JEG BLEV ADOPTERET fra Korea og voksede op i Hillerød i, hvad man vel kalder en sovs og kartofler-familie, og kunne godt lide at gå i køkkenet med min mor og hjælpe med at lave frikadeller og klassens time-kage. Efter handelsskolen rejste jeg til USA og boede i Atlanta on and off i to år, mens jeg arbejdede som au pair.
Jeg flyttede ind i et rigmandsmiljø, boede i store huse og havde ikke noget at klage over. I den familie, jeg var længst hos, havde faren sin egen restaurant downtown, mens moren var vicepræsident og sales manager for tøjmærkerne Gap og Banana Republic. En af pigernes bedste veninders far arbejdede på NBC’s sportsredaktion, kendte alle NBA-spillerne og havde en handske i en montre, som Muhammad Ali havde foræret ham.
Når jeg lavede madpakker, kunne jeg finde på at skære pigens sandwich ud i hjerteform bare for at gøre det hele lidt sjovere. Fandt jeg på at koge en spaghetti bolognese til aftensmad til familien, blev de helt forundrede. ”Gud, laver du mad selv?” De spiste altid ude.
Jeg havde det ubekymret, men kunne ikke blive ved med at være au pair resten af mit liv. Hvad skulle jeg så finde på? Da min søster blev gravid, tog jeg hjem, inden hun skulle føde. Jeg hylede hele turen. Jeg havde en fornemmelse af, at der ville gå lang tid, før jeg kom tilbage til USA.
EN VENINDE FORESLOG mig at gå i lære som frisør. Hun kendte nogle, der søgte en elev. Så prøvede jeg det, og efter et par dage på salonen sagde de til mig, at jeg arbejdede godt. Pladsen var min, hvis jeg ville have den.
Jeg bestod min frisøreksamen med ros. Jeg var blandt andet oppe i en langhårsfrisering og i herrebølger, som man laver med føntørrer, kam og børste. Næsten ingen mænd får dem længere, men man kan få brug for det, hvis man går film- eller teatervejen.
Jeg fik job hos en stor frisørkæde, hvor jeg blev butiksbestyrer. Men jeg ville gerne have mere tid til kunderne, og jeg synes hurtigt, der kommer fnidder, når mange piger er samlet på én arbejdsplads, så jeg fik lyst til at have mit eget, og i 2006 åbnede jeg en lille salon i Hillerød.
Frisørjobbet kan være travlt, og jeg nød at gå hjemme på barselsorlov, da min søn kom til verden. Samtidig kedede jeg mig måske en anelse. Min søn tog meget lange lure, så jeg endte på Facebook og så, hvad folk lavede af kager. En havde lavet en kage, hvor snittet lignede Dannebrog, når man skar i den. Og jeg så, at man kan lave sine egne flødeboller.
Jeg kopierede alt det, jeg så, og begyndte også at lægge mine kager på Facebook. En dag sendte en gammel skolekammerat et link til ansøgningen til ’Den store bagedyst’. Jeg kendte ikke programmet særlig godt, men tænkte, at det lød sjovt, udfyldte formularen og endte med at blive inviteret til casting.
Blandt 500-600 ansøgere skulle de finde 10 deltagere, så jeg regnede ikke med noget, men et eller andet i mig sagde, at det godt kunne lade sig gøre.
TIL DEN FØRSTE casting skulle jeg medbringe bagværk hjemmefra og besluttede at tage wienerbrød i petitfourstørrelse med til redaktionen. Det tog en del øvelser at knække koden for, hvordan man får dejen til at hæve op i 27 ensartede lag. Når jeg sætter mig noget for, så nørder jeg i bund.
Jeg gik videre til en individuel samtale, hvor de skulle finde ud af, hvilken slags person jeg er. De syntes, det var sjovt, at min mand og jeg er lystfiskere. De skal jo sammensætte deltagerfeltet af mange forskellige typer, så alle seere har mulighed for at finde en person at spejle sig i.
Til den endelige casting var vi 24 personer, der skulle bage med kamera på, og Mette Blomsterberg skulle smage og bedømme. Vi fik til opgave at lave minilagkager, og jeg besluttede at dekorere min med en smølfe-figur i blå fondant. Det var verdens grimmeste lagkage, når jeg ser tilbage på det.
Der var krakeleringer i fondanten, og Mette Blomsterberg bemærkede, at smølfen var lidt rynket. ”Det er, fordi det er Gammelsmølf,” svarede jeg. Jeg tror godt, de kunne se, at jeg ikke var den dygtigste bager i feltet, men at jeg nok kunne give noget godt til programmet. Jeg tror, de syntes, at jeg var likeable.
