LANGS EN MOTORVEJ i Lagos er to unge mænd i gang med at tæve hinanden i gruset. Et par gutter forsøger at stoppe kamphanerne, mens andre springer til for at udvide slagsmålet. Nogle meter derfra sidder en større gruppe mennesker under en motorvejsbro og betragter optrinnet med business as usual–udtryk i ansigterne, mens de kigger på deres smartphones.
Længere inde i hjertet af megabyen står 20-30 mænd og råber og peger hinanden i ansigterne på en tankstation for at komme først i køen til de skrabede mængder benzin. Nigeria er en af verdens mest olierige nationer, og de sorte dråber udgør næsten al landets eksport, men i Lagos, der er et økonomisk knudepunkt i Vestafrika, er der ikke brændstof nok til alle. Ingen andre i gadebilledet ænser dog den benzin-tørstige klynge på tankstationen. Anslag af desperation er en del af byens puls, tapet og akustik, hvor millioner af nigerianere bruger mere end seks år af deres liv i trafikken.
Telefonnumre på chauffører, pengeudlånere, solcelle-investorer, sekretærer og hushjælp er skrevet på murene langs de flersporede veje, men mange steder står der også ’Not for sale – Beware of 419’ – et tal, der henviser til en paragraf i landets straffelov, der omhandler svindlere, som sælger ting, de ikke ejer.
Blandt smadrede folkevognsbusser og privatbilister, der i køerne ikke kan rykke sig ud af fjedrene, forsøger gadesælgere at komme af med dartspil, spejle, bananer og plakatkunst med solnedgange og halvnøgne damer. På kæmpe billboards, som danner skygge til vejenes hjemløse, fortæller tandsmilende typer om Guds velsignelse, om realityshows eller om indsigter i vejen til rigdom på sociale medier, og fra en plakat på et markedsstræde reklamerer en politiker med gratis wi-fi. Alle ved dog, at politikerens internet slet ikke virker, fortæller en lokal chauffør.
Lagos er en make it or break it-city, folk strømmer hertil fra resten af Nigeria og fra Vestafrika, og kan man med sin telefon klare den her i ’det blomstrende, ødelagte Nigerias New York’ – som Los Angeles Times har kaldt byen – kan man klare den alle steder i Afrika.
MILLIONER AF NIGERIANERE har nemmere adgang til en smartphone, end de har til pålidelig elektricitet, og overalt i Lagos er smartphones klistret til folks hænder som en forlængelse af deres kroppe. I et land med 40 procent arbejdsløshed er en smartphone og dens mulighed for at optage billeder og lyd blevet en vej frem, væk og måske op.
Nollywood kaldes Nigerias filmindustri, der med centrum i Lagos vokser og vokser midt i landets vildnis af økonomisk krise og korruption, og drømmen om at blive opdaget og måske blive til noget på skærmen driver håbet for stadig flere.
Usynlighedens kviksand truer rundt om alle gadehjørner i metropolen med cirka 23 millioner indbyggere, og en håbefuld skuespiller kan derfor sagtens også være stuntmand og producer, en makeupartist er måske også dj og produktionsassistent, og en klipper kan også være SoMe-manager eller rapper.
I Nigeria kræves ikke vanskelige tilladelser eller velpolstrede budgetter, men kun et kamera – eller en smartphone – for at skyde og færdiggøre en film i en boomende, anarkistisk filmindustri, der sørger for job til omkring en million mennesker.
Nollywood-industrien, der primært servicerer det afrikanske kontinent, men har fået tag i Netflix og andre globale streamingtjenester, producerer årligt et antal udgivelser, som på verdensplan kun overgås af Bollywood i Indien. Branchen bliver af nigerianske politikere kaldt for landets nye olie, der skal dryppe økonomisk fremgang og global anerkendelse ud over Afrikas mest folkerige nation, hvor to tredjedele lever for under to dollar om dagen, hvor den såkaldte median-indbygger er knap 18 år, og hvor fattigdommen er voksende.
Drømmen om hurtige penge og fremgang blev oprindelig plantet i 1992, hvor filmen ’Living in Bondage’ satte gang i Nigerias første filmiske nybølge (i filmen dræber en mand sin kone og ofrer hende for at få adgang til rigdom), og ifølge skuespiller Tega Olose lever den drøm sitrende videre i nutidens mange telefonhænder. I en donutbar i et storcenter i Lagos siger han, at mange nye skuespillere indimellem ser på sig selv som prostituerede, der må hoppe på flere og flere kunder.
