HAN BURDE EGENTLIG få den fjernet. Men den store dynge jord, der hobede sig op, da Jakob Magnussen byggede sit nye hus, har vist sig at have en uventet og temmelig smart funktion, når man stiller sig på toppen.
Ligesom de fleste andre borgere i den lille landsby Vrads må 49-årige Jakob Magnussen i tøjet og ud af huset, hvis han vil lave et opkald fra sin mobiltelefon. Den nærmeste telefonmast ligger flere kilometer fra byen, og selv derude i det fri må telefonerne snappe efter bølgerne, og telefonsamtalerne ender ofte i det rene knas eller dut-dut-dut.
Men lige her, på den hjemmelavede jordbunke på grunden i udkanten af byen, bliver bølgerne leveret til Jakob Magnussens telefon uden problemer.
”Den må du sgu ikke ødelægge,” siger Kim Rasmussen og ser tilfreds på jordbunke.
Han er en af de andre frustrerede borgere fra Vrads, der er et af de få steder i landet, hvor der endnu ikke er opsat en telefonmast, og hvor diskussionen om en mast har delt byens cirka 200 indbyggere.
På den ene side står stråleskeptikerne, for hvem Vrads er et sidste helle på landkortet, hvis man vil undgå stråling. De er villige til at ofre telefonforbindelsen for at undgå bøl-gerne, som de frygter er skadelige.
På den anden side står tilhængerne af en mast. Det er folk, der er frustrerede over ikke at kunne komme i kontakt med omverdenen, når de ikke er inden for rækkevidde af deres wi-fi, og det er selvstændige, der mis-ter opkald fra kunder.
I kampen for alligevel at få en form for signal florerer der flere forskellige trick blandt borgerne i de cirka 70 huse i Vrads. Mange går på gaden, når der skal ringes, så husmuren ikke absorberer de sidste sparsomme bølger. Et andet tip lyder, at man kan kaste telefonen op i luften, hvor den kan være heldig at fange et signal, før man griber den igen. Det er dog ikke et helt ufarligt trick. For nylig fik en borger et blåt øje af mobilen, da vedkommende ikke greb den på vejen retur.
Hos købmanden i Vrads mødes folk til en sludder – blandt andet Benny Andersen (t.h.).
VRADS KØBMANDSHANDEL er ikke en helt almindelig købmand. Duften af forskellige urter kæmper om pladsen i næsen, når man åbner døren til den lille butik, hvor chokolade står i glaskrukker, og hylderne bugner af naturlige produkter i glas og brune emballager. Et rødt ’Ø’ går igen på sortimentet og vidner om, at der inden for byskiltet gemmer sig en lille enklave af såkaldte bevidste forbrugere.
Da den gamle købmand lukkede endeligt i 1992, tog en gruppe Vrads-borgere disken i egen hånd, og butikken, der er et populært samlingspunkt, bliver i dag drevet af 25-30 frivillige. Indenfor sidder Benny Andersen.
”Ja, det er skønt,” udbryder han, da han bliver spurgt til det dårlige mobilsignal.
Benny Andersen, en midaldrende vradser, tilhører gruppen af lokale, der helst så, at der aldrig kom en telefonmast op i Vrads.
”Jeg vil gøre modstand, hvis der bliver snak om en mobilmast igen,” siger han med henvisning til dengang i 2016, da en telefonmast i byen senest var på tale.
TDC HAVDE indvilliget i at opføre en mast, men en gruppe lokale stråleskeptikere kæmpede imod med næb og kløer. Emnet blev diskuteret på debatmøder i forsamlingshuset, og da borgerne ikke kunne nå til enighed, lavede de en afstemning. Flertallet ville gerne have en telefonmast, men der var protester mod mastens placering. Derfor røg sagen i Naturklagenævnet, og kommunen måtte sætte en byggetilladelse på hold.
Da klagen blev afvist i Naturklagenævnet, håbede signalforkæmperne, at TDC, der ejer de fleste master, langt om længe kunne komme i gang med at opsætte masten. Men i mellemtiden havde TDC ombestemt sig, og pludselig kunne Midtjyllands Avis bringe nyheden om, at TDC hellere ville investere andre steder end i Vrads.
”Man bliver bims af al den stråling. Jeg selv bliver øm på ballen, når jeg har haft mobilen i lommen længe. Og jeg kender en, hvis søn havde det meget skidt,” siger Benny Andersen.
Kvinden bag købmandsdisken, Else Marie Sejr, stemmer i:
”Jeg er meget imod en mobilmast. Små børn i dag lærer at bruge iPad allerede i børnehaven. Så behøver vi ikke bekymre os om overbefolkning,” lyder den dystre prognose fra hende.
