NÅR PILSNER-ØLLEN Baltika No. 3 triller hen ad tappekolonnerne på det tidligere Carlsberg-ejede bryggeri i udkanten af Sankt Petersborg, har etiketterne fået tilføjelsen ’Smagen fra 1992’. 1992? Ja, det var året, da bryggeriet Baltika sidst var på russiske hænder, inden magten gled over til bryggere fra Norden. I dag har russerne revet ejerskabet ud af danske hænder, og for at føje spot til skade har direktør Taimuraz Bollojev nu også sin egen signatur på etiketterne. Han blev første gang Baltika-direktør, dengang bystyret i Sankt Petersborg med en nærmest ukendt Vladimir Putin i spidsen søgte udenlandske investorer. Efter årtiers fravær er den nære ven af Putin nu tilbage i direktørstolen, mens Carlsberg ømmer sig efter at have set 20 milliarder kroner forsvinde ud i den blå luft.
Bryggeriets nye magthavere fremviser gerne Baltika for den russiske offentlighed. Ledelsen ønsker, at bryggeriet – et af Europas største – bliver en turistattraktion, ligesom Carlsberg, den retmæssige ejer, er det i København. På den app, som russerne også bruger til at booke teater- og koncertbilletter, kan enhver købe billet til et besøg på det, der efter den kolde krigs afslutning i starten af 90’erne stod som et præmieeksempel på samarbejde mellem øst og vest. Bookingen afsluttes ved et tryk på kupit – køb – og overførsel af 800 rubler – cirka 60 kroner. Derefter er det bare at hoppe på Sankt Petersborgs blå metrolinje til næstsidste stop, Prospekt Prosvesjenija, hvor en turistbus fra bryggeriet holder klar til at fragte gæsterne det sidste stykke til det store trofæ.
Foto: Alexey Panov/AFP/Ritzau Scanpix
DET BEGYNDTE ELLERS så godt. I september 1989 kunne Danmarks Radio og det nystartede TV 2 åbne deres aftenudsendelser med verdenshistoriske optagelser af østtyske biler, der rullede over grænsen til Ungarn og videre mod Vesten. Få måneder senere faldt Berlinmuren, i 1990 ophørte DDR med at eksistere, og alle spejdede mod Sovjetunionen, Vestens modstandere i James Bond-filmene: Hvad ville der ske? I 1991 kom svaret: En augustdag rykkede tanks ind i gaderne i Moskva og gav igen ikoniske billeder til verdenspressen. Kort efter var det slut med Sovjetunionen, det kommunistiske regime var ovre, den kolde krig og det evige fjendskab mellem øst og vest var forbi.
Sammenbruddet i øst skete med vestlige erhvervsfolk i hælene, og Lars Gudbergsen var blandt de første danskere, der var øjenvidne til de vilde forandringer. Den dengang 26-årige revisor arbejdede i København med d’Angleterre, andre hoteller og olieproduktion i Nordsøen som speciale, men så kom buddet om at være med til at åbne en ny afdeling af revisionsfirmaet Arthur Andersen i Moskva.
”Jeg tænkte først ’aaahr’,” husker revisoren tre årtier senere, men alligevel var han frisk på en udstationering, og 31. marts 1992 sad den unge dansker i et fly på vej mod Rusland. Direkte fly fandtes ikke, og Lars Gudbergsen måtte mellemlande i Finland, før han om natten ankom til Moskvas internationale Sjeremetjevo-lufthavn.
”På vej ind til byen tænkte jeg, hvordan pokker nogen kunne have troet, at det her var en supermagt. Der var mørkt, stille, ingen reklamer, ingenting,” husker Lars Gudbergsen. Ankomsten på hotellet bekræftede indtrykket: ”Møblementet var gammelt og slidt. Toiletpapir var der ikke noget af, det måtte man hente ude på gangen. Og selv om det var et hotel for udlændinge, kunne personalet ikke tale engelsk.”
I butikkerne brugte ekspedienterne stadig kuglerammer. Ofte var hylderne halvtomme, vestlige varer fandtes stort set ikke, de lokale varers kvalitet var tvivlsom, og smørret smagte surt. På gaderne lå fjernvarmerør, der ikke var gravet ned, og med isoleringen i laser. Og så var der øllet. Selv det var præget af forfald i det ellers alkoholglade land. Det var dovent, flaskerne slidte, etiketterne lasede. Men russernes lyst til kapitalisme fejlede tilsyneladende ikke noget.
”En af de overvældende ting var at se de gamle babusjkaer (ældre russiske kvinder, red.) gå ind i en butik, købe tre franskbrød til 45 kopek og gå ud og sælge dem på gaden for 90. Opbruddet og de nye tider var helt vildt spændende,” fortæller Lars Gudbergsen.