”Vejen til økonomisk stabilitet findes gennem en stærk tilstedeværelse på sociale medier. Så øges vores værdi og forhandlingsmagt,” fortæller skuespilleren, inden han bliver omringet af fans, der vil fange ham med deres telefoner.
Pludselig går strømmen i gadelygterne i Lagos, men de blå telefonskærme lyser stadig. Jagten efter følgere, penge og publikum er i den grad levende, og nigerianerne filmer og tager selfies, som de trækker vejret.
Skuespilleren Tega Olose har 6.500 følgere på Instagram og kæmper for at få flere.
23-ÅRIGE OBETTA Chukwuebuka Luke – eller bare Olek, som han kalder sig – er en af de tusindvis af unge nigerianske skuespillere in spe, som vil med på bølgen.
En dag sad han i sin lille lejlighed i Lagos og optog sig selv på sin iPhone 6, mens han sugede luft ind med næsen og hostede af gråd. ”Jeg var sur på dig, fordi du skred. Jeg var kun otte år,” sagde han i sin monolog på telefonskærmen, gispede efter vejret og snøftede, mens han dumpede hovedet i hænderne og malede al den smerte frem i mimikken, som det improviserede drama om en dreng, der bliver forladt af sin far, kunne trække.
Olek finder selv på sine monologer, som han sender til folk med fødderne i Nigerias filmindustri. Derefter folder han sine hænder og kigger mod himlen og håber, at Gud og en filmproducent i Lagos hører hans bønner.
Olek har en tå indenfor i Nolly-wood og går rundt foran en bygning, der hælder som et overbelastet palmetræ og udlejes som filmstudie i det nordøstlige Lagos, inden han løfter en generator ud af en minibus i selskab med en gut, der kalder sig MC Zubby.
De to er såkaldte personal assistents på optagelserne til spillefilmen ’My School Daughter’, der filmes på fem dage, smides på YouTube og koster cirka 2.700 dollar at producere.
”Jeg ved godt, I ikke tror på den slags,” siger Olek, prikker mig på skulderen og hentyder til vesterlændinge, mens vi kigger ned i MC Zubbys telefon. På skærmen kører en sketch med en mand, der har indgået en pagt med djævlen for at blive rig.
MC ZUBBY HEDDER egentlig Nwachi Nzube Prince, han er 24 år, og han er skitmaker, som er et udbredt fænomen i den nedre del af Nollywoods statuspyramide. De korte videoer, som ofte indebærer slapstick og falde-på-halen-komik, ryger på Instagram og TikTok, og derefter skal likes og emojis forhåbentlig bære skit-skaberne frem til betalte jobs i filmindustrien.
”Det er svært at blive anerkendt som upcomer,” siger MC Zubby og ryster på skuldrene i sin Balenciaga-T-shirt.
I en minibus kører crewet hen til en kiosk, hvor der skal skydes scener til YouTube-filmen, og på bagsædet af en anden bil sidder to kvindelige skuespillere. Den ene prøver at spise en risret fra en plastiktallerken, mens bilen hopper hen over hullede veje, og damerne flækker af grin og taler såkaldt broken English i en cocktail af igbo og yoruba – to af de største sprog i Nigeria – blandet op med engelsk.
Den ene hedder Chisom Umennadi, hun skal spille med i scenen i kiosken, hun har et tykt ar hen over halsen efter en operation, og hun drømmer om ”de store platforme”, som hun siger med blød og stolt stemme: ”Netflix. That is the goal.”
Håbefulde Olek tjekker sine SoMe-profiler under optagelserne til endnu en YouTube-spillefilm.
DAGENS FILM HANDLER om en kvinde, der har fået så mange aborter som ung, at hendes livmoder er blevet ødelagt. Nu planlægger kvinden at liste sovepiller ned i glasset til en yngre kvinde, som skal voldtages af hendes ægtemand, så han kan få sit ønskebarn. Historiens morale om konsekvensen af ungdommelig promiskuitet får instruktør Kingsley Fresh Onyenma til at smile i skægget foran kiosken. Han er tidligere fodboldspiller og har skudt 50 film på tre år.
En kvinde kommer gående med glinsende paryk.
