”HEJ JAN,” er der en, der siger allerede ude på parkeringspladsen bag Kislings, og endnu en på vej ind ad døren på den lille kaffebar i centrum af Sønderborg. Indenfor er der fyldt ved de mange borde, men så er der en, der råber fra nogle brune sofaer midt i lokalet: ”Hej Jan, jeg skal til at gå, du kan få min plads …”
Et øjeblik efter sætter Jan Hellesøe sig til rette. Det røde hår er tilbageredt, det røde skæg veltrimmet, og brillerne som sædvanligt markante med mørktonede glas. ”Jeg synes, det er dejligt at gå rundt her, og man ved, hvem folk er. Så sidder ham der – jeg kan så ikke lige huske, hvem han er, men jeg er sikker på, jeg har mødt ham før – og tilbyder én sit bord. Det er fantastisk.”
Selv bor 40-årige Jan Hellesøe i en næsten 100 år gammel murstensvilla, som han og hustruen har renoveret løbende, siden de flyttede tilbage til hjemstavnen efter en årrække i København. Tidligere i år blev de gift – hun havde altid sagt, at hun ville fries til, inden hun blev 40 – så han gjorde det på hendes fødselsdag.
Lidt efter kommer tjeneren ned med en vegetarsandwich på særbestilling. Den står ikke på kortet, men på disse kanter kan alting lade sig gøre, hvis man spørger pænt. Før han sætter tænderne i, fisker han en tandbøjle ud af munden.
”Sådan er det, når man bliver gammel, så begynder det hele at rasle på en helt anden måde,” konstaterer han. Selv fyldte han rundt få måneder forinden og har det godt med at blive ældre, selvom han ironisk nok aldrig har formået at ligne sin alder.
”Førhen så jeg yngre ud, end jeg var, så jeg higede altid efter at se ældre ud. Men nu har jeg i lang tid set ældre ud, end jeg er.”
For omkring 10 år siden tippede det. Det var dengang, han begyndte at lave programmet ’Fuckr med dn hjrne’ på DR og for alvor fik travlt med den karriere, der siden har gjort ham til landets mest kendte hypnotisør, illusionist og psykologiske manipulator. Selv mener han, at de tre titler beskriver det meget godt. Dengang fandtes der intet lignende program i Danmark, men det blev en succes, og lige siden har han været vant til opmærksomhed i offentligheden.
”Det er også derfor, det er hyggeligt hernede, hvor folk kender hinanden og ved, hvem ens forældre er, og sådan noget. Alle er også ligeglade med, at jeg er her. Det er lige før, det er værre, når jeg er i København,” siger han, men han har knap sagt sætningen færdig, før en ældre kvinde stopper op og begynder at kigge indgående på ham.
”Hej,” siger han.
”Jeg ved godt, hvem du er, hele Danmark kender jo dig. Når man ser, hvad du foretager i fjernsynet, er det jo helt vildt,” siger hun.
”Hvor er du sød, tak.”
”Og når du så er herfra … det gør det jo ikke ringere. Du er da herfra, ikke?”
”Jeg kommer herfra og bor her. Der er dejligt i vores lille Sønderborg.”
”Bor du her?” spørger hun overrasket.
”Ja, det har jeg gjort i syv år nu.”
”Jeg troede, de alle sammen boede i Nordsjælland, når de blev kendte.”
”Det gør vi ikke.”
”Hvor dejligt.”
TIL BLÅ MANDAG gik turen til Flensborg, det var kutyme, og 14-årige Jan Hellesøe traskede sammen med kammeraten René rundt og kiggede på butikker i den tyske grænseby i deres stiveste puds. Som klassens outsidere passede de lidt sig selv. På et tidspunkt stødte de på en lille gyde, hvor der for enden lå en lille butik med drager og jongleringsudstyr ude foran. Det var spændende nok til at lokke dem indenfor.
Her viste manden bag disken dem en magisk trylleæske. Man kunne lægge en mønt i den lille æske af træ, lukke den, vente lidt, og når man så hev skuffen ud igen, var mønten væk. Jan Hellesøe havde aldrig set noget lignende. For første gang nogensinde besluttede han sig for at købe noget til sig selv. Han lagde en sjat af sine konfirmationspenge på disken og erhvervede sig trylleæsken og – uden at forstå omfanget af det endnu – en form for identitet.
De første 14 år af sit liv havde han forsøgt at gå i ét med tapetet. Han var lille, rødhåret og havde store fortænder. Og så var han forfærdelig genert. Han havde vanskeligt ved at kigge folk i øjnene, og det var decideret umuligt for ham at have en helt almindelig samtale, medmindre det var med nogen, han følte sig meget sikker ved.
”Ingen drillede mig, hvilket er ret syret, men jeg gjorde omvendt heller ikke nogen noget som helst. I min egen klasse følte jeg mig altid tryg, for der kendte jeg de andre, men uden for klassen var jeg fuldstændig usynlig.”
Med trylleæsken kunne Jan Hellesøe møde verden på en helt anden måde. Nu behøvede han ikke længere at stille folk spørgsmål såsom: ”Nå, hvordan har din dag så været?” Han kunne i stedet rette fokus væk fra sig selv og hen på den lille magiske æske.
”Jeg turde ikke snakke med nogen, men nu havde jeg noget, som jeg kunne få folk til at kigge på i stedet for på mig.”
En måneds tid efter konfirmationen var han på Færøerne – han er kvart færing – og familien skulle til bryllup med hjemmebrænderi og 300 gæster. Siden blå mandag havde han allerede udvidet sit lille show, blandt andet med et spil kort, der var særligt designet til korttrick, men det var stadig hans lille trylleæske, der var stjernen i samlingen. Bryllupsfesten var en ideel anledning til at teste den af for endnu flere. I løbet af aftenen fik han folk til at lægge en tyver i æsken, hvorefter han fik den til at forsvinde. Den aften tjente han 140 kroner.