Dandys tyggegummi blev en kæmpesucces både i Rusland og andre sovjetrepublikker. Foto: Dandy
I ØSTJYLLAND FINDER man det første danske firma, der for alvor fik gennembrud i det nye Rusland. I Vejle var tyggegummifabrikken Dandy i 1991 klar over, at der bogstaveligt talt ikke var et sekund at spilde. Dandy, dem med Stimorol, havde opdaget, at de russiske tv-stationer var begyndt at bringe reklamer, og at man for en slik kunne booke en plads og nå ud til op mod 150 millioner seere. Russerne forlangte 3.000 kroner for et reklamespot, mens TV 2 i Danmark tog 80.000 kroner for det samme, og enhver kunne indse, at taksterne nok ville blive presset op, når andre firmaer i Vesten begyndte at opdage fidusen.
Dandys leder Lars Funder fortæller, at filosofien var, at selv i tider med trang økonomi har alle råd til en pakke tyggegummi. Tv-reklamerne havde Dandy i forvejen liggende fra andre markeder, og selvom det danske tyggegummi kun fandtes i få russiske butikker, skulle importørerne nok melde sig, når mærket blev kendt.
Snart kom andre danske virksomheder med. Dan Cake – nogle få kilometer fra Vejle – begyndte at sende sandkager og roulader. Fra Skanderborg kom der Samba-flødeboller, og Odenses Eventyr Is forsøgte sig med ispinde. Et fynsk landinspektørfirma, Lifa i Aarup, gik i gang med at hjælpe russerne med at opbygge et matrikelsystem, så der kunne komme bedre styr på, hvem der ejede hvad og hvilke ejendomme. Den slags uklarheder var en evig hindring, når vesterlændinge overvejede at investere.
Nye regler gjorde det muligt frit at veksle rubler til dollar og andre valutaer, og kontanter var der pludselig rigeligt af. I datidens store københavnske indretningsbutik, Lysberg, Hansen & Therp, modtog man i hovedsædet tæt på Amalienborg bestillinger fra Moskva på renoveringer af lejligheder, hvor alene tæpper, møbler og gardiner kunne beløbe sig til millioner pr. bolig. På ordresedlerne stod også skudsikre ståldøre forsynet med læderpolstring. Inde i Moskvas centrum åbnede en Lego-butik, og B&O ankom også, når forbrugslysten nu var så uhæmmet. Som 90’erne skred frem, var der ofte kø til butikken i luksusshoppingcentret GUM få skridt fra Lenin-mausoleet, hvor soldater stadig holdt vagt om det balsamerede lig af manden og symbolet på den første russiske revolution i 1917.
Carlsberg gik i starten tøvende ind på det russiske marked. Privatfoto
CARLSBERG SÅ MAN til gengæld ikke meget til. Når Poul Svanholm, bryggeriets daværende topboss, blev spurgt om mulighederne, lød svaret, at Carlsberg var travlt beskæftiget andetsteds. Men meget hurtigt begyndte der alligevel at dukke danske øl op i det tidligere Sovjet – fra Skælskør, hvor Harboe havde tjent gode penge på at levere billige øl og sodavand til de på det tidspunkt nye discountbutikker i Danmark.
Den nuværende direktør Søren Malling husker tydeligt mangelsituationen i Rusland. Han var som 18-årig med sin gymnasieklasse i Sankt Petersborg i 1990, da byen hed Leningrad, og Sovjetunionen endnu eksisterede.
”Det var som at træde ind i en helt anden verden. Vi så lange køer til butikker med fødevarer, og vi blev overfaldet af mennesker, der ville bytte deres bælter og jakker for vores cigaretter og cowboybukser. Penge havde de ikke,” husker Harboe-direktøren. Søren Mallings senere svigerfar Bernd Griese var direktør på Harboe og en af de allerførste, der var med på rusturen – dog først via Østtyskland. I januar 1990 – to måneder efter at Berlinmuren ophørte som grænse – deltog Harboe på messen Grüne Woche i Vestberlin.
”Her mødte vi en østtysker, der var leder af et stort landbrugskollektiv. Han var godt klar over, at der ville komme til at ske noget, og hans familie ville gerne hjælpe os med at etablere os i Østtyskland,” fortæller Bernd Griese, der i dag er bestyrelsesformand i Harboe og i 2023 kunne fejre 50-års jubilæum i virksomheden.
I marts 1990 åbnede Harboe et salgsselskab i DDR, som landet endnu hed, og begyndte at sende øl til det ukendte marked. Hvert land i Europa havde dengang sin egen valuta, og DDR-borgerne havde kun østmark, som danske banker ikke ønskede at modtage. Men Bernd Griese fortæller her 30 år senere med et smil om, hvordan det lykkedes Harboe at få en fordelagtig kurs på østmark mod at love, at man ville investere i et bryggeri i Østtyskland og dermed skabe hårdt tiltrængte arbejdspladser.
