Du skriver i din nye bog, at ”jeg bliver altid bekymret, når folk siger, at jeg ligner min far” …
”Han er den, jeg kender, jeg har allermindst lyst til at minde om. Han var definitionen på galskab og ondskab, et utrolig dårligt menneske. Der er nærmest ikke noget godt at sige om ham – og jeg har jo halvdelen af hans dna …
Men hvor slem var han?
”Jeg var kun fire år gammel, da min mor måtte flygte fra ham, fordi han var voldelig og komplet utilregnelig, og jeg fik som barn at vide, at jeg ikke måtte tage telefonen, hvis han ringede, og ikke åbne døren, hvis han kom forbi. Han blev ved med at opsøge mig i mange år, og de sidste 10 år af sit liv havde han et polititilhold mod mig.
Han døde i 2015. På det tidspunkt var jeg blevet 40, og da jeg ryddede hans lejlighed, gik det op for mig, at vi lignede hinanden meget på de billeder, jeg fandt. Jeg lavede efterfølgende podcasten ’Kan man tilgive en psykopat?’, hvor jeg blandt andet talte med nogle af hans gamle bekendte på Vesterbro. Han var førtidspensionist, men havde bildt dem alt muligt ind: at han ejede et VVS-firma, at han var boligspekulant, juridisk rådgiver og så videre. Det hele var løgn. Imens jeg lavede podcasten, kom jeg til at tænke: Hvor meget af ham er der i mig? Jeg er jo også blevet kendt på at have noget galskab, og jeg gør nok nogle ting, som andre ikke ville gøre.”
Som hvad?
”Nede i tennisklubben mødte jeg på et tidspunkt en mand, der stod og barberede sig ude i omklædningsrummet. Hans små hår var alle vegne, ud over hele vasken, så jeg spurgte, om han ikke lige ville skylle af efter sig, men nej. ’Det er jo bare hår,’ sagde han. Så gik jeg hjem, barberede mig hver dag i en uge og samlede alle mine skægstubbe i en lille pose. Og næste gang jeg så ham nede i klubben, hældte jeg dem ned i hans taske, mens han var i bad.
Jeg kan også finde på – hvis jeg ser en hund, der laver lort foran min hæk, og dens ejer ikke samler den op – at gå ud og sige hej. Derefter følger jeg efter vedkommende og finder ud af, hvor han bor. Jeg går hjem, skovler lorten op, og så går jeg hele vejen hen til hundelufterens hjem og placerer lorten i indkørslen med en seddel: ’Du glemte noget.’
I mit professionelle liv er jeg også blevet kendt for at gøre ekstreme ting. Min komik har været ekstrem, og da jeg lavede indslag med skjult kamera for Ekstra Bladet, var det også ekstremt. Jeg har også været i mange forhold med ekstreme kvinder – i dag er jeg heldigvis gift på 10. år med en meget pragmatisk praktiserende læge – og alt det her lagt sammen har fået mig til at kigge tilbage og blive bange. Hvad nu, hvis jeg også er psykopat?”
I forbindelse med bogen har du opsøgt en psykolog for at få svar. Hvordan var det?
”Jeg har haft kræft et par gange og er i livslang behandling, hvilket betyder, at jeg skal til kontrol en gang om året. Da jeg skulle op til en psykolog for første gang for at finde ud af, om jeg havde psykopatiske træk, var jeg mere nervøs, end jeg nogensinde har været til en kræftkontrol.
Jeg talte også med Tine Wøbbe, chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Vi talte om dengang, jeg ville slå min far ihjel, fordi han havde truet min datter. Han sendte et brev, hvor der stod noget i retning af: ’Jeg ved jo, at du har fået en datter. Jeg ville nok kigge mig over skulderen, hvis jeg var dig.’ Tine sagde, at vi jo er pattedyr, som gerne vil beskytte vores egne. At det var et helt naturligt instinkt at tænke sådan. Men at det var et sundhedstegn, at jeg ikke rent faktisk havde dræbt ham.”
Hvad lærte du om dig selv?
”Jeg lærte, at jeg har nogle lighedspunkter med min far. Jeg har brugt ham meget i min komik, og i ’Motor Mille’ på Ramasjang spiller jeg en gammel, sur mand, som er baseret én til én på min far. Psykologen sagde, at jeg jo på den måde havde brugt hans galskab til noget konstruktivt. Men hun sagde også, at jeg burde fokusere mere på alle de områder, hvor jeg ikke ligner min far: Jeg er sammen med min kone på 10. år, jeg har fire børn, jeg betaler skat, og jeg møder op til tiden, når jeg har en interviewaftale.”
Er du også blevet klogere på din far?
”I bogen beskriver jeg nogle ting, som han har fortalt mig om sin barndom, som er helt horrible. Han var voldsomt allergisk over for hunde, og hans forældre havde en gammel puddelhund. Men i stedet for at skille sig af med den sendte de ham væk fra Frederiksberg og på julemærkehjem i Hobro, da han var 15 – i 1946. Der boede han så, indtil hans farmor besluttede sig for at aflive hunden, en dag hans forældre var væk hjemmefra. Hans far begik selvmord, da jeg var tre år gammel, og hans mor – min farmor – var det koldeste menneske, jeg nogensinde har mødt. At vokse op med hende må have været forfærdeligt. Så på den måde kan jeg godt forstå, at alle hans løgne var en overlevelsesmekanisme.”
Så du kan godt føle sympati for ham på trods af det hele?
”Jeg kan godt have ondt af ham. Men da jeg selv fik børn, tænkte jeg, at jeg ville gøre alt for dem. Og så tænkte jeg på alt det, han havde udsat mig for. Og det er nok der, min sympati for ham knækker.”
Hvad siger din familie til, at du behandler dit forhold til din far offentligt?
”Min mor og min søster har desværre slået hånden af mig. Det er en meget større sorg, end mit forhold til min far nogensinde har været. De medvirkede i min podcast, men da de hørte, at jeg havde planlagt en standup-turné på baggrund af den, og at jeg ville skrive en bog, sendte de en sms, hvor de skrev, at de ikke ville se mig, så længe jeg taler om min far i offentligheden. Jeg kørte op for at snakke med dem, sagde, at jeg ville droppe bogen – turneen kunne ikke aflyses – men det hjalp ikke. De havde bestemt sig.”
Hvorfor har du behov for at tale om det?
”Jeg er så træt af at være vokset op i 80’ernes stilhed. I 80’ernes skam. At gemme sig bag ligusterhækken. Jeg ved ikke, om det er en dansk ting. Men jeg sagde aldrig noget til nogen i skolen, når min far havde været på besøg, og hele familien rystede af skræk. Jeg bebrejder ikke min mor noget som helst, for hun gjorde, hvad hun kunne, men havde vi rakt ud noget tidligere, havde vi måske også fået hjælp tidligere. Hvis den her bog kan være med til at hjælpe nogen til at indse, at der er noget helt galt i deres liv, og at de skal se at slippe ud af det, har det været det hele værd. Jeg var selv mange år om at opdage, at det, min far havde udsat mig for, var helt vanvittigt. Det var først, da jeg skrev en bog om mit kræftforløb, og folk læste afsnittet om min barndom og sagde: ’Det var da helt forfærdeligt’, at jeg forstod det.”
Og hvad fandt du så ud af hos psykologen? Er du psykopat?
”Det har jeg lovet mit forlag ikke at afsløre. Det må man læse bogen for at finde ud af.”
