AD BUMLEDE LANDEVEJE gennem New Mexico ligger stedet, hvor det hele startede. Det grønne byskilt uden for Roswell er udsmykket med ufoer og rumvæsner, længere inde har gadelamperne form som alien-hoveder, og på det neongrønne Roswell Inn byder et rumvæsen velkommen med budskaberne ”Crash here” og ”Welcome – Make your reservations earthlings”.
Roswell med sine små 50.000 indbyggere midt i New Mexicos støvede udørk har udråbt sig selv til ’verdens ufo-hovedstad’, der er grå og grønne rumvæsner alle vegne, byens McDonald’s er udformet som et sølvgråt rumskib, i bymidten er der stort set kun souvenirbutikker, der tilbyder alt inden for ufoer og extra terrestrials, og midt på asfalten står et skilt med teksten ”The Truth Is Out There”.
Men måske er sandheden kommet lidt nærmere den planet, vi kalder jorden. I hvert fald har ufo-fænomenet og interessen for intelligent liv i det ydre rum fået en regulær renæssance. I 2020 bekræftede Pentagon tre videoer af ufo-hændelser, der allerede florerede på internettet. På den ene af videoerne kan man høre, hvordan piloter fra den amerikanske flåde med lige dele begejstring og forbløffelse udbryder: ”Look at that thing!”
Siden har de uidentificerede flyvende objekter fundet vej til ikke bare den seriøse presse i hele verden, men også til det amerikanske senat, der tidligere i år holdt en høring, hvor politikere på begge sider af spektret ville vide, hvad i alverden der foregår.
Baggrunden er, at en række prominente kilder de senere år er trådt frem, fra militærofficerer til en tidligere chef for et hemmeligt amerikansk ufo-program, med påstande om, at der i det amerikanske luftrum observeres langt flere ufoer eller UAP’s – Unidentified Anomalous/Aerial Phenomena – som det hedder i USA.
Til senatshøringen fortalte tidligere militæransatte under ed om deres uforklarlige oplevelser med ufoer. David Grusch, en tidligere amerikansk efterretningsofficer, der ikke selv har set UAP’er eller ufoer på nærmeste hold, har været ansvarlig for at analysere UAP-hændelser for det amerikanske forsvar. Han fortalte til høringen, at amerikanske myndigheder er i besiddelse af ufoer.
”Det er helt sikkert,” sagde han og tilføjede, at man ligefrem havde indsamlet “ikke-menneskeligt biologisk materiale.”
Uidentificeret flyvende objekt, Salem, Massachusetts, 16. juli 1952. Foto: The Granger Collection/Ritzau Scanpix
UFO-FÆNOMENET ER ikke nyt, og der er mange udlægninger af, hvad der egentlig skete dengang i juli 1947 i Roswell. I den mest udbredte version så beboere i området, hvordan nattehimlen pludselig lyste op. Et par dage senere fandt landmanden William ’Mack’ Brazel vragrester på sin fårefarm og tilkaldte sine bekendte, der senere har beskrevet vragdelene som ”af et mærkeligt materiale, vi aldrig havde set før … bøjeligt, men stærkt”.
Sheriffen George Wilcox tog ud for at inspicere markerne, hvor han blandt andet fandt gummi, træ, folie, tape og papir, og han tilkaldte forstærkninger i form af major Jesse Marcel fra Roswell Army Airfield. Marcel var overbevist om, at fundet var resterne fra en flyvende tallerken, og der blev sendt en pressemeddelelse ud, som lokale aviser dagen efter bragte under overskrifter som ”Army Reveals Flying Disc Found on Ranch in New Mexico”.
Den forklaring blev dog hurtigt trukket tilbage og erstattet med en fortælling om, at vragresterne stammede fra en nedstyrtet højtryksballon. De lokale aviser måtte bringe rettelser, men major Marcel fastholdt, at der var tale om vragrester fra en ufo. Det samme gjorde hærens presseofficer Walter Haut, mens andre angivelige vidner hævdede, at de havde set ligene fra døde rumvæsner blive ført væk af militæret.
Mange, deriblandt atomfysiker Stanton Friedman, som havde nærstuderet hændelsen og i 1980 udgav bogen ’The Roswell Incident’, mente, at der var tale om et cover-up fra regeringens side af ”kosmiske Watergate-proportioner”. Siden fulgte flere bøger og tv-dokumentarer, og efterhånden indledte det amerikanske luftvåben en undersøgelse af, hvad der var sket. Den slog fast, at vragresterne i virkeligheden stammede fra ’Project Mogul’ – et tophemmeligt atomspionageprojekt, hvor militæret havde foretaget målinger med lydbølgeoptagere i højtryksballoner højt oppe i atmosfæren for at finde ud af, om Sovjetunionen foretog atombombeprøvesprængninger. Og da det foregik under den kolde krig, havde det været nødvendigt at holde det tophemmeligt.
