Du har titel af særlig rådgiver for Ringkøbings nye oplevelsespark Naturkraft. Hvorfor sagde du ja til den?
”Jeg blev kontaktet for et par år siden og syntes, projektet så vanvittig spændende ud. Der var ikke bare tale om underholdning, men om et center, hvor man som besøgende kan få noget viden. Når man har været igennem, skulle man gerne komme ud med en koncentreret oplevelse af den vestjyske natur – der er både klitområder, hede og skov – men også med en ny forståelse for menneskets indflydelse på naturen. Vi er forundt en klode, der kan skabe liv, fordi vi ved en tilfældighed under universets skabelse er kommet til at leve i den rette afstand fra solen. Den skal vi passe på. Hvis vi kan få det ind i folk, har vi vundet en del.”
Hvad har du rådgivet omkring?
”Naturkraft byder på flere forskellige udstillinger, der blandt andet viser Nordsøens påvirkning af landskabet og forklarer, hvorfor det altid blæser fra vest. De besøgende kan også deltage i et interaktivt klimaspil, hvor man skal få nogle fiktive kontinenter til at fungere bedst muligt i et pænt samspil mellem mennesker, natur og fødevarer. Hvis det går galt, smelter kontinentet i midten, der er af is. Jeg har været med til at sparre og diskutere, hvordan man bedst formidler sådanne temaer.”
Parken har en vindturbine, hvor man kan blive blæst igennem af vind, der bevæger sig med 18-20 meter i sekundet. Hvad kan man lære af det?
”Den giver dig en fornemmelse af, hvor voldsom vinden er. At kræfterne i naturen er gigantiske. Så kan man måske bedre forstå, hvad vinden kan flytte af vand og sand, og hvordan den kan påvirke landskabet. Det er fascinerende i sig selv, men giver en større forståelse i sammenhæng med udstillingerne, der for eksempel viser udviklingen fra istiden frem til i dag. De første mange tusind år styrede naturen, mens mennesket indordnede sig. Men gradvist blev det mennesket, der tog over og påvirkede vejret og klimaet, og i løbet af 1700-1800-tallet skete der et skifte.”
Så det er ikke, fordi man skal stå ved vindturbinen og tænke: ”Sikke det blæser, lad os straks omlægge alt til vindkraft”?
”Det er ikke meningen, at man skal føle nogen løftet pegefinger. Men hvis man indefra forstår sammenhænge og konsekvenser, har man måske en større lyst til at forandre sine vaner. Forhåbentlig giver det en eftertænksomhed.”