GRØNLAND, 2014
“Jeg tog til det nordlige Grønland for at spise syltede søkonger. Det er en særlig grønlandsk ret, som de kalder kiviaq. Søkongen er en lille fugl, lidt mindre end en due, der om sommeren kommer i gigantiske fugletræk ind over de nordgrønlandske fjelde, hvor de lander for at spise.
I byen Qaanaaq, lidt nord for Thulebasen, havde jeg fået kontakt til Hansi og Birthi, et ældre ægtepar, som i mange år havde hjulpet folk på rejser og ekspeditioner i Nordgrønland. De kendte opskriften på søkongerne, som ikke var nedskrevet noget sted.
Qaanaaq består af cirka 450 mennesker og omkring 3.000 slædehunde. Næsten alle i byen lever af fangst. For at fange søkonger sætter de lokale fangere sig oppe i fjeldene under camouflage med en lang træstang og et kæmpe net. Når fuglene flyver over, svinger de nettet og fanger flere hundrede ad gangen. Man må ikke kigge op fra camouflagen, så opdager fuglene én. Men de garvede fangere ved præcis, hvornår de skal svinge nettet.
I Nordgrønland er der flere slædehunde end mennesker.
Når man har fanget søkongerne, giver man dem et ordentligt gok, så de dør. Så tager man en sæl og udhuler den. Derefter presser man alle fuglene ind i sælskindet med fjer, næb og det hele. Man må heller ikke tømme dem for fuglelort, fordi søkongen spiser nogle særlige urter og bær. Resterne sidder i afføringen og er vigtige for fermenteringen.
Når sælen er helt fyldt og udspilet, syr man den sammen igen. Udenpå smører man med mattak – spæk fra en narhval – som danner en hinde og lukker den helt tæt. Det er vigtigt, at ingen luft kan komme ind, ellers kan man få pølseforgiftning, når man spiser fuglen.
Søkongerne fermenterer under en stabel af sten i et halvt år, nogle gange længere. Sammen med Hansi og Birthi tog jeg ud og hentede en færdig ’pakke’ med fugle, som vi fragtede hjem til dem. De boede i et lille hus, og Birthi mente, at vi skulle spise fuglene i deres køkken. Hansi, der ikke kunne fordrage syltede søkonger, skyndte sig at smutte.
Birthi og jeg bar sælen med søkonger ind i køkkenet. Så åbnede hun alle vinduerne, for der lugtede allerede råddent. Men det var intet mod den stank, der bredte sig, da vi sprættede sælen op. Det kan bedst beskrives som en blanding mellem virkelig sure tæer og en dåse svensk surstrømning, lige efter den er blevet åbnet. Bare 10 gange så kraftigt.
Lugten gik lige i næseborene, og min mave begyndte at rumle. Birthi fiskede en fugl op og sagde, at hun lige ville smage først. Hvis de syltede søkonger ikke er lavet rigtigt, kan man dø af at spise dem. Hun hev fjerene af og satte tænderne i fuglen. Kødet var lyserødt med små, hvide prikker over det hele. Med duggede briller og blod i hele hovedet vendte hun sig om mod mig:
’De er fine. Du tager også en.’
På det tidspunkt havde jeg det allerede, som om jeg skulle kaste op. Jeg samlede en fugl op og tog en bid. Forgæves forsøgte jeg at skille den fæle lugt fra selve smagen. Kødet smagte sødligt, som når man bider sig i tungen, og lidt af brændt metal, men det var svært at fornemme gennem stanken.
Mens jeg spiste fuglen, kunne jeg mærke, at jeg skulle kaste op. Der var ikke noget at gøre. Jeg kravlede op på Birthis køkkenbord, stak hovedet ud ad vinduet og knækkede mig, mens jeg lå på alle fire. Men Birthi, der var en rå dame, insisterede på, at jeg tog en mere.
Jeg tænkte, at når nu jeg var rejst hele vejen herop for at spise syltede søkonger og skrive opskriften ned, måtte jeg også kunne klare at spise to. Feberen bredte sig i min krop, jeg frøs og svedte på samme tid, og opkastet kradsede i min hals. Men jeg tog en mere.
