JEG ER VOKSET op på en kalkunfarm på Lolland i den lille by Keldernæs ud for Askø og Fejø og syv kilometer fra Knuthenborg Safaripark. Mine forældre havde kontor i vores stuehus, hvor alle medarbejdere kom og fik deres morgenkaffe og ostemadder hver morgen og til frokost. Vi var tre søskende og havde fire hunde, heste og fugle over det hele.
Min SFO var en trampolin i baghaven, en tv-stue fyldt med tegneserier, et krea-rum, og om vinteren var der så meget sne, at vi stod på ski ned ad kalkunhusenes tage. Jeg fik altid at vide, at hvis jeg ville underholdes, så måtte jeg selv finde på noget. Kun uintelligente børn keder sig, sagde min far. Det var mantraet, og så måtte man rode på værkstedet.
Jeg havde både parakitter og undulater, som jeg passede og plejede, men min virkelige fascination var rovfugle. Siden har jeg fundet digte om ørne, som jeg skrev, da jeg var ni år gammel. Men dengang måtte jeg slå mig til tåls med Keldernæs’ malermesters fugle. Karlo, som han hed, havde en kæmpe hal fyldt med eksotiske fugle og store papegøjer. Jeg cyklede ofte hen til ham for at sludre og fodre fuglene. En gang imellem stak de af, og så sad der en rød ara i træet ud for vores gård.
Som ung ville jeg bare væk fra det lollandske landmiljø, og da jeg som 17-årig kom hjem fra et efterskoleophold, flyttede jeg væk fra mudderet og gummistøvlerne med målet om aldrig at komme tilbage. Mens mine forældre var ved at gå konkurs med kalkunfarmen, flyttede jeg ind hos min søster, som læste til afspændingspædagog i København.
Hornuglen Tykke Bertha.
Teaterverdenen var tilpas langt fra landmiljøet, tænkte jeg og begyndte på Skandinavisk Teaterskole, en flerårig privat skuespilleruddannelse. I de år handlede alt om skuespil. Da jeg blev færdig, var jeg til en del auditions og fik nogle små roller på Folketeatret. Men jeg fandt ud af, at jeg ikke brød mig om skuespilmiljøet, som var præget af rundsavsmentalitet.
I stedet begyndte jeg på noget, der hed Bagscenen, et kreativt tilbud hos Teknisk Skole i København, som skulle minde lidt om Kaospiloterne i Aarhus. Derigennem blev jeg frivillig i Øksnehallen, hvor jeg senere blev fastansat som projektkoordinator. I små 10 år arbejdede jeg med at søge penge til kulturarrangementer, stå for events og den slags. Sideløbende betalte de for en efteruddannelse i strategiarbejde.
Da jeg blev færdig med den, var jeg helt udkørt. Jeg havde haft snuden i et karrierespor i mange år og trængte virkelig til at komme ud af stærekassen. Da jeg beklagede mig til mine forældre, spurgte min mor: ”Hvad blev det til med de fugle der?”
Mine forældre var flyttet til Tenerife, hvor der var en stor park med over 200 rovfugle, og på et tidspunkt, hvor jeg havde ni ugers ferie og afspadsering, forsøgte jeg at få en praktikplads i parken. For at forbedre mine chancer fik vi en dyrlæge, vi kender på Lolland, til at forfalske et dokument om, at jeg havde brug for at lære noget om rovfugle i forbindelse med min uddannelse. Det var fup og fidus, men det gav mig praktikpladsen.
Andesvågen Inge.
DA JEG HAVDE været der i 14 dage, klaskede min kollega en dag et stort kyllingelår i hånden på mig og gav mig besked på at spæne af sted. Der sad 200 mennesker og kiggede på, mens en ørn, der var blind på det ene øje, kom direkte mod mig, mens den skiftevis fløj på ryggen og på maven for at få fuldt udsyn. Det var den vildeste lykkefølelse, da den landede på min hånd. Tårerne trillede ned ad mine kinder. Fra det sekund vidste jeg, at jeg skulle være falkoner.
To år senere lejede jeg sammen med min daværende kæreste en lille ejendom af Brattingsborg Gods på Samsø, hvor vi testede mulighederne for et falkecenter. På det tidspunkt havde vi en canadisk hornugle, en musvåge, en russisk steppeørn og nogle lannerfalke, som vi alle sammen havde hentet på Tenerife.