”Jeg kan tydeligt huske den der følelse af … på engelsk ville man sige empowerment. Det der med, at man kan mærke, at nu kan man et eller andet. Indtil da havde jeg ikke kunnet noget som helst. Jeg turde stadig ikke snakke, men nu kunne jeg i det mindste vise dem noget, de blev imponeret af.”
Hjemme i Sønderborg var det genboen Gynter, der ofte stod for skud. Han var ingeniør på Danfoss, men det lykkedes Jan Hellesøe at drive ham til vanvid med et tryllesæt bestående af en metalstav, der – på øjensynligt magisk vis – kunne gå igennem en ring.
”Gynter fik aldrig nogensinde hemmeligheden at vide, og jeg elskede det.”
Den kommende tid voksede mængden af rekvisitter, som Jan Hellesøe samlede i en lille sort tryllekuffert. Og han forlod ikke længere hjemmet uden forskellige ting og sager i lommerne, for hvis nogen kontaktede ham, kunne han straks tage et eller andet frem og henlede opmærksomheden.
”Jeg tog på en måde en masse skridt op ad den sociale stige, selvom jeg stadig var lille og rødhåret. Det gav et kæmpe selvtillidsboost at gå fra at være vildt genert, til at andre sagde: ’Wow, han er den vildeste!’”
TIL TYSK-EKSAMEN i 9. klasse tryllede Jan Hellesøe sig til et 11-tal. Emnet var ’hobbyer’, og han kunne ikke mange tyske ord, men under den halve times forberedelse fandt han nogle tændstikker, to elastikker og en 50-øre frem, og med dem fremførte han et lille show, der gik rent ind hos både lærer og censor. Da han efterfølgende ringede til sin mor og fortalte det, grinede hun bare: ”Ej, hvad fik du rigtigt?”
Hun var ikke den eneste, der ikke troede på det, for alle vidste, han ikke kunne tysk. Han kunne til gengæld trylle, men da der ikke var nogen tryllekunstneruddannelse i Sønderborg, besluttede han sig for at blive elektriker som sin far. På uddannelsen skulle Jan Hellesøe lave en loddekolbestation, og han forstod ikke meget af hverken transistorer, modstand eller komponenter, men da han fremviste den, udbrød elektroniklæreren Poul: ”Jeg har sgu aldrig set så flot en kasse før! Er du sikker på, du ikke skal være smed?”
Så gik turen over til Finn i smedelokalet, hvor Poul overleverede ham med ordene: ”Den unge Hellesøe her skal sgu nok være hos dig i stedet for.” Her kunne Jan Hellesøe få lov til at bygge, konstruere, skære ud og svejse, og han kunne lave en grill, som han kunne forære sin far.
”Jeg gik allerede dengang i fint tøj og havde markante briller, så jeg fik det skæve blik af bondemandssønnerne på holdet. Men da jeg først kom i gang med at svejse, var de imponerede, og jeg syntes selv, det var det fedeste i verden.”
De andre på holdet døbte ham ’Skærebrænder-Jan’ på grund af hans rolige hånd, når der skulle skærebrændes med gas og ilt. Han havde utvivlsomt et vist talent, alligevel mærkede han en snigende fornemmelse af, at det ikke var her, hans fremtid lå. Sideløbende med uddannelsen var han fortsat med at trylle, og han optrådte små steder hist og her. Så en dag sagde han til smedemestrene Finn og Wolfgang: ”Hør her, det er supersjovt at bygge plove, stakitter og jerntrapper, men jeg skal optræde.”
Det tog de begge to overraskende godt. Faktisk foreslog de, at hvis han fik brug for at lave rekvisitter til sine optrædener, kunne han komme op på skolen og bygge dem. Hans forældre bakkede ham også altid ubetinget op, men andre i Sønderborg var mere skeptiske. Særligt hans jævnaldrende i byen grinede ad ham i krogene, og han måtte mere end én gang lægge øre til at være ”lidt af en idiot, for det der, det kommer han aldrig nogensinde til at leve af”.
”Det er selvfølgelig let nok at kigge bagud og se ens liv som en lige linje, men selv hvis jeg zoomer ud, kan jeg se, at jeg – trods slalomsving, bakker og omveje – altid har været på vej i den her retning. Jeg skulle optræde. Det har jeg et eller andet sted vidst, siden jeg stod i den butik i Flensborg og så på den lille trylleæske.”
I MIDTEN AF tyverne var Jan Hellesøe på sit første hypnosekursus. Det var … en blandet fornøjelse. Hen over et par dage lærte han en masse om hypnose, men han prøvede ikke selv at hypnotisere og fik ikke så meget som en snert af en rigtig hypnose undervejs. Det bekræftede hans antagelser om, at det var noget humbug. Han troede ikke på det og var blot taget med på kurset med en kammerat for at få bekræftet sin skepsis.
På det tidspunkt optrådte han sporadisk rundtomkring i landet med sit trylleshow, men selv med 10 år på bagen kunne han stadig ikke leve af det. Den største del af hans indtjening kom i stedet fra at designe og udvikle optiske illusioner for blandt andet Det Kongelige Teater, Det Ny Teater og Nørrebro Teater. Hvis nogen i ’The Phantom of the Opera’ skulle gå igennem et spejl, eller der skulle hives noget ud af en kuffert i ’Mary Poppins’, var han manden, man gik til.
