I NOGLE UGER havde Martin Wittrup Enggaard mærket en trykken for brystet. Ikke den slags trykken for brystet, der kan føles diffus, men en, der føltes, som om nogen var ved at bore deres knoer ind i hans solar plexus. Han fik let hovedpine. Var grådlabil. Og havde mareridt om barnelig og bestialske knivdrab. Men Martin Wittrup Enggaard sagde ikke noget til nogen. Hverken til sine kolleger eller til sin kone.
”Jeg turde ikke, fordi jeg tænkte, at jeg var færdig,” fortæller den i dag 39-årige drabsefterforsker. ”At være efterforsker var en drengedrøm, der var blevet til virkelighed, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg måske ikke længere kunne holde til det.”
I jobbet som efterforsker i Københavns Politi har Martin Wittrup set og hørt ting, der ville få det til at vende sig i de fleste. I mere end 10 år har han opklaret sager om personfarlig kriminalitet og mord – nogle gange på få timer, andre gange på halve eller hele år – og ofte har han siddet med såkaldte cold cases, sager, hvor det efter årtier stadig ikke er lykkedes politiet at finde frem til en gerningsmand. Hans arbejde er grunden til, at en 54-årig mand i juli blev dømt for det mere end 30 år gamle mord på Hanne With i 1990 takket været nye dna-analyser. Hans arbejde er også grunden til, at han har været lige ved at knække.
En eftermiddag for to år siden havde Martin Wittrup Enggaard taget tidligt fri og var ude at løbe en tur i nærheden af sit hjem. Det trykkede stadig for brystet, og undervejs på løbeturen sagde kroppen stop. Han måtte sætte sig under et træ på sin faste rute, og mens han sad der, begyndte han at græde. Det lykkedes ham at slæbe sig hjem, hvor han satte sig på køkkengulvet. Rakte ud efter en blok, som han og hans kone plejede at bruge til at lave indkøbslister. Og begyndte at skrive et digt.
en patrulje
fører ham ind
på bagsædet
i samme øjeblik
som jeg lander.
han virker
afklaret og rolig
iført smykker*
tom i blikket
munden lukket
han har taget hendes liv
(Fra digtet ’Oversvømmet’)
*Politi-slang for håndjern
DEN NÆSTE TID skrev Martin Wittrup Enggaard digte på stribe. Og åbnede op, både over for sin kone, sin nærmeste leder og senere den psykolog, som han stadig går hos i dag. At skrive blev en ventil for ham, først digtene og senere en dagbog, og da der var gået halvanden måneds tid, var den trykkende fornemmelse i hans bryst aftaget. Når han efterrationaliserer i dag, kan han godt genkende ting i sine mareridt, som stammede fra de sager, han dengang arbejdede på, men der var ikke én specifik hændelse, som udløste hans sammenbrud.
”Jeg tror snarere, det var et resultat af for meget arbejde og for mange voldsomme hændelser i for lang tid,” siger han.
Martin Wittrup Enggaards digte er med hans egne ord ’arbejdsbeskrivelser’. De er konkrete, enkle i deres udtryksform og beskriver de ting, der er en del af hverdagen som drabsefterforsker i politiet: mord på børn, partnerdrab, utallige knivoverfald og sager, hvor kvinder er blevet voldtaget og gennembanket.
”Det kan være ekstremt hårdt psykisk, og digtene blev for mig også en måde at rense min krop og sjæl for nogle af de mange forfærdelige ting, jeg havde set,” siger Martin Wittrup Enggaard.
I løbet af de sidste to år har han skrevet mellem 250 og 300 digte i alt. Da han havde været i gang i et stykke tid, talte han med sin gode ven Haidar Ansari, som også er digter og har udgivet ’Institutionaliseret’, en digtsamling om at vokse op i Urbanplanen på Amager. Ansari spurgte, om han måtte læse Enggaards digte, og da han var færdig, sagde han: ”Det der er du nødt til at prøve at få udgivet.”
Martin Wittrup Enggaard sendte sine digte ind til et forlag, og i september i år udkom hans første digtsamling, ’Enhver kontakt efterlader spor – Politidigte’. Efter udgivelsen har han i flere medier efterlyst, at man i politiet bliver bedre til at tale højt om et arbejdsmiljø, der kan være meget psykisk belastende, men først og fremmest har digtene været ”en efterforskning af mit eget sind”, som han siger.