”Der kommer en af mine værste fjender,” udbryder Benny Andersen og slår en latter op, da en af byens signalhungrende træder ind i butikken.
”Hvad for noget?” når den nytilkomne at fremstamme, før han bliver venskabeligt klemt mellem Benny Andersens arme. Endnu en kunde, Ulla Poulsen, træder indenfor i butikken. Hun virker træt ved den blotte lyd af ordet ’mobilmast’.
”Ved du hvad, jeg orker simpelthen ikke at snakke om det. Jeg er gammel psykiater. Jeg er for træt til sådan en konflikt,” siger Ulla Poulsen og fortsætter alligevel:
”Jeg synes, det er sørgmodigt, at vi skal have sådan et stridspunkt. Jeg er ked af, at der ikke findes en løsning.”
Når Helle Kofoed skal tale i telefon, må hun ud af huset for at få forbindelse.
”AT MOBILSTRÅLER skulle være skadelige, er en absurd påstand. Det er pseudovidenskab, og jeg accepterer ikke præmissen, før der er videnskabelig evidens for den,” siger Kim Rasmussen, da vi bevæger os fra jordbunken og ned til bymidten.
”Man hørte de samme argumenter, dengang vi fik radiosignal, fjernsyn og fastnettelefon. Det er frygten for det nye,” siger Torben Steenberg, der også er mastetilhænger.
Det er et erhvervsmæssigt mareridt at bo i Vrads, siger de. De selvstændige kan ikke blive ringet op af kunder, og de frygter, at turister vil se sig om efter andre destinationer, hvorfra de kan sms’e, ringe og google. Og hvad med tilflytterne? Hvem vil flytte familien til Vrads og overbringe nyheden om det dårlige netværk til deres teenagebørn? Og så er der det med sikkerheden, siger de.
”Nu er der kommet lig på bordet. Hvad mere skal der til, før vi får den mast?” spørger Kim Rasmussen, der hentyder til sidste år, da en cykelrytter døde i området.
Ifølge Kim Rasmussen havde man problemer med at tilkalde en ambulance på grund af den dårlige dækning. Og for fem uger siden faldt Jakob Magnussen – manden med jordbunken – ned fra en stige ved sit hus. Det kostede ham en brækket arm og et kraniebrud.
”Min datter og en tømrer var hjemme. De kunne ikke ringe efter en ambulance på grund af den dårlige forbindelse, så de puttede mig i bilen, og vi måtte køre til Asklev, før vi fik fat i en ambulance.” En by seks kilometer derfra.
”GODT AT SE DIG, Kim. Jeg kan ikke få routeren til at virke,” siger en Marie Raes på vejen mellem forsamlingshuset og købmanden.
Forsamlingshusets ydermur er en blandt flere i byen, der er blevet udsmykket af den lokale billedkunstner Lars Ringgaard. Her har han udført ’Tryllefløjten’ med maling.
Marie Raes er tovholder på aftenens arrangement, et foredrag med titlen ’Menneskedyret homo sapiens’, der skal livestreames fra Aarhus Universitet. Men først skal routeren, der kører på fibernet, altså lige virke.
”Jeg fikser det,” siger Kim Andersen.
”Vi slukker selvfølgelig routeren, når vi har fællesspisning, af hensyn til dem, der ikke vil udsættes for stråling,” bemærker Marie Raes.
Til højre for købmanden, forbi byens masseovnsbygger og huset, hvor en kreativ person har skåret dråber i gavlens træværk, så det ser ud, som om den er ved at smelte, holder Rene Kilian til. Han er selvstændig erhvervsdrivende – med kablet internet og fastnettelefon.
”Det er ikke noget problem. Vi har lynhurtigt fibernet, og fastnettelefonen virker upåklageligt,” fortæller Rene Kilian.
Han foretrækker at være bundet af kabler frem for at have en telefonmast på nabomar-ken.
”Jeg vil hellere være præventiv. Jeg sammenligner opførelsen af en mobilmast med den trojanske hest. Vi ved ikke, hvad vi lukker ind i byen.”
Torben Steenbergs mobil er koblet til hans fastnettelefon via bluetooth.
DER ER NOGET særligt urtet, når man kigger sig omkring i Vrads. Husenes vinduer er stopfyldt med planter, der er solceller på mange af tagene, og i området ligger en af Danmarks reneste søer, Grane Langsø.
Ved kommunalvalget 2017 blev Enhedslisten det største parti i det område, hvor vradserne afgav deres stemmer. Og da Danmarks Radio for år tilbage ville lave et bæredygtighedseksperiment, indvilligede de 200 beboere i byen i at skrue markant ned for deres CO2-udslip og levede flere dage uden elektricitet og var fælles om tre delebiler.