Det var den tryllende komiker Rune Klan, der havde ført ham ind i den verden. Et par år forinden havde han hørt, at der rendte en ung sønderborgenser rundt, der kunne lave underfundige og spøjse rekvisitter. Rune Klan havde brug for at få Jonatan Spang til at forsvinde under en scene i forestillingen ’Peer Gynt’ på Betty Nansen Teatret, men var ved at give fortabt efter at have prøvet alt muligt af.
”Ved du, hvordan man kan det?” spurgte Rune Klan derfor i røret.
”Ja ja, det kan jeg sagtens,” svarede Jan Hellesøe, og et par dage efter sad han i toget til København med en papkasse på skødet, der tillod, at Jonatan Spang kunne kravle ned i den, hvorefter den blev lukket, smadret og krøllet sammen – uden at der skete ham noget.
Det gav Jan Hellesøe adgang til både de største komikere og de største teatre i landet. Men det var altid bag scenetæppet. Han var selv draget af scenen og blev ved med at udforske, hvad der skulle være hans rolle. Undervejs kom han forbi alverdens forskellige subgenrer, heriblandt hypnose. Som det sidste, før Jan Hellesøe og de andre deltagere forlod det tvivlsomme kursus, sagde underviseren: ”Når I kommer hjem, skal I bare sige, at I kan hypnotisere. Det vigtigste er, at folk tror på, at I kan.”
ET PAR DAGE senere sad Jan Hellesøe til middag med nogle kammerater fra Sønderborg. ”Når du nu er så skidegod til det der hypnose, kan du så ikke hypnotisere min kæreste?” udbrød en af dem. Jan Hellesøe havde besluttet sig for at følge underviserens sidste ord og havde fortalt alle og enhver, hvor fantastisk det der hypnosekursus havde været, og at de havde hypnotiseret på livet løs. Nu sad han i saksen.
”Jo, jo,” svarede han, vel vidende at masken snart ville falde, og så ville den leg være ovre.
Han trak vennens kæreste til side for at lave en såkaldt induktion, der skulle få hende ind i en trancelignende tilstand, hvor hun både var fokuseret og afslappet. Han begyndte at tale om en fjer, der faldt stille og roligt, og pludselig begyndte hun at grine. ”Hvorfor griner du?” spurgte han. ”Det kilder i maven, når jeg falder nedad,” svarede hun.
”Hvad sker der her?” tænkte Jan Hellesøe, der hverken havde kildet hende eller sagt noget sjovt. Men hun simpelthen skraldgrinede, fordi hun følte, at hun var en fjer, der faldt fra side til side, så det kildede i maven. Uden tricks i ærmet, fordi han aldrig havde hypnotiseret før, besluttede han sig for at fortsætte.
”Når du om et øjeblik åbner øjnene og ser min arm, vil du begynde at fryse,” sagde han, og ganske rigtigt, da hun åbnede øjnene, begyndte hun at ryste af kulde. Så gjorde han det samme igen, men hvor hun i stedet ville få det varmt.
”Så begyndte hun at svede … jeg har siden taget mange uddannelser og fundet ud af, at man ved hjælp af hypnose kan forstærke ting, vi i forvejen kan, såsom at fryse og svede. Det viste sig, at hun var en af dem, der er ’højt hypnotiserbar’, som man kalder det. Jeg ramte jackpot første gang.”
Efter de indledende manøvrer hev Jan Hellesøe hende med ind til de andre.
”Nå, er hun så i hypnose nu?” sagde kammeraten, ikke uden en vis skepsis i stemmen.
”Ja,” svarede Jan Hellesøe og sagde ”Sov” til hende. Straks begyndte hun at snorkboble, mens resten af bordet kiggede lamslået til. ”Om et øjeblik, når du vågner og ser på din kæreste, vil du være fuldstændig ellevild med ham og mere forelsket end nogensinde før. En. To. Tre. Vågn.”
Da hun kiggede op, var hun smaskforelsket. Hun kunne slet ikke få hænderne fra sin kæreste, der var skræmt fra vid og sans: ”Få hende til at lade være,” udbrød han.
Jan Hellesøe fik hende til at sove igen, tog et skridt videre og sagde, at når hun vågnede igen, ville hun tro, at kæresten var Michael Meyerheim.
”Knips, så troede hun, at han var Michael Meyerheim,” siger Jan Hellesøe og ser stadig nærmest vantro ud 15 år senere. ”Det der øjeblik var sindssygt. Det blev fuldstændig definerende for min karriere.”
Da selskabet et par timer senere blev opløst ved to-tiden om natten, ringede Jan Hellesøe straks til sin kammerat, der havde været med på hypnosekurset, og vækkede ham. Han måtte ud med det: ”Du tror, det er fucking løgn … det fungerer. Det virker. Det er rigtigt.”
DET HAR STÅET ned i stænger nonstop siden daggry, men da Jan Hellesøe når frem til Odense først på eftermiddagen, er det så småt begyndt at klare op. Han har tilbagelagt et par timers kørsel fra Sønderborg til teater- og musikstedet Magasinet, og med grøn hat og et silkehalstørklæde viklet om halsen træder han ud på de våde brosten i centrum af byen. Dårligt har han åbnet bagsmækken på bilen og er begyndt at bære sine rekvisitter ud, før der igen er bud efter ham.
”Undskyld, vi kigger sådan,” siger en midaldrende kvinde, mens hendes tre veninder fniser.
”Jeg kigger bare tilbage,” svarer han.
”Nu så vi jo lige, at det var dig.”