”Jeg er klar,” siger Genny Uzoma, som ’hustruen’ hedder i virkeligheden, og hun sætter sig højtideligt tilbagelænet i en airconditioneret bil, mens film-crewet bærer gear rundt i stegende hede, og MC Zubby på sin telefon optager behind the scenes til instruktørens SoMe-kanaler.
En restaurant bag kiosken bliver brugt som sminkerum til optagelserne, og her får skuespillerne lagt makeup, mens de har næser og øjne i deres Instagram-feeds. I lokalet sidder også en kraftig, barfodet herre i et turkis outfit, han ejer restauranten, og han får hældt en urtedrik op fra en plastikdunk.
”I skaber ikke content til forretningen,” siger han med en autoritativ røst, der nærmest drukner i lyden af piskende gulvventilatorer.
”Hvor er telefonen?” spørger han lidt efter og kigger rundt. Åbenbart er der forsvundet en telefon fra en skuffe, og restaurantejeren vil ikke hæve mødet, før en synder kryber til korset. Pludselig går strømmen i lokalet, ventilationen forsvinder, og skuespillerne skal have duppet deres pander for sved.
Samtidig, inde i kiosken, bliver udstyret gjort klar til scenen. Olek hopper ud fra den klemte butik og fortæller, at han har været statist på et par nigerianske film og haft enkelte replikker. Og at hans forbillede er den hårdtpumpede hollywoodstjerne Dwayne ’The Rock’ Johnson.
”Måske er jeg for ambitiøs,” siger Olek med et genert blik, som han vasker væk med et grin og en piruet i luften, mens han lader, som om han skyder en basketbold i en kurv.
Lidt efter har Olek sneget sig ind i kiosken igen, han leger kameramand og filmer tæt på de kvindelige skuespillere med sin telefon.
”Don’t try to film inside me,” siger Chisom Umennadi og kigger irriteret på ham, mens hun tager sig til brystet.
Bagved, omme i restauranten, rister bossen stadig sine ansatte.
”Lagde du telefonen tilbage, efter du tog dine snaps? Hver gang nogen fortæller dig, at du ligner en skønhedsdronning, smider du dine billeder på nettet,” siger han til en kvinde med en hestehale ud af hullet i sin kasket. Den unge kvinde nægter at have taget telefonen, restaurantbossen truer med at ringe til politiet, men han lader ikke til at få nogen af de ansatte til at påtage sig skylden i løbet af de par timer, han holder dem fast i sit forhør.
Tilbage i kiosken skal scenen i kassen. Skuespillerne og resten af filmholdet beder alle fadervor og slår korsets tegn, på nær en lydmand, som sætter hænderne foran øjnene og siger Allahu Akbar. Instruktøren Kingsley Fresh Onyenma, der ud over at være filmmand også er skuespilscoach og content creator, kigger i sin monitor. Så råber han: ”ACTION.”
Olek (th.) kæmper for at få roller i Nollywood, men Hollywood er hans helt store drøm.
LAGOS ER ADSKILT mellem et fattigt fastland og en gruppe mere velhavende hel- og halvøer, hvor trafikken glider mere glat. Victoria Island er epicentrum for meget af filmindustriens glimmer og glamour, og her skyder megabygninger i brutalistisk, kinesisk-modernistisk og afrikansk-futurisk stil i vejret og lader hånt om ædruelige byplanlæggeres drøm om arkitektonisk sammenhæng. Øens offentlige rum og dens private arrangementer er adskilt af vagter med våben og mure af stål, og i underetagen hos luksuscentret EbonyLife Place står to orangehårede kvinder og twerker foran en slank mand med guldkæde og blank læderjakke bag en dj-pult. Dj’en vrider kroppen elektrisk, fyrer op for basgangen, og næsten alle i lokalet filmer det røvrystende spektakel på deres telefoner.
En gruppe unge kvinder skal i biografen nogle etager længere oppe i centret og har travlt med at lave trutmunde. Kvinderne snor sig rundt om gelændere og poserer, som var de født til disciplinen, mens deres telefoner blitzer løs. ’Give Girls Money,’ står der over brystet på en af kvinderne, som sulter efter sit spejlbillede og tager rundt regnet hundrede selfies på få minutter.
Biografgængerne i EbonyLife Place står skarpt i veloursæt, skinnende loafers og gummisko og dufter af parfume og popcorn.
