der vidste alt. Jeg skulle lære, hvad Christian Dior og Chanel var,” siger Josephine Skriver, der indtil da mest havde gået i joggingtøj og sneakers. Men hun var optaget af at klare den udfordring, modelkarrieren var, og hun var stålsat på at nå sine mål: at komme på forsiden af Vogue, blive ’engel’ hos Victoria’s Secret og være med i det store ’Swimsuit’-nummer af Sports Illustrated.
”Arbejdet var min førsteprioritet. Alt, der bare gik lidt ud over min søvn eller min træning, eller som gjorde, at jeg ikke var 100 procent på arbejde, rørte jeg ikke ved. Jeg havde også en god snak med en dansk model, inden jeg tog af sted, og hun sagde: ’Modebranchen er helt fantastisk, og den er sikker, men det er alt omkring den, man skal passe på.’ Du går ind i en voksenverden, en professionel verden, men der er også promotorer og natklubber. Du bliver inviteret til alt muligt, og som model kan du være en del af det. Men alt har en pris. Så fordi du får lov at gå gratis i byen, skal du stå ved det her bord sammen med promotorer og folk, du ikke kender … altså, det var bare ikke rigtig mig,” siger Josephine Skriver.
”I stedet for gik jeg hjem og læste en bog eller så en tv-serie. Da jeg så mødte min kæreste, var han sådan: ’Hey, du er blevet inviteret til det her, skal vi ikke tage til det sammen?’ Han er sådan en, der bare snakker med folk, og jeg fik en at stå ved siden af, så jeg tænkte bare: ’Perfekt mand, så virker jeg også social.’”
I DAG HAR Josephine Skriver nået alle de mål, hun satte sig i begyndelsen af sin karriere. Hun har været på forsiden af Vogue flere gange, hun fik en kontrakt med Victoria’s Secret og gik shows med de eftertragtede englevinger på ryggen i undertøj i flere år i træk, og hun har været i Sports Illustrated ad flere omgange.
Hun er nu 29 år og arbejder stadigvæk som model, men har forladt det sitrende newyorker-liv og købt et hus i en Los Angeles-forstad sammen med sin mand, den amerikanske musiker Alexander DeLeon.
De mødte hinanden på Twitter og havde oprindeligt fælles base på Manhattan i seks år, hvorfra de hver især turnerede med musik og modelarbejde. Igennem årene har de haft små afstikkere til både Nashville og Los Angeles, men flyttede for nogle måneder siden tilbage til Los Angeles. Naturen omkring huset er fed, og det er tilmed et godt skoledistrikt, når der – måske – kommer en Skriver Junior.
”Første gang jeg så huset, følte jeg, at jeg var i en film. Det lignede villavejen i ’Desperate Housewives’. Det hele var meget amerikansk. Det er sådan et område, hvor postbuddet vinker til én, når han kommer forbi, og hver morgen marcherer ældre damer op og ned ad fortovene med den samme lille hund, eller også har de en golden retriever,” siger tilflytteren, der blev budt velkommen af naboerne med en flaske tequila.
”Det er superfedt at have en hverdag i Los Angeles. Det er et dejligt sted at bo,” siger Josephine Skriver, der måtte tage kørekort, da hun flyttede. For i Los Angeles er man nødt til at starte bilen, hvis blot man skal have sig en kop café-kaffe, og i LA-tale kan en nabo være en, der bor 45 minutter væk.
Ud over modelarbejdet og dets mange flyveture bruger hun en stor del af sin tid på træningstøj-brandet JOJA, som hun har startet med sin veninde og kollega Jasmine Tookes. Mellem modeljobs bruger de to al deres tid på at udvikle nye styles, være med på fabrikken, der producerer tøjet, skyde kampagner og meget mere. Begge modeller har puttet deres private opsparing i projektet og håber, at det kan vokse sig stort.
Gennem tiden har Josephine Skriver ikke haft det så nemt med den amerikanske kultur, hvor man helst – og gerne tit – skal tale højt om sig selv og sine meritter.
”Jeg havde svært ved det i starten, for jeg følte lidt, at det at være model havde jeg jo ikke gjort noget for. Jeg er født med mit udseende. Men jeg tog ud i verden på egen hånd i en tidlig alder, og efter nogle få år kunne jeg godt se, at jeg også har ofret meget for det. Jeg har arbejdet hårdt, og det har hjulpet mig til at være stolt af det, jeg gjorde,” siger Josephine Skriver, der tilføjer, at hun bliver sådan helt hehe-agtig og genert ved at sige det højt.
NOGLE DAGE EFTER mødet i Hellerup står Josephine Skriver på en rød løber på vej ind til Nærum Gymnasiums hovedindgang. I grønt power-suit, høje hæle, tilbageredt hår og professionel makeup går hun i arbejds-mode og stiller an foran kameraerne, mens lyden af deres knips blander sig med støjen fra det vejarbejde, der runger bag den røde løber. Journalisterne står klar, og inden diktafonerne bliver tændt, har Josephine Skrivers agent, Jesper Thomsen, spået, at de formentlig kommer til at spørge hende, om hun er gravid. De tabloide medier holder sig imidlertid til at spørge, om hun savner Danmark, og om hun kunne finde på at flytte retur, og Josephine Skriver svarer høfligt: ”Man ved aldrig.” Efter Josephine Skriver følger H.K.H. Kronprinsesse Mary, der er klædt i ditto grønt jakkesæt. De giver hånd og sætter sig begge på forreste række foran scenen i gymnasiets aula.
