MAN KAN IKKE se ham, men man kan høre ham. Sammen med en håndværker kommer han gående bag en stor gipsplade, mens han højlydt dirigerer to andre håndværkere. Pludselig kan man se en hårtop stikke op bag gipspladen, der nærmest kommer svævende foran huset. Så træder han frem. I blå kedeldragt med et fyrværkeri af hvide malerpletter og sin evige e-cigaret, som han bapper ivrigt på.
”Ham der, han er fra Arbejdstilsynet, så nu kan I godt se at få ryddet op,” driller Søren Fauli håndværkerne, inden han giver hånd.
Det er sidst på eftermiddagen, og den 55-årige instruktør og skuespiller er ved at runde endnu en arbejdsdag af i det store sommerhus i hipsterville, som han købte i forsommeren 2018, og som han siden har været i gang med at totalrenovere som selvudnævnt byggeleder.
Kun murene står tilbage af det gamle hus. I haven ligger gamle sengemadrasser i en stak under plastic, og der er installeret et inter-
imistisk udekøkken under en slags presenning foran hoveddøren. Hvis Søren Fauli tog et af de mange nedfaldsæbler i haven og kastede det i retning af Restaurant Kongernes, kunne selv han, med sine utrænede arme, sikkert ramme en eller anden (anden) kendt på restaurantens terrasse.
En adresse i nordsjællandske Tisvilde er på mange måder et statement – både for kultureliten, dens wannabees og for erhvervsfolk med store biler med tonede ruder. Sommerhuse tæt på centrum her koster mellem det fem- og tidobbelte af, hvad de koster andre steder i landets randområder.
MIDT I BYGGERODET introducerer han konen Annika Lillelund, der, blandt andet, er forfatter, og sine fem børn, der alle går ind og ud af huset. Fanny på 23 og Laurits på 19 er trukket i arbejdstøjet, de hjælper far med at gøre køkkenet færdigt. Billie på 16 viser en blå buksedragt frem, hun har købt i genbrug.
De tre ældste børn har Søren Fauli med sin ekskone Barbara, og de to yngste med Annika. Daimi på otte og Alice på fem synes begge to, det er sjovt at kaste med pinde og slæbe rødder ind i det nye hus, men det synes deres far ikke.
”Lad være med det. Det er der ikke plads til – endnu,” siger han bestemt, men uden at hidse sig op.
I udhuset kan børneflokken se frem til at få sovepladser til sig selv og vennerne, en hjemmebiograf og udendørs brusebad. Søren Fauli vil gerne have et flot hus, men ikke for enhver pris, derfor bliver Ikea-køkkenet forsynet med egetræsbordplader, som han har været på Fyn for at hente.
Alle gulve er brudt op, så der kan installeres gulvvarme, og alle rum på anden etage er forvandlet fra små kasser til loft til kip. Lyst og luftigt skal huset blive, når det er færdigt. Man vil ikke kunne se, at huset oprindelig er fra 1921, og så alligevel: Hele vinduespartier på bagsiden af huset er pillet ud og erstattet med glas, der ser ud, som om det er gammelt.
”Jeg har instrueret min murer i, at intet må være lige. Der skal være buler hist og her. Hver gang håndværkerne laver en lille fejl, siger jeg: ’DET må I godt lade være.’ Det er fundamentalt for mig. Når noget er perfekt, gider vi det ikke alligevel. Det eneste, vi kan bruge, er det fejlagtige.”
MANDEN MED TILNAVNET ’reklamebranchens Aladdin’ er ikke karrig med at sætte sig selv i spil. Som person, som filminstruktør, som skaber af farverige karakterer i reklamefilm, som ivrig debattør og som en pibende chokoladeskildpadde fra Toms. Han gætter på, at spørger man 100 mennesker om, hvad de forbinder ham med, vil 95 af dem referere til skildpadden.
”Det er hårdt at blive husket for det. Men ved du, hvad der er hårdere? Når jeg møder folk, der kigger ned i min Netto-pose og siger: ’Der er da ikke så mange Squaaash dernede’, fordi de tror, at jeg er Finn Nørbygaard,” siger Søren Fauli, inden han ikke kan lade være med at forsætte:
”En ting er dog endnu hårdere faktisk. Det er, når – og det sker ret tit – jeg bliver stoppet, og folk siger: ’Godt børne-tv’, fordi de tror, jeg er Pyrus. Det er eddermame ikke rart. Jeg er ikke på nogen måde interesseret i at tegne et glansbillede af mig selv, men der er alligevel grænser.”
