VIND OG REGN river i de orange og mørkebrune blade på Enghavevej i København. Foran multihallen i den gamle sporvognsremise i nummer 80 kommer dagens spillere dumpende med sportstasker, kaffekopper fra 7-Eleven og smartphones. De fleste har tatoveringer, de yngste kunne ligne gymnasieelever, de ældste pensionister, og i dag er næsten alle spillerne mænd.
Umiddelbart er det ikke til at gætte, at mange af de fremmødte er eller har været hjemløse, og at en del har misbrugsproblemer med i bagagen. 12 spillere, foruden trænerne Rikke og Troels, er denne dag sidst i september mødt op for at spille Ombold – navnet på gadefodbold for hjemløse og for organisationen bag af samme navn, der hver dag året rundt arrangerer fodboldtræning over hele landet for dem, der ikke passer ind i andre foreningstilbud, ofte på grund af diagnoser, misbrug eller ustabile boforhold.
Før træningen bliver der udvekslet highfives og knuckles, og Carsten Nielsen har iført sig en sportstrøje med sit eget efternavn og ’Denmark’ hen over ryggen fra dengang, han blev udtaget til hjemløselandsholdet.
Han gør klar ved at iføre sig støttebind til knæ og hofter – han har ondt i kroppen, som han siger – men alligevel afgør træner Troels, at han skal starte ude i første kamp. Det udløser en heftig ordveksling, som Carsten Nielsen afslutter med et ”Fuck det”, hvorefter han tramper gennem salen og op ad trappen til en balkon. Temperamentet er en irriterende, men tro følgesvend, forklarer han undskyldende oppe på balkonen og fortæller samtidig, at han er i en lidt svær fase for tiden.
I 2008 MANGLEDE en af Carsten Nielsens kammerater pludselig en spiller på sit hold til danmarksmesterskabet i Ombold på Rådhuspladsen.
”Jeg spillede med derinde, og så vandt vi. Hele lortet faktisk. Dengang spillede jeg almindelig 7-mandsfodbold ude i Valby, og ham min kammerat var vores målmand. Senere blev jeg så selv målmand,” siger Carsten Nielsen, mens han skæver ned til kampen, der er i gang.
Han er spinkel, karseklippet og har et ansigt og et blik, der fortæller, at han har levet et hårdt liv. Hans overkrop, arme og hænder er prydet med tatoveringer, blandt andet et hjemmelavet 12-tal på venstre hånd. Det henviser til sektion 12 i Parken, forklarer han med et stolt smil. Et sted, han plejede at komme fast, dengang han dyrkede sit tilhørsforhold til FCK. Noget mere, end han gør i dag: ”Jeg kommer der ikke så meget mere. Både på grund af pengene og al balladen, jeg gider ikke mere.”
Carsten Nielsen voksede op i Slagelse i det, han beskriver som en normal familie.
”Jeg har ikke fået i hoved og røv, men jeg har heller ikke manglet noget i min barndom.”
Som så mange andre drenge på hans alder gik han op i fodbold og i at hænge ud med vennerne, men alligevel var han anderledes.
”Jeg spillede også fodbold dengang, men jeg var også ham, der ville være alle steder på én gang. Og det er jo umuligt. Det endte i konflikter og kaos, og jeg blev uvenner med folk,” siger fodboldspilleren, der først som voksen fik stillet diagnosen ADHD.
”Da jeg var 24, var jeg hos en psykiater, og jeg havde ikke været på hans kontor et minut, før han sagde: ’Der er noget galt med dig.’ Jeg havde hele tiden vidst det, folk ville bare ikke lytte til mig. Det var på en måde en lettelse.”
CARSTEN NIELSEN GIK ud af skolen i 7. klasse og kom på Søfartsskolen i Svendborg. Det var en redning og et frirum for ham, selvom han aldrig kom ud at sejle. Siden kom han på fabrik hjemme i Slagelse, hvor han arbejdede med metal et par år, men stofferne kom i vejen.
