Jacqui Kenny rejser verden rundt uden at bevæge sig. Hun har agorafobi – angst for åbne pladser – og tør ikke selv rejse. Alligevel har hun gjort en karriere ud af at finde smukke, sære og bevægende pletter overalt på jordkloden.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Google Street View

MEXICO, KIRGISISTAN, Senegal, Mongoliet og Peru. Jacqui Kenny kan nå det meste af kloden på en eftermiddag. Alligevel kan hun med rette kaldes verdens dovneste globetrotter. Når den 44-årige newzealænder rejser, sker det nemlig fra sofaen i hendes lejlighed i London, hvor hun gennemtrawler Google Street View for særlig gode motiver.

Siden hun begyndte arbejdet for snart to år siden, har hun ­taget over 27.000 screenshots via internettjenesten, og motiverne er alt fra herreløse hunde i Chile og forladte legepladser i Mongoliet til tankstationer i USA og farverige facader i Brasilien.

Håndværkere på række fanget af Google Street View i Sharjah i De Forenede Arabiske Emirater.

Hendes foreløbig 200 bedste screenshots er udgivet på Instagram-profilen @streetview.portraits, hvor næsten 100.000 følgere kigger med, ligesom hun for nylig udstillede en række af sine værker på et galleri i New York City.

Egentlig troede hun, at Google Street View kun var en ­praktisk hjælper, når man skulle finde vej, men et tilfældigt (virtuelt) besøg i den farverige ­brasilianske hovedstad Rio de Janeiro blæste hende bagover. Pludselig fandt hun sig selv sidde i ­timevis og lede efter Street View-­øjeblikke, magisk fastfrosne i tid og sted.

”Jeg kan opleve fjerntliggende steder, som jeg ikke engang ved eksisterer, og det er sjovt at hoppe fra et land til et andet. Men den største spænding ligger i at finde det specielle øjeblik. De er så svære at finde, men de er der,” siger Jacqui Kenny.

I kørestol i Durango, Mexico.

Det gode Google Street View-foto, forklarer hun, kræver først og fremmest godt lys, og det er der langtfra alle de steder, hvor Google Street View-bilerne kører. Typisk leder hun efter destinationer tæt på ækvator eller steder, der har levende farver i arkitekturen eller moden. Derfor går rejsen ofte til Sydamerika og Afrika.

”Jeg søger normalt væk fra de større byer og ud til mindre byer, hvor der er mere plads. Når jeg har fundet en scene, bruger jeg tid på at beslutte vinkel og komposition. Google fotograferer med 360-graders­kameraer, så der er mange muligheder.”

For Jacqui Kenny er det mere end en sjov hobby. Hun lider af agorafobi – angst for åbne pladser – og i mere end 10 år turde hun slet ikke sætte sig op i et fly og rejse ud i verden. Fotoprojektet, som hun kalder ’The Agoraphobic Traveller’, er blevet den måde, hun oplever verden uden for sin lejlighed.

To kvinder foran en moské i Senegal.

Interaktionen med følgere på Instagram har været det mest overvældende, fortæller hun.

”Jeg får henvendelser fra hele verden, og projektet genererer samtaler om alt muligt – fra teknologi og mental sundhed til kunst og rejser. Jeg får de dejligste beskeder fra folk, der rent faktisk har været de steder, jeg har besøgt via Street View. Ofte fortæller de mig om deres oplevelse eller tipper mig om en naboby, jeg burde besøge.”

Om hun også har besøgt Danmark? 

”Desværre ikke. Det er et sted, jeg gerne vil besøge rigtigt en dag, for min kæreste er dansk. Det lyder som sådan et smukt sted.”

Beboelsesvogn i Kirgisistan i det bjergrige Centralasien.

Artiklen er oprindeligt publicere i Ud & Se juli/august 2018.

Tags: , , ,
SE MERE