”Folk klæder sig pænt på, når de går i biografen,” siger Blossom, der står bag en disk og sælger sodavand. Hendes krøllede lokker falder ned over ørerne som mågevinger, og hun forsøger med charme og stædige smil at afværge irritationen hos en muskuløs fyr med to telefoner fremme. Han ruller vredt med øjnene og vrisser over tempoet i hendes servering, mens strømmen kommer og går.
I 2010 var der kun tre reelle biografer tilbage i Nigeria. Dengang blev de fleste Nollywood-film brændt på cd’er og solgt på ulovlige markeder, hvilket gjorde det vanskeligt at tjene penge i branchen, hvor the big buck er forbeholdt en snæver A-liste. Men gradvist steg mængden af mere professionelle film, og senere kom Netflix, Amazon, de afrikanske streamingtjenester samt YouTube og pillede brodden ud af cd-piraterne.
I dag er der cirka 50 biografer i landet – tallet er svært at gøre op, fordi mange steder åbner og lukker konstant – men langt de fleste findes i Lagos, og de har en lettere eksklusiv odeur over sig.
Fyren, der sælger popcorn med salt, sukker og chokolade, fortæller, at de fleste biografgængere kommer her for at se hollywoodfilm, medmindre store blockbusters fra Nollywood ruller over lærredet, såsom ’Beasts of Two Worlds’, der handler om en konges kamp for at bevare sin trone, eller ’Funmilayo Ransome-Kuti’ om den aktivistiske mor til Nigerias musikalske folkehelt, den afdøde Fela Kuti.
Et ægtepar i fyrrerne skal se den nyeste film i ’Mad Max’-serien fra Hollywood.
”Enhver kan lave en film, men fortællingerne halter,” siger manden om stilen fra Nollywood, mens han svarer beskeder på sin telefon. Hans kone, Bola, glider over i køen til snacks. Hendes filmsmag glider, i modsætning til hendes mands, mod Nollywood.
”Det er en proces,” siger hun og smiler.
Instruktør Kingsley Fresh Onyenma og skuespiller Chisom Umennadi.
AT TRÆKKE LUFT ind i ’slummens Venedig’, som bydelen Makoko kaldes, føles som at tage en slurk af røgen fra et bål. Regnen står ned i stænger, og der lugter af benzin, fosfor og svovl, som snører halsen sammen. Ingen ved, hvor mange her bor, slag på tasken svinger med flere hundrede tusind, men sikkert er det, at husene står på pæle, der stikker op fra havet, mens de dele af området, der er landfast, er forbundet af stisystemer, hvor jorden er presset sammen af plastikflasker, blikdåser og pap.
Den nigerianske journalist Tolu Ogunlesi har i The Guardian kaldt det flydende slumkvarter for ’Lagos-politikernes mareridt’, da ingen bilister, som kører over byens mest trafikerede bro fra de rige øer til fastlandet, kan ignorere synet af Makoko i vandoverfladen. Makokos ’gondolierer’ skærer årerne gennem vandet, der er fyldt med skrald, og balancerer i bare tæer på rælingen af smalle fiskerbåde. Børn i skoleuniformer får undervisning under bliktagene, beboere børster tænder og barberer sig i snævre døråbninger, og væggene på de tilsodede og porøse huse ligner brændt avispapir.
På Floating Bar er blinkende lyskæder bundet rundt om huspælene, på et vægmaleri indenfor penetreres en kvinde med tungen ud ad mundvigen af en mand med et knoglelignende lem, og på en tv-skærm kører en amerikansk film med Jennifer Lopez.
I baren præsenterer en kok sig som Maurice, og han peger på et af slumkvarterets musikalske håb, som sidder på beværtningen med regndråber i skægget, fletninger bundet stramt i nakken og en hættetrøje, hvor der står ’Wratty G – The Maktown Boy’.
”Alle vil have selfies med ham,” siger Maurice, mens Wratty G henter sin hæse stemme et stykke nede i halsen.
”Mit talent kommer fra Gud,” siger den 35-årige afropop-sanger, mens en fyr på barens veranda står og pisser ned i vandet, hvor en kvinde ikke langt derfra sorterer mango i sin båd.
Wratty G fortæller, at han promoverer sin musik på Facebook, Instagram og TikTok, men stadig har til gode at se ”a whole lotta money”, og at han leder efter finansiering til sin næste musikvideo.