”Det er stadig super weird, at nogen ved, hvem jeg er. Det vænner jeg mig aldrig til,” siger han et øjeblik senere på vej ind ad bagdøren på Magasinet, hvor han senere skal optræde med ’Forudsigelser’ – et show, der hen over efteråret og foråret bringer ham hele landet rundt. En måneds tid forinden lagde han ud med premiere i Aarhus foran 1.600 tilskuere.
”Jeg kom lige liiidt … ikke dårligt, men mindre godt fra start, så jeg knoklede med det hele dagen efter, og til næste show var det anderledes skarpt. Nu glæder jeg mig bare til i aften. Jeg bliver aldrig rigtig nervøs, kun spændt.”
Inde i salen med cirka 600 røde sæder er teknikeren Brian Chopart i gang med at teste højttalere.
”2-3-4-5. Hey hey, hå hå,” siger Brian i mikrofonen. Jan Hellesøe hopper op på scenen, og én for én gennemgår de alle lys- og lydindstillinger, mens mystisk, storladen musik brager ud i den tomme sal.
”Hvor gjorde du af papiret?” spørger Jan Hellesøe.
”Det ligger ovre ved edderkoppeæsken,” svarer Brian, som om det var det mest naturlige i verden at sige. Han har været Jan Hellesøes faste tekniker i flere år nu. Hvis der skal være show i Silkeborg, sidder Brian klar i Silkeborg, og hvis det dagen efter er i Nykøbing Falster, sidder han der. Aften efter aften sidder han og ser, hvordan jyder, fynboer og sjællændere får taget fusen på sig.
”Det, der er lidt sindssygt, er, at man ikke helt ved, hvad han laver,” siger Brian Chopart med tyk fynsk dialekt. ”Han fucker jo også med mig nogle gange ude bagved. For hyggens skyld nærmest. Jeg siger noget, og så smiler han bare, og så ved jeg ikke rigtigt: ’Sagde jeg det der, fordi jeg havde lyst til at sige det, eller er det dig, der har besluttet dig for, at jeg skulle sige, hvad jeg sagde?’”
Jan Hellesøe smiler underfundigt.
”Nu vil jeg gå ind og gøre mig klar,” siger han, inden han fløjtende går op ad trappen til Magasinets backstagelokaler og lukker døren.
EFTER JAN HELLESØE havde hypnotiseret sin kammerats kæreste, vidste han instinktivt, at det var noget, han skulle forfølge. Ikke for at få folk til at rende rundt som hovedløse kyllinger, men for at skabe overraskende oplevelser, der måske kunne give andre perspektiver på tilværelsen.
Han begyndte at trække hypnose ind i sine egne små optrædener for at teste det. Ikke mindst hvor hurtigt han kunne hypnotisere. Til at begynde med tog det ham en halv time, men som tiden gik, blev han hurtigere, og han lærte at hypnotisere folk blandt publikum, uden at de selv var klar over det.
Under kunstnernavnet ’Star Magic’ slog han sig sammen med makkeren Anders Hansen og stillede op i TV 2-talentprogrammet ’Scenen er din’. De røg ud allerede i første runde, noget af en mavepuster. Men de store scener var jo alligevel ikke her, men på den anden side af Atlanten, og efter at have tygget på ideen og længe taget tilløb solgte de begge alt, hvad de ejede, og rejste til the land of opportunity i jagten på det store gennembrud.
På forhånd havde de landet en aftale om at optræde med deres trylle-hypnose-show i det største og længst kørende latinamerikanske tv-show, ’Sabado Gigante’, med 20 millioner seere. De tog til Miami, hvor tv-showet havde hjemme – og hvor der er en stor tryllekunstnerscene – og så var håbet, at det første ville tage det næste.
Mens de i Danmark havde lært at være underspillede, kunne det i USA ikke blive stort nok, så når kameraerne kørte, slog de teatralsk ud med armene efter hvert nummer. Det skulle dog vise sig at blive de eneste store armbevægelser i lang tid, det var stort set umuligt at få lov til at optræde andre steder, og det betød, at pengene hurtigt slap op. I stedet for at bo på hotel, som de havde gjort i starten, måtte de tage til takke med en skrabet lejlighed i South Beach-kvarteret i Miami.
”Der kørte bare fuld reggaeton fra tidlig morgen til sen nat, og det hele var bare så … underligt og fattigt. Alle de her latinamerikanere turde ikke dyrke sport i fritiden, fordi de var bange for at komme til skade og ikke at have råd til at blive opereret. Det hele var sådan … virkelig sølle,” siger Jan Hellesøe, der selv røg dybere ned i suppedasen. Det blev en vane for ham at kigge efter mønter på asfalten, når han traskede rundt i Miami. Med fire quarters kunne han købe en dårlig taco, og i et par uger levede han og makkeren udelukkende af cup noodles fra en One Dollar Store. I dag kan han stadig slet ikke klare hverken duften eller smagen af kopnudler.
Efter et halvt år var deres rolle i Miami udspillet, og for de sidste rester af opsparingen rykkede de videre til Las Vegas. Kunne man slå igennem som tryllekunstner eller illusionist i ’Sin City’, var mulighederne uendelige. I første omgang fandt Jan Hellesøe et værelse på Swenson Street, som han senere læste i avisen var den gade i byen, hvor der blev begået flest mord. Her fik han et ”skodværelse” hos en såkaldt hoarder.
”Det var vitterligt, som man ser det i fjernsynet, gamle telefonbøger var stakket op, og der var skrald over det hele. Det var fuldstændig crazy, og det sejlede, men alligevel så hende, der boede der, pæn og nydelig ud.”
Et par dage efter, at han var flyttet ind, spurgte han, om han ikke måtte rydde op i lejligheden, fordi der var så meget lort derinde. Det fik han lov til, men på den betingelse, at udlejeren skulle godkende, hvad der røg ud ad døren. Hver gang han viste hende noget, skar hun lidende ansigter og svarede benægtende: ”Ah-ah-ah!”