Næste stop blev Estland, hvor Harboe i oktober 1991 forhandlede om at købe bryggeriet Viru Õlu tæt på hovedstaden Tallinn. Bryggeriet havde i kommunisttiden været ejet af et kollektiv, en såkaldt kolkhos, og maskinparken var langtfra af vestlig standard. Pasteurisering var ikke mulig, og øllet havde en holdbarhed ikke længere end mælk.
Harboes overtagelse faldt på plads i januar 1992, og at der var kommet nye ejere, opdagede de estiske kunder blandt andet ved, at flaskerne havde kapsler med uforståelige tekster som ’Brugsen Let Pilsner’ og ’Mørkt Hvidtøl 33’. Der var tale om kapsler fra udgåede produktioner i Danmark, som Harboe sendte til det nye datterselskab.
Med den hurtige entré på markeder, som havde været utilnærmelige under den kolde krig, kunne Bernd Griese i juli 1992 godte sig i Berlingske Tidende: ”Normalt gælder det jo, at de store virksomheder æder de små. Men herovre siger jeg jo, at de hurtige æder de store.”
I MOSKVA STRØMMEDE det til med danskere. Gamle danske erhvervsnavne som den tidligere værftsdirektør Jan Bonde Nielsen og den tidligere Superfos-topchef Jørgen Trygved sås i byens gader, og på revisionskontoret fik den tidligere d’Angleterre-revisor og hans kolleger hurtigt for lidt plads.
”Da jeg kom, var der 25 på kontoret. Da jeg stoppede i 1998, var vi 1.400. I løbet af årene flyttede vi kontor hvert andet år til større lokaler,” husker Lars Gudbergsen.
I Estland jamrede Bernd Griese til danske journalister over de dårlige teleforbindelser, men de var ikke bedre hos Lars Gudbergsen i Rusland. At komme igennem til København kunne tage flere timer. Selv noget så selvfølgeligt som at sende en telefax – datidens e-mail – var bøvlet, husker revisoren: ”Kontoret havde kun én linje, så der blev kun sendt fax om natten.”
Her var der dog hjælp på vej fra danske GN Store Nord. De var i gang med at lægge kabler over Østersøen, og i 1993 indviede den daværende russiske præsident Boris Jeltsin de nye, forbedrede teleforbindelser.
På revisionskontoret var de fleste af Lars Gudbergsens kolleger russere, der blev lært op efter Vestens regler.
”Det var unge universitetsstuderende. De lærte regler om regnskab, økonomi og så videre. Min største åbenbaring var, at russerne var ultrakapitalister. De kunne sagtens finde ud af at tjene penge.”
Det var stadig primært mindre og mellemstore virksomheder, der forsøgte sig i de første år. Den Gamle Fabrik – dem med marmeladen – slog sig ned i Petrosavodsk i nord. Frederiksborg Is – i dag Hansens Flødeis – tog til Perm. I løbet af de første par år nåede det danske golddigger-tal op på et halvt hundrede. En af dem var ’Pølse-Hans’ – Hans Ploug Olsen – der i sin studietid havde læst russisk, og som kom fra en stilling som lektor på en handelsskole i København. Han fik tilladelse fra Moskvas bystyre til at opstille tre vogne i nærheden af Kreml, hvor Boris Jeltsin regerede, og hvor Putin nu sidder. Pølsevognene kom fra en producent ved Limfjorden, de blev sendt på lastbiler til Moskva, og menu-skiltene havde al tekst på dansk – signalværdien ved, at produkterne kom fra Vesten, var vigtig. Det udnyttede Dandy også med deres amerikansk-producerede reklamefilm, som spillede på Vestens frihedsidealer.
En mindre skare danskere tog til Sankt Petersborg, hvor Udenrigsministeriet oprettede et konsulat. Ville man etablere et firma, skulle der søges om tilladelse hos bystyret. Det dansk-russiske handelsfirma Danros var blandt ansøgerne, og på dokumentet fra dengang optræder nederst en lidt gnidret underskrift med bogstaver, der læner mod højre og med et markant P i russisk version. Skrevet af en dengang ukendt mand, der tidligere havde været KGB-agent i DDR: V.V. Putin.
Lubjanka-pladsen i Moskva med KGB’s hovedkvarter i baggrunden. Man kunne købe Bjørne Bryg i pølsevognene. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
PÅ BAREN NIGHT FLIGHT, 300 meter fra Den Røde Plads, der også gik under navnet ’Den svenske ambassade’, mødtes mange af de nytilkomne. Snart slubrede bryggerifolkene fra Skælskør også drinks på stedet, for det sjællandske bryggeri havde omkring 1993 fundet en russisk importør, der gerne ville købe Bjørne Bryg. Den hørte til bryggeriets stærkeste øl, og den passede godt til russiske ganer.