”Verden skal nok lytte til mig,” siger han. Hvis Wratty G får mange følgere på sociale medier, vil han få mulighed for at promovere produkter, forklarer han. ”Fol-low-ers.” De tre vigtige stavelser bliver sagt langsomt og præcist, mens Wratty G åbner sine arme som Messias.
Wratty G er et af talenterne i Nigerias musikindustri.
MURE ER SAT op mellem togskinner og gader i Lagos for at forhindre sælgere i at afsætte frugt og elektronik midt på jernbanen, hvilket tusindvis af lokale gjorde for et par år siden, så lokomotivførerne måtte blæse for sælgernes liv i hornet. Der er dog stadig små boder langs skinnerne, og på en gangbro sidder en ung kvinde med blottet, højgravid mave foran en pose småmønter og en megafon, som blæser gospelsang. Kvinden nynner en remse og kigger på forbipasserende med desperate øjne.
De fleste varer på markederne i Lagos er fra Kina. Mannequinerne er blege, men formerne er afrikanske. Foran en slags fabrikshal fyldt med små bikse kommer en ung fyr, som ser bedøvet og åndsfraværende ud. Han slæber på en rygsæk og er på vej til togstationen.
”Jeg er kunstner, men har brug for en mentor. Hvad med jeres brand?” spørger han, da han ser fotografens kamera. På et splitsekund samler en gruppe højrøstede fyre sig rundt om os. Vi skal videre nu, siger de lokale, som vi har allieret os med, når vi bevæger os rundt i Lagos’ gader. Hvis vi bliver her, skal vi hoste op med penge, får vi at vide, sådan er proceduren mange steder i Lagos, hvis man er ikke-afrikaner og bevæger sig rundt med en synlig kameralinse.
En stor del af byrummet bliver efter sigende kontrolleret af gadebander – såkaldte area boys – der kradser penge ind fra folk, der gør noget usædvanligt. Området ved markedet i hjertet af Lagos’ fastland er ingen undtagelse, informeres vi af vores lokale hjælpere. Vi løsriver os fra vrede stemmer og blikke og stryger hurtigt videre til kvarteret Yaba, der er kendt som byens tech hub.
Her sidder 24-årige Harry Godfrey i en frisørsalon og kigger på sig selv i spejlet, mens han får nivelleret skægget med mikrometers præcision. Den digitale kunstner kan lide, hvad han ser. Harry Godfrey taler mekanisk og koncist, og under forklædet med amerikanske stjerner og striber skjuler han ikke selvtilliden på sin nigerianske generations vegne.
”Vi er vibrerende individer på jagt efter økonomisk frihed. Vi er intelligente og finder hurtige løsninger på vores problemer,” siger Harry Godfrey, der laver kunst på computer og iPad, men også vægmalerier, som han viser på sin telefon, mens han beroliger sig med, at Ud & Se har fået navnet på hans instagram-konto. Harry Godfrey sigter efter de fine gallerier i London og USA, og han bebrejder ikke de unge nigerianere, som tager den barske og illegale vej mod den nordlige halvkugle: ”De prøver at redde deres liv.”
”Eh-mmm,” siger en kvinde, der sidder bag os i en Louis Vuitton-trøje med Andersine og frembringer et ordløst amen, mens hun suger i en pose isvand.
”De skal passe på, at de ikke falder i de forkerte hænder,” råber kvinden, der hedder Viola. Hun ryster på hovedet, så hendes tunge øreringe svinger rundt i luften, mens hun brokker sig over værdien af den nigerianske møntenhed, naira.
”Landets økonomi er fjendtlig,” siger Viola, og Harry Godfrey nikker. Hans fleksible karakter vil dog ikke lade sig tæmme af nationens tilstand, og nu er der ikke en finger at sætte på hverken skægget eller hans veltrimmede frisure. ”I am not going to lie about it,” siger Harry Godfrey og kigger sig i spejlet: ”Jeg tror også, jeg kan blive skuespiller.”
Kunstner Harry Godfrey er også klar til filmindustrien.
PÅ HALVØEN LEKKI i det nordøstlige Lagos løber 23-årige Olek i træningstøj og kondisko rundt foran et hvidskinnende hotel med græske søjler. Den unge skuespiller-aspirant drøner med et drenget smil forbi en kvinde, som sidder på en kantsten i hotel-uniform, mens han løfter armene i triumf, som var han Sylvester Stallone i ’Rocky’.
