I STARTEN AF 2013 fik jeg en mail. Den var fra min far, og der var et link til en artikel om folk, der havde rejst til alle lande i verden. Det gik op for mig, at man som helt almindeligt menneske kunne besøge samtlige lande, og en optælling viste 203, hvis man talte alle med.
Jeg har altid haft en interesse for eventyr, og som barn fantaserede jeg om at være Robin Hood, Ivanhoe eller Indiana Jones og drømte om at rejse ud til fjerne galakser. Men så bliver man voksen, og man finder ud af, at det hele er gjort. Jeg gik rundt med en skuffende følelse af, at hele verden var opdaget, og alle ekspeditioner var afsluttet. Men der var ikke ret mange mennesker, der havde besøgt alle verdens lande. Og ingen havde gjort det uden at flyve.
Først tænkte jeg, at jeg var for gammel. Jeg var 34, alle mine venner havde fået børn, jeg havde mødt en dejlig kvinde, og jeg var glad for mit arbejde – shipping og logistik. Hvis nogen manglede en logistikmand, tog jeg til Bangladesh eller Sydamerika i et vist antal måneder. Men i starten af 2013 ringede telefonen ikke så meget, og jeg tænkte over, hvad det egentlig var, jeg ville med mit liv. Og så dumpede den mail fra min far ind.
Med min logistikbaggrund begyndte jeg at kigge på verdenskort, shippingruter og muligheder. Og en dag følte jeg, at jeg ville give det et skud. Jeg havde nogle dybe samtaler med Le, som jeg havde et forhold med, og vi blev enige om at være sammen, så længe det gav mening. Jeg troede, at jeg kunne gøre det ved at være syv dage i snit i hvert land, og at det ville tage mig fire år.
Foto: Mike Douglas
10. OKTOBER 2013 klokken 10:10 begyndte jeg rejsen ved Dybbøl Mølle. Et historisk sted og tæt på grænsen til Tyskland, hvorfra jeg hurtigt ville kunne krydse mit første land af. Og så havde jeg indgået et samarbejde med Røde Kors, som havde sit hovedkontor her i 1864.
Da bussen kom, havde den nummer 1 på displayet. Selvfølgelig, tænkte jeg.
Det var den første af 351 busser, 219 taxaer, 158 tog, 40 containerskibe og rigtig mange rickshaws, men det vidste jeg ikke dengang. Jeg rejste med en duffelbag med en sovepose, myggenet, løbesko, hængekøje, tøj til alt slags vejr og en lille taske med computer, kamera og mit pas.
Det gik stærkt til at begynde med. Jeg besøgte nærmest et land hver eller hver anden dag – min regel var, at jeg skulle tilbringe mindst 24 timer i hvert land – og folk, jeg mødte, jokede med, at jeg ville være færdig inden for et år med den fart. Men jeg vidste, at jeg ville få brug for tiden senere, når afstandene blev større, jeg skulle have visum og ikke kunne rejse frit rundt som i Europa.
Jeg tabte mig meget, fik ikke meget søvn, og jeg havde travlt. Mit budget var 20 amerikanske dollar pr. dag, cirka 110 kroner – jeg ville ikke komme hjem som 38-årig og have gæld. Jeg havde indgået et samarbejde med virksomheden ROSS Energy, som skulle hjælpe med udgifterne. Og jeg blev goodwill ambassadør for Røde Kors, så ud over at poste dagligt på min blog og på sociale medier skulle jeg besøge Røde Kors i de 199 lande, hvor de er til stede, og skrive om deres arbejde.
Det viste sig at være fuldstændig overvældende. Tilmed skulle jeg hele tiden finde ud af, hvordan jeg kom til næste land uden at flyve, jeg skulle søge visum og finde et sted at sove. Mit budget kunne ikke dække hotelværelser, sjældent hostels, så jeg brugte ofte couchsurfing – en platform, der giver adgang til at overnatte gratis hos fremmede.
DA JEG FORLOD Danmark, troede jeg naivt, at rejsen ville blive én stor folkefest, og at alle skibe ville stå til rådighed for mig. Mit humør skiftede for alvor, da jeg ankom til Island og forsøgte at komme om bord på et skib til Canada. På rederiet ringede receptionisten efter direktøren. Det var, som om det blev mørkere i lokalet, og luften døde, da den her skikkelse kom ned ad trappen. Jeg foreslog hende, at jeg kunne holde et foredrag om min rejse mod at få lov at komme om bord. Hun kiggede helt koldt på mig og spurgte, om jeg ikke vidste, at dem, der holder foredrag, har besteget Mount Everest. Der var ingen chance for, at jeg kunne komme om bord på det skib, og der var lang tid til, at et andet rederi sejlede samme rute.