Den amerikanske regering vurderede i 1994 Roswell-sagen til at være case closed, men på det tidspunkt var ’The X-Files’ på sit højeste, og det paranormale og potentielle cover-ups fra regeringens side var på radaren hos folk. Det kom meget belejligt for Roswell. Den gamle industriby var ved at dø og var derfor ikke sen til at udnytte mytologien og skabe et mekka med ufo-museum og en årlig ufo-festival.
Også selvom Brazels gamle fårefarm, hvor vragresterne i sin tid blev fundet, slet ikke ligger i Roswell, men halvanden times kørsel derfra nær den lille afsides flække Corona, hvor man efter uendelige kornmarker, trafikløse landeveje og enorme ranches med kranier og gevirer på portene bliver mødt af et højt hegn, der forhindrer forbipasserende i at komme længere.
PÅ NØRREBROGADE i København er der trængsel på de brede cykelstier, hvor ingen har tid til andet end at kigge ligefrem. Midt i mylderet kommer Frederik Dirks Gottlieb slentrende i efterårssolen med sit lange, mørke, krøllede hår. De seneste tre år har han bragt ufoer på dagsordenen herhjemme som vært på DR-podcasten ’Flyvende tallerken’, hvor han sammen med astrofysiker Anja C. Andersen har interviewet jagerpiloter, forskere, journalister og mange andre fra Danmark og udlandet med indsigt i emnet. Senest har han også udgivet bøgerne ’Kig op! Der findes ufoer’ og ’Ufo-mysteriet’.
”For mig er ufoer ikke en eller anden farlig konspirationsteori,” siger han på Minas Kaffebar tæt på gadens cykeltrafik, mens han fortæller, hvordan en af programmets gæster, Karsten Marrup, major samt chef for Center for Luftoperationer, efter at have set de tre Pentagon-videoer sagde: ”Jeg kan ikke se, hvordan det her kan være jordisk.”
Frederik Dirks Gottlieb voksede op med en far, han kalder for en spacy mand. Han havde langt hår, var flamboyant og troede på ufoer, og når han beskriver ham i dag, kan den 40-årige søn godt høre, at det lyder som ham selv. Hans far gav ham bøger om Roswell og om ’mænd i sort’ – regeringsfolk, der sørger for, at tophemmelig information ikke spreder sig – og han støvsugede kioskerne for science fiction-film, som de så sammen. Og så havde faren for vane at sætte sig på terrassen ved aftenstide og kigge op mod himlen i timevis.
”Det endte med, at han flyttede permanent op i sit sommerhus ude i en skov, hvor der var helt mørkt om aftenen. Her sad han og orienterede sig mod stjernerne og ventede på at se en ufo.”
Som knægt havde Frederik Dirks Gottlieb svært ved at forstå det. Det var for skørt, for meget, og særligt som teenager havde han en periode, hvor han distancerede sig fra sin alternative far. Men da faren pludselig døde i 2013, tømte sønnen efterfølgende sommerhuset og faldt over farens mange ufo-ringbind. Det viste sig, at faren havde været aktiv i ufo-miljøet som ung og formand for en klub i Gentofte. Der var også medlemsblade fra Skandinavisk UFO Information tilbage fra 50’erne og en masse håndskrevne noter, hvor han blandt andet skrev, at efter John F. Kennedy var blevet præsident, kunne man håbe på mere åbenhed om fund af ufoer.
”Man tænker: ’Shit, hvor er det lang tid siden, at han har siddet der og haft den interesse.’ De fleste myter dør efter nogle år, men her er noget, der ikke forsvinder.”
For nylig udkom ’Ufo-mysteriet’, hvor Frederik Dirks Gottlieb går i fodsporene på sin far, og i forbindelse med bogen opsøgte han blandt andet farens gamle ven Erik, som han drev ’Gentofte Ufo-gruppe’ med i 50’erne og op igennem 60’erne.
”Det er lidt trist, at det var hans dødsfald, der startede min egen interesse for emnet. Det betyder, at jeg ikke har kunnet tale med ham om det. Det har til gengæld også været en måde at lære ham bedre at kende, nu hvor han ikke er her længere,” siger Frederik Dirks Gottlieb, der også har fundet virkelig mange ’sjove’ avisartikler fra 50’erne og 60’erne – en tid, hvor flyvende tallerkner blev taget meget seriøst.
”Her bliver flyvende tallerkner nærmest beskrevet som et virkelighedsfænomen. Senere gik der Hollywood i den, men i min fars ungdom var der mange, der følte, at man var på sporet af noget meget virkeligt,” siger han.
Frederik Dirks Gottliebs far var fra ’Roswell-generationen’. Til sin dødsdag var han overbevist om, at det var en ufo, der var styrtet ned i New Mexico, og at der var tale om et stort cover-up.