”Det er de satans stoffer, der har ødelagt det for mig,” siger han, mens han kører hånden gennem det karseklippede hår.
”Jeg har været så langt ude på stoffer, at der ikke er noget at hente for mig derude. De virker slet ikke, som de gjorde i gamle dage,” siger han og fortæller, at de eneste stoffer, han tager i dag, er et præparat, der mildner hans ADHD – og at han ryger lidt hash i ny og næ.
”Det giver mig lidt mere ro. Hashen er ikke et misbrug for mig, i dag er det mere en hjælp. Jeg står 10 gange bedre på mål, hvis jeg har røget. Jeg har meget mere ro i hovedet,” siger han og når dårligt nok at afslutte sætningen, før han flyver op af stolen, læner sig ud over balkonens kant og råber: ”Kom så, Sabrina.”
LIGESOM EN stor del af de øvrige spillere har Carsten Nielsen været ramt af hjemløshed. Om sin ungdom – og en stor del af sit liv – fortæller han, at ”det kort sagt har været et fucked up kaos på stoffer”. Sammenlagt har han boet på gaden i to år, og før det boede han på forskellige herberger og venners sofaer i en lang periode.
”Til sidst følte jeg, at nu havde jeg misbrugt folk nok, nu gad jeg ikke mere. Så ville jeg hellere bare lægge mig til at sove et sted. Jeg havde været rigeligt til besvær, syntes jeg.”
Han havde et fast sted under Herlev Bycenters garage, hvor han sov. Stedet var ikke udsat for vind, og den eneste støj, der generede ham, var centerets udluftningskanaler. Og så havde han en aftale med en medarbejder fra supermarkedet, der af og til lagde nogle gamle papkasser til side ved Carstens plads, så han kunne bruge dem til at sove på. Men han kunne aldrig slappe af.
”Jeg sov ikke rigtigt i to år. Jeg lå med det ene øje åbent for hele tiden at se, om der kom nogen. Der, hvor jeg lå og sov, må man jo ikke opholde sig, så politiet kunne jo komme. Måske har jeg posttraumatisk stresssyndrom, fordi jeg har levet det liv, jeg har. Og jeg sover stadigvæk dårligt. Jeg har en lejlighed nu, men jeg sover stadigvæk ikke 7-8 timer i træk som almindelige mennesker. Jeg vågner seks gange i løbet af natten, ofte med total panik, og så skal jeg lige bruge en halv time på at tænke det hele igennem.”
Carsten Nielsens lejlighed ligger i Bagsværd. Han har et fint forhold til naboerne og er i det hele taget godt tilfreds.
”Jeg har haft den i snart tre år nu. Det er noget, jeg har fået gennem Københavns Kommune. Det er en lille etværelses, men i forhold til, hvad jeg kom fra, kan jeg ikke brokke mig.”
DER BLIVER IKKE sparet på kræfterne. Spillerne pruster og stønner og kommer med hyppige tilråb til hinanden. ”Jaa!!”, Godt taget, Kenneth!”, ”God stil!”, ”Sådan!!” gjalder det gennem den gamle remisehal, mens tung hiphop kommer fra højttalerne.
Træneren Rikke råber ”Tid!”, og et par minutter efter er spillerne i gang med en ny kamp. Ombold adskiller sig ved, at der kun er fire spillere på hvert hold, og at hver kamp er to gange syv minutter. Regler, der ifølge træneren Rikke er med til at gøre sporten mere tilgængelig for folk, der kan have svært ved at deltage i foreningsidræt. Reglerne begrænser også potentialet for konflikt og gør det lettere at afvikle kampe på gaden.
