ENGANG I sidste halvdel af 90’erne fandt jeg ud af, at der var noget, der hed en billedskærer. Jeg var fascineret af træ og havde forsøgt at blive tømrer, men på det tidspunkt var det meget svært at få en læreplads, og jeg tog en HF i stedet.
Men jeg kunne ikke slippe ideen om håndværk. Rigtigt håndværk, hvor man kunne komme tæt på materialerne og få indblik i nogle hemmeligheder. En dag snakkede jeg med en møbelsnedker fra Nationalmuseet, som fortalte om sin kollega billedskæreren. Det lød som et fag, der krævede fordybelse. Det lød lidt fint.
Jeg undersøgte, hvor jeg kunne stå i lære, men de få billedskærere, jeg fandt, var afvisende. De havde ikke tid og råd. Jeg begyndte på Den Fri Ungdomsuddannelse, og det gav mig mulighed for at tage nogle kurser i tegning, skulptur og modellering.
Så tog jeg til Bali og var mod betaling et halvt år på et værksted specialiseret i garuda-figurer. Garudaen er en slags fugl fra den balinesiske og hinduistiske mytologi, og jeg sad i skrædderstilling med de andre træskærere på en måtte på gulvet og øvede mig.
Renæssanceporten til Børsen på vej.
DA JEG KOM HJEM med min egen garuda i tasken, henvendte jeg mig til billedskæreren Jacob Nielsen, der havde værksted i København. Han tog mig ind, men kun fordi jeg havde finansieringen med fra min uddannelse.
Det gik vældig godt. Jeg fik lov at indgå i hans produktion, han blev min primære læremester, og jeg fik prøvet meget. For eksempel restaurerede vi trærelieffer, der sad under bronzetaget på nogle gamle, sekskantede københavner-telefonkiosker fra 1890’erne.
Én telefonkiosk var brændt, en anden havde fået en vandskade, og vi blev hyret af den håndværker, der havde den samlede entreprise.
Vi producerede også en del vikingeinspireret kunsthåndværk, som min mester solgte på markeder. Han var meget engageret i vikingekulturen, og det var spændende at lære den tids formsprog.
EN DAG SÅ JEG en udstilling på Nationalmuseet med en fantastisk maori-billedskærer, Fayne Robinson, som jeg tog kontakt til. Jeg havde stadig lidt penge fra min uddannelse at tilbyde. Så tog jeg til New Zealand og arbejdede seks dage om ugen i et halvt år i hans værksted.
Det var en suveræn tid. Grundlæggende var teknikkerne de samme, som vi anvendte derhjemme. Men deres polynesiske design og ornamentik var anderledes. Meget udtryksfuldt. På den måde fik jeg suppleret mit repertoire med et nyt formsprog.
Efter New Zealand arbejdede jeg et par år på Nordisk Center til Bevarelse af Håndværk i Raadvad og følte efterhånden, jeg kunne meget. Men jeg ville gerne have papir på det. Det var der mere pondus i.
Jeg vidste, at de havde en svendeprøve i Sverige, og fik kontakt til en professionshøjskole i Tibro, der ligger cirka midt mellem Göteborg og Norrköping.
De kiggede på min erhvervserfaring, og vi lavede en uddannelsesplan, hvor jeg blev inviteret til at gå hos en svensk mester i en periode og få noget mere rutine med rokoko-skæreri. Han var på vej på pension, men syntes, at det var spændende at få mulighed for at give sine kundskaber videre.
Efter et par måneder kom han og sagde, at han havde meldt mig til svendeprøve: Du kan gå i gang med at arbejde på den på mandag.
Den frie del af opgaven var et skjoldlignende relief, en nordisk version af Sankt Jørgen og dragen med en masse skæl og detaljer og et kompliceret, dybt gab med nogle lange tænder. Den bundne del var et såkaldt rokokoslør, et brudstykke af et større ornament med nogle svungne akantusblade, som er den mest benyttede form inden for relieffer siden antikken. Jeg fik sølvmedalje for mit arbejde, den højeste udmærkelse. Der var jeg stolt. Nu var jeg sgu uddannet.
Det første år tjente jeg måske 80.000 kroner. Heldigvis havde jeg en meget lav husleje dengang.
David Svanes vertikale værktøjskasse.
I PERIODER har jeg kunnet leve udelukkende af billedskærerarbejde. Men der har også været mange dårlige år for sådan nogle som os. Under finanskrisen for eksempel. Billedskæreri er ikke en nødvendig udgift på samme måde, som andre håndværk er det, når det drypper igennem dit tag, når lokummet ikke skyller ud, eller din bil ikke vil starte. Men efterhånden begyndte opgaverne at komme. Og jeg har lært mig nogle andre ting. Møbelrestaurering først og fremmest. Og lidt møbelsnedkeri.
Efterhånden har jeg været selvstændig i 20 år. Og der har da været en del røvballearbejde imellem. Jeg har sat hoveddøre i stand. Lavet trin på køkkentrapper. Den slags siger jeg nej til i dag. Det ligger for langt væk fra, hvad jeg kan og vil.
Nu har jeg været heldig at få en opgave, hvor jeg skal stå for en rekonstruktion af en renæssanceport til Børsens hovedindgang. Den er fuld af udhuggede hoveder og ornamenter, og den eneste kilde til, hvordan den skal se ud, er en akvarel, der hænger inde på Børsen, hvor porten udgør en mindre del.
Det er ikke ligefrem en arbejdstegning. Men jeg mener, jeg kan ramme epokens formsprog, og har studeret Børsens arkitektur og samtidens møbler, klædedragter, smykker og stukkatur for at finde eksempler på ornamenter og motiver, jeg kan bruge.
Slots- og Kulturstyrelsen, der giver tilskud til projektet, er bekymret for, at jeg vil skære for mange detaljer. I forhold til historisk korrekthed mener de, at det er bedre at lave for lidt end for meget, hvis man ikke er helt sikker.
JEG MENER IKKE, man kan gøre for meget ud af en port, som Christian IV har fået opført, mens der var penge i landet. Børsen var landets flagskib, måske endda Nordens. Du kan ikke lave overkill på det. Specielt når det ikke er noget, vi har gravet op, men en rekonstruktion. Lad os da lave en renæssanceport, som man ville have gjort i renæssancen.
Måske er den færdig engang i 2022. Jeg tør ikke sige det. Det turde jeg heller ikke, da arkitekten ringede og spurgte, om jeg ville have opgaven – heller ikke, hvad det ville koste. Det blev aftalen, vi kører efter.
Billedskæreri er magisk, når det kører, og det lykkes. Det sværeste tidspunkt er, når du står med en plan flade. Men når du så arbejder med det, kommer tingene lige pludselig frem af træet.
Jeg er bekymret for fagets fremtid, selv om der er masser at lave rundtom på landets kirker og slotte. Ideelt set burde staten lave et værksted, hvor man uddanner billedskærere. Ellers dør traditionen nok ud.