Hvert afsnit tog to dage at optage, hvor jeg måtte holde min salon lukket. Imellem afsnittene stod jeg om aftenen og natten og øvede mig, researchede og afprøvede ideer. Jeg fik kage på hjernen. ”Kom lige og få lidt smørcreme på,” sagde jeg til min søn – men mente solcreme. Det er en familieindsats at være med i ’Bagedysten’, det kræver masser af støtte hjemmefra.
EFTER ANDET AFSNIT sad jeg og hylede hjemme i sofaen. ”Hvad sker der?” spurgte min mand. ”Jeg aner ikke, hvad jeg laver! Jeg kommer til at være årets klovn,” sagde jeg. I de første to programmer rodede jeg rundt, vidste ikke, hvordan man laver en mousse og smører en kage op, og mit mesterværk flød ud på bordet.
Jeg bed tænderne sammen og researchede igennem på alle de teknikker, man har brug for. Og fik også virkelig god hjælp af Jan og Mette. Det, man ikke ser i programmet, er, at dommerne giver en masse råd og opfordrer deltagerne til at smage så meget på hinandens kager som muligt. Det lærte jeg virkelig meget af.
Der bliver optaget på Clausholm Slot syd for Randers, og deltagerne er indkvarteret på et motel i nærheden. Efter optagelserne sad vi på hinandens værelser og hyggede og snakkede. Det var lidt som at være på højskole. Folk var søde ved hinanden, selvom vi var konkurrenter og virkelig fik set hinanden i nogle kriser. I dag ses jeg stadig med flere af deltagerne.
I program nummer syv vandt jeg forklædet som mesterbager. Temaet var kærlighed, og på det tidspunkt havde jeg fået godt styr på bunde og mousser og havde lavet en kage til min mand fyldt med brombærmousse og hvid chokolade med karamel. Kagen var hvid udenpå og i hjerteform. Ovenpå havde jeg dekoreret med vores vielsesringe og hjerter i fondant og fyldte chokolader rundt i kanten. Jan Friis Mikkelsen kaldte stilen gammeldags. Som en god ting.
I et andet program var der mandehørmstema, og jeg lavede en kage, der blandt andet endte i den britiske tabloidavis Daily Star. Den forestillede en røv med lilla g-streng og Playboy-kanin som lændetatovering. De andre deltagere havde ikke lavet noget helt så vovet. Jeg syntes bare, det var sjovt. Den var heller ikke helt let at lave. Jeg måtte bruge nogle særlige runde forme til at bage bundene i, så ballerne fik den rigtige form.
Da jeg røg ud i semifinalen, var jeg megalettet. Jeg var træt og udkørt. Men glad for at have været med. Der var ingen ærgrelse. De tre andre semifinaledeltagere var bare en tand bedre.
BAGEFTER EKSPERIMENTEREDE jeg meget med chokolade hjemme i køkkenet, men det var først, da jeg i 2020 tog en uddannelse som chocolatier på Kold College i Odense, hvor de også uddanner bagere og konditorer, at jeg virkelig lærte at forstå chokoladen. Det hjalp mig at få noget teoretisk viden om, hvordan dens fedtkrystaller opfører sig – og så masser og masser af praktisk øvelse. Når man temperer chokolade korrekt, bliver den fin og blank og får den rette mundfølelse og knæk.
I dag er chokolade en hobby ved siden af mit arbejde som frisør. Noget, jeg kan glæde mig selv, min familie og mine venner med. Til min søns fødselsdag modellerede jeg en baby-Yoda i chokolade til hans kage.
For fire år siden fik jeg konstateret type 2-diabetes. Det var selvfølgelig ret nedslående. Men jeg fandt ud af, at jeg kan bage mine yndlingskager alligevel, hvis jeg bruger sødestoffet sukrin i stedet for sukker.
Nu har jeg skrevet en kogebog, ikke bare til diabetikere, men til alle, der gerne vil leve lidt sundere.
Der er blandt andet en opskrift på klassisk citrontærte, som man normalt laver med et låg af marengs. Men man kan ikke lave rigtig marengs uden hvidt sukker, så jeg har udviklet en topping af flødeskum, pisket cremefraiche, sukkerfri flormelis og vaniljepulver, som smager fantastisk og får tærten til at se ud, som en citrontærte skal. Når jeg møder en forhindring, lægger jeg alle mine kræfter i at finde alternativer.
