HAITI, 2010
Østaten Haiti i Caribien blev ramt af et voldsomt jordskælv den 12. januar 2010. Lige da det skete, kendte vi ikke omfanget af skaderne, men journalist Thomas Ubbesen og fotograf Casper Thorsøe blev sendt af sted, og kort efter fulgte jeg efter sammen med journalist Kim Bildsøe Lassen for at afløse Casper. Vi fløj til nabolandet Den Dominikanske Republik, fordi lufthavnen i Haiti var ødelagt. Den Dominikanske Republik er i modsætning til det fattige Haiti et ret velstående land, så vi sørgede for at proviantere så meget mad og vand, som vi kunne stoppe ind i den lejede firhjulstrækker. Derefter gik det af sted til grænsen mellem de to lande og videre ad grusveje mod Haitis hovedstad Port-au-Prince.
Pusterum i Port-au-Prince, Haiti.
Jo tættere vi kom på hovedstaden, jo flere kollapsede bygninger så vi, og den sødlige lugt af rådnende lig var gennemtrængende i den fugtige varme. Der blev stadig søgt efter overlevende, men det var mest de døde, man fandt mellem murbrokkerne. Enkelte bygninger stod fuldstændig intakte, men der var mange efterskælv på helt op til 6 på Richterskalaen, så instinktivt holdt vi os udenfor på gaden så vidt muligt.
I Port-au-Prince vrimlede det med nødhjælpsorganisationer og udenlandsk presse, og de få hoteller, der endnu fungerede, var propfyldte. Heldigvis var det lykkedes Thomas Ubbesen at få fat i et værelse, så der flyttede jeg og Kim ind. Selvom der kun lige akkurat var plads til tre senge, var det bedre end ingenting, og vi sov alligevel ikke meget, fordi det hele tiden føltes, som om gulvet rystede.
Heldigvis fik jeg mulighed for at komme til Haiti ad flere gange, og med tiden fik jeg en form for personlig relation til nogle af de lokale. Vi mødte blandt andet en mor med en håndfuld børn, hvoraf de mindste var spæde. Familien havde mistet alt under jordskælvet og tilbragte dagene under et stykke plast, som moren havde rejst som en slags pavillon blandt tusinder af andre hjemløse på en bjergskråning.
Da vi havde filmet familien, tog vi tilbage til vores hotel og fik et glimrende måltid. Men maden smagte os slet ikke med tanke på de mange sultne, vi netop havde forladt. Vi brød op og kørte til et marked og købte stort ind af dåsemad, madolie, spaghetti, og hvad vi ellers kunne få fat i. Tilbage på bjergskråningen opstod problemet med fordelingen af fødevarerne. En mand kontaktede os og sagde, at han var borgmester og gerne ville hjælpe. Selv om vi ikke brød os om ham, overlod vi maden til ham. Senere fik vi at vide, at der var udbrudt slagsmål om den. Sidst jeg besøgte moren med børnene, havde hun fået bygget noget, der lignede et hus, og åbnet en lille kiosk.
Våben i hånd i Yabrud, Libyen.
LIBYEN, 2011
Det arabiske forår var i 2011 nået til Libyen, hvor befolkningen gjorde oprør mod deres mangeårige diktator Muammar Gaddafi. Hvis vi rejste ind i landet via de officielle kanaler, ville vi blive overvåget, og der var rapporter om, at pressefolk slet ikke fik lov at forlade deres hotel. Så vi måtte rejse via Tunesien og krydse grænsen til Libyen illegalt gennem ørkenen.
Vi havde en lokal chauffør, som kørte os gennem Nafusabjergene, som er et meget øde område. Da telefonsignalet forsvandt, vidste vi, at vi var i Libyen, for Gaddafi havde slukket for telefon- og internetforbindelserne i et forsøg på at kvæle oprøret. Men oprørerne var meget organiserede, og uanset hvilken flække vi stoppede i, havde den et mediecenter, hvor oprørerne stod klar til at sørge for et sted at bo og mad til udenlandske pressefolk. ”Fortæl vores historie, for det kan vi ikke selv,” bad de. Og så tændte jeg for satellittelefonen og en lille bærbar enhed, og vi sendte live hjem til danskerne, selvom der var en risiko for, at styret kunne spore os.
Jeg besøgte Libyen rigtig mange gange med korte mellemrum, og hver gang slog det mig, hvor utrolig veluddannet befolkningen var. Næsten alle kunne tale engelsk og bød os velkommen med åbne arme. I oktober gik rygterne om, at oprørerne var på vej mod hovedstaden Tripoli, og så var det af sted igen. Tripoli er hjem for millioner, men da vi ankom, var der ikke et menneske at se, kun udbrændte biler og tomme patronhylstre i gaderne. Vores hotel var forladt, så vi ’tjekkede selv ind’ og fandt bare et værelse. Da det blev tid til, at vi skulle sende hjem til TV Avisen, gik vi op på taget, men pludselig fløj projektilerne om ørerne på os. Vi måtte krybe i skjul bag en balkon, men gennemførte vores live-sending.
