MED ET FLYGEL i ryggen, et bøgetræ, der rasler bag panorama-køkkenvinduet, og hvad der ligner en nyklippet nøddebrun frisure med tilbageredt schwung som en tidlig Marlon Brando, har Phillip Faber netop orkestreret en nydeligt afstemt kop kaffe fra sin mokka-maskine. Han sidder ved sit køkkenbord i Carlsberg Byen i København, hvor bøger fra gulv til loft blander sig med børnetegninger og sønnens skum-klatremøbler. Køkken-alrummet emmer af klassiske dyder, historie og tidløs stil, sine nybyggede vægge til trods. Phillip Faber skubber af og til brillen op på næseryggen, drejer på vielsesringen og griner ad sig selv. Han er høflig, ikke fin. I én stor blanding af fedtmule-grin og eftertænksomhed fortæller han om sin atypiske vej ind i den klassiske musik og en karriere, der har kørt på motorvejen lige siden.
Der var ingen musikere i Phillip Fabers familie, forældrene var skilt, moren var sygeplejerske, og faren advokat. Musikken fyldte ikke som sådan, men den spillede da på anlægget: 80’er-pop, musicals og Sebastian. Og så sang man, når man gik rundt om juletræet. Da Phillip Faber var ni, kørte tv-serien ’Kald mig Liva’ på fjernsynet, og den unge dreng faldt pladask for Ulla Henningsen, der spillede sangerinden Liva Weel.
”Det var nok ikke meningen, at den serie skulle appellere til skoledrenge. Men jeg forelskede mig hovedkulds. Musikken var så utrolig smuk. Vi taler musik fra 20’erne, 30’erne og 40’erne,” siger Phillip Faber, der endnu en gang griner højt og henter et tydeligt velbladret nodehæfte med Ulla Henningsen på forsiden fra reolen.
”Det var min første musikalske kærlighed. Min musiksmag har altid været off i forhold til de andre. Jeg har altid haft en gammel mands musiksmag, og jeg var nok også den eneste i klassen, der havde et crush på Ulla Henningsen. Jeg sagde det heller ikke til nogen.”
Efter 10 år stopper Phillip Faber som chefdirigent i DR Pigekoret. Foto: Kim Matthäi Leland/DR
I FOLKESKOLENS NOTORISKE hakkeorden følte Phillip Faber sig lidt alene. Ifølge ham var – og er – han eksempelvis virkelig dårlig til at spille fodbold. Og der var heller ikke andre i klassen, der havde lagt mærke til, hvordan sangene i ’Jul på slottet’ havde et helt symfoniorkester, der brusede under dem. Men han havde et kassettebånd med julekalendermusikken, som han elskede at lytte til.
”Den musik talte helt vildt til mig, og den vækkede et eller andet i mig, selvom jeg ikke var synderligt gammel. De havde gjort sig umage og havde ikke bare fået en eller anden fyr til at lave musikken i et hjemmestudie. Det bånd vækkede min interesse for klassisk musik. Det er prima musik,” siger han og slår et ’Jul på slottet’-sanghæfte – som han netop har hentet i bogreolen – taktfast ned i bordet for at understrege sin pointe. Han vender hurtigt tilbage til det med folkeskolen, for han vil helst ikke have, at nogen siger: ”Nåårh … han var alene med musikken.”
”Det er ikke, fordi det er synd for mig. Men det er bare nederen at blive valgt sidst hver eneste gang. Og nederen at være ham den sære, der hellere vil sidde og dimse ved klaveret,” fortæller Phillip Faber, der kalder det et pure held, at hans mor sendte ham til klaverundervisning.
”Hun tænkte, at det kunne være, det var noget for mig, og jeg faldt pladask for det. Jeg elskede det. Det var edderbankemig heldigt,” siger Phillip Faber, der forklarer, hvordan det var helt vidunderligt at starte på Aurehøj Gymnasium, hvor der var musik galore med fuldt smæk på kor og skolekomedier: ”Vi kunne danne kvartetter og synge barbershop og alt muligt andet. Der var plads til alle os nørder.”
SOM DRENG OG ung prøvede Phillip Faber skuespillet af med roller på Folketeatret og i musicalfilmen ’Bølle Bob’, hvor han spillede ’den ulækre fyr’, Leslie. Men det fangede ham aldrig helt, selvom de andre venner på gymnasiet drømte om at blive skuespillere. Det var mainstream og lidt kedeligt, syntes han. I stedet dyrkede han sin barneinteresse: at skrive musik. Og det endte med at blive et vendepunkt for ham i teenageårene.
