SOM BARN NÅEDE jeg kun at gå i børnehave i to dage. Så var der en, der spyttede på mig, og så gad jeg sgu ikke være der længere. Jeg droppede simpelthen ud af børnehaven. Derfor foregik min børnehave hjemme på min fars værksted. Min far var Citroën-forhandler, og jeg rendte rundt med alle svendene og lærlingene. Når jeg tænker over det, var det jo helt sindssygt. Men det var også superfedt. Dengang drak man sodavand af glasflasker. Og rundtomkring på værkstedet stod der bremse-rens i forskellige flasker, sådan noget grønt noget. Jeg troede, at det var grøn sodavand, så jeg måtte lige hen og drikke lidt af det. For satan, det var noget harsk noget.
Vi boede i Brenderup på Fyn. I en tømrervilla lige ved siden af butikken. Når jeg vågnede om morgenen, gik jeg bare derover. Min mor, der arbejdede på kontoret i butikken, smurte hver morgen et bondebrød, sådan et stort franskbrød, med smør og Nutella. Det fik noget Vita Wrap rundt om sig, og så tog hun det med derover. Som fireårig begyndte jeg at drikke kaffe. Og dyppede Nutella-maden ned i. Min krop var fuld af sukker og energi og koffein. Den dag i dag drikker jeg stadig de to første kopper om morgenen med sukker og mælk som dengang.
Nicki Pedersens far, Preben, der som ung kørte med ’Rockerne’.
DA JEG BEGYNDTE i kommuneskolen i byen, var det fedt nok. Der var der ikke nogen, der spyttede på mig. Jeg fik ret hurtigt styr på folk, selvom jeg var den mindste. Autoforhandlerens søn dér. I børnehaveklassen var jeg kærester med en af mine bedste kammeraters søster. Hun havde noget med sine fødder, og hun rendte rundt i træskostøvler. Det drillede de andre drenge hende med. Jeg var som sagt ikke den højeste, og jeg havde strithår og langt nakkehår, ikke den kønneste, men når de drillede hende, så fik jeg lige styr på gutterne. Jeg ved ikke, hvad fanden det var, men de havde sgu respekt for mig.
Som seksårig fik jeg min egen Puch Maxi. Den holdt ovre på min fars værksted. Så kunne jeg gå over og hoppe op og jokke lidt på den. Det var jo egentlig vildt mærkeligt. I begyndelsen kunne jeg ikke køre på den. Men der gik ikke længe, så gik det fint. På min farmors marker kørte vi også på crossere, mig og min storebror Ronni. Han var tre år ældre end mig. Vi kørte også rundt på markerne i min fars gamle skrotbiler. Jeg kunne dårlig nok nå pedalerne.
Vi kedede os aldrig, mig og Ronni. Vi rendte rundt og skød med luftgevær med vatpinde i. Og vi kastede med savklinger ovre fra den nærliggende grøntsagsfabrik, som om det var frisbees. En dag, da Ronni kastede en efter mig, smuttede den hen over jorden og ramte lige i min ankel. Så løb jeg ned til lægen. Jeg har stadig min læge samme sted den dag i dag. Nu er det bare sønnen, der ejer klinikken. Jeg har klinikkens længste journal.
11-årige Nicki giver den gas på klubcyklen i Fjelsted.
EN DAG FIK VI et brev fra vores lokale bank. De inviterede os ud at køre speedway. Hverken min bror eller jeg anede, hvad det var. Men det viste sig, at der lå en bane i Fjelsted kun ni kilometer fra Brenderup. Jeg var 10 år, og man skulle være 12 for at prøve. Men Ronni kørte, og de kunne med det samme se, at han – ud af de par hundrede, der var mødt op – havde styr på gashåndtaget. Så han startede til speedway. Og et halvt år senere, da jeg var fyldt 11, sænkede man aldersgrænsen, og så kunne jeg også starte. Men jeg fik med det samme at vide, at det var Ronni, de satsede på. Det var jeg ligeglad med. Jeg skulle sgu da prøve.
Det var svært. Men jeg har altid godt kunnet lide udfordringer. Jeg elsker udfordringer. Førhen havde jeg øvet mig meget på at fløjte eller på at køre på baghjulet på min cykel. Nu skulle jeg lære at slide rundt i svinget. Ret hurtigt blev jeg bedre end dem på mit hold. Jeg har aldrig været den smarteste kniv i skuffen, men jeg har altid været snu. Jeg prøvede ting af. Lå derhjemme i sengen og analyserede løbene. Så det for mig inde i hovedet. If you can’t dream it, you can’t do it.