Nu skal Carsten Nielsen på banen. Lige inden siger han: ”Ombold har været med til at redde mit liv, kan man sige. Det gør, at jeg ikke bare sidder derhjemme og fylder mig med stoffer. Her kan jeg komme af med mine aggressioner på en god måde. Og her er der ikke nogen, der kigger skævt til hinanden, hvis man har en dårlig dag. Folk er skidegode til lige at hive fat i hinanden, hvis de kan se, at hey, ham der har det sgu ikke så godt. Så går man lige over og spørger: ’Hvad er problemet, er der noget, jeg kan gøre for dig?’”
I SALEN BLIVER der igen råbt ”Tid!”, og spillerne trasker ud til drikkedunke, Faxe Kondi og smartphones i pausen. Carsten Nielsen placerer sig selvsikkert i målfeltet bag de tre spillere, der er hans holdkammerater. Kun målmanden må opholde sig i målfeltet, ellers dømmes der straffe- eller frispark.
Carsten Nielsen kommer med udråb til sine holdkammerater, han peger og gestikulerer ivrigt, mens han stønner og klager undervejs. Man kan se, at kroppen værker, men alligevel kaster han sig gang på gang efter bolden og lander hårdt på salens gulv.
Efter et par minutter går et mål ind bag ham. Han synker sammen, men løfter så hovedet og sitrer atter af energi. Når en kamp er færdig, løber han ud på sidelinjen, tager en tår vand eller tjekker med trænerne, og så er han hurtigt tilbage i målfeltet igen.
På sidelinjen holder René, en anden ældre spiller, en pause. Han har et vejrbidt ansigt, gråhvidt hår og et varmt smil og giver sig straks til at fortælle anekdoter, blandt andet om dengang til et stævne på Rådhuspladsen, hvor den danske stjernedommer Kim Milton dømte og var ved at tabe dommerfløjten, da en af spillerne kom til at sparke sin benprotese af, så både bold og protese skød i en smuk bue tværs over banen.
”Hvad dømmer man lige i sådan en situation?” griner René og tager en tår kaffe.
HVERT ÅR BLIVER der udtaget et hjemløselandshold, der skal repræsentere Danmark ved verdensmesterskaberne. Carsten Nielsen blev udtaget i 2020.
”Jeg blev udtaget en dag, hvor jeg reddede bolden med hovedet. Men de kendte mig godt i forvejen, og de havde prøvet at få fat i mig, det kunne de bare ikke. Jeg har stået i landstrænerens bog i en del år, men de kunne ikke finde mig, fordi jeg farede fra herberg til herberg.”
Netop det år blev VM dog aflyst. Verden var ramt af corona og lukket ned. Som et plaster på såret blev der arrangeret en turnering i Holland i 2021 kaldet ’Live Goal Games’, hvor hold fra Europa dystede mod hinanden i en form for uofficielt EM.
Med Carsten Nielsen som målmand vandt Danmark sølv, selvom holdet ikke havde forberedt sig særlig meget.
”Vi kom bare for at spille vores spil og havde ikke regnet med, at vi gik hen og blev nummer to.”
I DAG ER Carstens Nielsens tid på hjemløselandsholdet desværre forbi, selvom han blev snydt for det rigtige VM.
”Man kan kun blive udtaget én gang, desværre. Også selvom VM blev aflyst på grund af corona. Det er råddent, men vi er nødt til at følge reglerne,” siger han, netop som en spiller på banen falder sammen. Han træder straks et skridt frem og råber: ”Stop lige, venner! Er du okay, Ken?”
Spilleren kommer på benene igen, og kampen fortsætter. Da dagens træning er forbi, afmonterer Carsten Nielsen sine støttebind og stønner af træthed og smerte. Hvor længe har han tænkt sig at blive ved?
”Jeg vil gerne blive ved med at komme til træning, også når kroppen ikke kan spille mere. Så kommer jeg gerne som dommer,” siger han og fortæller, at han allerede i ny og næ dømmer ved Ombolds stævner.
”De andre skal jo også have lov at spille,” griner han, inden han vinker farvel til sine kammerater og trasker ud i regnen.
