HØJ I HATTEN
Den tidligst kendte illustration af en dansk jernbaneuniform er af en uniform fra 1847, der var tilegnet banegårdsforvaltere i Det Sjællandske Jernbaneselskab. Uniformen havde en blå frakke, grå bukser og en høj blå kasket. Alle uniformsdelene var desuden pyntet med rødt kantbånd. På daværende tidspunkt var arbejdet ved jernbanen meget mandsdomineret, og der var i praksis ingen uniformer, der var tiltænkt kvinder.
KVINDEFORM
I 60’erne og 70’erne trådte flere og flere kvinder ind på arbejdsmarkedet, og i 1972 kunne DSB for første gang præsentere et uniformssystem med modeller til både mænd og kvinder. Kvinderne fik nu blandt andet mulighed for at bære nederdel og tørklæde, som var et alternativ til mændenes slips.
MED PÅ NODERNE
Uniformssystemet fra 1972 adskilte sig ikke alene fra tidligere uniformssystemer ved at have kvindeuniformer. Uniformerne havde også nogle helt andre farver end hidtil set. I 70’erne var det farver som brun og orange, der var ’bred ymer’, og derfor var det også disse farver, der blev valgt til uniformerne. De orange og brune uniformer holdt dog kun i godt 10 år, hvilket er den korteste levetid for en DSB-uniform til dato.
VIND I SEJLENE
Kvinderne fik for alvor fodfæste i DSB med uniformssystemet fra 1984, hvor man for første gang fik en graviditetsuniform. Uniformsdelene til gravide bestod blandt andet af en spencer, som ikke blev en succes med det samme. En testperson vurderede nemlig, at spenceren var ”som et storsejl i blæsevejr”, og at den var farlig, når man steg ud af toget, fordi den faldt ned på trinbrættet, så man risikerede at falde. Løsningen blev at gøre vidden på spenceren mindre og tilføje et bindebælte.
NYE KLASSIKERE
De nyeste uniformer så dagens lys i 2021. Formålet med uniformerne er at give et mere moderne og ensartet indtryk af DSB. I udviklingen af uniformerne er der både taget højde for, at de skal fungere godt i en travl hverdag og leve op til de krav, der stilles til moderne arbejdstøj. Stof, pasformer og funktioner er derfor nøje overvejet. I forhold til produktion og vedligehold af de nye uniformer samt bortskaffelse af de gamle uniformer er der desuden tænkt i bæredygtige løsninger.