Vi delte 3.600 løbesedler ud den sommer og tjente, så vi akkurat kunne leve af det. Derefter investerede jeg i et nedlagt griselandbrug med stor stald og en trelænget gård. Det var nedslidt, men placeringen og udendørsarealet, hvor fuglene skulle flyve, var bare superfedt.
Vi rendte rundt i arbejdstøj hele vinteren, for at det kunne stå klar til foråret. Jeg fik skaffet fondsmidler til at etablere en parkeringsplads, og den overskydende jord brugte vi til at bygge en udendørsarena.
En dag ringede kongehuset og spurgte, om Prins Henrik måtte komme forbi, når kongeskibet slog forbi Samsø på sit sommertogt. Alt var én stor mudderpøl, så vi købte 22 ton rullegræs, og pludselig så det faktisk godt ud. Prinsgemalen sendte en ørn af sted, og den landede på ham igen, hvorefter vi blev inviteret til taffel. Først spiste vi med prinsen, og så sad vi og talte om fugle med dronningen på en lille skibsbænk. Vi kom direkte på forsiden af Billed-Bladet, Familie Journal og alt det der.
DE FØRSTE TRE ÅR kunne vi ikke leve af falkecentret, så jeg var tjener ved siden af, og min kæreste kørte gravemaskine. Jeg fik også et marketingjob i en lokal virksomhed, men sidste år opsagde jeg stillingen, da jeg endelig kunne leve af livet som falkoner. I mellemtiden var min kæreste og jeg gået fra hinanden.
Man knytter et tæt bånd til fuglene. Jeg havde en slagfalk, der hed Erna, fordi hun altid satte sig på min nabo Ernas tag. Hun var ekstremt egenrådig, så jeg havde hende med i huset og på toilettet for at skabe tillid. Jeg havde hende konstant på hånden i tre måneder, og til sidst var hun fuldstændig fantastisk. Men en dag satte jeg hende sammen med en avlshan, og næste morgen fandt jeg hende uden hoved. Der tudede jeg virkelig.
Rovfugle er ekstremt hierarkiske egoister og tøver ikke med at æde hinanden, hvis de er sultne. Sult er også vigtigt, når man skal skabe tillid mellem falk og falkoner. Langsomt tilvænner man fuglen til at spise af hånden, og når den er tryg, sætter man en GPS på den og går over til udendørs træning. En falk kan nappe 1.000 kilometer på en dag, så der er det rart af have styr på den.
Fugle er fløjet væk for mig, men jeg har kun overnattet ude én gang, da en falk fløj væk fra øen, og jeg måtte tage til Djursland og pejle mig ind på den. Jeg kunne ikke nå at lokke den ned inden solnedgang og var nødt til at overnatte i min bil. Morgenen efter kom den straks ned på handsken.
For to år siden lavede jeg det gamle maskinhus om til indendørs flyvearena beklædt med træ og med tribuner hele vejen rundt og plads til 120 mennesker. Den bruger vi til privatvisninger, eller hvis det er virkelig dårligt vejr.
Hvert show starter med lidt uformel træning, hvor publikum kan komme helt tæt på og spørge ind til fuglene. Derefter går vi ned på arenaen, hvor fuglene flyver hen over hovederne på publikum, mens vi render rundt bag dem og fortæller om vingefang og vægt. Der kommer det, jeg lærte på skuespilskolen, mig virkelig til gode.
Louise Vedel træner rovfuglene dagligt. Går der for længe imellem træninger, mister fuglene tilliden.
EN AF ATTRAKTIONERNE er vores nordiske ravn Liselotte. Hun sidder herude og pifter efter hunden, og når postmanden kommer, hilser hun og siger hej. Det er en fantastisk fugl, men jeg kan ikke bruge hende frit længere, fordi hun begyndte at stjæle fra publikum. Hun har stjålet sutter og solbriller, og hendes bror stjal cykelhjelme. I en tid fløj broren frit ved godset, men vi endte med at få ham tilbage, fordi han hærgede hele øen og pillede kit ud af sommerhusvinduerne.