”Modsat mig selv, som prøver at forholde mig objektivt og journalistisk til fænomenet, var min far helt sikker på, at noget havde besøgt os. Han var virkelig en believer til sine dages ende. Jeg har altid troet på liv i universet, men været i tvivl om, hvorvidt vi har haft besøg fra rummet. Når Pentagon så kommer med den udmelding i 2020, ryger man direkte ned i kaninhullet.”
Foto: Anders Ryehauge
DER HAR VÆRET observationer af uforklarlige objekter fra oven gennem alle tider. Der er ældgamle mayaberetninger, som folk mener i virkeligheden omhandler rumskibe, og man kan finde tidlige kinesiske tekster, der beretter om ’månebåde’, som fløj rundt hvert 12. år. Den romerske skribent Julius Obsequens berettede om flyvende objekter over Rom mellem år 249 og år 12 f.v.t., og historikeren Plutarch beskrev i år 74 f.v.t., hvordan ”himlen pludselig bristede, og en enorm flammelignende genstand blev set falde ned”.
Der er også folk, der mener, at Det Gamle Testamente indeholder ufo-referencer. I ’Ezekiels bog’ berettes om en form for fartøj, der falder ned fra himlen og lander i Kaldæa – nutidens Kuwait – og NASA-ingeniøren Josef F. Blumrich argumenterede i 1974 i ’The Spaceships of Ezekiel’ for, at profeten Ezekiel havde haft et møde med et rumskib – ikke med Gud.
25. januar 1878 bragte avisen Denison Daily News en artikel om landmanden John Martin, der i det nordlige Texas havde set et stort, rundt objekt flyve igennem luften i ”en utrolig fart”. I de år bragte amerikanske aviser adskillige historier om ”mystiske luftskibe”, og der var spekulationer om, hvorvidt opfinderen Thomas Edison var på spil og havde skabt en kunstig stjerne, hvilket han dog pure nægtede.
Under anden verdenskrig rapporterede allierede piloter om lyskugler, der fulgte deres fly over Japan og Tyskland. Piloterne brugte begrebet foo fighters (i øvrigt navnet på et verdenspopulært rockband) om fænomenet, der efterfølgende blev afskrevet af det amerikanske militær som hallucinationer. Efter krigen var Skandinavien arnested for mærkelige observationer. Hen over adskillige uger i 1946 kom der tusindvis af meldinger om mærkelige cigarformede raketter, der var i stand til at foretage utrolige manøvrer ved ekstreme hastigheder. De fleste observationer kom fra Sverige, men der var også en del i Finland og enkelte i Danmark. Til sidst vurdererede amerikanske efterretningstjenester – uden at kunne slå noget fast med sikkerhed – at objekterne måtte tilhøre russerne, der havde udviklet nye hemmelige våben.
SELVOM ROSWELL-HÆNDELSEN fra juli 1947 er den mest kendte, var der to andre ufo-episoder få dage tidligere. I juni fortalte kystvagten Harold Dahl og hans søn, at de havde set seks donut-formede objekter flyve over sig, mens de fiskede nær indlandsøen Maury Island i staten Washington, og at den ene var eksploderet, så det regnede ned med vragrester. Og privatpiloten Kenneth Arnold meddelte, at han havde set ni flyvende objekter tæt på vulkanen Mount Rainier i det nordvestlige USA. Til aviserne beskrev han, hvordan objekterne fløj mange tusind kilometer i timen, mens de bevægede sig som ”underkopper, der slog smut hen over vandet” – heraf begrebet flying saucer, der stadig benyttes flittigt i dag.
Der kom i det hele taget så mange meldinger om flyvende tallerkner i 1947, at det amerikanske luftvåben i samarbejde med FBI undersøgte de mange hændelser og senere i en officiel meddelelse konstaterede: ”’Flyvende tallerken’-situationen er på ingen måder indbildt eller handler om, at man lægger for meget i naturlige fænomener. Der er rent faktisk noget, der flyver rundt.”
I begyndelsen af 50’erne brugte det amerikanske luftvåben første gang begrebet ’ufo’ om de uidentificerede flyvende objekter, og det lykkedes landmanden Paul Trent at tage to billeder af en flyvende tallerken over sin farm i Oregon. De blev bragt i aviser over hele landet, inklusive magasinet Life, men lige siden har folk påstået, at Trent og hustruen Evelyn havde opstillet billederne, og at det i virkeligheden bare var en frisbee, der hang i en snor.
DET ER FAKTISK næsten præcis, hvad der skete i Danmark. På forsiden af B.T. 8. juli 1959 kunne man se en flyvende tallerken hænge over Ballonparken på Amager. Det sensationelle billede var leveret af de to studerende Ole Strandgaard og Jørgen Ekvall, og det nåede også forbi både TV Avisen og Forsvarets Efterretningstjeneste, før de selv afslørede, at det var fup. De havde lavet ’ufoen’ ved hjælp af to plastiktallerkner, som de havde limet sammen med tre overskårne tennisbolde og hængt op mellem to træer med en fiskesnøre.