I det hele taget er der en særlig samhørighed, fortæller lokaljournalist Bjarne Gregersen, der løbende har dækket historien om telefonmasten for Midtjyllands Avis.
”De har et stærkt fællesskab omkring købmandshandlen i Vrads. De holder mange fællesarrangementer, blandt andet en årlig musikfestival,” siger han og bemærker også byens meditationscenter, hvor folk kommer langvejsfra for at dyrke Heartfulness-meditation.
“De alternativt tænkende og fællesskabsorienterede tiltrækker nok i nogen grad hinanden,” siger Bjarne Gregersen.
Pernille de Boer kan ikke tåle mobilstrålerne.
”SLUK MOBILEN,” står der på et klistermærke på døren ind til et ottekantet træhus, der ligger med skoven i ryggen i Vrads.
Før man træder ind, bliver man en ekstra gang mindet om at sætte telefonen på flytilstand af husets 69-årige beboer, som har sit strålefri helle på en – endnu – unik plet på danmarkskortet.
”Det er bygget med særlig omtanke på stråling og el,” fortæller Pernille de Boer om huset, der er bygget af træ fra inderst til yderst. Udenpå er det malet sort, indeni står træet råt og ubehandlet, og under trappen står en spinderok.
”Jeg har ikke rigtig brugt den, siden jeg fik min sygdom,” fortæller hun og går op ad trapperne til en førstesal, der minder mere om en stor hems.
Bøgerne står i spænd i reoler langs væggene, kun afbrudt af en lille smilende buddha-figur. For otte år siden blev Pernille de Boer med egne ord ramt af el-overfølsomhed, eller EHS, elektromagnetisk hypersensitivitet, under et besøg hos sin datter i København.
”En dag, jeg skulle ringe fra min telefon, kunne jeg slet ikke røre den. Det var som at få en spade i hovedet. Jeg måtte smide den fra mig. Det føltes som en form for stød,” fortæller hun.
Den eftermiddag skyndte hun sig med toget hjem, og siden har hun ikke besøgt sin datter og sine børnebørn i København. Tilbage i Vrads måtte hun flytte.
”Jeg kunne ikke være i den lejlighed, jeg lejede her i udkanten af Vrads. Jeg fik det forfærdeligt, og jeg rystede. Jeg var tåget i hovedet, og jeg mistede korttidshukommelsen i nogle måneder. Jeg kunne ikke holde ud at være i min krop. Og hvor går man så hen?”
Pernille de Boer gik i skoven. Eller flygtede, som hun siger. For i skoven forhindrer træerne adgang for det meste af strålingen, siger hun. Og der boede hun i knap et halvt år, efterfulgt af to år i en campingvogn.
”Jeg kunne ikke foretage mig noget selv. Heldigvis har jeg et fantastisk netværk her i Vrads, som hjalp mig. Der var nogle, der skaffede mig et telt. Nogle hjalp med at slå det op. Nogle købte ind til mig. I et par måneder kunne jeg heller ikke tale i fastnettelefon. Så var der kun breve tilbage, hvis jeg ville have fat i folk. Jeg kunne heller ikke tage bilen og køre på indkøb, det var simpelthen for farligt.”
DA TELEFONMASTEN for to år siden var på tale, fik Pernille de Boer sammen med en gruppe øvrige skeptikere taget blodprøver. Målet var at sammenligne resultaterne med nye blodprøver, der skulle tages efter opførelsen af masten. Men prøvernes resultater blev aldrig aktuelle, da masten blev pillet af tegnebrættet igen.
”Vi vil gøre alt, hvad vi kan – blodprøver og mere til – næste gang, der kommer en mast på tale”, siger Pernille de Boer.
”Ellers ender det med, at syge mennesker med EHS bliver tvunget i eksil i udlandet som miljøflygtninge.”
I dag har hun fået det så godt, at hun kan tage en tur til Silkeborg og handle ind, og hun kan deltage i byens fællesspisning, hvis det trådløse net er slukket, og hendes sidemand sætter mobilen på fly-tilstand. Aftenens foredrag er ikke en mulighed.
”Det ville koste mig nogle dage med migræne,” siger hun.
Spørger man regeringen, kommer en mast snart på tale igen. Ifølge et nyt teleudspil skal de sidste huller på danmarkskortet lukkes inden for et par år, så enhver dansker kan gribe mobilen og foretage opkald – også borgerne i Vrads. Pernille de Boer og de andre stråleskeptikere er klar til at kæmpe videre, siger hun. Men fremtiden synes uoverskuelig:
”Har du nogen forslag? Hvor skal jeg rejse hen? Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke overleve i skoven. Jeg føler mig nogenlunde afklaret med døden, men jeg vil da rigtig, rigtig gerne leve. Det er et af de sidste åndehuller, der forsvinder.”
Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se maj 2018.