I 1993 var jeg med til danmarksmesterskabet i 80cc-klassen. Jeg var 16 år gammel, og Ronni var for længst taget til England for at køre på kontrakt. Løbet skulle køres i Vissenbjerg. Det var det største, jeg kunne opnå på det tidspunkt. Jeg fik en dårlig start. Lavede kun et enkelt point i første heat, som jeg husker det. Jeg var tvunget til at vinde mit sidste heat. Og det gjorde jeg. Overhalede endda en undervejs. Så blev jeg danmarksmester. TV 2 var der. Jeg stod i en billig T-shirt. Helt kæk. Der stod ’Bad Boy’ på. Tv-reporteren spurgte mig: ”Hvad er så din næste ambition?” Så svarede jeg, at det var at blive verdensmester.
Det gik ikke så godt for Ronni i England. Han kunne ikke rigtig få succes. Han væltede så meget, at det kostede flere penge, end han tjente. Vi var ovre at besøge ham på et tidspunkt. Efter det rigtige løb – second half, som man kalder det – prøvede jeg at køre mod de engelske klubbers juniorkørere. Jeg slog dem alle sammen. Og publikum syntes, det var fedt. Der var klubber, der gerne ville skrive kontrakt med mig, men mine forældre krævede, at jeg tog en uddannelse først. De sagde til mig: ”Din storebror kan ikke leve af den sport her, og så kan du slet ikke.”
Jeg kom i lære på en maskinfabrik, der lå på den anden side af gaden fra min fars forretning. Nu havde jeg gået så mange år på min fars værksted. Det var tid til at komme ud i marken. Den virkelige verden. Her lærte jeg at bore og svejse og dreje. Og jeg lærte om pladebukning. Masser af fed læring, som jeg stadig bruger i dag. Og han kunne sgu godt lide mig, min mester. Speedway er jo lidt en mærkelig sport. Man kører i flere forskellige lande ad gangen. Så mens jeg var i lære, kørte jeg løb i Sverige, Danmark og lidt i Polen også. Det havde min mester forståelse for.
Nicki indtager andenpladsen ved et løb i Skærbæk.
DEN SAMME DAG, som jeg fik mit svendebrev på Teknisk Skole i Odense, tog jeg færgen fra Esbjerg til Harwich klokken 17. Farvel, sagde jeg bare til mine forældre. Så var det af sted. Det var i marts 1988. Fra Harwich gik turen til Peterborough oppe midt i landet. Jeg skulle bo ved en plejefamilie. Min gode kammerat Thomas, der var mekaniker for mig, kørte mig derop. Familien var ikke hjemme, da jeg ankom med alle værktøjskasserne og cyklerne. De stod sgu ikke lige og viftede med flag. Det havde jeg måske troet.
Det gik faktisk pissegodt det første år. Men det var hårdt. De første to år, når jeg skulle rejse ud og køre i andre lande, sov jeg i lufthavnene på plastikstole eller på gulvet. Jeg brugte min taske som hovedpude. Jeg havde ikke noget valg. Jeg fløj alene. Med tiden lærte jeg alle støvsugerne i for eksempel Heathrow lufthavn at kende: Dy-dy-dy-dy-dy. Klokken fire om morgenen. Men sådan var det. I de forskellige lande havde jeg forskellige cykelmaskiner stående hos forskellige folk. Nogle gange måtte jeg også flyve rundt med en motor i hånden. En motor på 25 kilo i en papkasse. Den skulle jo bruges den næste dag.
Mor Vibeke er klar til at starte Nickis konfirmationsgave inde i stuen, inden far Preben træder til.
I 2002 KØRTE JEG min anden sæson i grandprix-serien (den består af 11 løb i 11 lande, og rytteren med sammenlagt flest point bliver verdensmester, red.). Da vi nåede til Chorzów i Tjekkiet, hen mod slutningen af grandprixet, havde jeg haft en lortesæson. Jeg havde ellers forberedt mig seriøst og investeret mange penge, men jeg kæmpede virkelig med tingene. Så da vi nåede til Chorzów, tænkte jeg: ”Fuck det, det kan sgu være lige meget.” Så dagen inden løbet drak jeg Jack Daniel’s og cola hele natten med den engelske landstræner og deres topkører. Til klokken fem om morgenen. Da jeg gik ud fra natklubben, var det lyst, og jeg tænkte: ”Hvad fuck sker der?”
Jeg kom tilbage til bussen, vi sov i, og kiggede på mine folk, der lå og sov. Alle mine ansatte havde stående i deres kontrakter, at de skulle være i seng klokken 24, og at de maks. måtte drikke to bajere. Jeg havde så fået lidt mere den dag. Godt nok skulle løbet først køres klokken 19, men jeg kunne godt se, at det var noget lort. Jeg lagde mig til at sove, stod op klokken 12 og tog noget morgenmad. Og gik i seng igen. Klokken 17 stod jeg op igen og tog et bad. En halv time senere gik jeg til køremøde. Bagefter gik jeg tilbage til bussen for at klæde om. Der var pænt dårlig stemning.