Olek er housekeeper på det mondæne hotel Presken White House, han er smuttet ud ad porten for at holde pause, og han taler lavmælt, mens han gnasker forpustet i et tyggegummi: ”På hotellet skal de helst ikke vide, at jeg er into movies,” siger han. Oleks chef skal helst ikke blive bekymret for, om den unge mand kan finde tid til at passe sit arbejde, forklarer han. Men hvis Olek en dag bliver filmstjerne, løber han aldrig igen ind ad porten til flere døgnvagter på hotellet.
”Så fuck det her job,” siger han og spjætter med de spinkle arme.
Mens gartnere børster blade væk med sivkoste og finkæmmer græsplæner foran skinnende palæer, fortæller Olek, at han betaler sine yngre søskendes regninger, at hans mor er syg, og hans far er død, så han kan ikke smide gulvmoppen og de hvide håndklæder – endnu.
Han drømmer om skurkeroller, ”not the lover boy role”, siger han og forsikrer mig om, at han også kan spille rollen som blid fyr. Olek prikker én på skulderen, når han vil sige noget vigtigt, og hvis han virkelig vil vokse som skuespiller, siger han, må han orientere sig mod Hollywood. Derfor ser han amerikanske film og tager ved lære af skuespillernes ansigtsudtryk.
Drømmen om at komme på skærmen blev plantet, da han som barn blev en del af dramaholdet i den lokale kirke i den østlige stat Enugu, hvor han er fra. Han fik ros for sit skuespil, og så ”voksede hans hoved”. Men hans mor mente, at skuespillere, der render rundt med pistoler på lærredet, må være dårlige mennesker, så Olek begyndte at studere til katolsk præst. På en religiøs skole ville en af de lærde hjælpe ham med et stipendium til at spille basketball i USA. Olek skadede dog sit knæ ”playing with the big boys”, fortæller han og tager sig til knæet. Da han også dumpede i latin, kunne han hverken blive præst eller sportsudøver, og han rejste fra sin hjemstavn til Burkina Faso og siden til Lagos uden penge.
”Jeg var strandet og forvirret,” fortæller han.
I STORBYEN VASKEDE han biler for småpenge og boede på gaden, ofte uden at sove om natten, fordi myggene ikke lod ham lukke et øje. ”I was doing the whole street thing,” siger han og kigger over portene i det tavse overklassekvarter, hvor fuglene får lov at kvidre uforstyrret. Men så fik han en tjans i en shawarmabiks og serverede kebab for en mand, som skaffede ham job på et hotel. En dag sad en kunstner og fik en drink i hotelbaren.
”Jeg sagde: ’Please. I want to act’,” fortæller Olek og ser lidende ud. Kunstneren pegede ham i retning af en gratis filmskole, som blev springbræt til en rolle som statist i et kirkekor i filmen ’Ijakumo – The Born Again Stripper’, hvori en præst opdager, at hans yndlingsstripper faktisk er worship leader i hans egen kirke.
”Forbindelser er vejen til roller i Nollywood,” siger Olek og gentager: ”If you don’t have connections …”
På det modsatte fortov på villavejen i Lekki stryger en fyr med hoftevrikkende gang forbi os og taler i telefon, mens han lægger hovedet på skrå. ”Girl, I was in this vulnerable place,” siger han og vifter med fingrene. ”Men hvis denne producer ringer … I don’t mind,” siger fyren i telefonen, inden han går forbi os. Oleks vakse øjne spotter et par andre gutter længere nede ad vejen, som åbenbart har set sig lune på fotografens kamera. Vi bevæger os hurtigere tilbage til hotellet.
”Hvis ikke I var hvide,” siger Olek og kigger sig over skuldrene, ”ville de ikke try that shit with me.” Han puster sig op i den spinkle krop og griber lejligheden til at leve sig ind i rollen som den hårde fyr, han drømmer om at vise verden, han kan spille.
Der er cirka 250 etniske grupper i Lagos. Yoruba-stammen er den dominerende gruppe.
PÅ VICTORIA ISLAND rulles store Nollywood-smil ud på en grøn løber foran Terra Kulture. På gaden udenfor hænger hjemløse og tilfældige forhutlede gadestrejfere ud, men på kulturcentrets matrikel er tandsmilene kridhvide, og de traditionelle afrikanske ekviperinger snorlige og velstrøgne.