”Der var en masse boder uden for de store byer, hvor varer blev solgt fra containere, og hvor vi solgte alt, hvad vi kunne producere i Danmark og Tyskland,” husker Bernd Griese om landet, der i midten af 90’erne voksede til at være Harboes vigtigste marked. Op mod halvdelen af moskovitterne kendte til Bjørne Bryg – eller Bear Beer – viste Harboes målinger. Og eksporten indebar ikke økonomiske risici, for alt var i starten mod forudbetaling.
”Vi leverede til grænsen og havde ikke noget med selve salget at gøre. Hvordan de lavede deres interne forretning, blandede vi os ikke i,” fortæller Bernd Griese.
Men konkurrenter begyndte at dukke op. Bryggerigruppen i Faxe (i dag Royal Unibrew) havde kig på Rusland, og Carlsberg sendte i 1994 en af sine salgsfolk, Bent Hansen, til Moskva.
”Jeg var meget betænkelig ved det. Man havde lige haft fire årtiers kold krig, og det stod bestemt ikke i min egen karrierebog. Vi aftalte, at jeg tog derover i tre måneder,” fortæller Bent Hansen, der endte med at arbejde over 10 år i Rusland for danske og udenlandske firmaer.
Carlsbergs entré var ikke noget, der måtte koste for meget, og Bent Hansen havde et skrabet markedsføringsbudget, så der kunne ikke blive tale om at tæppebombe russerne med tv-reklamer, som Dandy gjorde.
”Importørerne havde næsten altid en tidligere KGB-mand ansat, der havde kontakter og kunne tale engelsk eller tysk. En af dem, jeg handlede med, talte flydende dansk. Indtil tøbruddet havde han siddet og skrevet flyveblade, der skulle kastes ud over Bornholm, fortalte han mig.”
Bent Hansen var også med til at besøge flere bryggerier, der håbede, at Carlsberg ville overtage. Men de var i ussel stand, og investeringsviljen fra København manglede.
Men selvom de internationale øl-giganter tøvede, havde en ukendt svensk-finsk duo i 1991 købt et andet estisk bryggeri, det flere hundrede år gamle Saku-bryggeri. Og der var stærke kræfter bag. På svensk side bryggeriet Pripps med en historie, der går længere tilbage end Carlsbergs, og med magtfulde investorer som Volvo i ryggen. Og på finsk side det yngre bryggeri Hartwall, hvis force var viden om det russiske marked i kraft af Finlands naboskab med Rusland. Starten kom til at gå i Estland, hvor den nye duo begyndte at sende pasteuriseret øl på markedet i konkurrence med Harboe.
VISSE FIRMAERS TØVEN var ikke ubegrundet, for forholdene var usædvanlige. I Rusland begyndte køberne at udtænke kreative metoder til at begrænse skatter og importafgifter. En af dem var at dirigere varer fra Vesten via diverse velgørende fonde, der kunne importere varer uden at betale afgifter. Der var konstant kamp om at få fat i de fonde, der havde de bedste privilegier. Også mere betænkelige fif dukkede op. På Eventyr Is i Odense oplevede eksportmedarbejderne, at deres russiske kunder bad is-firmaet om at udstede ekstra fakturaer med fiktive lavere beløb, som kunne vises i tolden. Den slags var naturligvis snyd, men blev normalt aldrig opdaget. En enkelt gang gik det dog galt for handelsfirmaet Danica, der havde sendt en last fiskeprodukter mod Rusland, som blev stjålet undervejs. Herefter opstod en tvist med forsikringsselskabet om, hvorvidt Danica skulle have forsikringsudbetaling i henhold til den falske faktura med det lave beløb, eller om det var den ægte, der gjaldt.
Ud over kreative fortoldninger skulle de udsendte danskere også vænne sig til likvideringer. Oftest gik de ud over russerne selv, men i 1996 kom de barske metoder til at koste amerikaneren Paul Tatum livet. Han havde med Moskvas bystyre og en tjetjensk forretningsmand været med til at omdanne et tidligere statsejet hotel i hovedstaden til et fornemt Radisson-hotel. Men selv om hotellet gav fint overskud, opstod der uenigheder. Lars Gudbergsen stod for hotellets regnskaber og fulgte derfor med i striden, der nåede sit klimaks 3. november 1996, hvor Paul Tatum blev likvideret med 11 skud på en metrostation tæt på hotellet. Mistanken var, at forretningspartnere stod bag, men ingen blev draget til ansvar for likvideringen.
I Aarhus oplevede byens smede også konsekvenserne af, at Rusland kunne være svær at navigere i. I midten af 90’erne havde det lokale skibsværft Aarhus Flydedok tilkæmpet sig en ordre på en stribe køleskibe til en russisk køber. Betalingen kom aldrig, og det endte med tab på over en halv milliard kroner, der kom til at koste skibsværftet livet.
PÅ TRODS AF MAFIA og korruption kunne nogle virksomheder dog få succes. Den svensk-finske duo, der havde konkurreret med Harboe i Estland, erhvervede i 1992 et bryggeri i nabolandet Letland, og en brygmester dér havde tippet duoen om, at Sankt Petersborgs bystyre søgte nye ejere til byens bryggeri, Baltika.
