JEG HAR ALTID omtalt mine tre et halvt år på ’Vikings’ som min uddannelse. Den har været teoretisk begrænset, men ekstremt praktisk anlagt. Jeg kan ikke citere Shakespeare eller Sartre, men jeg ved, hvordan kameraet fungerer. Det har været min mærkelige, mærkelige uddannelse. Under indspilningerne står man tidligt op om morgenen og bliver kørt ud til ingenting – og så skydes første scene. Og så prøver man at hitte ud af, hvad der skal gøres for at redde den, fordi den kun består af bogstaver på et stykke papir. Jeg har været nødt til at blive skarp til at arbejde med scener under tidspres uden at øve dem inden.
JEG HAVDE ALT for meget krudt i røven som barn. Jeg spillede håndbold og fodbold i Skælskør, hvor jeg er vokset op, men sport var ikke nok. Jeg har altid sunget og danset meget, så da jeg var otte-ni år gammel, skubbede min mor mig af sted til noget teater. Inderst inde hadede jeg det og tænkte: ”Hvad fanden skal jeg der?” Alligevel blev jeg vild med det. Som sædvanlig havde mor fat i den lange ende.
Alex Høgh Andersen er hjemme igen efter sit skuespileventyr og vil nu samle op på noget af alt det, han har sprunget over.
DET ENE TOG det andet. Instruktøren på det lokale teater instruerede også på Eventyrteatret – en dramaskole og et teater i København for børn og unge. Jeg spillede der, indtil jeg var cirka 17, og jeg lavede seks-syv forestillinger, der altid bliver spillet af eleverne. Som regel var vi 80 på et hold, men der var måske fem roller i et stykke. Jeg var meget privilegeret og fik lov til at spille store hovedroller og biroller. Det var der, jeg fandt ud af, at jeg var glad for skuespil.
I GYMNASIET, i 3. g, fik jeg en rolle i TV 2’s julekalender ’Tvillingerne og julemanden’. Mens alle andre brokkede sig over SRP-opgaven og sådan noget, fløj jeg frem og tilbage mellem København og Aalborg og skød scener. Jeg havde afsindig meget fravær. I den sidste uge af 3. g arbejdede jeg mandag til torsdag, hvilket betød, at jeg torsdag aften efter optagelserne sad og forberedte en PowerPoint-præsentation til min mundtlige eksamen i dansk, som jeg skulle op til dagen efter klokken 8.00. Det var lidt hårdt.
JEG VAR LÆRERVIKAR på min gamle folkeskole, da julekalenderen blev sendt (i 2013, red.). Set i bakspejlet var det et kæmpe selvmål. Jeg blev nødt til at være hårdere, end jeg havde lyst til, for at få bare nogenlunde ro i klasserne. Horder af børn omringede mig i kæmpe cirkler, når jeg var på vej ind på lærerværelset, der var mit safe space. Børnene vidste godt, at hvis jeg nåede inden for døren, måtte de ikke følge efter – det var ingenmandsland for dem. Det var nærmest som et Checkpoint Charlie. Men de var så søde. De ville høre, hvorfor jeg var blevet slået i hovedet af min kæreste, og om hun kyssede godt. Det var skidesjovt. Men jeg vil ikke råde nogen til at være lærervikar og samtidig spille med i en julekalender på tv.
JEG SØGTE IND på film- og medievidenskab på universitetet. Jeg var drønrealistisk og havde allerede erfaret, at det dér med skuespil er en hård branche. Bare fordi man er med i en julekalender, kan man ikke forvente at få alt foræret. Jeg var vildt spændt på at starte på film- og medievidenskab, men jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Den eneste reference, jeg havde til studiet, var en veninde, som gik der og havde snakket virkelig godt om det. Jeg har altid været en kæmpe filmnørd, så det skete egentlig bare. Og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg mødte pludselig en masse mennesker, som sagde mig meget, og fandt drønhurtigt nogle af mine bedste venner, som jeg kommer til at holde sammen med resten af livet. Det hele gik bare virkelig let. Jeg blev virkelig væltet bagover – det var helt fantastisk.