”Til sidst gik jeg kun ud med en helt tynd pose med en avis og et par sider fra en telefonbog.”
DA DET SÅ allerværst ud, fik Jan Hellesøe og hans kammerat pludselig hjælp fra en uventet kant: selveste Hilton-familien. Det viste sig, at makkeren havde en forbindelse til den rige hotelfamilie. Hans onkels kones søster var mange år tidligere blevet gift med den yngste søn – og dermed yngste arving – af grundlæggeren Conrad Hilton, Eric Hilton. Bibi Frandsen, der nu hed Bibi Hilton, kom fra Sønderborg-egnen, og da hun hørte om de to forhutlede tryllekunstnere fra hjemstavnen, inviterede hun dem til at bo i et gigantisk hus i Las Vegas. Eneste betingelse var, at de skulle hjælpe til med dagens gøremål.
Eric Hilton var dengang en mand i halvfjerdserne, og det blev Jan Hellesøes opgave at holde styr på hans medicin og tage med ham, når han skulle forbi en af sine ni faste læger.
”Jeg var middelklasse-Jan fra Sønderborg, og pludselig fløj jeg med Eric Hilton til Los Angeles, hvis han skulle til lægen. Det var sgu et vildt indblik at få.”
Jan Hellesøe havde flere gange overvejet at rejse hjem, men nu havde han ikke bare tag over hovedet, men et af de største og fineste af slagsen.
”Det var sgu ret syret. Eric var ydmyg og rolig, han havde ikke brug for at prale, men samtidig var det bare en helt anden verden. På et tidspunkt tog jeg med ham til Los Angeles, hvor han skulle have et møde i Hilton Foundation. Efterfølgende kom han ud med et lille smil på læberne og sagde: ’De var sgu ikke så glade derinde.’ Det viste sig, at de havde tabt 800 millioner dollars i aktier den dag.”
Fra Las Vegas skulle man blot køre tre kvarter i den ene retning for at stå på ski i bjergene og tre kvarter i den anden for at nå frem til sandstensørkenen ’Valley of Fire’. Og så var der naturligvis ’The Strip’, den berømte og berygtede hovedgade med hoteller, kasinoer og spilleshows.
”Las Vegas er først og fremmest et turistmekka, og det kan virke superfrastødende til at starte med. Når man ankommer i lufthavnen, står der allerede spillemaskiner alle vegne. Ding, ding, ding, ding! Der er reklamer for shows alle vegne og alt det der, men der er til gengæld også nogle fucking fede shows.”
I LAS VEGAS forsøgte Jan Hellesøe at skabe forbindelser til folk i tryllekunstnerbranchen. Men selvom han tilbragte næsten to år i USA, fik han kun lov at optræde enkelte steder – blandt andet en uge i træk med 21 shows på et spillested i Los Angeles – og han fik da også etableret visse kontakter, heriblandt til de tyske illusionister Siegfried & Roy, der optrådte med store, hvide tigre. Dem besøgte han i deres prangende residens, men som med så meget andet kom der ikke mere ud af den relation.
”Det er vanvittigt nok: Efter to år i USA kunne jeg ikke pege på en eneste, der virkelig ville hjælpe mig, hvis det gjaldt. Jeg blev gode venner med én derovre, popmusikeren Daniel Bedingfield, som jeg stadig har kontakt med, men han er ikke engang amerikaner, så det tæller ikke rigtigt. Herhjemme er det nok med et håndtryk, for jeg holder, hvad jeg lover, og det samme kan jeg regne med fra andre. Det er mildest talt noget andet derovre.”
Jan Hellesøe skrev også en mail til Thomas Eje. Ligesom ham selv havde han satset hele butikken på at slå igennem i USA – blot i en noget større skala. Til Hellesøes store overraskelse ringede komikeren tilbage og sagde, at hvis han og makkeren løb ind i mennesker, der lovede dem noget, skulle de sige til, for han havde med sikkerhed allerede mødt dem alle sammen.
”Det var stort af ham. Han var mit idol, han var på toppen af Danmark og satsede alt, og jeg synes, det er synd, at han fik det stempel, at han fejlede. I Danmark ser vi kun, at han kom hjem igen, og det er uretfærdigt, for han gjorde det sgu, og det er noget af det sejeste i hele verden.”
Til premieren på Thomas Ejes andet show under sit amerikanske kunstnernavn ’Tom Dane’ var Jan Hellesøe selv til stede. Allerede tidligt på dagen ringede den unge tryllekunstner til den danske komiker for at høre, hvordan det gik, og han var mildest talt presset. Han var mødt ind på teateret for at tjekke op på forestillingen, og der havde ikke været nogen stole derinde. ”Hvor er alle stolene?” havde han spurgt. ”Du har kun lejet teateret,” lød svaret. Hvis han også ville leje stole, kostede det ekstra.
”Alle lovede alt, alle var alles managere, og alle kunne alt. Men ingen kunne noget som helst, når det kom til stykket,” siger Jan Hellesøe, der på et tidspunkt var hjemme i Danmark til sin søsters bryllup. Her besluttede han sig for ikke at rejse retur. Han havde fået nok. Af at ingen aftaler blev overholdt, af branchen og af ekstremerne. Af Hilton-familien med deres ”milliarder og atter milliarder”, der stod i skærende kontrast til byens mange hjemløse, der skubbede vogne rundt i gaderne med tomme blikke. Uden at søge øjenkontakt, uden for alvor at eksistere.