En af hovedmændene i forhandlingerne var den i dag 80-årige Hans Källenius, der var direktør på Pripps. Svenskeren tog til Sankt Petersborg med kolleger fra bryggeriet i Finland. I måneder kørte forhandlingerne i tomgang, men på et møde fik Pripps-direktøren dette spørgsmål: ”Hvordan vil I have det med at arbejde sammen med en person fra KGB?” Det afskrækkede ikke Hans Källenius: ”Og så blev der trykket på en knap under bordet, og ind kom Putin.”
Præcis den mand, som danskerne i Sankt Petersborg kendte som underskriver på deres certifikater.
Hans Källenius påpeger, at det hjalp på samtalen, at både han og Putin talte tysk. Sidstnævnte havde lært det fra sin tid som KGB-agent i DDR.
”Efter en måned eller to fik jeg melding fra russerne om, at Putin ønskede at fortsætte,” fortæller Hans Källenius, der inviterede russeren til Sverige med denne besked: ”Du er nødt til at komme og se, om vi passer til Baltika.”
I Stockholm blev Vladimir Putin vist rundt på Pripps – et topmoderne bryggeri. Turen gik også til privaten, hvor Putin mødte Hans Källenius’ kone og børn. En slags erhvervsdating.
”Vi vil behandle jer med respekt. Det var mit nøglebudskab til Putin. Et fredsbudskab kan man kalde det,” forklarer Hans Källenius, hvis hjem stadig er prydet med de porcelænstekander, Putin medbragte i værtsgave.
I 1993 var finnerne og svenskerne klar til at gå ind i Rusland med en kraft, ingen havde turdet før: De to nordiske bryggerier kom til at eje hovedparten af aktierne i Baltika, der hidtil havde tilhørt Sankt Petersborgs bystyre. Aftalen lagde op til, at medarbejdere og chefer kunne blive medaktionærer og få del i overskuddet, og at russeren Taimuraz Bollojev skulle stå i spidsen. Der skulle ikke ansættes udlændinge, og som udgangspunkt kom Pripps- og Hartwall-navnene ikke til at pryde ølflaskerne. Planen var i stedet at udvikle lokale russiske ølmærker med mærket Baltika som det store flagskib. Det var egentlig også planen, at Putin skulle have været direktør på bryggeriet. Det fortæller finnen Christian Ramm-Schmidt, som i 1997 tiltrådte som overordnet direktør. Men Putin havde andre planer.
”Det er interessant at tænke på, hvad der var sket, hvis Putin var blevet ansat på bryggeriet og i stedet var blevet forretningsmand,” siger Christian Ramm-Schmidt.
Opskriften blev en succes. Den russiske bryggerichef havde med sin tætte forbindelse til Putin et bagland, der kunne holde den russiske mafia fra dørene. Vesterlændingene kom til gengæld med moderne teknologi og strategier, og nogle af Baltikas chefer kom på kursus på Den Skandinaviske Bryggerhøjskole, som lå i tilknytning til Carlsberg i København. De russiske ledere kom også på adskillige privatbesøg i Finland og Sverige ud fra devisen om, at en russer aldrig snyder en ven, fortæller Christian Ramm-Schmidt.
Nye Baltika-bryggerier kom hele tiden til. I 1995 et i Jaroslavl. I 1997 i Tula. I 1998 var tallet oppe på otte, herunder også bryggerier i Ukraine og andre tidligere sovjetrepublikker. Det, som Sovjet ikke havde magtet, evnede Baltika: at binde imperiet sammen. I 1998 var Baltika Sankt Petersborgs største skatteyder, og direktør Bollojev fortalte journalisterne, at han betragtede øl-industrien som lige så strategisk vigtig for Rusland, som bilindustrien havde været for Tysklands genrejsning efter anden verdenskrig. Det styrkede alt sammen Putins position, eftersom han havde været med til at bygge alliancen med Vesten.
Men trods Baltikas gode resultater var der i ejerkredsen forandringer på vej. Mode-
lunet i erhvervslivet, der dengang dikterede spredning på mange brancher, var ved at være forbi, og Volvo ville gerne af med sine øl-aktier for at koncentrere sig mere om biler. I stedet overtog Orkla i Norge aktierne, og Sverige var nu ude af det russiske indtog.
Carlsbergs Flemming Lindeløv skåler med topchef for norske Orkla Jens Heyerdahl, da aftalen om et fælles bryggeriselskab er på plads sommeren 2000. Foto fra Børsen.