I november 2017 kom det frem, at Søren Fauli tjente mere end 50 millioner kroner ved at sælge sin andel af Normal-kæden til Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, der nu ejer aktiemajoriteten i den kraftigt ekspanderende butikskæde.
Nogle af pengene er brugt på byggerodet i Tisvilde, hvor vi sætter os i det udendørs køkken ved siden af en brødrister. Vidste man ikke bedre, kunne pavillonen være et telt slået op på Roskilde Festival.
”At være byggeleder på sådan et projekt minder afsindig meget om at instruere en film. Ligegyldigt hvor jeg drejer hovedet hen, er der detaljer, jeg skal tage stilling til. Ham, der lige gik forbi dér, er en gudbenådet tømrer. Når det stikker ham, kan han udføre mirakler. Men hvis han har en dårlig dag, kan han næsten ingenting. Jeg kan ikke finde ud af at sige, at folk skal tage sig sammen.”
HUSPROJEKTET lægger pres på familielivet, selvom de også bor i en villa i Hellerup. Søren Fauli drømmer om sommerhuset om natten, når ellers han kan sove.
”Jeg er så stresset, at du slet ikke gør dig begreb om det. I dag har været en dårlig dag, og Annika har været røvirriteret på mig. Oprindelig troede jeg, at vi ville være færdige til efterårsferien.”
Annika, der også har arbejdsdragt på, smører sig en mad i ’køkkenet’ og tilbyder Dagmar-tærte. Hun interesserer sig ikke for byggeriet. Hun kan bedst lide overskuelige boligprojekter som for eksempel at male en væg.
”Vi lever forskellige liv lige nu, og det er ret voldsomt, men jeg ved godt, det har en ende, og så finder vi sammen igen.”
”Annika kan godt lide, at der er styr på tingene. På mange måder er det medicin for mig, for så bliver jeg mere struktureret,” svarer hendes mand, der sætter pris på et liv, han kalder småborgerligt og kontrolleret.
Ideen om selv at styre renoveringen kom af lediggang. Efter eget udsagn har Fauli, siden han fik kolossal succes med Normal-kæden, siddet og stirret ind i en væg og ”ikke lavet en skid”.
”Jeg har brug for, at der er nogen, der har brug for mig. Annika sagde på et tidspunkt, at jeg måtte se at komme i gang med et nyt projekt, og det blev så det her, selv om hun, set i bakspejlet, nok ikke skulle have sagt ja. Vi driver lidt fra hinanden,” siger Søren Fauli, der selv mener, at arbejdstelefonen ikke længere ringer så ofte, fordi folk tror, han altid har meget travlt.
SELVOM HAN IKKE længere gider ”slikke røv på en 27-årig bureaudirektør, der tror, han er verdens klogeste”, laver han stadig af og til reklamefilm. Især for Normal-kæden. Et par uger efter byggemødet i Tisvilde kommer Søren Fauli en mandag morgen gående i Hellerup med sin uundværlige e-cigaret i den ene hånd og en kop kaffe i den anden. Filmholdet har udvalgt en pæn murermestervilla med glaserede tegl, hvor de skal optage en af dagens tre reklamefilm.
Fauli kalder dagens optagelse for ’sindssyg’, blandt andet fordi der indgår en hund: ”Børn og dyr er bare det sværeste.”
I filmen skal en kvinde komme gående i rød regnfrakke med sin hund, der hopper ind på en fremmed græsplæne og skider. Hun skal kigge undskyldende på den vrisne mand i vinduet, samle lorten op og skynde sig videre. Det er en af de mange akavede hverdagssituationer, de fleste af os kender. Hen over billederne kommer Søren Fauli senere til at speake: ”Bare rolig, det er helt normalt …”
Med på optagelserne er Torben Mouritsen, en af Normal-stifterne og nuværende direktør for kæden. Han viser sin nye iPhone XS til Søren Fauli, inden optagelserne for alvor går i gang. Mouritsen er imponeret over, at man kan justere på dybdeskarpheden i et billede, efter det er taget, og Søren Fauli driller ham med hans iver over den nye teknik:
”Der har ikke været noget nyt i en iPhone længe. Men se lige noget smart her,” siger han og demonstrerer, at han ved at trykke på sit Apple Watch kan få sin egen iPhone til at give lyd fra sig.