”Jeg ved godt, man også kan have det hårdt herhjemme, men det er på en helt anden måde derovre. Folk var ligegyldige. Både i deres egne og i samfundets øjne. Derovre er der ikke et system, der rækker ud efter dig, hvis det går galt, og så begynder man at føle sig ligegyldig, og det er den værste følelse for et menneske. Det er sindssygt skræmmende.”
TILBAGE I DANMARK sad Jan Hellesøe en aften på en bænk foran Tivoli i København. Symbolikken kunne næsten ikke være tykkere: Lyset fra forlystelser på den anden side af hegnet, mens han selv sad og frøs i mørket. Han var desillusioneret og sortseende, og han kunne mærke, at han snart ikke havde flere gode ideer. Måske var det på tide bare at droppe det hele, tage tilbage til Sønderborg og få et ordinært arbejde. Han stod i bogstavelig forstand uden noget som helst. Drømmen om at slå igennem i USA var bristet. Tæppet var ikke blevet trukket til side, men i stedet revet væk under ham.
”Det var med hatten i hånden, ingen penge, ingenting. Jeg skulle genopbygge mig selv, alle drømmene var væk, alt var fucking væk.”
Han satte enkelte små shows op, blandt andet i hjembyen Sønderborg og i ’Huset i Magstræde’ i København, men selvom prisen kun var i omegnen af 60 kroner, måtte han kæmpe desperat for at sælge henholdsvis 42 og 65 billetter til de to shows. Det var en ”sindssyg hård” periode, hvor han blev tvunget til at være opsøgende. Han kørte rundt i København, hvor han havde fundet en lille lejlighed, og spurgte på restauranter, cafeer og hoteller, om han måtte optræde: ”Hej, jeg hedder Jan Hellesøe, hvad siger I til at hyre mig til at gå rundt og optræde for jeres gæster og skabe en oplevelse, de ikke vidste, de ville få, da de kom herind?” Men hver gang kiggede de mærkeligt på ham: ”Nej. Ellers tak, du.”
Efter et par måneder begyndte det for alvor at smuldre. Han havde ikke rigtig noget arbejde, og ud over Rune Klan havde han heller ikke rigtig noget netværk.
”Man identificerer sig jo med dem, man er omkring, og fordi der ikke rigtig var nogen, blev det meget tydeligt, at jeg ikke var noget. Jeg vidste ikke længere, hvem jeg var, og det var skræmmende. Jeg følte, jeg stod alene.”
Jan Hellesøe røg dybere og dybere ind i en form for depression. Til sidst kunne han ikke overskue noget som helst og kunne ofte slet ikke komme ud af sengen. Der kunne gå flere dage imellem, at han var uden for en dør. En sen aften tvang han sig ud af sin lillebitte Amager-lejlighed og endte på bænken foran Tivoli, hvor han bare sad og stirrede ud i luften.
”Det er det dybeste sted, jeg nogensinde har været, når det kommer til ikke at føle mig selv, min egen identitet, og hvem jeg er. Det er først, når man ikke kan føle sig selv, at det bliver rigtig skræmmende, for så er der ikke rigtig nogen mening mere. Det var virkelig skræmmende. Dem, der har en depression, hvor de måske ikke helt kan finde ud af, hvem de er, de ved, hvad jeg mener. Det er fandeme ubehageligt.”
KLOKKEN TO OM natten, mens han sad på bænken foran Tivoli, ringede hans telefon pludselig. Rune Klans navn stod på displayet.
”Bassen, hvad laver du oppe så sent?” spurgte vennen lidt forundret, da telefonen blev taget. Han havde bare villet indtale en besked på telefonsvareren, som de nogle gange havde for vane at gøre.
”Jeg sidder … bare her,” svarede Jan Hellesøe modløst.
”Hvor er du? Jeg kommer efter dig.”
Lidt efter ankom Rune Klan i sin bil og fik samlet sin ven op. I den efterfølgende tid flyttede Jan Hellesøe ind på sofaen.
”Rune hjalp mig og støttede mig hele vejen med at finde frem til kernen: ’Hvad fanden har du lyst til her i verden? ’ Det var en stor mundfuld at finde ud af.”
Langsomt fik Jan Hellesøe samlet stumperne og sat dem sammen på en ny måde.
”Jeg havde altid været en bestemt type i Sønderborg, men lige pludselig fik jeg mulighed for at tænke over, hvad jeg gerne ville, og hvem jeg gerne ville være. I den periode fandt jeg ud af, at lige så skræmmende det er ikke at kunne finde ud af, hvad man vil med livet, lige så spændende kan det også være. For så er der rigtig mange veje, man kan gå. Stille og roligt begyndte jeg at definere mig på en helt ny måde. Og blev til den, jeg er i dag.”
I FORBINDELSE MED teateropsætningen ’Oliver med et Twist’ med Rune Klan, Annika Aakjær og forskellige andre medvirkende fik Jan Hellesøe til opgave at hjælpe med at udvikle rekvisitter og varme op før showet. En aften, efter han var færdig, kom en mand hen til ham og spurgte: ”Optræder du andre steder?” Tilfældigvis skulle Jan Hellesøe optræde allerede næste aften på Lygten Station, et lille comedy-sted på Ydre Nørrebro, og der troppede vedkommende op igen. Det viste sig, at manden var uafhængig tv-producent, og denne gang kom han hen efter showet: ”Hvis du kan lave det her til fjernsyn, vil jeg gerne lege med dig.”
De efterfølgende måneder spekulerede Jan Hellesøe på, hvordan han kunne omsætte sine evner til fjernsyn. Han fik lokket Huxi Bach til at medvirke i en såkaldt dummy, hvor han fortalte om sit liv, som han til sidst skulle opsummere med et enkelt ord. Huxi Bach valgte ’lampe’, og da han bladrede op i ordbogen, var lige netop det ord som det eneste cirklet ind med rød tusch.