HOS CARLSBERG VAR man begyndt at kaste flere penge østpå. Via opkøb af et bryggeri i Finland i 1997 blev Carlsberg medejer af et mindre bryggeri i Sankt Petersborg, men man var stadig milevidt fra Baltika, der nærmede sig kontrol med en tredjedel af det russiske marked. Og så, i august 1998, kollapsede den russiske rubel på valutamarkederne. Styrtdykket gjorde import-øl så dyre, at de slet ikke kunne konkurrere med Ruslands eget øl.
Blandt aktieanalytikere var der kun hån tilovers for Carlsberg. I en artikel i Politiken i februar 1999 med overskriften ”Den danske ølhund glammer ude i verden – men med en noget spinkel røst” gav en aktieanalytiker denne dom: ”Jeg er bange for, at løbet er kørt for Carlsberg. De var der ikke, da det var tid at slå til. I dag er de vigtigste og bedste bryggerier allerede på udenlandske hænder, så det er svært at finde noget at købe.”
I Hellerup nord for København, på en sidevej til Strandvejen, bor 75-årige Flemming Lindeløv, den daværende topchef for Carlsberg. I hans arbejdsværelse står en brun papkasse, der gemmer på en kalender, som dokumenterer, at det gik anderledes.
Et par dage før juleaften 1999 landede et fly i Københavns Lufthavn med to personer på vej til møde med netop Flemming Lindeløv. Kalenderen fra 1999 bekræfter besøget: ”Møde klokken 16. På mit kontor,” konstaterer Flemming Lindeløv efter at have bladret lidt i den hvide kalender.
Gæsterne, der havde taget elevatoren op til hans kontor på toppen af den tidligere maltsilo i Valby, var de to topdirektører fra Orkla, Paul Bergqvist og Finn Jebsen. De to havde samme dag været til møde med Heineken i Holland for at drøfte et samarbejde.
Men Carlsberg havde en anden idé. Mødet endte ifølge Flemming Lindeløv med, at han foreslog at slå Orklas og Carlsbergs bryggerier sammen i et helt nyt fællesejet bryggeriselskab, der kunne blive til verdens femtestørste øl-koncern. En begmand til ærkekonkurrenten Heineken.
I rækkehuset i Hellerup husker Flemming Lindeløv følgende om en af de store milepæle i dansk erhvervslivs historie: ”Vi sagde til nordmændene: ’I skal da samarbejde med os i stedet.’”
For Carlsberg var det en mulighed for – én gang for alle – at besegle positionen som nordisk storebror. Man ville i sammenlægningen reelt kunne sluge det største svenske bryggeri, Pripps, og det største norske bryggeri, Ringnes. Og få fat i det store guldæg: halvparten af det russiske bryggeriselskab Baltika, som i sig selv var et af Europas største bryggerier.
Men en så stor satsning i Rusland kunne også være risikabel. Harboe var kort forinden endt med ikke at turde kaste penge i egentlig produktion i Rusland. Samme år havde Bernd Griese haft kig på et bryggeri 150 kilometer fra Sankt Petersborg i byen Novgorod, hvor tyggegummifirmaet Dandy havde gode erfaringer med de lokale myndigheder, og hvor østjyderne var i gang med at opføre en fabrik. Det russiske bryggeri havde tre aktionærer, men under en af forhandlingerne med Bernd Griese var den ene af dem pludselig ikke med til mødet.
”Han fandtes ikke længere, fik vi at vide. Så sagde jeg til Ruth (bryggeriets økonomichef, red.): ’Det dér tror jeg ikke er noget for os. Vi trækker os pænt tilbage.’”
En af Carlsbergs russiske kunder. I starten var denne type barer sjældne i Rusland, der åbnede sig for Vesten i 1991. Privatfoto
FLEMMING LINDELØV var dog klar til at gå videre: ”Jeg ringede til Friis Arne Petersen, direktøren for Udenrigsministeriet, og jeg sagde: ’Vi skal etablere os i Rusland.’ Han satte en person fra ambassaden i Moskva og en fra ministeriet til på otte dage at skrive en rapport om fordele og ulemper ved at være i Rusland.”
Manden i spidsen for Dandy fra Vejle, Lars Funder, fik tillige en opringning, og han tog til København for at fortælle Carlsbergfondets bestyrelse om de erfaringer og resultater, Dandy havde opnået i Rusland. Lars Funder forklarer i dag: ”Som situationen var, kunne jeg ikke andet end anbefale det. Alt så jo rosenrødt ud.”
Isoleringsgiganten Rockwool havde også netop opkøbt en fabrik i Rusland. En investering, der blev starten på flere opkøb de efterfølgende år.
Få dage efter de to udlændinges besøg på Carlsberg skete der noget, der måske nok kunne afskrække, men som ikke fik Flemming Lindeløv til at ryste på underskriftshånden. 12. januar 2000 blev Baltikas finansdirektør Ilya Vaisman skudt i sit hjem i Sankt Petersborg af ukendte gerningsmænd. Endnu en gang stod det ikke klart, hvad der lå bag, men likvideringen bremsede ikke Carlsbergs planer. På et møde i Oslo, der sluttede kl. 02 om natten på Norges nationaldag 17. maj, faldt de sidste brikker på plads for Flemming Lindeløv og hans meddirektør Niels Smedegaard Andersen.