”Det er sgu praktisk, når man som jeg altid går og smider ting væk.”
De taler om, hvorvidt de måske kan få hunden til at skide rigtigt på græsplænen. Og skulle man i så fald bruge svesker eller amerikansk olie? Søren Fauli sikrer sig, at der er en kunstig hundelort med på optagelserne. Det er der.
”Øh, den lort der, den er da ret fast i det?” siger han og tilføjer: ”Lortearbejde!” Formiddagen fortsætter med lorte-vittigheder. I en pause mellem to kamera-indstillinger siger Fauli, at han er meget lidt autoritær som instruktør.
Første take får positive ord fra instruktøren a la ”det der, det kan noget” eller ”den er sgu da meget god”. Alligevel har han hele tiden forslag til forbedringer. Da der er udfordringer med at time den måde, hunden hopper ind i haven på, agerer instruktøren sufflør og taler skuespilleren igennem optagelsen: ”Kig på hunden”, ”Slå dig på lommen”, ”Tag posen”, ”Saml lorten op”.
Kun en enkelt gang beder Fauli om, at der skal være helt stille på settet, da der bliver hvisket for meget i krogene.
”Hvis der ikke er ro, kan jeg ikke koncentrere mig!”
Da indspilningerne næsten er færdige, går hunden hen til en hæk og skider. Rigtigt. Langt fra kameraer og filmfolk.
HAN VOKSEDE OP med en storesøster, der var fem år ældre, og med en fri opdragelse hos Svend og Mona i 60’erne og 70’erne på Frederiksberg. Moren døde som 85-årig i 2016, men Svend på 91 lever stadig.
Mona Clemmensen var præget af krigen og af, at hendes far, BT’s redaktør Carl Henrik Clemmensen – efter at have fornærmet chefredaktøren på den nazistiske avis Fædrelandet – blev likvideret af den danske nazist Søren Kam.
Mona Clemmensen var ifølge sønnen en ”lidt skør journalist”, der skrev om kunsthåndværk og selv malede – med følelserne uden på tøjet. Sønnen har arvet sin følsomhed fra hende og sin evne til at se andre mennesker. Men ifølge ham selv også sit lave selvværd.
FAR SVEND stod egentlig til at arve sin fars bogtrykkeri S.L. Møller, der en overgang var et af Danmarks største. Men da rotationspressen vandt indpas i 70’erne, ville typograferne til at begynde med ikke lade den køre i det tempo, den kunne. Derefter købte de en rotationspresse selv og udkonkurrerede farfar Fauli. Resultatet var, at Søren Faulis far måtte finde andet arbejde, og Søren Fauli husker tydeligt uroen fra sin barndom.
”Efter den nedtur prøvede min far at lave forretninger med andre, men han blev taget i røven og udnyttet. Min fars historie er historien om en mand, der ikke fik gjort det, han havde lyst til. Han burde have læst historie på universitetet. Jeg har helt sikkert villet bevise, at jeg kunne gøre det, min far ikke kunne. Det vil sige: lave det, jeg har haft lyst til, og tjene gode penge på det. Det er jo helt klassisk. Og det er også helt klassisk, at han ikke er så god til at rose mig. Han får ofte sagt noget kluntet, der lyder fornærmende, men jeg stoler da på hans kærlighed alligevel,” siger den 55-årige søn, der fortæller, at moren var bedre til at give udtryk for kærlighed.
”Da jeg var syv år gammel, sad jeg og rimede på en biltur, mens min mor skrev det, jeg sagde, ned. Hun elskede digte, så ordene blev senere til en lille digtsamling med titlen ’Søren Syv’, som vi solgte i 100 duplikerede eksemplarer. Jeg tjente penge nok til at købe mig en gravemaskine. Men den særlige gave i det var, at jeg lærte ’at udkomme’. Fra jeg var helt lille, har det ’at udkomme’ været noget naturligt for mig. Generelt har jeg været sprængfyldt med selvtillid på den led. Det har været værre med selvværdet, der indimellem kan være ad helvede til.”
Han blev mobbet i skolen, men mobbede også selv.
”Mit selvbillede var, at jeg lå nederst i hierarkiet. Som den tykke dreng, der altid blev valgt til sidst, når der skulle spilles fodbold i gymnastiktimerne. Selvværdsproblemer har fyldt hele min karriere, men jeg har fået det bedre på den konto. Især efter at jeg er fyldt 50.”
