I ET BOLIGBYGGERI i Københavns Nordvestkvarter står der ’Lærke Bagger’ med hurtig sort tusch-streg ved en af dørtelefonens knapper. Udefra ligner bygningen de fleste andre lejlighedskomplekser i bydelen med sine grålige mursten og kvadratiske vinduer, der er placeret med en lineals præcision. Men bag facaden finder man enhver strikkers Narnia. Designeren tager imod i døråbningen til sit kreative værksted i sin signatur-påklædning: Crocs med høj hæl, sorte jeans, ’Hard Rock Cafe’-T-shirt og et ’kom indenfor’ på drevent aalborgensisk. På den anden side af døren fylder farvekoordinerede garnnøgler reolerne fra gulv til loft i gennemsigtige kasser. Nye design er udstillet i størrelse miniature på Barbiedukker, der står på linje i vindueskarme og på kommoder. Der er perler, pailletter, malerpletter, notesbøger, klistermærker – alt, hvad et krea-hjerte kunne begære.
Lærke Bagger blev for alvor kendt for sit motto ’Just tie knots’. I praksis betyder det, at når ét garnnøgle løber tør til eksempelvis en sweater, binder man bare snoren sammen med en knude til det næste garnnøgle. Ingen tidskrævende og besværlige aflukninger, der forhaler processen. Og hver gang hun ligger inde med garnrester, samler hun dem i nye garnnøgler ved at binde snorene sammen – med det resultat, at de nye garnnøgler er finurlige farvelader i forskellige teksturer. ’Just tie knots’ er også et modsvar til perfekthedskulturen, hvor alt skal se strømlinet og lækkert ud i 20 nuancer af beige.
”Jeg har lavet et design, der hedder ’Det indre barn’-sweateren, fordi jeg gerne ville have, at man lavede trøjen ud fra de samme dogmer, som når børn tegner. Uden retning eller respekt for, hvor papiret starter eller slutter, eller hvilke ting man kan sætte sammen. Børn putter lige lidt limstift på, den virkede måske ikke, og så klipper de en trekant i papiret. Og så siger de voksne: ’Ej, nu har du ødelagt den flotte tegning.’ Men jeg vil gerne have den der rene, rå, eksperimentelle kreativitet frem, hvor man gør det, man har lyst til, når man har lyst til det,” siger Lærke Bagger.
Hun har sat sig ved det store arbejdsbord, der er rummets epicenter, med en kop dampende Nescafé. Imens hun snakker, strikker hun rundt på nogle tykke pinde, for hun har det bedst med at have noget i hænderne.
”Det er ærmet på en sweater til Jacob Haugaard,” siger hun, og ærmet vokser hurtigt i gult, plysset effektgarn, sort, rød og noget, der ligner candyfloss.
”Må jeg vise dig det?” spørger Lærke Bagger, når hun taler om en bestemt teknik eller en særlig trøje, hun strikkede på et bestemt tidspunkt. Og fluks flyver hun op fra stolen, åbner en låge eller løfter et låg og finder det helt rette uldne eksemplar og breder det ud på gulvet.
LÆRKE BAGGER VOKSEDE OP i Aalborg med sin mor og sin stedfar. Håndarbejdet var til stede i familien, ikke som en dominerende virksomhed, mere en stille syssel, der blev taget frem i små lommer.
”Det er måske en lille smule pinligt og også noget, man ikke rigtig skal sige højt, men vi er ikke en særlig fysisk aktiv familie. Du ved, vi kan godt lide at gå ture, og så sætter vi pris på at sidde i en have med et koldt glas vin og at lave håndarbejde foran fjernsynet,” siger Lærke Bagger.
Det allerførste, hun selv strikkede som barn, var et stribet halstørklæde i røde og koboltblå striber, og så fyldte hun ellers sine notesbøger op med tegninger af tøj. Hun drømte om at blive rockstjerne eller designer, fortæller hun, mens hun lægger ærmet til Jacob Haugaards sweater fra sig og finder en af notesbøgerne frem, der mest af alt ligner et kunstværk. Den er fuld af billedcollager, formfuldendte tusch-noter og tøj-design. En af tegningerne er en cardigan med en stor plysset kant. Barndoms-tegningen er vakt til live og hænger på en bøjle på en af værkstedets reoler.
