JEG ER UDDANNET historiker, men jeg har ikke lært noget om at formidle på studiet. Ikke det mindste. Til gengæld fik jeg et deltidsarbejde som 7. klasses-rundviser på Frederiksborg Slot, mens jeg studerede. Jeg blev dybest set kylet ind på slottet med alle kongerækkeportrætterne, og så skulle jeg fortælle om øresunds-tolden i halvanden time. Eller om kongerækken eller alle dronningerne.
Jeg indså hurtigt, at hvis jeg kunne holde dem fanget, så kunne jeg klare hvad som helst. Det var et af stederne, hvor jeg lærte at formidle og fortælle historie på en spændende måde. Det havde ikke en skid med universitet at gøre. Virkelig ingenting.
Jeg blev simpelthen så skuffet, da jeg kom på universitetet. Jeg kunne ikke forestille mig noget sjovere end syv år på historiestudiet, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var der godt nok mange ting, der var. Nogle ting skal være kedelige på et studie, men jeg synes, at der er alt for meget historie, der bliver fortalt for dårligt og gjort kedeligt.
Jeg kalder det ’den videnskabelige syge’. Det er, når humaniora vil være videnskabelig med hvid kittel og den slags. Så kalder vi biblioteket for ’historisk laboratorium’, mens vi skriver artikler, ingen kan læse, så vi selv virker klogere. Det er enormt ærgerligt, for det betyder, at ingen gider gå op i historie. Hvis du spørger en teenager i dag, hvad det mest kedelige i verden er, så er et godt bud historie, og det er synd og vores egen skyld.
DA JEG VAR syv eller otte år gammel, var jeg på sommerferie med min mormor og morfar i Norge. Vi var ude at gå i bjergene, det har vi altid gjort i vores familie. Vi vader i timevis op og i timevis ned igen. En af dagene møg-regnede det, og vi gik rundt oppe i skyerne, og jeg var våd, kold og klam. Pludselig begyndte min morfar at gennemgå hele kongerækken. Han startede med Harald Blåtand og Gorm den Gamle, og så kørte han ellers opad. Jeg husker turen som helt fantastisk. Dagen efter skulle jeg bare op på bjerget igen og høre mere.
Fra det tidspunkt vidste jeg, at jeg skulle være historiker. Der har været perioder i mit liv, hvor jeg også mente, at jeg skulle redde verden og løse sultproblemer, men der er jeg kommet til den erkendelse, at det nok kommer til at knibe med den tid, jeg har til rådighed.
Historiefortælling var en stor del af min barndom. Min morfar fortalte altid historier. Han var en rigtig overlærer-type med knickers og sixpence, der holdt foredrag om Skanderborgs historie i sin fritid. Det samme er min far. Han kunne bruge uendelige mængder tid på at køre fra Kolding til Esbjerg, fordi han skulle stoppe ved samtlige voldsteder, kirker og mindesten. Jeg har altid syntes, det var sjovt, fordi det blev fortalt af de her højkvalitets-skolelærere, som jeg er opdraget af.
Ikke så forfærdelig langt fra, hvor jeg er vokset op på Tåsinge, ligger Kærsgaard – et lille voldsted bag Valdemars Slot, hvor der er en masse gode historier. For eksempel den om Christian IV, som efter to år vendte hjem fra krig i Tyskland. Da han kom hjem, fik hans kone, Kirsten Munk, et barn, som han ikke var sikker på var hans. Af frygt for, hvad Christian kunne finde på, sørgede Kirsten Munks mor, Ellen Marsvin, for at sætte en stuepige ind i dobbeltsengen til Christian, så han blev ordentligt kompenseret. Og det skete inde på den gamle middelalderborg, Kærsgaard. Ingen går op i munkesten, men alle elsker en slagkraftig historie om en konge og hans halv-skidne seksualmoral.
De sammensvorne rider fra Finderup efter mordet på Erik Klipping Skt. Cæcilienat 1286, malet af Otto Bache 1882.
MINE FORÆLDRE VAR bredt alment dannede skolelærere, så uanset om det var tektoniske plader, voldsteder eller talsystemernes oprindelse, blev det vendt over middagsbordet.
Jeg voksede op i et overklassekvarter uden for Svendborg, hvor der blev diskuteret, hvilke golfkøller man skulle bruge, og hvilken Lacoste-trøje man skulle have på. Det sagde mig ikke en skid, og selv hvis det gjorde, havde jeg ikke fået lov at være med. Det var tydeligt, at skolelærerens unger skulle ned med nakken, og det kom vi så.
Det betød, at det eneste, jeg havde at lave, var at læse bøger. Jeg læste sygt mange bøger, og jeg læste hurtigt. Jeg startede fra A på skolebiblioteket og tyggede mig igennem. Jeg sad i 1. klasse og læste Dostojevskij og fattede ikke en hat af det.