Mens jeg spiste, kunne jeg mærke, at mine underbukser blev våde. Jeg prøvede at klemme ballerne sammen, men det var for sent. Jeg fik fremstammet til Birthi, at jeg skulle låne hendes toilet. Jeg styrtede derud, mens det væltede ud af mig. Et par minutter senere kom jeg kravlende ud i køkkenet igen, kun i boksershorts. Jeg kunne ikke stå op, og mit tøj var så gennemsvedt, at jeg havde smidt det hele. Jeg lå som en våd hund i fosterstilling og rystede, da Birthi kom hen og spurgte, om jeg var okay. På det lille fjernsyn bag hende fik jeg pludselig øje på Mette Blomsterberg, der stod og bagte kager i tv.
’Hvad fanden sker der?’ spurgte jeg Birthi. Hun forklarede, at i Nordgrønland brugte man syltede søkonger til at komme i kontakt med ånderne, der spøgte i fjeldene. Når de grønlandske trancetrommer spillede, spiste fangerne kiviaq, til de blev så febervilde, at de begyndte at hallucinere. I trancen fik fangerne et klarsyn og kunne pludselig se, hvornår isen brød, og lyset kom. På den måde vidste de, hvornår de skulle tage på fangst igen. At nå dertil krævede mere end to fugle, forklarede Birthi. Men jeg havde fået nok. Det tog mig flere dage at blive rask igen.”
Pirate’s Bay i Tobago.
TOBAGO, 2008
“Min kone (musikeren Karen Mukupa, red.) og jeg var på Trinidad og Tobago. Vi boede i Pirate’s Bay på nordøstkysten af Tobago, som er den mindste af de to øer. På det tidspunkt var der en del ballade. Nogle turister og backpackere var blevet udsat for voldelige overfald af lokale bander. Men vi tog dertil alligevel, fordi jeg ville besøge nogle vanilje- og kakaofarme på øen.
Pirate’s Bay er et lillebitte fiskersamfund, der ligger i en bugt med klart blåt vand, sandstrand og palmer, præcis som en tropeø ser ud på film. Da vi havde været der et par uger, blev vi venner med nogle af de lokale. Blandt dem var en kæmpestor mørk fyr, som hed Fanton. Til at begynde med var jeg lidt bange for ham. Men han viste sig at være en virkelig sød, lidt goofy mand, som tog os med på ture ind i regnskoven, og vi besøgte hans familie.
En dag sagde Fanton, at der var en fiskerfest på den vestlige side af øen, som vi skulle med til. Én gang om året samles alle byens fiskere og går fra hus til hus, hvor hver familie disker op med en ret og en drink – som tour de chambre på et kollegium. Normalt var der ingen turister, men Fanton havde fået os med. Jeg spurgte, om vi skulle være bekymrede for de overfald, der havde været på øen. Han svarede, at så længe vi var sammen med ham og hans venner, var der ingen problemer.
Hele aftenen gik vi fra ét hus til det næste, spiste og drak og sludrede med de lokale. Karen er mulat, så jeg var det eneste hvide menneske. Et stykke ud på aftenen kom Fanton hen og sagde, at vi skulle med over til et hus og spise seagoat. Jeg anede ikke, hvad det var, men forstod, at det var en vigtig del af festen. På det tidspunkt havde vi fået alt fra stegte blæksprutter til curry-retter med gedekød, kokos og citron. Jeg var helt mæt, fordi jeg ikke kunne styre mig. Men Fanton insisterede på, at vi skulle smage.
Vi ankom til et hus, hvor en masse lokale stod samlet om en kæmpe gryde. Jeg fik en lille tallerken stukket i hånden. På den lå en brunlig masse af kødstrimler og lidt tomat. Jeg tog et stykke i munden og kunne slet ikke genkende smagen.
‘Hvad er seagoat egentlig?’ spurgte jeg Fanton.
‘Det er havskildpadde,’ sagde han.
Fanton forklarede, at havskildpadde var en traditionel spise i Trinidad og Tobago, en skik, der var lige så gammel som det indfødte folk i det lille øland. Men fordi den er truet, var det blevet forbudt at spise den. Seagoat var slang, men også et dæknavn, fortalte Fanton, der til daglig arbejdede som kystvagt. Det var hans job at sejle rundt og kontrollere, at de lokale fiskere ikke havde havskildpadde i deres fangst.”
MONGOLIET, 2018
“I grænselandet mellem det nordlige Mongoliet og det sydlige Sibirien besøgte jeg nomadefolket tuvanerne. Det er et folk, der i mange år har levet med og af rensdyr, som de driver rundt i flokke. Jeg ville besøge dem med en fotograf og dokumentere deres hverdag.