Det var et på mange måder mindblowing nummer, men ikke nok til at overbevise nogle tv-stationer om at købe sådan et program.
”De sagde alle sammen nej. Og de ikke så meget som tøvede. Men der fandtes heller ikke sådan et program i forvejen, og jeg var samtidig ikke en typisk vært. Jeg er ikke flot eller streamlinet eller noget som helst. Jeg er rødhåret med høje tindinger, og dengang havde jeg skæve fortænder, der var begyndt at snige sig ind over hinanden.”
Men så, ud af det blå, blev den nye ungdomskanal DR3 stablet på benene, og de var fyr og flamme. Jan Hellesøe befandt sig i Norge, hvor han skulle hjælpe med en forestilling, og han var lige trådt ud af flyet, da han modtog en telefonbesked fra producenten: ”Tillykke, vi har lige solgt programmet.”
De skulle i gang med at optage tre uger senere, hvilket betød, at Jan Hellesøe skulle nå at skrive otte programmer inden da. I dagtimerne hjalp han til i Norge, i pauserne skrev han ideer ned, sidst på eftermiddagen skypede han med redaktionen, og om aftenen skrev han videre, fik et par timers søvn og startede forfra.
Endelig kom første optagedag, hvor de skulle eksekvere en af Jan Hellesøes første ideer. Han ville stirre så længe på en ged, at den til sidst besvimede – inspireret af satirefilmen ’The Men Who Stare at Goats’ og af det amerikanske ’Stargate Project’, der i flere årtier var ukendt for offentligheden, hvor man eksperimenterede med tankekraft.
Filmholdet fandt en kvinde med et gedelandbrug uden for København, og foruden Jan Hellesøe var der filmfotografer, tilrettelæggere, lydmænd og produktionsassistenter til stede. De kiggede spændt på, mens geden blev tøjlet, og han selv fik sat sig i en stol.
I de næste 20-25 minutter sad Jan Hellesøe og nidstirrede geden, uden at der skete noget som helst. Til sidst måtte han sige til filmholdet: ”Vi stopper her.” Og så måtte de pakke sammen og vende tilbage til hovedstaden uden at have fået noget som helst i kassen.
”Jeg ved ikke, hvordan jeg fik overbevist mig selv om, at det kunne jeg. Jeg ved slet ikke, hvad jeg havde tænkt på,” siger Jan Hellesøe og fortæller grinende, at holdet uden ham samme aften holdt en form for krisemøde.
”Jeg har senere fået at vide, at dagsordenen var: ’Er ham der Jan Hellesøe fuldstændig sindssyg? Hvad er det, han har bildt en hel tv-station ind? Skal vi optage otte programmer med en mand, der går rundt og siger, at han kan alt muligt, han ikke kan?’”
SVEDEN GLINSER PÅ Jan Hellesøes pande i backstagelokalet i Odense. Han har sat sig tungt til rette i den sorte sofa efter showet. Det tog ikke mange minutter, før han fik lokket salens 600 fynboer ind i en form for massehypnose, hvor så godt som alle måtte konstatere, at deres hænder ikke virkede, som de plejede, før han fik knipset dem ud af hypnosen. Hen over et par timer lykkedes det ham, igen og igen, først at plante tal og informationer i hovederne på folk for senere at trække dem ud igen og flere gange at hypnotisere folk til at gøre ting, de næppe havde forestillet sig – såsom at overvinde araknofobi, frygten for edderkopper.
Stadig i dag bliver Jan Hellesøe selv forbløffet, når det lykkes ham at hypnotisere folk blandt publikum – og at hypnose overhovedet findes.
”Hver gang jeg laver eksperimenter, store som små, overrasker det mig, at jeg kan kigge et menneske ind i øjnene og skabe det fokus. Det er jo ikke mig, der gør det, det er folks egne hjerner. Jeg er bare værktøjet til at hjælpe dem derhen, hvis det giver mening. Men kan du forstå, hvor crazy det var for mig, dengang jeg sad hjemme i stuen med mine kammerater, og det lige pludselig virkede? Det var en ud-af-kroppen-oplevelse.”
Når Jan Hellesøe optræder live, ved han godt, at der er en risiko for, at ikke alt går efter planen. Til gengæld har han altid plan B og plan C og måske endda plan D med sig. Hemmeligheden er, at folk ikke skal opdage det.
”Det handler virkelig om at tænke, når det ikke går efter planen, for er du svimmel, der er mange bolde i luften. Nogle er i hypnose, andre ikke, mens jeg holder øje med dem, jeg har udset mig, som kan komme i hypnose, hvor jeg måske har lagt noget ind i dem til senere. Det er det helt store overblik … når jeg om lidt sætter mig i bilen, er det en træt Hellesøe, der kører hjem.”
Længe har han haft det princip altid at køre hjem til Sønderborg efter sine shows. Han sover så godt som aldrig på hotel, han vil gerne hjem til børnene, så han kan stå op med dem – uanset hvor sent han ellers er hjemme.
Intet tyder dog på, at han er på vej til at få mindre travlt. På det seneste er der begyndt at komme mere interesse fra USA, og igennem en længere periode har han holdt møder om et potentielt tv-projekt, som blandt andet Netflix USA er involveret i. Hvad det hele ender med, ved han stadig ikke, men han er åben for mulighederne. Så længe han kan blive ved med at bo i Sønderborg.
”Jeg har en helt anden ’pakke’ i ryggen nu. Jeg føler mig mere voksen og klar til at navigere i det. Det var jeg ikke før.”
