Hvordan kom du til at arbejde i DSB?
”Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville arbejde med mennesker, jeg vidste bare ikke hvordan. Jeg havde arbejdet i hjemmeplejen, men jeg fandt ud af, at det ikke var mig. Jeg kunne godt lide at arbejde med de ældre, men det var både fysisk og psykisk hårdt, især da jeg tidligere har døjet med en dårlig skulder. Jeg er også butiksuddannet, men det var svært at finde et job som færdiguddannet. Man kunne sende 10 ansøgninger af sted om ugen, uden at der skete noget.
Min kusine, som var ansat i DSB, anbefalede mig at søge stillingen som servicemedarbejder. Jeg kan godt lide at arbejde udenfor, og i DSB har jeg fået mulighed for at nyde det gode vejr, mens jeg er på arbejde, ikke kun når jeg kommer hjem. Selvom det ikke er på samme måde, hjælper jeg stadig de ældre, når jeg kan, for eksempel når de har brug for at komme af og på toget med deres rollator.”
Hvad består dit arbejde i?
”Når vores kunder stopper mig på perronen og spørger mig til råds om, hvilket tog de skal med, prøver jeg at hjælpe dem så godt, jeg kan, så de når til den rigtige destination. Det betyder meget for mig at hjælpe folk videre på deres rejse. Jeg gør også en dyd ud af, at stationen er et rart og trygt sted for kunderne at opholde sig. Jeg plejer at gå en runde på stationen for at se, om alt ser okay ud. Når jeg går hjem fra arbejde, har jeg ro i maven, fordi jeg ved, at jeg har gjort, hvad jeg kunne.”
Hvordan vil du beskrive din arbejdsplads?
”Jeg har angst og depression, som jeg tager medicin for. Det betyder, at jeg har dage, hvor jeg overhovedet ikke hænger sammen. Det er der bare en virkelig god forståelse for – både fra min holdleder og mine andre kolleger. Hvis jeg har en morgen, hvor jeg har brug for lidt ro, bliver der taget hensyn til det. Vi er et godt team, hvor der ikke er nogen sure miner. Alle er villige til at hjælpe hinanden.”
Hvad synes du, at folk skal vide om servicemedarbejdere?
”Jeg tror, at det er vigtigt, at man, når man møder en af os i orange tøj på stationen, husker på, at det ikke er vores skyld, hvis et tog er aflyst eller forsinket. Vi gør det bedste, vi kan, for at hjælpe, men vi er også kun mennesker.”
Hvad laver du i din fritid?
”I min fritid kan jeg godt lide at spille dart, ikke på højt niveau, det er mere for hyggens skyld. Jeg spiller sammen med to venner, og vi tager til turneringer. Ud over det tager min kæreste og jeg også nogle gange ud for at fiske. Vi fanger de fisk, der er i sæson. De fisk, som er for små, slipper vi fri i havet igen, resten tager vi med hjem eller giver til familien. Det er ikke altid, vi fanger noget, men vi får altid en hyggelig tur ud af det.”