Vi fløj til hovedstaden Ulan Bator, hvor vi mødtes med en fixer. Derfra gik den flere dage lange tur i bil mod nord. Landskabet i den del af landet er goldt og råt med bjerge og sne.
Ved grænsen er der en 50 kilometer bred zone mellem Mongoliet og Rusland, som man skal have en særlig tilladelse for at rejse igennem. Det er en gammel aftale, der blev lavet, fordi russerne ikke ville have, at tuvan-stammerne flyttede frem og tilbage over grænsen. De fik valget mellem at slå sig ned i Sibirien eller i Mongoliet, og mange familier blev delt. Tuvanerne er i dag de eneste, der ikke kan få tilladelse til at passere grænsen. Hvis de forsøger, risikerer de at blive skudt af russiske soldater.
Om sommeren driver tuvanerne deres rensdyr op i fjeldene. Om vinteren, når det bliver for koldt, søger de ned i dalene igen. De er vanskelige at finde, fordi man aldrig ved med sikkerhed, hvor de befinder sig. De har hverken mobiltelefoner eller internetforbindelse.
Vi kørte rundt fra by til by. Hver gang vi mødte nogen, stoppede vi og spurgte, om de vidste, hvor tuvanerne var. Den første nat måtte vi give op og overnatte på nogle madrasser i en lille landsby. Men næste aften fandt vi dem med hjælp fra nogle lokale. Vi var kørt helt derud, hvor grusvejene var blevet til dækspor, og dæksporene var forsvundet i sneen. Derude boede en stamme i 10-12 tipier sammen med en flok på hundredvis af rensdyr. Vi forklarede, at vi var kommet for at følge dem, og vi blev taget imod og fik plads i en af tipierne.
Tuvan-folket bor i tipier, som er nemme at transportere, når de flytter sig med rensdyrene.
Om natten kunne temperaturen nå ned under minus 20 grader. Jeg havde købt en mongolsk vintersovepose, lavet af kameluld, men det var ikke nok. Både fotografen og jeg hundefrøs. Mens vi lå der den første aften, kom konen fra den familie, vi boede hos. Hun var en lille, rynket dame i tresserne med et stort smil. Hun begyndte at fylde brænde i den lille kakkelovn i tipien, til den nærmest var rødglødende. Hendes datter kom med uldtæpper, og så blev vi puttet af de to fremmede kvinder. Vi gik begge ud som et lys på grund af den bagende varme.
Næste morgen stod vi tidligt op og fik serveret suttug shai. Det er sort te med salt og mælk, som varmes op og iltes på en særlig måde. Man løfter teen op med en øse og lader den falde ned i gryden igen gentagne gange. Det giver en helt særlig rund og blød smag. Hver familie i stammen havde deres egen opskrift.
Bagefter skulle vi drive rensdyrene ud. Normalt er rensdyr ikke et ridedyr, men tuvanerne var så tæt knyttet til dem, at de kunne ride på dem. Vi fulgte med og blev hele dagen sammen med en gruppe mænd fra stammen, som sad og passede på rensdyrene, mens de græssede – syv til otte timer i træk. I starten var jeg rastløs, men efterhånden som dagene gik, vænnede jeg mig til at lave ingenting.
Når det blev aften, trak vi rensdyrene ind omkring tipierne igen. I løbet af dagen havde kvinderne samlet brænde og lavet vand af smeltet is. Der blev tændt bål for at holde ulve væk, og tuvanernes hunde, som er store og bidske, passede på rensdyrflokken. Hver eneste aften fik vi tørret rensdyrkød med nudler. De spiste ikke andet. Dejen lavede de på et skærebræt, som de placerede oven på deres senge. Der var ingen køkkener i tipierne. Kødet blev nulret ud i en gryde og stegt med de grøntsager, der var til rådighed – men altid løg. Løget stammer oprindelig fra Mongoliet og blev spredt til Europa, da Djengis Khan og hans klan drog vestpå i krig. Det vokser stadig vildt i landet.
Ingen af tuvanernes opskrifter er skrevet ned. Men jeg nedfældede opskrifterne og tog dem med mig hjem. Vi blev hos tuvanerne i 17 dage. Om et årti eller to findes de formentlig ikke mere, fordi de unge forlader stammerne og flytter ind til de store byer. Desværre ender det ofte med hjemløshed og stofmisbrug, fordi de som naturmennesker har svært ved at tilpasse sig livet i byen. Jeg er glad for, at jeg nåede at opleve dem.”