MÅSKE VAR FILMHOLDET ikke imponeret over Jan Hellesøes fejlslagne forsøg på at få en ged til at besvime. Men det var de til gengæld næste dag, da han fik en fra holdet til at falde i søvn ved at stirre ham ind i øjnene. Og endnu mere, da de samme dag skulle optage den første kendisscene med Barbara Moleko, hvor hun skulle gå hen over en scene og tænke på en sangerinde, der havde inspireret hende. Han gættede, at det var Nina Simone, hvilket fik tårerne til at trille ned ad den danske sangerindes kinder.
Siden da har der nærmest ikke været grænser for, hvad Jan Hellesøe har udført i sine tv-programmer og liveshows. Han har aldrig selv påstået, at der er noget overnaturligt over hans evner. Tværtimod udtaler han sig ofte skeptisk over for clairvoyante, horoskopmagere og kvaksalvere. Han påstår heller ikke, at han kan læse tanker, han gør det modsatte: putter tanker ind i folks hoveder.
Det var sådan, han til en julefrokost fik Jonatan Spang til at stoppe med at ryge, uden sidstnævnte var klar over, at det var det, der skete. Lige pludselig havde han bare ikke lyst til cigaretter længere.
Da Jan Hellesøe for nogle år siden følte, at han var blevet en smule for tyk af for meget wienerbrød på tankstationer, når han kørte landet rundt for at optræde, fik han omvendt en ven til at hypnotisere sig, og stadig i dag kan han ikke købe et stykke wienerbrød på en tankstation, fordi der er noget i ham, der betragter det som et stort nederlag.
Siden han første gang hypnotiserede, har han specialiseret sig i sindet og i vores kropssprog, som for eksempel at vi rykker rundt på stolen eller kigger væk, hvis vi lyver. Alle de ting, man udstråler uden rigtig at være klar over det. Hvornår og hvor længe man holder øjenkontakt, hvilke ord der får hvilke muskler i ansigtet til at bevæge sig, om øjenbrynet løfter sig, eller næseboret udvider sig.
Når han møder folk, kan han ikke lade være med lynhurtigt at analysere dem. Det er en form for arbejdsskade. Ligesom han ikke kan dy sig for – når han bliver ringet op af en telefonsælger – at prøve at få vedkommende til at købe sit eget produkt.
NÅR JAN HELLESØE står på scenen, finder han lynhurtigt mennesker blandt publikum, der er såkaldt højt hypnotiserbare. Indimellem reagerer folk kraftigt. Der er folk, der har kastet op under hans shows, og engang faldt en 17-årig pige i en så dyb ’hypnotisk koma’, at det tog ham 10 minutter at vække hende igen.
For nogle år siden fik han en ung mand til at smide sig oven på en håndgranat. Det troede den unge mand i hvert fald, og han gjorde det, fordi han troede, at han reddede nogle andre ved at gøre det.
”Han gik derfra og følte sig som en helt – også i de andres øjne – for han reddede deres liv ved at lægge sig over den håndgranat.”
På et tidspunkt blev Jan Hellesøe tilbudt hovedrollen i en film, hvor han skulle være den onde skurk, men det sagde han nej til. Det er ikke sådan, han vil fremstå, for selv med hans mere kontroversielle eksperimenter er der i hans egen optik et underliggende positivt budskab.
”Det har aldrig været formålet at vise ondskab. Tværtimod har det altid været at vende alting rundt, og det håber jeg, at folk har set,” siger han.
Af alle hans eksperimenter er nok det mest kontroversielle, da han fik en ung mand til at dræbe en anden ved at skyde ham – eller det troede han naturligvis blot. Jan Hellesøe var blevet inspireret af en retssag fra 1951, der går under navnet ’Hypnosemordene’ (historien er filmatiseret i ’Skytsenglen’ fra 2018). Her røvede en mand en bank i København, skød to ansatte og gik derfra med pengene. Da politiet anholdt ham, havde han et smil på læben. Den første psykiater, der undersøgte ham, konstaterede, at han nok var blevet hypnotiseret til at gøre det. Det havde folk svært ved at tro på. Men da endnu en psykiater undersøgte ham og sagde det samme, fandt politiet frem til en mand, der rent faktisk havde hypnotiseret ham.
”De blev begge idømt livstid, den ene i psykopatforvaring, den anden i fængsel. Jeg læste retsudskrifterne, og de fortæller, at hypnotisøren brugte ’det gode’ mod ham: ’Vi skal gøre verden til et bedre sted.’ Han ville lave et kommunistisk parti, og derfor skulle de bruge pengene. Ham, der skød, troede, at han gjorde det rigtige,” siger Jan Hellesøe, der efter at have genskabt eksperimentet tilbragte mange timer på et hotel på Islands Brygge med bare at stirre ud over vandet. Dernæst lå han søvnløs i to dage. Det ramte ham på bagkant, hvad han havde fået et andet menneske til at gøre.
”Det var ret creepy at tænke på. Jeg har lavet nogle ret syrede eksperimenter med folk. Jeg har fået en til at lægge sig på en håndgranat, jeg har fået en til at tro, at hun rejste i tiden, og en tredje til at tro, at hun gav mig alle pengene fra kasseapparatet i Brugsen, hvor hun arbejdede,” siger han og smiler træt. Stjernetæppet er for længst trukket hen over Odense og resten af landet, og om lidt skal han hjem til Sønderborg.
”Og så fik jeg ham den unge mand til at skyde en anden. Det er ret syret. Det er et kæmpe ansvar. Men så er det, at Spider-Mans onkel hvisker mig i ørerne: ’With great power comes great responsibility.’”