Jeg tænkte bare: ”Hvis nu jeg kører ud og vinder pisset, så lukker jeg røven på dem.” Og så kørte jeg ud og vandt pisset. Jeg gjorde det aldrig nogensinde igen. Jeg vidste, det ikke var opskriften. Men jeg havde ikke vundet den aften i Tjekkiet, hvis jeg ikke havde lavet det stunt. Det var ren adrenalin og overlevelsesinstinkt.
Nicki Pedersen (forrest) med blandt andre verdensmester Jan O. Pedersen (nummer to fra venstre) og storebror Ronni (i midten).
DA JEG VAR 23 ÅR, tilbage i 2001, lagde jeg en plan sammen med Jacob Olsen, den daværende landstræner for speedwayholdet: en drejebog for mine første tre år i grandprixet. De første par år handlede om at blive en stabil rytter, køre topplaceringer hjem i løbene og komme op i top-20 på ranglisten. Og så videre og så videre.
Sæsonens første grandprix i 2003 i Polen gik godt. Men i nummer to løb, oppe i Sverige, gik det knap så godt. Den tredje afdeling skulle køres i Cardiff på Millennium Stadium. Et gigantisk stadion. Jeg tænkte: ”Hold kæft!” Der var nok 50.000 mennesker. Der var virkelig gang i den. Inden sådan et løb er jeg altid maksimalt presset. Og spændt. Og glad. Man skal virkelig arbejde med sig selv for at gå ud og præstere sådan et sted. Men jeg følte ikke noget ekstra pres, fordi jeg ikke havde scoret så mange point i grandprixet i Sverige. Det har jeg aldrig gjort. Jeg lever sgu i nuet. Får det bedste ud af det. Selvfølgelig analyserer jeg på de ting, der sker. Men så må jeg også kigge fremad. Og hvad der sker i morgen – I don’t give a fuck. Nu er nu. Jeg vandt den aften. Og der vendte det hele på en eller anden måde.
Resten af sæsonen sloges jeg med australieren Jason Crump og Tony Rickardsson fra Sverige. Det var tæt hele vejen. Helt indtil det sidste løb oppe i Hamar i Norge. Rickardsson røg tidligt ud, og så var det bare mig og Crump. Vi kom i hvert sit semifinaleheat, og jeg skulle køre det første. Pludselig lå jeg sidst. Men i løbet af de fire omgange fik jeg kørt mig forbi, først forbi en brite og så en polak. Jeg sluttede toer og var dermed klar til finalen. Nu var Crump tvunget til det samme. Ellers ville jeg blive verdensmester.
Han lagde skidt fra start, Crump. Han lå treer, og foran sig havde han polakken Rune Holta. Og så – i et sving – kørte han ham af banen. Holta lå længe på banen, og dommeren skulle se replays. Så tændtes lamperne. Crump var blevet diskvalificeret. Vi sprang rundt i ryttergården, og vi råbte og skreg. Jeg tabte stemmen med det samme. For jeg kunne slet ikke forstå det … verdensmester, verdensmester! Jeg havde aldrig nogensinde troet, at en dreng fra Brenderup – sådan en lille gut – kunne blive verdensmester.
Det tog mig måske 10 år at fatte. Stadigvæk, den dag i dag, er jeg meget ydmyg over det. Jeg er glad for det, men det er et ord, der er svært at forstå. At være verdensmester i sin sportsgren. Det forstår jeg nok ikke endnu. Det gør jeg virkelig ikke. Som person kan jeg godt være kæk og fremme i skoene. Men jeg er meget, meget ydmyg, når det kommer til stykket.
Nicki Pedersen giver gode råd til sin søn Mikkel under en træningsseance i Vissenbjerg.
EFTER 2003 VAR min krop brugt. Jeg havde ikke været særlig fit. Og tilværelsen som verdensmester krævede meget af mig. Pludselig skulle jeg stå til ansvar på en anden måde, hjælpe med alle mulige ting. Forventningerne og presset var stort. Og på banen ville alle slå mig i hvert eneste heat.