”Gennem digtene og psykologsamtalerne blev jeg klogere på, hvad det var, der fik mig til at reagere. Det gik for eksempel op for mig, at mine mareridt om knivdrab ofte stammede fra drab, der var meget voldsomme, og hvor der havde været rigtig meget videomateriale fra gerningsstedet. Nogle af mine kolleger bliver mere påvirket af lyd – som alarmopkald – men jeg reagerer meget på det visuelle, og derfor ser jeg i dag kun video, hvis det er strengt nødvendigt for, at jeg kan udføre mit arbejde.”
en psykopat
tæver sin
femåriges psyke
ved at slå
den femåriges
mor til blods
får den femårige
til at pisse i sine bukser
(Fra digtet ’Et dansk hjem’)
SOM DRENG DRØMTE Martin Wittrup Enggaard om at blive brugsuddeler i den lokale brugs. Indtil den lokale brugsuddeler en dag forsvandt sporløst under en ferie, og så virkede det alligevel lidt for farligt. Han har tidligere kaldt sig selv ”et bange barn”, og i det lys kan det virke mærkeligt, at han er endt som drabsefterforsker, men der var noget ved politiarbejdet, som fascinerede ham: Hans mor har stadig danske stile liggende derhjemme, hvor han skriver om at opklare drabssager for FBI under pseudonymet Mike Fox.
”Jeg var også besat af ’X-Files’ og ’Frækkere end politiet tillader’, men jeg gjorde ikke rigtig noget ved den der drengedrøm, før jeg som 23-årig – efter et mislykket forsøg på at blive kok – søgte ind på Politiskolen,” fortæller han.
Dengang, i 2008, drømte de politistuderende om tre ting ifølge Martin Wittrup Enggaard: at blive motorcykelbetjent, hundefører eller komme i aktionsstyrken. Men han ville være efterforsker, og han var blot 27 år gammel, da han blev ansat i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet i Københavns Politi. I mødet med hverdagen som efterforsker er hans egen fascination for længst forduftet, men i mellemtiden synes resten af verden at være blevet fuldkommen besat af true crime.
”I det meste true crime er der et slør, som gør, at folk kan holde ud at lytte til det eller se det på Netflix,” siger Martin Wittrup Enggaard, ”men i mine digte forsøger jeg at trække sløret væk. Jeg synes faktisk, at der bliver lavet både god krimijournalistik og true crime, jeg prøver bare at åbne en ny dør og sige: ’Det er sådan her, det er i virkeligheden.’”
Enggaard oplever ofte, at folk ganske enkelt ikke ved, hvad hans job går ud på. Både fordi det traditionelt set er blevet fremstillet lettere overfladisk i film og på tv, og fordi politiet ifølge ham historisk set har været dårlige til at fortælle offentligheden om deres arbejde – modsat for eksempel sygeplejersker og lærere.
”Min faglighed som efterforsker bliver ofte reduceret til, at jeg står og skriver lidt ned på en blok, løfter lidt i det hvide ligklæde, taler lidt med kriminalteknikeren og går igen. Men i virkeligheden kan det tage 10 timer at gennemgå et gerningssted. På samme måde ser man tit i tv-serier, at en efterforsker bare lige veksler et par hurtige ord med retsmedicineren, men jeg har været med til obduktioner, der varede i 16 timer. Jeg tror, det er vigtigt, at vi i politiet bliver bedre til at tale både med hinanden og med omverdenen om, hvad det er, vi går og laver.”
Derfor gjorde det Martin Wittrup Enggaard glad, da hans makker i politiet efter at have læst digtsamlingen skrev: ”Endelig er mit ubeskrivelige arbejde blevet beskrevet på skrift.” Han har også modtaget beskeder fra pensionerede politibetjente, som fortæller, at de har oplevet det samme som ham, men aldrig fik sagt det højt til nogen – og for nogles vedkommende sidder tilbage med en PTSD-diagnose. Martin Wittrup Enggaard håber, at hans digtsamling kan være med til at skabe dialog, både i og om politiet – ”så vi ikke alle ender som udbrændte træmænd, når vi en dag går på pension”.
fotografierne ligger
på mit skrivebord
en mand
en kvinde
et barn
en ældre
en sort
en hvid
jeg ser de dræbte
fra de uopklarede drab
i øjnene
hver dag
med hver deres forskelligheder
er alle øjnene lige
(Fra digtet ’Skrivebordet’)