Jeg gik halvanden time tilbage til mit hostel, det var vinter og møgkoldt. Det hele punkterede bare. På gåturen tænkte jeg, at hun havde ret: Jeg var lille og ubetydelig. Mens andre besteg Mount Everest, var min rejse ligegyldig. Var det på tide at give op og vende hjem?
Da jeg endelig ankom til mit hostel, googlede jeg, hvor mange der havde været på toppen af Mount Everest. Det var mere end 5.000. Så søgte jeg på, hvor mange der havde besøgt alle verdens lande. Dengang var det omkring 200, og de havde alle sammen gjort det ved at flyve. Måske var det ikke helt åndssvagt alligevel.
JEG HAVDE ENGANG set en video, der demonstrerede, hvordan man kan komme ind, hvor man vil, så længe man har sådan en gul arbejdsvest på, noget papir under armen og ser autoritær nok ud. Næste dag tog jeg ned på havnen med arbejdsvest på og gik gennem sikkerhedskontrollen med spændte skuldre. Der var ikke nogen af vagterne, der stoppede mig. Jeg gik hen til gangbroen til rederiets skib og sagde, at jeg havde et møde med kaptajnen. Det passede ikke, men de hentede ham, og han ville gerne hjælpe mig. Jeg har brugt tricket med at virke autoritær mange gange siden.
Jeg var helt høj, da vi stævnede ud et par dage senere. Ikke bare var jeg kommet om bord på det skib, jeg ikke måtte sejle på, det var også første gang, jeg krydsede mellem to kontinenter. Det føltes gigantisk. Solen var ved at gå ned, da vi skulle sejle. Kaptajnen kiggede ud over havet og sagde, at havet aldrig var så roligt. Jeg sagde, at det var godt, de havde mig med, måske var jeg en slags lykkesfugl. Efter et par dage begyndte det at gynge – mere og mere. Jeg havde arbejdet i shippingindustrien, så jeg var vant til lidt af hvert. Men jeg var helt sikker på, at vi ville synke. At vi ville gå ned i nærheden af Titanic. Havet var så stort og vildt, og på grund af det voldsomme vejr endte turen med at tage mange uger. Da jeg gik i land i Canada, føltes det som et mirakel.
JEG KRYDSEDE CANADA i busser og USA i tog, blandt andet den legendariske California Zephyr-rute fra Chicago til Californien, som var fantastisk. Jeg boede i Canada som barn, har boet og arbejdet i USA og rejst i Centralamerika på motorcykelture, så jeg vidste, at det er nemt at komme rundt, og at man ikke skal have nogle besværlige visa.
Gennem Centralamerika og Sydamerika stod den på busser, med undtagelse af en båd på Amazon-floden, som jeg var om bord på i fire dage. Jeg forsøgte ofte at være anonym og undgå at fortælle folk om rejsen. Hvis først jeg nævnte mit projekt, var det eneste, vi kunne tale om, hvor langt jeg var nået, og hvad jeg havde oplevet. Især på de mange hostels, jeg boede på, hvor mange af de andre gæster var 18-20 år gamle. De syntes, at det var for vildt. Ofte sad jeg bare i et hjørne og arbejdede på blogs, Røde Kors-tekster og min rejse-research.
I stedet for at tage til berømte strande, nationalparker eller historiske attraktioner tog jeg til landenes hovedstæder. Det var der, Røde Kors og ambassaderne lå, og derfra, de internationale busforbindelser gik. Jeg holdt en uges ferie i Peru, hvor jeg vandrede til Machu Picchu, men ellers var jeg ikke konventionel turist. Den planlagte rejse var på 382.000 kilometer, hvilket svarer til 9,5 gange rundt om ækvator, så jeg var overbevist om, at jeg ville få store oplevelser, selv hvis jeg ikke opsøgte dem.
JEG FIK EN RUS af fremgang, hver gang jeg krydsede en grænse til et nyt land. Det gjaldt især for østaterne, der er sværere at komme til på grund af transport og visumkrav. Efter at have rejst gennem hele Sydamerika nåede jeg Caribien og skulle snart krydse Atlanterhavet igen med kurs mod Afrika.