Da Gaddafi var død, skød oprørerne op i luften for at fejre begivenheden. Jeg blev ramt på hånden af et faldende projektil. Det gav et brandsår, men det var ikke værre, end at jeg kunne fortsætte. Oprørerne viste os hen til et kølehus, hvor den mangeårige diktator nu lå på en slags lit de parade, så alle libyere kunne forsikre sig om, at hans dage var ovre. Bagefter så vi stedet, hvor Gaddafi havde boet. Alting var enormt stort og prangende som en kæmpe kontrast til de vilkår, hans befolkning havde levet under. For eksempel havde han fået gravet tunneller så brede, at han kunne køre i golfbil i dem.
”We are free,” skreg en mand ind i kameraet, men diktaturet er blevet afløst af borgerkrig og kaos. På min sidste tur i landet var det blevet sværere at filme, og befolkningen var ikke så hjælpsom og imødekommende som tidligere. Når kameraet var slukket, sagde nogle endda, at tingene var bedre før, for under Gaddafi var der ro og orden.
SYDAFRIKA, 2013
I foråret 2013 blev det klart, at den sydafrikanske leder Nelson Mandelas tid var ved at rinde ud. Han havde været på hospitalet flere gange, og da han blev indlagt igen i juni, blev jeg sendt af sted med en journalist. Vi tog hen til sygehuset, hvor der havde forsamlet sig en skare med skilte med teksten ”Get well, Madiba” som en henvisning til navnet på hans klan. Madiba er samtidig en betegnelse, man bruger i respekt for ældre, hvilket passede perfekt til ’nationens far’, som Nelson Mandela blev kaldt efter sin årelange kamp for demokrati og menneskerettigheder.
Da vi havde filmet de sørgende foran hospitalet, skete der ikke rigtig mere. Vi boede på hotel i den rige del af Johannesburg og nød at kunne gå ud og spise lækre steaks og fisk til frokost. Kameraet var altid med selvfølgelig, men der var stadig ingen nyheder fra hospitalet, så en dag fik vi lov at tage en fridag for egen regning og tage på udflugt til en nationalpark. Vi fulgtes med kollegerne fra TV 2, som jo også var vores konkurrenter, så vi var sikre på, at de ikke kunne komme før os, hvis Mandela pludselig døde. For en hestepige som mig var ridesafarien i Kruger National Park en fantastisk oplevelse, hvor vi både nåede at se giraffer og antiloper og meget mere.
Mandela kom sig, og pressen tog hjem, men den 5. december samme år var det alligevel slut, Mandela døde i en alder af 95 år. DR skulle selvfølgelig dække hans begravelse, så jeg røg af sted igen. Stemningen var helt anderledes denne gang. Selvom mange var sorgfulde, oplevede jeg først og fremmest en hyldest til det menneske, som havde stået så meget igennem. Mennesker strømmede til fra nær og fjern for at tage afsked med høvdingesønnen, der var blevet til en af verdens største ledere, i hans hjemby, den lille afsidesliggende landsby Qunu. Jeg var glad for, at jeg fik lov til at følge ham på den sidste rejse.
SYRIEN, 2013
Jeg havde besøgt Syrien flere gange på ture af få dages varighed, men denne gang skulle jeg og journalist Puk Damsgård være i landet et par uger for at sende nyheder fra borgerkrigen hjem til Danmark og filme til reportager. Vi boede i byen Yabrud, og en dag lige efter fredagsbønnen kunne vi høre bombefly nærme sig. Puk og jeg løb ud på gaden, men jeg nåede ikke at filme, for kort efter faldt bomberne og lagde en stor del af husene i ruiner.
Puk og jeg havde søgt tilflugt bag en mur, men blev ramt af så kraftig en trykbølge, at jeg troede, jeg var død. Jorden rystede under os, og bragene var så høje, at jeg mistede hørelsen. Da den kom tilbage, var skrigene fra de sårede det første, jeg hørte – dem hører jeg stadig.
I huset, vi boede i, var alle i chok. Drengen stod med kæmpe øjne og fingeren i munden, pigen gik rundt og skreg, mens moren sad og rokkede apatisk frem og tilbage. Jeg krammede spontant pigen og forsøgte at berolige familien så godt, jeg kunne. Samtidig fik jeg tændt mit kamera og filmede lejligheden til en reportage til TV Avisen.
I det samme kom vores lokale hjælper og sagde, at vi skulle derfra med det samme. Flugten gik så stærkt, at vi hverken fik vores pas eller skudsikre veste og hjelme med. I bilen blev jeg grebet af en følelse af panik, vi var nemme bombemål for flyene, og området var berygtet for gidseltagninger af udlændinge, heriblandt min fagfælle, fotograf Daniel Rye. Da vi havde overlevet natten, og morgenen brød frem, sang jeg spontant det gamle Cat Stevens-hit ’Morning Has Broken’.
Vi kom i sikkerhed i Libanon og fik klippet og sendt vores historie hjem til DR Byen, men for mig personligt var filmen knækket. Jeg rejste i et år efter episoden og var tilbage i Syrien fire måneder efter, men fik siden konstateret posttraumatisk stress, PTSD, og stoppede som fotograf i 2014. I dag prøver jeg som teamleder for fotograferne i DR Nyheder at forebygge, at andre oplever det samme.