Det vældede ikke frem med kreative uddannelser i den nordjyske hovedstad, så selvom Lærke Bagger havde strikket og designet på livet løs op gennem gymnasiet, startede hun på Københavns Universitet. Egentlig ville hun gerne have gået på litteraturvidenskab, for der gik alle de lækre fyre, men hun havde ikke snittet og begyndte i stedet på religionsvidenskab, som viste sig at være ret optimalt. Forelæsningerne var med designerens egne ord som en live-udgave af et rigtig godt P1-program, og så kunne man sidde og strikke imens.
Efter første semester droppede hun imidlertid ud og kom som 24-årig ind på designskolen i København i første hug.
”Det var den der følelse af at finde det rette univers. For første gang i mange år kunne jeg virkelig bare slappe af og lade mig føre med.”
På gymnasiet og på religionsvidenskab havde hun haft øgenavnet ’moster’, og i Blågårdsgade på Nørrebro i København, hvor hun arbejdede på en bar, var hun kendt som ’hende den unge, der strikker’. På designskolen var der ikke noget videre odiøst i at strikke, men det var ikke blevet mainstream endnu.
I dag ruller strikkebølgen ustoppeligt på sociale medier og på gader og stræder, ligesom Lærke Baggers design. De har været i modemagasinet over dem alle: Vogue. Og den amerikanske popstjerne Miley Cyrus har købt en af Lærke Baggers trøjer for en anseelig sum penge. Sangerinden havde set den på Instagram. Trøjen, en strik besat med håndsyede perler i alverdens farver, blev hentet af Cyrus’ personlige FedEx-bud og transporteret tværs over Atlanten.
”Der lå 100 arbejdstimer i den trøje,” siger Lærke Bagger.
TIL AUGUST ER designeren klar med opfølgeren til sin første bog ’Strik’. ’Strik 2 – En strikke-biografi’ er på den ene side spækket med nye design, der hylder 00’ernes og 90’ernes æstetik. På den anden side giver den et personligt indblik i, hvordan man pind for pind og maske for maske kan bearbejde sorg og svigt. Bogens motto er ’Knit it out’.
”Jeg måtte ikke få lov til at lege med Barbie for min far. Han syntes, at det var latterligt, og jeg ville bare gerne lave tøj til dem,” siger Lærke Bagger, der havde et problematisk forhold til sin far gennem hele sin opvækst og sit voksenliv.
Han elskede naturen, hun elskede mode fra barnsben. Og han forstod hende ikke. De var som nat og dag, havde svært ved at finde rytmen sammen og nåede aldrig at få talt ud, før det var for sent. Lærke Baggers far døde i Grønland, hvor han havde boet en stor del af sit liv. Og selvom den store forkromede forsoningssnak aldrig havde fundet sted, var sorgen og tabet stort hos datteren, som tog til Grønland for at blive klogere på sin fars historie. Og så gav hun sig til at strikke.
”Jeg havde taget en pose med garnnøgler med, som jeg syntes var fede. De var tykke og tynde. Jeg slog bare masker op, og på et tidspunkt satte jeg ærmer på. Det hele var så tungt og så svært, men mine hænder arbejdede bare,” siger Lærke Bagger.
Hulter til bulter-posen med garn blev til en trøje, og det blev startskuddet til hendes nye bog, hvor hun er gået på oplevelse i barndommen og ungdommen, dens pailletter, Diddl-brevpapir, ikoniske grønne alien-hoveder, Barbiedukker, gamle dagbøger, klistermærker og kalendere.
”Hvis man tør tage den energi, man har indeni, kan man virkelig få lavet nogle fede ting og samtidig få bearbejdet noget. Håndarbejdet kan fortælle en historie, som man måske ikke selv har ord for. Når jeg får noget strikketøj i hænderne, kan jeg fysisk mærke, hvordan min puls og min vejrtrækning bliver anderledes. Mine tanker forsvinder steder hen, hvor de har lyst til at tage hen. På en eller anden måde bliver der skabt en mental pause, hvor tankerne og hænderne lever deres eget liv,” siger Lærke Bagger.
I takt med at interviewet er skredet frem, har adskillige sweatere, kjoler og cardiganer fundet vej frem fra gemmerne og ligger nu i et glitrende patchwork spredt ud over gulvet. Resultaterne af en krøllet skaber-hjerne, men også udkrystalliseringen af en sorgproces.
”Jeg håber, at min nye bog kan hjælpe andre i lignende situationer med at dykke ned i håndarbejdet. Og måske også hjælpe dem med at tilgive. For det er også bogens budskab: at man skal tilgive sig selv og tilgive andre. Livet er for kort til at bære nag.”