Snyderiet foregik i en tid, hvor rigtig mange danskere var optaget af fænomenet. Skandinavisk UFO Information (SUFOI) blev stiftet i 1957, og foreningen, der udsendte tidsskriftet UFO-Nyt samt forskellige bøger om fænomenet, var et populært foretagende, der i slutningen af 70’erne nåede sit højeste med 2.500 medlemmer – en af verdens største ufo-foreninger målt på befolkningsstørrelse.
På en af de øverste etager i Gyldendals gamle, kringlede labyrintbygning i indre København sidder Kim Møller Hansen, en mand nær pensionsalderen med briller og sparsomt gråligt hår og skæg, der foruden at være redaktionschef og forfatter til over 40 børne- og voksenbøger om forskellige mysterier har været formand for SUFOI de seneste 25 år.
”Lige nu er vi 15 mænd af en vis alder, der sidder og snakker ufoer,” siger han og gnægger, som kun mænd af en vis alder kan gøre det.
SUFOI ser det som sin vision at lave ’folkeoplysende arbejde’, foreningen har siden 1957 undersøgt omkring 18.000 ufo-observationer i Danmark, og Kim Møller Hansen fortæller, at da SUFOI startede, ”ville vi overbevise hele verden om, at vi fik besøg udefra”.
”Men i dag vil vi gerne være fornuftens stemme, der siger: ’Arh, det gør vi så nok ikke’ … Det er vendt 180 grader. Nu er det os, der er blevet de sure gamle mænd,” siger han.
Hvor man i foreningen tidligere tænkte, at de uforklarlige tilfælde skyldtes liv fra andre planeter, tror man i dag på naturlige forklaringer og på, at man i de 5-10 procent uforklarlige sager blot ikke har fundet dem endnu. Efter mere end 50 år måtte UFO-Nyt således også sende det allersidste magasin på gaden i 2010. Der var under 400 abonnenter, og det kunne ikke løbe rundt.
”Vi havde været så skeptiske og kritiske over for ufo-myten i bladet, at ingen længere gad købe det. I stedet lagde vi det hele digitalt, og nu bliver vi så skældt hæder og ære fra på Facebook. Folk bliver skuffede over, at vi – af alle – ikke tror på ufo-myten.”
Major Jesse Marcel med de jordiske rester fra Roswell-hændelsen, 1947. Foto: New York Public Library/Photo Researchers/Ritzau Scanpix
SOM 13-ÅRIG fandt Kim Møller Hansen i 1971 sin onkels gamle UFO-Nyt på loftet og syntes, det hele var meget langt ude. Men han kunne alligevel ikke dy sig for selv at abonnere, og nogle år senere trak nysgerrigheden ham til et møde i Skandinavisk UFO Information.
”Der fandt jeg ud af, at så skøre var de slet ikke, de mennesker. De viste sig faktisk at være ganske fornuftige, grænsende til det kedelige,” siger han og forklarer, at der i UFO-Nyts første tid var hyppige beretninger fra folk, især amerikanere, der havde været i kontakt med liv fra andre planeter – blandt andet George Adamski, der fortalte om i ørkenen at have mødt en besøgende fra Venus.
”Adamski var den store profet. Hans filosofi og lære var enkel og dejlig romantisk, den handlede om, at rumboerne ville komme for at frelse os fra forurening og krig og alt muligt andet, og at vi skulle lære at behandle hinanden ordentligt,” siger Kim Møller Hansen.
George Adamski døde i 1965, og der kom en skillelinje i SUFOI, hvor flere satte spørgsmålstegn ved måden, man tilgik emnet. De første raketter var sendt ud i rummet, og man havde fået mere viden om solsystemet, heriblandt om temperaturer og forhold på Venus.
”Adamskis historier begyndte at virke mere og mere urealistiske. Han påstod også at have været ude at flyve og set bagsiden af månen, hvor der var palmetræer. I dag kan det virke skørt, men mange troede på det dengang.”
Til sidst var SUFOI delt op i to lejre: dem, der ville gå den naturvidenskabelige vej, og dem, der ville fastholde troen på Adamski. Førstnævnte fløj vandt, hvilket fik flere, blandt andet stifteren og militærmanden H.C. Petersen, til at forlade foreningen.
”I starten var det SUFOI’s formål at overbevise alle om, at vi fik besøg udefra, men i alle årene siden er vi blevet mere og mere skeptiske. I dag er vi nok det, man vil betegne som meget skeptiske.”
