SOM EN SLAGS storbyens dromedarer kører blå bude byerne tynde med termo-puklerne fulde af burgere, bagels og butter chicken. På bycykler, el-løbehjul og scootere lægger de zigzaggende lyskryds og landevej bag sig, alt imens du selv lader dig opsluge af sofaens bløde dyb og omfavner dine tømmermænd eller din ulyst til at lave mad i al almindelighed. Du ligger blot og venter på, at dørklokken meddeler, at redningen er ganske nær. Duften af din aftensmad fylder dine næsebor, og det hele har ikke taget meget mere end et afsnit af din yndlingsserie på Netflix. Posen med lune godter skifter hænder fra budbringeren til dig selv. Et voila: Så er der serveret.
Just Eat, Hungry.dk og Wolt er tre af de mest populære udbringningstjenester i Danmark, men listen er lang. Fælles for tjenesterne er, at man kan nå dem via telefonen eller computeren, og at deres katalog af mad har noget for (næsten) enhver smag. Og var du ikke sulten, inden du åbnede appen eller hjemmesiden, får du med rimelig stor sandsynlighed lyst til at hyggespise bare en smule, når du ser udvalget, der spænder fra asiatisk til italiensk og fede favoritter fra ønskebrønden.
Hos Just Eat bliver chaufførerne oplært og klædt på, inden de slippes løs i trafikken.
ANTALLET AF DANSKERE, der selv står med hovedet bøjet over gryderne på en gennemsnitlig aften, er over en treårig periode faldet fra 55 til 48 procent. Samtidig er andelen af både færdigretter og takeaway i danskernes aftensmad stigende. Faktisk stiger antallet af takeaway-indkøb med 10 procent om året.
Inden finske Wolt kom på banen, havde Hungry.dk allerede erklæret krig mod Just Eat, der dog indtil nu har bevaret sin position på takeaway-tronen. Ifølge mediet finans.dk har Just Eat en markedsandel i Danmark på omkring 70 procent, mens Hungry.dk sidder på 12-20 procent, og Wolt i løbet af et enkelt år har spist sig ind på omkring seks procent af markedet.
På gadeplan kan man genkende budbringerne på farven på deres takeaway-pukkel. Wolt lyser blåt, Hungry.dk grønt, mens Just Eat lyser orangerødt. Og så er det ellers alle mod alle i kampen om de sultne maver – en kamp, som ikke alle tilskuere mener foregår efter sportslige metoder. Særligt Wolt, der indtog Danmark i 2017, får på puklen i medierne af politikere og fagforeningsfolk, fordi de ikke har overenskomster for deres dromedar-bude eller forsikringer i det hele taget. Budene bliver betragtet som selvstændige. De får løn for hvert måltid mad, de leverer, og de melder selv ind, hvornår de vil arbejde. Til gengæld skal de for egen regning anskaffe sig et køretøj, forsikring, løn under sygdom og barsel og pension. Og det får fagforeningerne til at udnævne Wolt som fjender af den danske arbejdsmarkedsmodel.
DER ER OMKRING 1.000 Wolt-bude på danske gader og stræder ifølge Berlingske. Vil man være et af dem, skal man blot udfylde en formular på deres hjemmeside med basisinfo og et foto af sig selv. Vil du være chauffør for Just Eat, skal du i modsætning hertil sende en ansøgning og igennem et oplæringsforløb, før du får lov at ramme gader og stræder med fastfood i bagagerummet. Det fremgår af et jobopslag på jobportalen Ofir, hvor virksomheden søger nye chauffører til at bringe mad ud. Just Eat stiller både køretøj, gps og en ’vejrtilpasset uniform’ til rådighed, skriver de.
Inden man gribes af lysten til at sammenligne udbringnings-dromedarerne med revolvermænd i det vilde-vesten, skal man dog holde sine jernheste en stund.
”Som det ser ud nu, er det ikke ulovlig virksomhed at formidle udbringning af mad,” siger arbejdsmarkedsforsker Anna Ilsøe, der har forsket i platformsarbejde og digitaliseringens påvirkning af arbejdsmarkedet.
”Det, der kan skabe udfordringer, er, at budene ikke er ansatte, men freelancere.”
Den form for selvstændigt freelancearbejde er ellers noget, vi bedst kender fra konsulentverdenen og andre videnstunge job, hvor lønnen generelt er højere, de ansatte selv står for prissætningen og derfor alt i alt er bedre polstret i forhold til ekstraudgifterne.
”Budene arbejder ofte færre timer end en klassisk konsulent, men er selv ansvarlige for risici. Så kan det være sværere at have økonomisk råderum til at forsikre sig i forhold til arbejdsmiljø, arbejdsulykke, ansvarsforsikring og pension,” siger Anna Ilsøe.