”På Aurehøj Gymnasium kom jeg med et stykke musik, jeg havde skrevet, og spurgte min underviser, om skolens orkester ville opføre det. Det virkede i sig selv lidt usandsynligt. Men tænk, så sagde han, at det ville skolens orkester gerne – på den betingelse, at jeg selv dirigerede det. Han skubbede mig ud over kanten, jeg anede ikke, hvad det var at dirigere. Jeg havde ikke skænket det en tanke. Men hvis ikke han havde sagt det, var jeg aldrig gået i gang,” siger Phillip Faber, der dengang var 1. g’er, mens skolens orkester bestod af 1.-3. g’ere. Det var i sig selv angstprovokerende.
”Man skal have utrolig meget kontrol over sin psyke og sit kropssprog. På en måde, så alt, hvad man udstråler, er ro og overskud. Og så skal man virkelig have styr på den musik, man formidler, være utrolig godt inde i stoffet. Der er så mange parametre at holde styr på, når man står dér foran orkestret,” siger Phillip Faber og viser med hele sin krop, at hvis man for eksempel er duknakket eller stritter lidt for meget med venstre albue, kan det gå ud over musikken.
Spørger man, hvordan han overkom frygten, ligger svaret i, at han er storebror til to efternølere: ”Jeg var vant til at holde styr på tropperne derhjemme og være alene med mine brødre, der er 10 og 11 år yngre end mig. Da det gik godt med at dirigere musikstykket, tænkte jeg, at der alligevel var kommet noget godt ud af et ansvar, jeg egentlig ikke synes, en storebror skal have.”
OPLEVELSEN PÅ GYMNASIET blev startskuddet til en levevej og en karriere som dirigent. Men da Phillip Faber var 21, stod han atter og overvejede, om han mon havde taget munden for fuld. Han stod foran Glostrup Mandskor og skulle dirigere en flok mænd, der alle kunne være hans far eller bedstefar.
”Da jeg var hos dem første gang, blev jeg nødt til at spille en lille smule smart, for jeg ville tabe dem, hvis jeg gav udtryk for min tvivl om jeg kunne,” siger Phillip Faber, der lod, som om der var musikalsk hjemmel til de skråsikre instrukser, han gav.
”Bagefter vendte jeg mig rundt og gik hen for at spille. På de der to meter hen til klaveret kan jeg huske, at jeg tænkte: ’Phillip, hold nu kæft, klarer du den eller ej?’ Dér fik jeg et sug,” siger dirigenten, der vandt mandskorets gunst. Men han pointerer også, at han altid reflekterer over sig selv, mens han står i det. Hvis han giver koret eller orkestret ti minutters pause, er det ikke for at drikke kaffe. ”Så står jeg og bladrer i noderne, mens min hjerne koger. ’Hvad fanden skete der lige der, hvorfor lød det så godt der, hvad fungerede ikke?’ Jeg vil udvikle mig og lære noget. Jeg hader stilstand.”
Foto: Tommy Frost
”MIN TREDJE SKILLEVEJ var med DR Pigekoret for ni år siden. Jeg var lige fyldt 29, og de var edderbankemig dygtige. Der skulle en masse ændringer til, socialt og med mig som leder, hvis det skulle fungere. Jeg tænkte, at enten kommer det til at blive helt fantastisk, eller også siger jeg farvel om et år.”
Der gik så 10 år, for i november opsagde han jobbet som chefdirigent for DR Pigekoret. Hvis man skal oversætte tjansen til en sportsgren, svarer det til, at han har været korets træner.
”Jeg stiller høje krav til dem, vi hygger os, og jeg elsker mit arbejde. Vi har en venskabelig tone,” siger Phillip Faber, der til at begynde med famlede lidt og prøvede at skabe god stemning.
”Men så satte jeg klare rammer. En sanger, der havde sunget, fra jeg begyndte, kom hen til mig efter nogle år og sagde: ’I starten var du så sur, men nu er det hyggeligt at gå til kor.’”
Flyglet bag ham skinner i eftermiddagssolen. Han spiller ofte på det i sin fritid, han er ikke som kokken, der ikke gider lave mad derhjemme.
”Jeg er dirigent, ikke pianist, og derfor ligeglad med, om jeg spiller forkert,” siger han og smiler, efterfulgt af et taktfuldt tak for i dag. Så snører han sine lædersko og går ud i Carlsberg Byen. Han skal videre i programmet.