I anledningen af Africa Memorial Day er skuespillere, instruktører og andre kendisser samlet til et event, hvor Nigerias afrikanske arv og stolthed skal hyldes. Telefoner skifter hænder blandt mænd og kvinder i silkesæt og flydende kapper.
”Hvem tager mine snaps?” bliver der råbt i panik, og ingen chancer forspildes til gruppeselfies med de fremmødte notabiliteter.
”Jeg er superbegejstret for at stå ved siden af et ikon,” siger en korthåret kvinde med breaking news-musikalitet i stemmen og en lang mikrofon i hånden. Hun sender live til en nyhedskanal på YouTube fra arrangementet, og hun er i gang med at spørge den kendte aktivist og advokat Femi Falana, hvad han udleder af dagens temaer, som er historisk bevidsthed og national enhed.
Med blød hat, briller på næsen og hænderne under en blågul kappe fortæller 66-årige Femi Falana behersket om Nigerias rige fortid. Men han får hurtigt talt sig så varm i mikrofonen, at hans ord runger hele vejen ned til salen: ”Der er ingen national enhed. Det er ren luft,” råber advokaten og vifter med armene. ”Den herskende klasse, som udnytter os, er forenet. De er forenede i at plyndre landet for skatte.”
Femi Falana trykker brillerne på plads og retter skytset mod den europæiske kolonisering af Afrika. Han lader, som om han bladrer med fingrene: ”Vi læser stadig om fordelene ved kolonialismen i vores historiebøger. Fordelene ved undertrykkelse og udnyttelse?” spørger han retorisk ophidset og banker hårdt en håndryg ned i en håndflade.
”De bragte kristendom og tvang os til at ændre vores navne. Vi tror, at vi er civiliserede, fordi vi taler engelsk til vores børn,” råber Femi Falana og ler hånligt, mens tv-værten vender sig mod kameraet for at gengive dundertalen i hurtige overskrifter.
Skuespillere, producere og musikere hylder Nigerias rødder til Africa Memorial Day.
DR. FRICK ER en anden af dagens notabiliteter. Arrangementets konferencier glider ned i et møbel med leopardprint, hvor komikeren, skuespilleren, debattøren og familierådgiveren, som hans titler lyder på sociale medier, foreviges i kongestols-portræt på læssevis af telefoner. Hans smil skinner under en rund hat, ditto gør hans spidse sko og et håndtag i guld på hans stok.
Fred Frick Otite – som er hans borgerlige navn – er ikke pjattet med begrebet Nollywood, der blev opfundet af avisen New York Times i begyndelsen af 00’erne, fortæller han i et hurtigt interview med Ud & Se.
”Globaliseringens præg på branchen er en uafvendelig kraft, alle ønsker sig rigdom og berømmelse, men den lagosianske livsstil brødføder også konstant underholdningsindustrien med bizarre, chokerende og komiske lunser til kunstnerisk inspiration.”
Dr. Frick hviler hænderne på sin stok og forklarer videre: ”Måden, vi lever uden for skærmen, er underholdning. Du kan se en herre i jakkesæt, som tæver en kontrollør midt på gaden med en mappe i den ene hånd. Eller den smukkeste kvinde, som virker fejlplaceret som parkbetjent, eller små børn, der stjæler de voksnes telefoner på gaden. Lagos er fuld af kreativitet og mod, men du knækker, hvis du ikke hustler og deltager i rotteræset. Håbet om det store gennembrud giver næring til overlevelse.”
Lidt senere, inde i salen i Terra Kulture er telefonerne publikums øjne. Som ornitologer, der spejder i kikkerter, er de små linser zoomet ind på scenen, hvor dansere med håndholdte hestehaler bevæger sig i takt til dundrende trommeslag og en sitrende fløjte. Der stryger flammer og røg op fra en kurv i håret på en af danserne. Mens rytmerne blæser på scenen, fniser K Pack og Dee Shola udenfor over et spil kalaha på den grønne løber.
K PACK LEVERER musik til film, og han har en lædertaske under armen. Dee Shola er fotograf på gyserfilm, og hun taler med stakåndet iver om at nedbryde grænser og stereotyper i Nollywood.