UDBRINGNING af mad er langtfra et nyt fænomen. Tænk bare på mælkemændene, der med et lad fuld af klirrende, hvidskummende flasker sørgede for frisk mælk på landets dørtrin, efter at opdagelsen af pasteurisering i 1880’erne havde gjort det muligt at tappe mælken fra gårdene på flasker med en vis holdbarhed. Den sidste mælkeflaske blev leveret i Danmark i 1971, og indtil deromkring bragte både slagteren, bageren, fiskemanden og ostemanden også ud. Men den forretning løb ud i sandet, efterhånden som kvinderne begyndte at arbejde, bilen blev folkeeje, og de store supermarkedskæder kom til.
”I starten var fruerne hjemme for at tage imod, men i takt med at de kom ud på arbejdsmarkedet, lå pengene inde på køkkenbordet, og så lagde slagteren eller bageren egentlig bare varerne. Med tiden blev det de ældste generationer ude på landet, der ikke havde mulighed for at handle ind selv, der fik bragt varer ud. Resten af os købte primært tingene i et supermarked,” siger Betinna Buhl, museumsinspektør og madhistoriker ved Det Grønne Museum. Hun forklarer også, at vi i 60’erne lige så stille begyndte at segmentere os via vores spisevaner, der fik en ny signalværdi:
”Lige pludselig bliver vi interesserede i ris og krydderier. Vi rejser ud i verden og bliver inspirerede. Hakkekødet er ikke længere til millionbøf, vi putter flåede tomater i og laver det hurtigt sammen med pasta i stedet for kartofler.”
Med opbruddet i madkulturen mistede vi den traditionsbundne planlægning af, hvilke råvarer der skulle igennem husholdningen i løbet af ugen.
”Så tog man lidt mere, hvad supermarkedet sådan lige bød på,” siger Betinna Buhl.
OMKRING 1970’ERNE blæste en italiensk brise hen over Danmark og tryllebandt både land- og bybo. Indtil da havde alternativerne til selv at lave maden bestået i en tur på restaurant eller at sjoske ned til pølsevognen. Men det var ikke kun de runde herligheder med smeltet ost, pizzeriaerne introducerede os til. Det var efterhånden også de ikoniske papbakker med den bukseløse pizzamand på fronten, der gjorde maden nem at transportere. Med scooter, hjelm og stor bagageboks kørte pizzabudene land og rige rundt. Efterhånden fik de selskab på cykelstierne af burgere, forårsruller og falafler, og da Just Eat kom til i 2001, satte det for alvor fut under udbringningskedlerne.
Ifølge madhistorikeren er der flere grunde til, at vi køber så meget takeaway.
”Vi får mere travlt, synes vi selv. I fjernsynet kører madprogrammer massivt, og vi har måske lidt svært ved at følge med. Men signalværdien af maden, vi laver og køber ind, bliver lige pludselig kæmpestor. Det er det bare nemmere at købe sig til,” siger Betinna Buhl.
”MAKE MONEY when you want,” blinker det med lokkende versaler, når man aflægger Wolts hjemmeside et besøg. Wolt har kastet sig ind i kampen om danskernes bekvemmelighed – men også givet deres ansatte en bekvemmelighedsdimension. Budene bestemmer nemlig selv, hvor og hvornår de vil arbejde. Knap 50 procent af deres bude i Danmark er udlændinge, og 70 procent af dem er tilknyttet firmaet i 4-6 måneder, oplyser Wolt. Og ifølge arbejdsmarkedsforskeren taler løfterne om frihed og fleksibilitet til firmaets fordel.
”Den positive historie er, at det er en hurtig og nem måde for dem, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, at finde noget at lave. Det handler om udlændinge og især de udlændinge, der ikke kan dansk endnu, som har rigtig svært ved at finde job, selv i en situation med lav arbejdsløshed, som vi har lige nu,” siger Anna Ilsøe og forklarer, at Wolts arbejdsmodel generelt kan være attraktiv for grupper på kanten af arbejdsmarkedet, fordi folk kan komme hurtigt i gang og på deres egne præmisser.
Arbejdsmodellen tiltrækker således både studerende, der skal tjene til husleje og øl, men også danskere, der har været væk fra arbejdsmarkedet i lang tid på grund af sygdom eller arbejdsulykker.
”De kan starte meget stille og roligt med ganske få timer, og de kan vente til om morgenen med at melde sig aktive eller lade være. Det er en kvalitet, platformene har. Det giver en højere fleksibilitet, end man for eksempel finder i fleksjob,” siger hun.
General Manager for Wolt Danmark Søren Meier Svendsen fortæller til Ud & Se, at koncernen har en aftale om betalt ulykkes- og ansvarsforsikring til budene under opsejling på verdensplan. Aftalen vil blive lanceret i Danmark som det første land, efter planen i marts i år.
Hverken Wolt, Just Eat eller Hungry.dk har i skrivende stund tegnet overenskomst for deres bude med 3F.