Det er FN’s Internationale Pigedag, og den bliver markeret her af PlanBørnefonden. Dagen skal pege på de problemer, som piger i forskellige dele af verden står over for, og bruges til at sætte fokus på kvinders rettigheder og muligheder. Det er nyhedsvært Ditte Haue, der styrer interview og debat med blandt andre Yoventine og Rehema, to unge kenyanere, der er sponsoreret af PlanBørnefonden, bokseren og feministen Sune Csonka og Josephine Skriver.
800 stole står klar, lyset vælter ind fra runde vinduer, der er placeret højt oppe i loftet, og det er som at være inde i en hullet jern-ost.
Drenge med perlekæder og Carhartt-dunveste og piger i kassebukser og net over skulderen kommer lige så stille dryssende. De kigger på deres telefoner, spiser skyr og hyggesnakker lavmælt. Eleverne på Nærum Gymnasium har samlet 224.000 kroner ind til PlanBørnefonden, og rektor roser eleverne og holder en tale om dannelse, ansvar og globalt udsyn.
Så tager Ditte Haue ordet: ”Min næste gæst er topmodel, og hun har flere end syv millioner følgere på Instagram – jeg følger hende også. Velkommen til Josephine Skriver!”
Klapsalverne stiger til vejrs i jern-osten, og Josephine Skrivers stemme er upåvirket, da hun som til en eksamen svarer forberedt og velovervejet. Hun har været under uddannelse hos PlanBørnefonden i et år, fortæller hun, og under talen kører et diasshow fra en tur til Uganda i efteråret. Her mødte hun 12-årige piger, der levede i konstant frygt for at blive voldtaget. Hun så, hvordan pigerne var det samme værd som en ged, hvis de stadig var ugifte, og hun besøgte skolebørn, der syr genanvendelige bind, så piger, der har menstruation, også kan gå i skole.
Efter turen til Afrika skulle Josephine Skriver direkte videre til Venedig Film Festival, og da hun blev spurgt af en stylist om, hvilken slags diamanter hun gerne ville have på til den røde løber, havde noget sjældent føltes mere ligegyldigt, bemærker hun senere.
”Da jeg havde seksualundervisning i skolen, blev drengene bedt om at gå ud, når snakken gik på menstruation. I Uganda er både pigerne og drengene med til seksualundervisningen, og det er enormt vigtigt, at vi forstår hinandens udfordringer,” fortæller Josephine Skriver til eleverne og imiterer, hvordan drengene i hendes egen klasse vrængede ansigt, hvis bare m-ordet blev nævnt.
Hun kigger på drengene i forsamlingen og opfordrer dem til at gøre det bedre. Som en øvet studievært, der holder øjenkontakt med sit publikum, fortsætter hun sin tale om både håb og vrede, og når talen skitserer noget åbenlyst uretfærdigt, slår hun i armlænet på stolen, hun sidder i.
Blandt publikum sidder Mette Skriver og filmer hele seancen – ligesom DR-kameraholdet, der er i gang med en dokumentarserie om den danske model, der tog udlandet med storm. Da talen er færdig, runger aulaen igen af applaus. Josephine Skriver nejer, stritter med hænderne, smiler og sætter sig atter på sin plads på forreste række.
Gloser som ”Vi skal have tysk nu”, og ”Jeg vil kraftedeme have noget frokost”, flyver gennem luften efter de to timers snak, mens Josephine Skriver henvender sig til de kenyanske piger på 17 og 19 år: ”You were amazing. Very empowering.”
I forbifarten får hun et hurtigt klem af sin mor, elever tager på afstand billeder af hende. Nogle gymnasiepiger kommer skræmte ud af musehullet efter at have kigget i Josephine Skrivers retning i et stykke tid. De er helt røde i hovedet, da de siger: ”Du er et kæmpe idol. Og det var en vildt fed tale, du holdt.” Josephine Skriver takker, er tålmodig og tager sig endnu en gang tid, da køen med piger vokser. Josephine Skriver er som en storesøster og siger ting til pigerne som: ”Hold øje med jeres løn og jeres rettigheder, når I kommer ud på arbejdsmarkedet.”
Så kommer hendes agent Jesper Thomsen og siger: ”Nå, Jose, jeg tror, vi skal videre.” Et interview med Instagram-mediet Tingenes Verden venter i et tilstødende klasselokale.
Som i de gamle modeuge-dage sørger Mette Skriver for en kyllingesalat med bacon og karrydressing fra kantinen, mens Josephine Skriver er væk til interview. ”Vi ses derhjemme,” siger moren, mens datteren tørrer lidt karrydressing væk fra mundvigen. DR-kameraholdet venter, og atter kommer Jesper Thomsen og holder trit med tidsplanen. De må videre. Man kan høre dommerfløjt og hvinende gummisko inde fra idrætssalen. Elever sender stjålne blikke, da de passerer Josephine Skriver. Men nu skal hun videre. Kamerafolkene følger med topmodellen ud til Audien, der venter på parkeringspladsen. I morgen sidder hun i et fly på vej over Atlanten igen.