31. maj 2000 breakede nyheden: Nordens to største bryggerikoncerner slog sig sammen. Nordmændene ville få 40 procent af aktierne, mens Carlsberg havde 60 procent. Aftalen efterlod ingen tvivl om, at magten over de russiske bryggeriaktier nu ville ligge i København.
På pressebillederne kan man se Flemming Lindeløv skåle med den norske ledelse.
Aner man en smule bekymring i Flemming Lindeløvs ansigtsudtryk? Selv giver han dette svar i dag: ”Alle heppede jo. Der var ingen, der var nervøse for Rusland på det tidspunkt. Vi vidste, det var et anderledes land. Vi vidste, at der var noget, der hed mafia. Vi vidste, at Baltikas finansdirektør var blevet skudt gennem hovedet, mens han stod og vaskede op. Men store danske virksomheder var i gang derovre. Man var så langt, at Rusland skulle samarbejde med NATO. Så er der ikke nogen, der kan komme i dag og sige, at det burde vi have vidst.”
ALT VAR DOG ikke eventyr og jubel. I juli 2000 tog Flemming Lindeløv til Sankt Petersborg for at præsentere sig. Indgangen til Baltika-bryggeriet var spækket med vagter med maskinpistoler, og bryggeriets topfigur, Taimuraz Bollojev, var rasende, da han modtog sin danske gæst med ordene: ”Har du nogensinde haft hund? Man sælger da ikke sin hund. Jeg er en lille hund, der er blevet solgt.”
En af de danskere, der har mødt Bollojev, er Hans Christian Jacobsen, der arbejdede hos den europæiske investeringsfond EBRD i London. Fonden skulle hjælpe Østeuropa og Rusland på fode igen, og danskeren var ofte i Rusland, når bryggerier og tilhørende flaskefabrikker og malterier havde brug for lån eller investeringer. Første møde på Taimuraz Bollojevs kontor husker danskeren tydeligt: ”Han havde et joystick, så han på tv-skærme kunne følge med i, hvad der skete på hele bryggeriet. Der var kameraer og højttalere overalt, på lageret og på læsseramper. Så kunne han brøle sine kommandoer ud. Vi havde aldrig set noget lignende.”
Det blev dog ejeren af den anden halvpart af de russiske øl-aktier, altså finnerne, der bilagde striden med Flemming Lindeløv. De vidste mere om den russiske direktørs luner.
”Har du en god lever? Du er nødt til at tage til krebsegilde med ham,” forklarede den finske partner Flemming Lindeløv. Det blev til tre krebsegilder i Finland, hvor adskillige glas med ren vodka måtte nedsvælges, husker den tidligere øl-direktør: ”Til det sidste møde hældte han halvdelen af sin vodka op i mit glas. Finnerne forklarede, at det betød, at nu kunne vi stole på hinanden.”
ET PAR MÅNEDER før Carlsbergs overtagelse af Baltika vandt Vladimir Putin præsidentvalget, og den koleriske topchef på Baltika var blandt dem, der åbent anbefalede ham. Men i 2002 tog Putin et skarpt opgør med Danmark med baggrund i den kommende genbegravelse af den danskfødte kejserinde Dagmar i Sankt Petersborg, som siden sin død i 1928 havde ligget i en royal kiste i Roskilde Domkirke. Alt kørte efter planen, men 23. oktober samme år angreb 40 tjetjenere Dubrovka-teatret i Moskva og dræbte mere end 100 gæster. Uheldigvis fandt angrebet sted samtidig med, at eksiltjetjenere forberedte en verdenskongres i København. I Rusland forlangte Putin kongressen aflyst – et krav, der ikke var i pagt med demokratiske spilleregler i Danmark. Først fire år senere, i 2006, kom kejserinde-kisten endelig af sted til Rusland.
Den venskabelige stemning fra 90’erne var efterhånden ved at sive, og op gennem 00’erne kom der atter opbrud i Baltikas ejerkreds. Først trak det finske bryggeri Hartwall sig, de solgte deres halvpart til britiske Scottish & Newcastle i 2002. Og i 2004 brød Carlsbergs samarbejde med Orkla sammen, nordmændene solgte deres aktier til danskerne. Den korte forbrødring mellem Danmark og Norge var slut.
Hos Carlsberg var appetitten på mere Rusland dog langtfra slut. Tværtimod var Flemming Lindeløvs efterfølgere i 2007 klar til at skaffe den halvpart af aktierne, der var endt hos Scottish & Newcastle. De ønskede dog ikke at sælge, men da Carlsberg opjusterede sit købstilbud, ændrede situationen sig, og 25. januar 2008 fik Carlsberg endelig sin vilje. De købte aktierne, prisen var 58 milliarder kroner, og danmarkshistoriens hidtil største virksomhedshandel var en realitet.
