59-årige Frede Skaaning er perronmanager på stationerne i Fredericia og Odense.
Tekst:Eline Kedishe Østergaard FrankFoto:Søren Rønholt

Hvor længe har du arbejdet i DSB? 

”I 33 år. Jeg begyndte som togfører og besad den stilling i 25 år. Jeg fik lyst til at prøve noget andet og overvejede noget forskelligt. Så åbnede der sig en mulighed for at blive perronmanager, og det har jeg været i lidt over otte år nu. Jeg har ikke fortrudt min beslutning. Det kan være hårdt, men der er også masser af perioder, hvor det hele kører stille og roligt.” 

Hvad laver en perronmanager? 

”Først og fremmest er det vores job at sikre, at togene kører til tiden. Vi sikrer blandt andet, at stationens skærme virker, og at togpersonalet er til stede. Hvis noget går galt, er vi driftscenterets øjne og ører på stedet og hjælper med at løse problemet. Og sker der en større hændelse, for eksempel en påkørsel, er vi med til at organisere togbusser til kunderne.” 

Hvordan er man som perronmanager med til at skabe tryghed? 

”Ved at vi er til stede i uniform på stationen og er tilgængelige. Vi er ikke vagter, men vi er gode til konflikthåndtering, og på den måde kan vi være med til at dæmpe gemytterne. Når der er brug for at indsætte togbusser, skaber det forståeligt nok frustration hos mange. Det kan føre til situationer, hvor nogle bliver konfliktoptrappende og måske forsøger at presse sig frem i køen. Jeg tror på, at vores tilstedeværelse hjælper meget, ved at vi forsøger at løse problemet og viser, at vi anerkender deres frustration.” 

Hvilke egenskaber er gode at have som perronmanager? 

”Det er vigtigt, at man har overblik og kan agere i pressede situationer, samtidig med at man kan bevare roen. Som perronmanager skal man hele tiden være foran. Man skal vide, hvordan trafikken ser ud hele tiden. Hvis et tog for eksempel pludselig bryder sammen, og en masse passagerer skal over i et andet tog, duer det ikke, at man ikke ved, hvornår det næste tog kommer.”

Hvad er det mest spændende ved dit job? 

”Jeg kan nemt være i, at det hele bryder sammen. Det er lidt ligesom at arbejde på en brandstation. Det brænder ikke hele tiden, men man ved, at branden opstår på et tidspunkt, og så skal man være klar. Jeg elsker også at løse problemer for folk og se, at man rent faktisk gør en forskel. ” 

Hvad laver du i din fritid? 

”Jeg har i snart 25 år været aktiv i en forening, som arrangerer feriekolonier på Fanø og Nordfyn for børn med særlige behov. Jeg er selv med på sommerkolonierne. Derudover bruger jeg meget tid med min familie. Vi har et kolonihavehus i Odense tæt på, hvor vi bor, som vi går og pusler om.”

Tags: , ,

SE MERE