Foto: SUFOI Picture Library
EFTER ROSWELL var der ufoer og rumvæsner alle vegne i populærkulturen. Tegneseriefiguren ’Marvin Marsmand’ fra Looney Tunes ankom i 1948 til jorden i et flyvende skib, Ella Fitzgerald sang i ’Two Little Men in a Flying Saucer’ om rumvæsner, der skynder sig væk, da de opdager, hvor anstrengende jordboer er, og så kom Hollywood selvfølgelig på banen.
Den første film om flyvende tallerkner var thrilleren ’The Flying Saucer’ fra 1950, og senere fulgte for eksempel ’The Thing from Another World’, ’Invasion of the Saucer-Men’ og ’Earth vs. the Flying Saucers’.
Den schweiziske psykiater Carl Jung funderede i 1959, kort før sin død, over ufo-fænomenet og vurderede de mange observationer til at være ”projektioner fra en stresset kollektiv underbevidsthed”.
Fascinationen skulle dog snart vise sig at have toppet – i hvert fald for en stund. Tv-værten Walter Cronkite blev ansigtet på en modbølge, da han i programmet ’UFO: Friend, Foe or Fantasy?’ på nationalt tv i 1966 oplyste millioner af seere om, at ufoer altså var den rene fantasi.
Tre år senere tog Neil Armstrong det første skridt på månen, og samme år lukkede det amerikanske luftvåben sit ufo-program ’Project Blue Book’ med ordene: ”Nothing has come from the study of UFOs in the past 21 years that has added to scientific knowledge.”
På det tidspunkt var seks procent af de tusindvis af undersøgte tilfælde kategoriseret som ’uidentificerede’, og i dag ved man, takket være afklassificerede dokumenter fra FBI, CIA og andre sikkerhedstjenester, at man bag lukkede døre besluttede at køre en aggressiv debunking-strategi op gennem 60’erne. På den ene side overvågede man et hav af ufo-entusiaster, private aktører og organisationer, mens man på den anden side forsøgte at stemple dem, der var optaget af emnet, som sølvpapirshatte for at få folkets interesse for ufoer til at dale. Udadtil havde man fra officielt hold en distanceret, næsten overbærende tilgang til emnet. I 70’erne udtalte det amerikanske luftvåben således: ”Hvis man ser en ufo og mener, at situationen kræver det, så kontakt din lokale politistation.”
Ufo-kulten Unarius fra Californien blev grundlagt i 1950’erne og eksisterer stadig. Foto: Charles M. Ommanney/Shutterstock/Ritzau Scanpix
MED FILM SOM ’Nærkontakt af tredje grad’, ’Alien’, intergalaktiske føljetoner som ’Star Trek’ og ’Star Wars’, ’The X-Files’ og filmserien ’Men in Black’ fik hele ufo-myten en noget mere fiktiv størrelse præget af fri fantasi.
Alligevel kender man i dag til tidligere ufo-programmer, der har undersøgt fænomenet over det meste af verden fra Brasilien over Japan til det tidligere Sovjetunionen. Her blot et par eksempler: I Storbritannien kørte ’Project Condign’ fra 1951 til 2009, Italiens ufo-program strakte sig frem til 2005 med næsten 20.000 indsamlede sager, hvor 10 procent endnu er uopklarede, og i Frankrig kører det stadig – her er en femtedel af 6.000 sager endnu ikke løst.
Der har også over hele verden været tilfælde af såkaldte mass sightings – altså ufo-hændelser, hvor mange mennesker på samme tid har set noget uforklarligt. I Pennsylvania så beboere og frivillige brandmænd i 1966 et nedstyrtet agern-formet objekt på størrelse med en bil og dekoreret med skrift, der mindede om egyptiske hieroglyffer. I Melbourne i Australien så mere end 300 elever og lærere samme år fem fly på himlen forsøge at omringe og indfange en ufo. I Teheran forsøgte det iranske militær i 1976 at skyde en ufo ned. I Anchorage i Alaska nødlandede et fly fra Japan Airlines i 1989 efter ifølge flypersonalet at være blevet omringet af kæmpemæssige ufoer, og i Belgien så beboere i hele landet flyvende sorte trekanter i 1990.
Den formentlig mest afrapporterede ufo-hændelse er dog nok ’The Phoenix Lights’ fra marts 1997, hvor tusindvis af mennesker rundtom i Arizona fortalte om at have set en kæmpestor triangulær formation af lys på nattehimlen. Eftersom der ligger adskillige militær- og luftvåbenbaser rundtom i staten, mener de fleste i dag, at forklaringen skal findes der, men der er stadig dem, der siger: ”Hvad nu, hvis det var fra det ydre rum?”
ALLEREDE I SLUTNINGEN af 70’erne begyndte Kim Møller Hansens tro så småt at svinde ind. Dengang boede han i Nykøbing Falster, og foruden at gå på lærerseminariet optog han i SUFOI-regi rapporter fra folk, der havde set noget uforklarligt. På en af sine første sager fik han en opringning om lysende objekter på den mørke aftenhimmel ud over Østersøen. Da han selv nåede ned til kajen, var der ikke mere at se, men efter at have undersøgt sagen fandt han frem til, at man ved Peenemünde i Nordtyskland samme aften havde sendt balloner op, som man havde skudt efter med raketter.