SOM UNG PUNKER blev Søren Fauli fascineret af at stå i opposition til samfundet. At være imod det hele, selv punkerne. De gik klædt i sort, men han valgte at gå i grønt. Lige fra undertøj over støvler til overtøj.
Siden kom han ind på Kunstakademiet, men kunne ikke lide at stå med sine projekter alene. Så gik det bedre på Filmskolens instruktørlinje, hvor han blev forløst, fordi han kunne skabe sine produkter i samarbejde med andre. Søren Fauli ville ikke lave mystiske og deprimerende film som Lars von Trier og andre på den tid. Han kunne godt lide komedier eller i det mindste let forståelige film.
Han begyndte allerede at lave dem lige efter filmskolen. For eksempel kultfilmen ’De skrigende halse’ fra 1993. Og man kaldte ham ’Fifty-fifty-Fauli’, opkaldt efter den på det tidspunkt nye kommercielle støtteordning på Det Danske Filminstitut. Han havde talrige idealistiske diskussioner med skuespillere dengang. Ni ud af 10 ville ikke nedlade sig til at være med i reklamefilm. I dag vil ni ud af 10 – mindst.
Senere blev Søren Fauli instruktør af Kims-reklamefilmene, som han udviklede sammen med Henrik Juul. Og han lavede stribevis af andre hits i reklamefladerne. Hvem husker ikke Tuborg-reklamerne med Kirsten Lehfeldts refræn som fladpandet reklamemand: ”Det’ en ommer!”
Men der kom også dårlige reklamer. Bunden er formentlig en serie netbaserede reklamer for hvidevarekæden Køle-Møller fra 2017. De var produceret uhyre billigt, og i en af dem går Søren Fauli ind og stjæler rødvin fra et køleskab hos Køle-Møller. Havde han ikke andre at spille sine kreative bolde op ad?
”Køle-Møller er en genistreg. Det er det vildeste, jeg har lavet, fordi de film ser ud, som om de er lavet af nogle, der ikke ved, hvordan man laver reklamefilm eller film. De er ægte dårlige. Ikke tilstræbt dårlige.”
Hvor ligger glæden i at lave noget dårligt med vilje?
”Grinede du ikke af dem? Grinede du ikke af, hvor grotesk dårlige de var? Folk, der holder af mig og kender mig, elsker dem, fordi de er så dårlige. På et tidspunkt prøvede jeg at lave dem lidt bedre, men det fungerede slet ikke. Det er ikke bare endnu en amatøragtig reklame, forstår du? De film var anti på alle planer.”
Men tror du, folk fanger det lag?
”Nej, jeg tror, folk tænker, at han har tabt sutten. Og det var også meningen.”
HAN STÅR i sin store hjørneejendom i Hellerup med telefonen for øret. Omkring ham er der masser af kunst i de lyse stuer. Nyt og gammelt mellem hinanden, fra Henry Heerup til Jan S. Hansen.
Søren Fauli, afslappet klædt, sikrer sig, at han har nok benzin til sin e-cigaret, mens han afslutter et telefonopkald med Torben Mouritsen om de sidste rettelser til formuleringerne på nye butiksskilte. Så kan vi køre til Fredericia, hvor han skal holde et foredrag.
Vi kører i denne skribents bil, selvom den nyslåede mangemillionær har købt en ”hybrid-agtig Mercedes”.
”Jeg tænkte, at nu har jeg fået alle de her penge, og jeg er 55 år gammel, så må jeg for en gangs skyld prøve at have en stor bil. Jeg er ikke bilinteresseret som sådan, og jeg må indrømme, at det har været spild af penge. Jeg har det ikke så godt med signalværdien. At man er en af ’dem’. Det er praktisk, at man kan overhale hurtigt, men hvor mange hundrede tusind kroner er det værd? Det er lidt skørt. Mon ikke man kan få en billigere bil, der også kan flytte sig?” spørger Søren Fauli, der helst ikke vil tale om sine mange millioner.
”Kan du ikke skrive ’alle de her penge’ i stedet for? Det er ubehageligt for mine omgivelser hele tiden at læse beløbet.”