Musikskolen var det eneste sted, jeg havde en plads ud over på biblioteket. Jeg spillede valdhorn, og der var faktisk en periode, hvor jeg troede, at jeg skulle på konservatoriet. Jeg kunne være blevet en forholdsvis dårlig valdhornist, så jeg tror, det var en god beslutning at lade være.
I et orkester er det lige meget, om du er lidt lille og lidt nørdet og lidt sær. Hvis du spiller det, du skal spille, bidrager du til fællesskabet. Jeg tror på mange måder, at det reddede mit liv at spille på Svendborg Musikskole. I 1991 tog vi til Ungarn for at spille koncert. Med på turen havde vi Fyns eneste fagottist på det tidspunkt. Hende er jeg gift med i dag. Vi mødtes konstant, fordi vi spillede de mest sjældne instrumenter på Fyn.
Da jeg mødte min kone, var jeg langhåret, røg 80 King’s om dagen og var ekstremt venstreorienteret i hullede cowboybukser og bondeskjorte. Hvordan jeg fik hende til at hoppe på, har jeg faktisk aldrig helt forstået, men hun er her endnu 30 år senere.
Måske var det, fordi jeg mødte en kvinde, der var lige så nørdet som jeg selv. Vi har stadig hver vores udgave af ’Narnia’ på boghylden, fordi vi ikke kan blive enige om, hvilken der skal på loftet.
Dybbøl Skanse, malet af Jørgen Valentin Sonne.
JEG FIK ET studenterjob på Københavns Universitet og var med til at lave deres første hjemmeside. Ved et uheld gjorde jeg universitetets regelsamling til en af de mest sete hjemmesider i verden. World Wide Web var dengang lige startet, og når man skulle lave et specielt design, kopierede vi det fra andre hjemmesider. Så vi gik ind på en eller anden obskur porno-side, kopierede designet og slettede alt andet. Men vi havde ikke opdaget, at der var nogle søgeord i kodningen, som kom med. Så hvis man for eksempel søgte ’blowjob’, kom man ind på doktorbekendtgørelsen på Københavns Universitet. Der må virkelig være nogle, der er blevet skuffet.
På Ryslinge Højskole, hvor jeg var forstander, stod jeg for morgensamlingen og fortalte røverhistorier. Den ene dag var det pornoens historie, og den næste var det nazisten Werner Bests betydning for anden verdenskrig. Man kan jo fortælle en god historie om det meste, bare man er godt forberedt. I dag skal man lave en helvedes masse gruppearbejde og Kahoots. Men i virkeligheden er det noget, man bruger, fordi man ikke er god nok til at fortælle sine historier. Historieformidling handler om en fortælling, der er god nok.
På Rønde Højskole opdagede jeg i 2004, at jeg har et talent for mundtlig formidling. Den sommer havde de en række familiekurser, hvor alt fra spædbørn til oldeforældre skulle underholdes af et oplæg. Egentlig var det Sigurd Barrett, der stod for det, men han kunne ikke, så jeg blev spurgt i stedet. Jeg var rasende nervøs, men opdagede til min egen overraskelse, at alle var musestille. Jeg fortalte den ene danske myte efter den anden – om Kong Skjold og Stygge Krumpen og Tordenskjold. Alle var helt opslugt.
JEG ER MEGET inspireret af den mundtlige fortælling. Det levende ord. Du kan se, hvad der virker, hvornår øjnene lyser op, og hvornår publikum falder sammen. En god historie behøver ikke en masse bling, og i den henseende er jeg nok fundamentalist, når det gælder mundtlig formidling.
Jeg synes, det er lidt latterligt, når folk på museer klæder sig ud. Mit yndlingseksempel er Den Gamle By i Aarhus. Den første, man møder, er gåsepigen, som vil fortælle én om, hvordan det var at leve i gamle dage. Men i gamle dage var gåsepigen noget at det mest udsatte, man kunne støve op. Så hun ville være blevet misbrugt seksuelt, hun ville ikke have været i bad i flere måneder, og hun ville ikke have en tand i kæften. Men den gåsepige, man møder, er imødekommende, velplejet og har helt pæne tænder. Så allerede der er det misinformation.
Det kan godt være, at akademikere synes, at jeg er lidt smart i en fart. Men mit mål er altid, at publikum bare skal være lidt klogere, end da jeg begyndte. Så kan det godt være, at det er lidt poppet eller lidt sjovt. Da jeg lavede ’Danmarkshistorien på et minut’ på P3, mente nogle jo, at jeg havde sprunget noget over. Det er jeg faktisk godt klar over.”