I EFTERÅRET 2008 brød finanskrisen ud. Krisen betød, at ølforbruget faldt, samtidig tredoblede myndighederne i Rusland i 2010 ølafgifterne, og reglerne for markedsføring blev strammet. Det var tydeligt, at Baltikas position som darling i Rusland var forbi.
I 2011 kom Putin til København, da Danmark – som det første land – havde sagt ja til en russisk gasrørledning over Østersøen. Han drak øl med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen på Færgekroen i Tivoli. Men øllet var ikke fra Carlsberg. I stedet kom Færgekroens eget bryg på bordet.
I 2014 konstaterede Carlsberg, at ølmarkedet i Rusland var faldet med op mod en tredjedel siden opkøbet i 2008. Som konsekvens skulle Baltika lukke et bryggeri øst for Uralbjergene. Samme år fulgte Ruslands angreb på Krim. De første internationale sanktioner begyndte, og i London stoppede investeringsfonden EBRD med at poste yderligere lån i Ruslands genopbygning.
I de efterfølgende år faldt Baltikas markedsandele konstant, markedet dykkede, og konkurrenterne blev stærkere. Både tyrkiske Efes, hollandske Heineken og det internationale konglomerat AB-InBev åd sig mere og mere ind, og i 2017 konstaterede danske medier, at den dansk-russiske øl-drøm var blevet til et mareridt.
Torsdag 24. februar 2022 gik Rusland til angreb på Ukraine. Kunne Carlsberg drive bryggerier i et krigsførende land? På torvet i Ringsted – skråt over for byens Sct. Bendts Kirke – blev kritikken slået an. Her lå værtshuset Café City, hvor ejeren fik landsdækkende omtale på, at han ville stoppe for al servering af Carlsberg-øl, indtil bryggeriet kom på andre tanker. 28. marts 2022 kunne cafeen i Ringsted dog atter åbne for Carlsbergs ølhaner. Klokken 9:34 fortalte Berlingske, at Heineken havde sat sine bryggerier til salg. Klokken 14:26 blev det så Carlsbergs tur. Heineken stod til et tab på godt to milliarder kroner. Carlsberg havde 20 milliarder i klemme, og i juni 2023 meddelte Carlsberg, at de endelig havde fundet en køber.
Harboe på Den Røde Plads i Moskva. Foto: Harboe
MEN SÅ GREB Putin ind. 17. juli meddelte han, at bryggeriet ville komme under ”midlertidig statslig forvaltning”. Han påstod, at Carlsberg havde lagt pres på de ansatte til at afstå fra ”et vist samfundsmæssigt engagement”. Hermed var det slut med kontrollen over det russiske guldæg.
Carlsberg kaldte beslaglæggelsen ’tyveri ved højlys dag’. Op mod årsskiftet accelererede konflikten, da russisk politi i november anholdt den Carlsberg-ansatte topchef og vicedirektør på bryggeriet. En tredje nåede at flygte til København, mens manden, der i 2006 forlod bryggeriet, Taimuraz Bollojev, blev genindsat som leder af imperiet. I sin tid blev hans søn Robert udlært på Den Skandinaviske Bryggerhøjskole i København for at lære bryggerfaget. Nu står hans far atter i spidsen for det kæmpemæssige bryggeri, som skiftende nordiske øl-koncerner har opbygget næsten fra grunden, og som alle, undtagen Carlsberg, har tjent godt på. Tabet endte hos bryggeriet i København: 20 milliarder kroner.
For revisor Lars Gudbergsen er årene i Moskva fra 1992 til 1998 nogle af de vigtigste i hans liv.
”Vi følte, at vi arbejdede sammen med russerne for demokratiet og for at skabe en bedre fremtid for dem selv og deres børn. Mange af os, der var derovre, er skuffede over, at den begejstring og de muligheder er væk.”
Carlsberg er nu i stedet i gang med at opføre et bryggeri i Ukraine. Kun håbet om erstatning lever lidt endnu. Flemming Lindeløv, manden, der tog det første store russiske skridt, har denne konklusion:
”Man kan kun have det skidt over det, der er sket. Alt det arbejde, som svenskere, nordmænd og danskere har lavet derovre. Det er skammeligt.”
Carlsbergs daværende topchef Poul Svanholm fravalgte i sin tid at gå ind i Rusland. Fik han ret?
”Ja, det …”
Flemming Lindeløv tøver lidt.
”Det fik han jo. Og det piner mig.”
Visse oplysninger i denne artikel kan være ændret efter redaktionens slutning.
Morten Hansted er journalist på TV 2. Han har skrevet hovedopgave på CBS om Rusland, har besøgt landet 10 gange og er forfatter til bogen ’Rubler og skrupler’ på forlaget Gyldendal.
