DET VAR NIKE og Calvin Klein, der for alvor gav hende troen på, at man kunne leve af at væve. Signe Rand Ebbesen var ved at tage en kandidatgrad i vævning fra Londons Royal College of Art, da firmaerne bankede på og tilbød at købe hendes designs. Uddannelsen som væver er i forvejen en nåleøjespecialisering – Royal College of Art uddanner seks per årgang – og interessen fra de store brands, der havde holdt øje med hende, blev den definitive anerkendelse af hendes færdigheder.
”Det kan være ret svært at komme i kontakt med den slags mærker,” siger Signe Rand Ebbesen, der i 2014, året efter sin afgangseksamen, åbnede sit eget væveri indrettet i en forhenværende skole i den lille by Sedefche i de bulgarske Rhodope-bjerge.
”Jeg faldt tilfældigt over opslaget allernederst på en boligside og tænkte, at det var en superbillig måde at få et sted at bo og arbejde. Hvis så det ikke gik, var det ikke så meget, vi havde sat på spil,” siger Signe Rand Ebbesen, der fik lokket sin kæreste, der er musiker og har hænderne fornuftigt skruet på, med som forretningspartner i firmaet Rand Gylden.
De gik på jagt efter antikke væve og købte ind i både Tyskland og Canada, og da maskineriet var på plads, kastede hun sig ud i stof-eksperimenterne. Rejste til Italien og Tyrkiet og købte garn, som hun tog med hjem til værkstedet og indfarvede og sammensatte i sine egne mønstre og design. Hvis det skulle være rigtig vildt, vævede hun fjer, perler, bånd, smalfilm eller sågar rustfrit stål ind i tekstilerne:
”Der må gerne være fuldt smæk på, hvis man skal have modehusene til at købe sine ting.”
Forretningsmodellen i Rand Gylden går ud på at præsentere firmaerne for mindre prøver på deres tekstiler, og hvis de falder i firmaernes smag, betaler de for opskrifterne og for rettighederne til selv at sætte dem i produktion – eller blot bruge dem som inspiration til kommende kollektioner. For eksempel har Banana Republic brugt Signe Rand Ebbesens design til en sko, mens Victoria’s Secret har set potentialet til et stykke lingeri i en stofprøve.
Det var en sen eftermiddag i 2010, Signe Rand Ebbesen først fandt vævelykken. Hun havde studeret tekstildesign på Designskolen i København igennem nogle år, da hun valgte at specialisere sig i vævning. At væve er ikke noget, man bare lige gør. Det tager tid og kræver omhu at sætte væven op, så alle garnerne ligger i den rigtige rækkefølge, inden man kan gå i gang. Og læreren havde med vilje undladt at gøre det for eleverne.
”Jeg vidste, at jeg skulle bruge et par timer på det. Det er et temperamentsspørgsmål. Nogle hader det. Men den eftermiddag, hvor alle andre var gået hjem, fik jeg et zen-moment ud af at tråde den væv,” fortæller Signe Rand Ebbesen, der opdagede, at hun havde god sans for at kombinere farver og materialer og skabe struktur i sine tekstiler.
Efter endt bachelor-eksamen skyndte hun sig af sted til et praktikophold på et tekstilmuseum i Tilburg i Holland. Et Disneyland for tekstildesignere, kalder hun stedet, der har et stort udvalg af forskellige vævetyper, og hvor dygtige teknikere og ingeniører står klar til at hjælpe og lære fra sig. Så tog hun videre til endnu et praktikophold på et væveri i italienske Como, hvor hun dygtiggjorde sig i industriel vævning.
”Det var magisk at arbejde med de her kæmpestore maskiner, der spytter stof ud,” siger Signe Rand Ebbesen, der derefter kom ind på det prestigiøse Royal College of Art i London, et internationalt og kompetitivt miljø med gæstelærere fra tekstilindustrien. Jeg havde fornemmelsen af, at hvis man holdt sig til, så byggede man på sin fremtid og karriere. I Danmark kan det være svært at finde arbejde som væver. I England er der en langt større industri for det,” siger Signe Rand Ebbesen, der ikke desto mindre for nylig er blevet ansat af den danske tekstilvirksomhed Gabriel, der er specialiseret i møbelstoffer og har kunder som Normann Copenhagen og Microsoft – et arbejde, der kombinerer hendes passion for at nørde i detaljen med interessen for produktion i større målestok.
Hun og kæresten har stadig deres fabrik i Bulgarien og et stort arkiv af originale vævedesign, men produktionen er sat på pause, efter at hun fik jobbet hos Gabriel.
”Det var en lidt for spændende karrieremulighed at lade gå fra sig. Og det giver en mere stabil økonomi,” fortæller den 37-årige mor til to.
”Så nu har vi etableret os mere fast i Danmark efter fem år i Bulgarien. Eventyret måtte gerne have eksploderet helt vildt. Vi havde forhåbninger om en stor fabrik, hvor vi inddrog lokalbefolkningen som arbejdskraft. Men nu har vi maskinerne stående, og de er en fantastisk ressource. Hvem ved, om der igen en dag skal ske noget med dem?”