I efteråret 2006 indledte jeg et samarbejde med Lisa Thomey. Hun arbejdede som fysioterapeut for GOG Håndbold. Hun sagde til mig, at jeg var direkte fed. Fra oktober, hvor sæsonen sluttede, og til marts, hvor den skulle begynde igen, trænede jeg på fuldt skrald. Helt intenst. Jeg lagde kosten fuldstændigt om og gik fra en fedtprocent på 26 til 9. Jeg kom i stjerneform. Mit første VM havde jeg vundet på instinkt. Ikke på min styrke. Det var nødvendigt at komme i form, hvis jeg skulle strække min karriere ud. Jeg måtte tilbage on the beat.
Lige inden det første løb skrabede jeg mit hår af. Helt G.I. Jane-agtigt. Da jeg kom på banen, var folk bare sådan: ”Fuck, han er fit, mand.” Med det samme kørte det bare. Jeg var en robot. Eller det troede folk, jeg var. Jeg rykkede totalt målstolperne for, hvor god en fysisk form man som speedwaykører kunne være i, og jeg blev verdensmester i både 2007 og 2008. Det var ikke bare i grandprixserien, at jeg vandt det hele. Jeg kørte i 4-5 lande på det tidspunkt, og jeg var fucking god i alle lande. Jeg var ligeglad med, hvilket løb jeg stillede op i. Jeg gik bare ind i ilden. Jeg sparede mig ikke. Jeg var hård ved mig selv.
På vej på hospitalet med en brækket nakke efter et styrt i Holsted.
JEG HAR BRÆKKET over 30 knogler igennem min karriere. Et tocifret antal ribben. Har haft et tocifret antal hjernerystelser. Brækkede ryghvirvler, nakkehvirvler. Tredjegradsforbrændinger op ad det ene ben. Punkterede lunger.
I sommeren 2022 kørte jeg et ligaløb i Polen. For enden af langsiden på tredje omgang skete det. En kører, der var på vej inden om mig, ramte mig, og så kørte vi direkte sammen. Vores cykler hægtede sig sammen, og vi kørte direkte ind i stakittet med 120 i timen. Min cykel ramte stakittet først, og da den slog tilbage i et ryk, fik jeg cyklens kædestrammer skubbet flere centimeter ind i mit ben. Den trak i mig som en krog og skubbede min lårbensknogle op i bækkenet. Jeg kan slet ikke beskrive følelsen. Jeg lå på banen, på maven faktisk, og jeg forsøgte at dreje mig rundt. Men jeg kunne ikke aktivere bækkenet. Der stod det klart for mig, at der var noget ravruskende galt.
På hospitalet fortalte de polske læger mig, at jeg skulle opereres i hoften og bækkenet, men at der ville gå nogle dage. I mellemtiden fik jeg nogle af mine folk til at sende billeder hjem til mit netværk i Danmark. Her lød vurderingen anderledes. Mit ben skulle med det samme lægges i stræk. Ellers ville blodtilførslen stoppe, hvilket sandsynligvis ville betyde, at mit ben skulle amputeres. Fire dage senere fløj jeg hjem mod Danmark. Med begge mine ben.
I hospitalssengen i Polen havde jeg sagt til mig selv, da jeg vågnede: ”Du skal tilbage i sadlen den 10. marts 2023.” Der ville den nye sæson begynde, og jeg havde sgu ikke lyst til at komme tilbage i april, maj eller juni, hvor alle andre havde kørt i et par måneder inden mig.
Det var en sindssygt hård proces. Masser af smertestillende og nervestillende. Jeg lå i halvanden måned og tissede i kolbe. Alle sagde, jeg burde stoppe. Alle. ”Nu har han haft en flot karriere, og nu er han blevet skadet, og det er også synd for ham.” Fuck det! Der er ikke nogen, der skal synes, at det er synd for mig. Jeg skal nok selv styre, hvornår jeg har lyst til at stoppe. Og den 10. marts – der stod jeg sgu klar.
Nicki Pedersen fejrer VM-titlen for hold i 2014 sammen med Niels-Kristian Iversen, Peter Kildemand og Mads Korneliussen.
NU ER JEG landstræner, og jeg kører stadigvæk. Jeg synes, det er megafedt at forsøge at give noget videre til en ny generation. De kan spørge mig om alt. Kærestesorger, mekanik, sponsorer. De ringer, og så kaster vi bolden op og prøver at se, om vi kan gribe den igen.
Hver morgen når jeg står op, har jeg ondt i kroppen. Det er lige før, at det er nemmere for mig at sidde på speedwaycyklen. Jeg har været alt igennem. Og det er jeg glad for. Det gør det nemmere for mig at være landstræner. At være noget for de yngre. Man kan ikke bare læse sig til tingene. Hvordan fanden kan en coach lære nogen noget som helst, hvis det udelukkende er noget, vedkommende har læst i en bog? Sådan er det ikke med mig. Jeg siger bare det, der kommer inde fra mine ribben.