JEG GIK ET ÅR på universitetet. Det gav mig afsindig meget – venskaber, men også en masse fagligt. Det gav mig en helt ny forståelse, indlevelse og kærlighed til mit fag. Nu kan jeg lade, som om jeg ved lidt om film, når jeg skal blive gode venner med instruktørerne – det har jeg gjort flere gange. Men så var jeg nødt til at tage orlov. Jeg blev kontaktet af en agent, der havde set mig i nogle småting. Som noget af det første ville hun sende et self-tape – en video af mig, der spiller en scene – til HBO, som var i gang med at planlægge ’Vikings’-serien. Vi lavede klippet to timer efter, jeg havde været til mundtlig eksamen i filmhistorie. Og jeg kunne ikke replikkerne – jeg skulle først have pensum ud af hovedet, før det lykkedes.
I rollen som Ivar the Boneless, der er lam i benene, har Alex Høgh Andersen ofte slæbt sig hen ad jorden i et 20-25 kilo tungt kostume. Her har han fornøjelsen af at blive kørt.
JEG VAR PÅ Roskilde Festival (sommeren 2015, red.), da jeg pludselig blev inviteret til Stockholm til anden runde af castingen. Jeg råbte og skreg i bilen på vej derop, fordi jeg missede Kendrick Lamar. Jeg får aldrig den rolle, tænkte jeg. Der er jo 2.000, der vil have den, det kommer aldrig til at ske. En uge efter sad jeg på et fly til Dublin sammen med 11-12 andre udvalgte skuespillere. Da jeg kom hjem igen, lavede jeg et nyt self-tape hos min agent til en anden rolle, som jeg ikke kunne replikkerne til, og som jeg ikke havde lyst til. Lige inden jeg begyndte på scenen, åbnede hun døren og råbte: ”Du har fået rollen!”
DET VAR i sidste øjeblik. Jeg havde været til prøve på tre af karaktererne i ’Vikings’, men blev så bedt om også at prøve at spille Ivar, som er invalid og ikke kan gå. De bad mig øve replikkerne, og jeg sad der og svedte og prøvede at lære en helt ny scene og en helt ny karakter at kende. Jeg havde allerede været til prøve i flere timer og set alle de andre unge gutters bud på Ivar. Der var rigtig mange, der spillede smerten, kan jeg huske. Men hvis Ivar var vant til smerten, ville man jo ikke kunne høre det på ham – derfor spillede jeg ham fuldstændig normalt. I første forsøg glemte jeg mine replikker, i andet forsøg kludrede jeg i dem, og i tredje forsøg slap jeg med nød og næppe igennem. Manuskriptforfatteren rejste sig op og klappede, da jeg gik ud af rummet. Jeg var helt sikker på, at det var for sjov.
DET VAR DET ikke. Efter hele processen med tusindvis af mennesker og flere forskellige castingrunder endte de med at vælge en fyr, der reelt kun havde vist dem ét brugbart take på rollen. Nu sidder jeg hjemme i Danmark efter at have skudt 51 episoder og spillet Ivar i næsten fire år. Det føles lidt vildt.
NU VIL JEG vildt gerne arbejde i Danmark. Der er så mange dygtige mennesker her. Jeg har spillet den samme rolle i så lang tid, så det er skønt at kunne gå lidt kontra og dykke ned i nogle andre ting. Jeg er blevet ambassadør for Ungdommens Røde Kors og har lige afsluttet optagelser på et projekt for Kræftens Bekæmpelse. Og så er jeg gået totalt amok med at fotografere, hvilket altid har været en passion for mig. Men det er jo ikke, fordi jeg ikke skal spille skuespil længere. I øjeblikket prøver jeg på flere nye roller, og jeg spiller med i en lille afgangsfilm fra Filmskolen. Jeg har sprunget en helvedes masse trin over. Dem vil jeg faktisk gerne have med.