Han fik også til opgave at undersøge en ufo-hændelse, der havde været bragt i den lokale avis. Det var to politibetjente, der havde spottet ufoerne, og i avisen var der et billede, hvor de stod og kiggede op i himlen. Men efter at have snakket med folk, der vidste noget om astronomi, kunne Kim Møller Hansen konkludere, at betjentene i virkeligheden havde jagtet planeten Venus.
”Så kan man sige: ’Hvor dum kan man være?’ Men den kunne vi alle sammen være røget i, for under de rette forhold kan Venus stå rigtig skarpt på himlen, og så ender man med at køre efter den i sin bil, selvom den er millioner af kilometer væk,” siger han.
Under sin opvækst havde Kim Møller Hansen selv set uforklarlige ting, når han havde stået og ventet på bussen og gloet op i mørket, men jo mere han begyndte at efterforske sager for SUFOI, jo mere mistede han sin barnetro.
”Noget helt banalt kan se vanvittigt mystisk ud, hvis man står det rette sted på det rette tidspunkt. Jeg har selv set ting, jeg ikke kunne forklare, men når jeg efterrationaliserer i dag, har det jo nok været højtflyvende fly, meteoritter, stjerneskud eller satellitter.”
I mange år havde SUFOI et nummer, man kunne ringe til døgnet rundt. Telefonvagten gik på turnus mellem medlemmerne, og i tidens løb har der været forskellige tendenser på, hvad folk har observeret. Efter tilstrømningen af bådflygtninge i 70’erne var der mange tilfælde, der viste sig at være asiatiske balloner, der blev sendt op til fester, i 80’erne kom en bølge, hvor årsagen var laserlys på toppen af diskoteker, der lyste op på skyerne, og nu om dage er det især droner, der er dominerende, fortæller Kim Møller Hansen.
SUFOI fik dog en sag i 90’erne, der gjorde særligt indtryk på ham. Han kalder den for ’den danske Roswell’. Kort fortalt blev SUFOI kontaktet af tre vidner, der havde set en form for nedstyrtning over Amager, var sprunget på cyklerne og havde pedalleret i retning af ’gerningsstedet’, hvor de havde fundet en brand og nogle lyssky mennesker. De kontaktede myndighederne, der påstod ikke at vide noget om det, og så gik detektivarbejdet i gang.
Det tog SUFOI en måned at finde svaret. De tre vidner havde set et stjerneskud på himlen, og i den retning, hvor det så ud til at forsvinde, blev en affaldsbunke ulovligt brændt på jorden, hvilket de involverede ikke ønskede myndighedernes kendskab til. Derfor vidste politiet heller ikke noget om det.
”I langt de fleste tilfælde er folk ikke ude på at lyve, men fortæller blot, hvad de ser. Det gjorde vidnerne også her. De havde bare koblet uafhængige hændelser sammen, og når man gør det, har man et mysterium.”
17. november 1974 blev dette fænomen fotograferet i nærheden af Nørresø i Viborg. Foto: SUFOI Picture Library
Femø, 1969. Den gule streg blev først opdaget efter foto-fremkaldelsen. Foto: SUFOI Picture Library
EN GANG IMELLEM må de dog i SUFOI acceptere, at de ikke kan komme videre med en bestemt hændelse. For nylig er de atter vendt tilbage til den såkaldte ’Maarup-sag’ fra 1970 om politibetjenten Evald Hansen Maarup, der en sen augustaften kom kørende nord for Haderslev, da han så en lysende ufo på himlen. I selvsamme øjeblik gik hans bil i stå. Da lyset forsvandt igen, tændte hans bil pludselig på ny.
”Det er som taget ud af filmen ’Nærkontakt af tredje grad’, hvor der netop er sådan en scene. Men filmen kom først ud syv år senere,” siger Kim Møller Hansen.
Med patruljevognens kamera, der var fastmonteret i forruden, havde betjent Maarup knipset tre billeder af lyset på himlen og tre mere, da ufoen var væk, og bilens forlygter atter tændt. Tilbage på Haderslev Politistation kontaktede han Forsvarets Efterretningstjeneste, der analyserede billederne uden at finde en forklaring. Langt om længe kom de så alligevel med en, nemlig at han muligvis havde set en kraftig meteor, samtidig med at hans bil tilfældigvis var gået i stå, formentlig på grund af et løst kabel.