Men for en mand, der har en fortid som punker og siden blev en del af film- og reklameverdenen med mange kulturradikale mennesker omkring sig, har beløbet ændret hans liv. I begge miljøer er og var penge ikke rigtig noget, man talte højt om:
”Punk er noget med at være i opposition til det bestående, sige det modsatte for at provokere. I den kulturradikale verden fandt jeg hurtigt ud af, at det mest provokerende var at tale det kommercielles sag. Og fordi jeg blev dygtig til det kommercielle, kom jeg med i Normal.”
NORMAL-KÆDEN har i dag allerede 150 butikker i fire lande og ekspanderer hurtigt. Kæden blev stiftet i 2013 af de to købmænd Torben Mouritsen og Bo Kristensen. Der blev arbejdet grundigt med ideen, inden den fandt sin endelige form. Skulle det være en abonnementsordning, lagervarehuse a la Harald Nyborg ved indfaldsvejene til de store byer eller netbutikker? Ingen af delene. Det blev til rigtige butikker med grundvarer til stabile, billige priser på grund af store indkøb og parallelimport.
For Søren Fauli begyndte partnerskabet 10 år tidligere. Dengang var Torben Mouritsen topchef i Punkt1, og i 2003 havde han brug for en reklamefilm. Derfor kontaktede han Fauli, der var kendt for at skabe specielle karakterer som for eksempel ’Polle fra Snave’.
Da Mouritsen senere solgte Punkt1 og etablerede hvidevarekæden Wupti med Claus Kristensen, ringede han igen til Fauli, der opfandt Wupti-Pede, en kriminel type med hue over hovedet og et drilsk smil.
”Torben ville have en karakter lige så bemærkelsesværdig som Jørgen fra Kims eller Harry fra DSB-reklamerne, og jeg spurgte mig selv, hvad der mon var ledigt, og så kom jeg på, at det, vi endnu ikke havde set, var en reklame med en kriminel i hovedrollen. Og det kunne Torben godt lide. Det er muligt, at jeg er en fyr med nogle mærkelige ideer, men de er altså ofte båret af, at Torben er fucking modig,” fortæller Søren Fauli.
En bunke på omkring 20 korte reklamefilm blev klippet færdig, og i en af dem møder seerne ’Pede’ i et skummelt baglokale. Han sælger det samme som Wupti – printere, bærbare computere og fladskærme – men også lige hash og nøgler.
”Vi havde på fornemmelsen, at vi stod med et hit, men hvad ville bestyrelsen mon sige til hash i deres reklamer? Torben besluttede at lade være med at vise filmene til bestyrelsen for at undgå, at de skulle få kolde fødder. Han løj om, at hans memory-stick ikke virkede,” husker Fauli.
Filmene blev sendt i tv fra 2006 og nogle år frem og fik mere end 200.000 likes på Facebook på et tidspunkt, hvor Carlsberg lå højest med omkring 10.000.
REKLAMEMANDEN kom med i Normal-kædens ejerkreds fra begyndelsen i 2013. Hans job var at lave historiefortællingen om den nye virksomhed:
”Alle føler sig ensomme, og vi prøver alligevel alle sammen at være unikke. Jeg havde ideen til et maleri af en masse ens personer, der alle stod og sagde: ’Jeg er unik.’ Vi ledte efter et navn til kæden, og det blev Normal – altså det modsatte af unik. Ud fra en konstatering af, at det ikke er det unikke, men det normale, der binder os sammen,” siger han.
Hvor stor en andel af kædens succes er din fortjeneste?
Før han svarer, tænker han sig om. Ukarakteristisk længe.
”Det ved jeg ikke. Jeg er da en del af succesen, men det vigtigste bag den er selvfølgelig, at både Bo og Torben kom fra en købmandsverden. Jeg opfandt vores antimaskot, Unik-manden. Hver gang vi kommer med et kommercielt budskab, piller han det ned, og jeg er vagthunden, der skal sørge for, at alle reklamefilm og tekstskilte holder den linje.”
Hvorfor solgte du din andel af firmaet?
”Jeg havde fornemmelsen af, at det var et godt tilbud, og jeg kunne ikke sige nej. Min økonomiske drøm rakte ikke længere end til at blive økonomisk uafhængig engang. Og det er jeg jo nu, så hvorfor beholde aktierne?”
Søren Fauli synes, det er forkert, at journalister kan gå ind og se regnskaber i kendte menneskers firmaer for at skrive nyheder om dem. Det gør Se & Hør blandt andet.