En tidlig morgen ankom jeg med båd til St. Vincent & Grenadinerne – et meget fredfyldt sted med højt, svitset græs og lokale, der går rundt og siger ’jah’. Jeg satte mig ved en udendørs café, og ved et af de andre borde sad der en mand, der lidt lignede en pirat. Han begyndte at tale til mig, og han blev ved, selvom jeg først var lidt irriteret. Det endte med, at vi talte i syv timer. Folk kom forbi og blev en del af samtalen, forsvandt igen, blev erstattet af andre, men vi blev bare siddende.
På de syv timer lærte jeg mere om det land, jeg befandt mig i, end jeg havde gjort i andre lande, hvor jeg havde været en måned. Der er mange smukke lande, der er mange bjergtoppe, søer og fugle, men det, der sætter sig, er samtalerne.
Foto: Mike Douglas
JEG HAVDE FÅET NOK. Jeg var kun nået til det centrale Afrika, to år efter jeg tog af sted, og jeg kunne se, at projektet ville tage mere end fire år. Jeg mødte ingen andre, der havde rejst uafbrudt så længe. Jeg var mæt af solnedgange og nye byer. Det føltes som en flaske, der var proppet så mange oplevelser ned i, at den var ved at krakelere.
Alt faldt fra hinanden cirka samtidig. Jeg fik cerebral malaria, lå syg i ugevis, og jeg var svært svækket og rystede på hænderne, da jeg genoptog rejsen. Mit online-langdistanceforhold knirkede helt vanvittigt, jeg havde mistet min finansielle partner, der var nødt til at skære unødvendige udgifter fra, og jeg løb konstant panden ind i en mur af korruption og magtmisbrug. Jeg vidste ikke, hvor pengene skulle komme fra, jeg var bekymret for mit helbred, jeg var bange for, om jeg kunne holde fast i den kvinde, jeg elskede, og jeg var i tvivl om, hvad fanden det var, jeg lavede. Jeg kunne ikke mere.
INDEN JEG TOG HJEM, skulle jeg til Gabon og hente min store rejsetaske, som jeg havde efterladt i landets hovedstad Yaounde, da jeg tog ud til østaterne Saõ Tomé og Principe. Men derfra kunne jeg ikke komme på et skib tilbage til Gabon, kun til Cameroun, så det gjorde jeg. Men nu ville de ikke lukke mig ind i Gabon igen. De sagde, det var på grund af manglende papirer, og de sendte mig i pendulfart til Yaounde, som det tog to dages rejse med lokale busser at nå. Her skulle jeg jagte kontorer og opstøve papirer, som jeg vidste, de ikke havde behov for.
Om natten kom der politi ind i busserne og lyste med lygter, og det var altid mig, der blev hevet ud. Og om dagen blev der råbt whitey efter mig på gaden, nogle gange venligt, andre gange med en snert af had og bitterhed. Mit liv havde været lettere, hvis jeg havde givet dem 100 dollar, men det ville jeg ikke. Så de blev ved med at afvise mig og sagde, at stemplet sad forkert. Jeg rejste frem og tilbage til grænsen fire gange. Som et ekstra lag af desperation havde jeg efter mange, mange forsøg endelig fået visum til Ækvatorialguinea, og jeg skulle nå ind i landet, inden det udløb. Det var som et kalenderlys, hvor dagene bare brændte.
Fjerde gang jeg kom til grænsen, lod de mig passere, og jeg kom endelig til Gabon og fik min taske. Det føltes som at krydse slutlinjen til et maraton for så at få en sæk kartofler og få at vide, at du lige skal løbe 10 kilometer mere. Jeg troede ikke, jeg havde mere på tanken, men det havde jeg.
JEG KAN SIGE meget pænt om det centrale Afrika, der er smukt, folk er generelt søde, der er god mad, og der er meget at komme efter kulturelt og historisk. Men hold kæft, det er hårdt at rejse der.
Da jeg krydsede grænsen til Namibia, var der Burger King, asfalterede veje og outlet stores. Det var som en anden planet. Jeg sad på en stol i en lille uge på et hostel og stirrede ud i luften. Det var som at forlade en krigszone af vanvittig korruption og ineffektivitet. Jeg var shell-shocked, og det kan jeg stadig være i dag, når jeg tænker tilbage. Det tog mere end to år at rejse gennem alle Afrikas lande. Men det var også fantastisk, for Le kom og besøgte mig i Kenya. Jeg friede til hende på toppen af et bjerg i en snestorm. Hun sagde ja. ν
Læs mere i næste udgave af Ud & Se, hvor du kan følge Thor Pedersen på den sidste del af hans 10-årige verdensrejse.