”Der var faktisk et meteornedslag i begyndelsen af august, hvor det skete. Vi ved også i dag, at flyvevåbnet havde tre T-33-jetfly ude i området på det tidspunkt, så måske er det igen et eksempel på uafhængige hændelser. Men den forklaring har Maarup aldrig selv købt. Han var ikke i tvivl. Tre år senere havde han faktisk en tilsvarende oplevelse samme sted, hvor det begynder at blive sådan … okay, hvad? Der er nogle ting i den her sag, som gør, at vi aldrig har kunnet slippe den,” siger Kim Møller Hansen, der fortæller, at et par stykker i SUFOI har brugt ”sindssygt meget” tid på at efterforske Maarup-sagen og blandt andet har anskaffet sig selvsamme kamera, som sad i forruden dengang, for at finde ud af, hvad lyset på billederne kunne skyldes.
”Selvom vi tror, der findes en naturlig forklaring, er der stadig uopklarede sager, og så vil det til syvende og sidst altid været et spørgsmål om, hvad man tror på.”
FLERE GANGE HAR der været optræk til, at offentligheden måske ville få større kendskab til det hele. Den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter fortalte, at han selv havde set en ufo, og han lovede op til præsidentvalget i 1977, at hvis han vandt, ville han afklassificere samtlige regeringsdokumenter om fænomenet. Men da han satte sig i Det Hvide Hus, sagde han ikke længere ét ord om det.
Derfor kom det også som en overraskelse for mange, da The New York Times i 2020 kunne bringe historien om, at Pentagon bekræftede tre videoer af uidentificerede flyvende objekter. Det blev startskuddet til det, mange betragter som en ny guldalder inden for ufologien, som det hedder, hvor flere kilder er stået frem med spektakulære udsagn.
Luis Elizondo, den tidligere chef for ufo-programmet ’Advanced Aerospace Threat Identification Program’ under det amerikanske forsvarsministerium, udtalte til radiostationen NPR om de flyvende objekter, at han ikke anede, hvor de kom fra, men at ”vi er ret sikre på, at det ikke er herfra”. Den pensionerede pilot Ryan Graves fortalte i ’60 Minutes’, hvordan piloter ved Virginia Beach havde set ufoer hver dag i en meget lang periode omkring 2014, og først på sommeren i år var det så den tidligere efterretningsofficer David Grusch, der i en senatshøring påstod, at man i årtier har haft fragmenter af ufoer og objekter fra det ydre rum i amerikansk varetægt.
Til høringen fortalte den pensionerede flådekommandør David Fravor også om objekter, der trodser enhver kendt fysik. Fravor berettede om sit møde med en TicTac-formet ufo i 2004 og sagde, at ”teknologien, som vi mødte den dag, var langt mere overlegen end noget, vi havde dengang, har i dag eller kommer til at udvikle i mindst de næste 10 år”.
Glubske flyvende tallerkner. Foto: Historia/Shutterstock/Ritzau Scanpix
I SUFOI HAR man de seneste par år oplevet en fornyet interesse for ufoer med stigende trafik på deres hjemmeside. I Kim Møller Hansens sind er der dog ingen tvivl om, at det, der foregår i USA for tiden, er drevet af helt andre, uigennemskuelige dagsordener, og selvom han ikke tror på, at en person som David Grusch bevidst lyver, er han sikker på, at han er blevet ført bag lyset og fyldt med historier.
Selvom det snart er et halvt liv siden, at foreningsmanden selv stoppede med at tro på ufo-fænomenet og liv i rummet, er han stadig nysgerrig på, hvad der får folk til at tro på det. Skyldes det psykologiske, sociologiske, kulturelle årsager?
”I dag bruger jeg ikke tid på at undersøge rapporter, men jeg forsøger at se sammenhænge. Er der noget i vores tid, der gør det her interessant lige nu? Er det, fordi vi er bange for noget, at vi retter blikket et bestemt sted hen? I 50’erne, da ufoer var på sit højeste, havde vi truslen fra Sovjetunionen. Det er næsten det samme i dag, men nu har vi blandt andre også den kinesiske trussel. Det er fascinerende, hvad der får os til at tro på ufo-myter, og hvad der får mytologien til at vokse. I øjeblikket vokser den, og pludselig kan det, som ingen for bare fem år siden interesserede sig for, skabe kæmpe overskrifter,” siger han og forklarer, at troen på ufo-fænomener bevæger sig i bølger.
”Hvis man ikke kender forhistorien, og det kan man af gode grunde ikke, hvis man ikke er så gammel, så møder man ufo-myten, når man får at vide af Pentagon, at amerikanske jagerpiloter har mødt noget, de ikke vidste, hvad var. Så tror da pokker, de fleste tænker: ’Så må der være noget om det,’” siger han og smiler. ”Så kan vi sidde nogle gamle sure mænd i SUFOI og sige: ’Det skete så også i 1952.’”