”Tidligere skulle nigerianske film have en bestemt morale. Nu lærer vi at ryste os fri af bestemte kasser,” siger hun, mens K Pack nikker og færdiggør hendes sætninger.
”Og vi udvikler os,” siger han med blid stemme. K Pack har samme afrikanske hestehale liggende på bordet, som danserne svinger på scenen. Musikeren vifter med hestehalen, løfter bryn og når lige at åbne munden for at forklare, hvad halens formål er, da en kvinde stryger forbi i en knaldfarvet kjole og opsnuser det, han er i gang med at sige: ”Black magic,” råber de begge i kor.
K Pack smiler med et drilsk smil og et sitrende blik: ”Vi kan ikke benægte, at de hvide filmskabere gør det godt, men pludselig rykker vi nigerianere – and it will be amazing.”
K Pack (t.v.) og Dee Shola er sikre på, at fremtiden tilhører Nollywood.
PÅ EN GRUSVEJ i det vestlige Lagos står MC Zubby og banker på en hospitalsbog, der skal forestille en bibel. ”Guds barn bør angre, da Guds rige venter til sidst,” siger den unge skitmaker. Hans skæg er blødt, blikket er blidt, han svinger uroligt med overkroppen, og han er iført en krøllet, hvid skjorte og en sixpence-hat, for i dag skal han ikke være personal assistant, men er i stedet ved at glide i karakter som falsk præst med sit sædvanlige hold af sketch-skabere.
”Din forkyndelse skal være mere energisk. I need your acting, Zubby!” siger en fyr, der kalder sig Big Sam, mens han knytter en næve.
MC Zubby nikker og råber sin næste replik: ”Angr, du skal angre!”
Big Sam, der også er model og tøjdesigner, er i baggy jeans og T-shirt, som han har klippet af ved navlen. Han filmer med sin telefon, mens han instruerer en anden gut i en basketballtrøje i at bevæge sig hurtigere ind i billedet. Om lidt skal Big Sam træde ind i rollen som dødeligt syg lokal galning, der har brug for præstens helbredelse.
To unge kvinder går forbi, vender sig om og poserer til Ud & Se’s fotograf og til sketch-holdets telefoner, mens de fniser. Vennen Ekeki er også med på sketchholdet, han er i badesandaler og nålestribet skjorte, og han holder styr på kulissen og har overblikket over omgivelserne.
”Du har vel ikke en bibel, vi kan låne?” spørger Ekeki, da han ser en pige stikke hovedet ud fra en port foran en stor villa.
”God bless,” siger Ekeki, da pigen lidt efter vender tilbage med et troværdigt eksemplar af den hellige skrift.
Foran mobilskærmen hiver filmgalningens bror, med bævrende læber og skælvende ben, fat i MC Zubby og råber på præstens hjælp.
”Gud skal nok sætte ham fri,” siger MC Zubby og trykker hænderne mod jorden, mens Big Sam følger efter med sin telefon og hængerøvsbukserne halvt nede om knæene.
Næste scene kræver en anden location, det duer ikke at bringe selve galningen i spil med et stort hus som baggrundskulisse.
”Det er en komedie, folk vil ikke tro på, at galningen bor her. Vi får mange følgere, hvis seerne griner, forstår du?” siger Ekeki.
Alle arbejder gratis på sketchen, og MC Zubby arbejder også som vinduespudser, da hans kunstneriske forretning ”is not yet monetized”. MC Zubby løfter telefonen i vejret og siger, at han har brug for betaling for sine optagelser, så han kan rykke op i de højere luftlag.
Wrooom! brøler et fly i luften fra Egyptian Air, og man får lyst til at dukke sig. Der er et stykke vej til lufthavnen, men ikke længere, end at flyvemaskinerne sluger lyden fra replikkerne.
Big Sam har smidt sin stumpede T-shirt til rollen, han sætter sig under et træ og sætter et palmeblad fast under sin halskæde. Han griner med galningens latter, mens han dasker lyden fra en tom plastikflaske. Big Sam hvæser ad MC Zubby og langer ud efter ham, da den falske præst nærmer sig for at lægge hånd på hans fletninger. Da galningen opdager, at velsignelsen ikke virker, rejser han sig og stikker MC Zubby en lang lussing på halsen.
Bagefter kigger de på optagelserne på telefonen og blåstempler grinende deres optagelser.
It’s a wrap.