I Borum vest for Aarhus fandt man i år 2000 denne korncirkel. Cirklen på Heidi Brund Laursen og Lars Laursens mark var cirka 90 meter i diameter. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
SIDEN FREDERIK DIRKS Gottlieb begyndte at lave podcasten ’Flyvende tallerken’, har han modtaget rigtig mange beskeder fra danskere, der påstår selv at have set ufoer. Han har researchet på personerne bag og vurderer over 100 af dem til at være ’troværdige’. Blandt andet en tidligere dansk styrmand på et containerskib, der for snart 20 år siden så en ufo ud for den amerikanske vestkyst. Ud over at fortælle det til sin kone, da han kom hjem, havde han aldrig delt sin historie med nogen.
”Jeg fik hans logbøger og al information på ham, så jeg ved, at han er den, han påstår, og at han har været på havet den pågældende dato. Han var tilmed ikke den eneste, der så ufoen den dag. Han er en troværdig jysk mand, der er totalt nede på jorden, så hvilken grund skulle han have til at lyve?”
For Frederik Dirks Gottlieb har The New York Times’ ufo-artikler været den største blåstempling af fænomenet, og det har ifølge ham dannet grundlag for et paradigmeskifte, hvor mange pålidelige mennesker nu tør fortælle om ufo-oplevelser.
”Der er amerikanske ’Top Gun’-piloter, der ser ting i det amerikanske luftrum, som de simpelthen ikke aner, hvad er. Der er efterhånden en meget lang liste over mennesker med høj troværdighed, der har stillet sig frem, og så kan der være nok så mange YouTube-eksperter, der påstår, at de med sikkerhed kan affeje fænomenet, men nogle af verdens dygtigste eksperter i disse år har slået hjernerne sammen uden at kunne forklare det,” siger han.
Herhjemme skal luftvåbnet snart skifte til F-35-fly med nye radarer, og så kan vi ifølge Frederik Dirks Gottlieb stå i en situation, der minder om den, de amerikanske jagerpiloter stod i, da de opdaterede radarerne og pludselig opdagede ufoer.
”Hvem siger, at der ikke allerede er en enhed, der forsker i det? I de her år finder vi jo ud af, at mange lande faktisk har haft ufo-enheder. Der er et eller andet fænomen, man ikke kan forklare, og som man bliver nødt til at tage alvorligt. Der er jo også den her frygt for, at det i virkeligheden er kinesere eller russere. Det er der, hvor jeg kan mærke, at jeg bliver rigtig skræmt. Små mænd med store missiler gør mig væsentligt mere bange end aliens.”
SELVOM DET ER umuligt for mennesker i dag at rejse intergalaktisk, har fysikere i snart mange år vidst, at det i teorien er muligt at rejse hurtigere end lysets hastighed. Hvis andre, mere udviklede civilisationer skulle være lykkedes med det, ville de være i stand til at besøge os. Endnu ved vi dog ikke, om der overhovedet findes andre derude. Det er det spørgsmål, Fermi-paradokset kredser om: Det er matematisk usandsynligt, at vi skulle være de eneste ud af de milliarder og atter milliarder af planeter i det oldgamle og uendelige univers. Men hvorfor har ingen rettet henvendelse?
”For mig er ufo-emnet det mest spændende i verden, det handler om det største spørgsmål overhovedet: ’Er vi alene eller ej?’,” siger Frederik Dirks Gottlieb, der mener, at vi lever i et ekstremt snusfornuftigt samfund, især i Vesten, hvor religion ofte ikke er tæt på, og derfor leder vi efter noget andet, der rummer store spørgsmål og svar.
”Og det gør det her emne. Også selvom man kan blive så konfus af at læne sig ind i det uendelige univers, at det nærmest føles ligegyldigt at tage tøj på om morgenen. Men for mig har det faktisk haft den modsatte effekt. Det kan være en stor befrielse at tænke på, at det hele er så stort og uforklarligt.”
Modsat sin far er han dog ikke klar til selv at springe ud som fuldtonet troende.
”Når man har beskæftiget sig med emnet længe, bliver spørgsmålet lidt mere nuanceret end blot: ’Tror du på ufoer?’ For hvad er overhovedet en ufo? Der er den gamle, overforsimplede teori om menneskelignende skikkelser fra andre planeter, men i dag snakker man om alt muligt andet. Kan det være droner fra en anden planet? Kan det være tidsrejsende? Kan det være noget interdimensionelt? Spiller kvantemekanikken en rolle i alt det her? Og er det overhovedet det samme fænomen, vi har registreret i tidens løb?” spørger han.
”Det har i mange år været nemmere for folk at grine af ufo-myten, for så sætter man ikke noget på spil. Problemet er bare, at det kan man efterhånden ikke længere. I dag er det dem, der afskriver fænomenet totalt, der er de største sølvpapirshatte af os alle. Jeg kommer ikke til at smide hele min opsparing på, at det er rumvæsner, der flyver rundt, men der er et eller andet derude.”