Han havde derfor en løgnehistorie klar, da han indleverede sit årsregnskab for 2017 med et overskud på 51,2 millioner kroner.
Allerede dagen efter ringede Se & Hør, og som var det den pure sandhed, fortalte han journalisten, at han havde tjent pengene på at fremstille falske Pokémon-kort i Litauen. Krydret med et par realistiske facts om hans families baggrund som bogtrykkere slugte ugebladet historien råt.
”Jeg var så parat til at fyre historien af. Nogle timer senere ringede Ekstra-Bladet og Børsen, og historien fik flere detaljer om firmaet ’Fakey A/S’. Jeg havde på forhånd bestemt mig for at blive ved med at lyve, indtil politiet stod og bankede på min dør med en stævning. Men der skete så det, at BT skrev, at man i Normal-kæden solgte falske Pokémon-kort.”
Det førte til en opringning fra Torben Mouritsen.
”Han syntes, min løgn var enormt sjov, men nu da virksomheden blev inddraget, ville han have den standset omgående. Jeg måtte ringe rundt og sige undskyld til alle journalisterne, men det gjorde ikke noget, for jeg havde understreget min pointe.”
Søren Fauli er samtidig bevidst om, at han ikke vil ændre livsstil alt for meget på grund af pengene.
”Jeg er godt nok flyttet til Hellerup, men jeg er stadig opmærksom på, om tuben med mayonnaise koster otte eller 17 kroner. Det kan jeg slet ikke lade være med. Når vi har venner, der synes, at Gucci-tasker er vildt seje, føler vi os fremmedgjorte. Et liv med penge er fuldstændig ligegyldigt. Hvis det var vigtigt, kunne jeg hurtigt finde andre at sammenligne mig med, der har flere penge end mig, og blive ulykkelig af det, og så bliver det skruen uden ende.”
INDEN FOREDRAGET i Fredericia når Søren Fauli at spise en Whopper-menu på Burger King i byen. Det bliver til selfies med en moden mand og en gruppe på fire piger.
”Jeg synes, det er mig, der har skabt det her med hele universer og karakterer i reklamer,” siger han, da de er gået. ”Andre har også arbejdet med det, men jeg har bidraget meget på det område ved netop at lave hele figurer. Fejlagtige karakterer i reklameblokken, hvor der før kun var perfekte billeder.”
Søren Fauli vandt engang respekt for sine korte dokumentarfilm ’Tvangsritualer’, ’Supermaterialisme’, ’Forsmåelse’ og især for kultfilmen ’De skrigende halse’. Men siden imponerede han ikke med filmene ’Grev Axel’ og ’Polle Fiction’.
”Hvorfor er min filmkarriere ikke gået bedre? Det har noget med komplekser at gøre. Mange skidegode ideer er blevet forpurret af mig selv, fordi jeg syntes, de var for dårlige. Det er helt absurd. Jeg arbejdede på en film, der skulle hedde ’De autonome’, men jeg smed manuskriptet væk, fordi jeg bildte mig selv ind, at det var en dårlig idé. Jeg ville lave en film om parterapi, men den blev siden lavet af andre. Det er virkelig skørt. Dybest set har jeg været ramt af ensomhed.”
Søren Fauli har ikke konkrete ideer i skuffen, men drømmen om at give filmkarrieren et sidste skud er ved at genopstå. Han har allieret sig med instruktør og filmklipper Jacob Thuesen, der skal være executive producer på en eventuel spillefilm eller en tv-serie.
”Så finder jeg ud af, hvad der er i posen. Jeg tror på, at jeg kan lave en komedie, der er ægte sjov, og som er drevet af smerten i karaktererne. De kulturradikale regner mig ikke for noget, og derfor er det et relevant spørgsmål, om jeg overhovedet kan få noget igennem på filminstituttet i dag. Men jeg må bare stole på mit talent.”
PÅ ”JYLLANDS NYE FAGMESSE for dig, der arrangerer møder, events og konferencer” skal Søren Fauli holde et oplæg på tre kvarter.
Han stiger ud af bilen. E-cigaretten er netop fyldt med væske. Han tager hættefrakken op om ørerne, skutter sig og sigter nølende mod indgangen. På vej fra parkeringspladsen til messecentret træder han på hver eneste af de hvide striber mellem parkeringsbåsene. Han har altid været plaget af tvangshandlinger, og de tager til, når han bliver nervøs.
”Jeg hader at holde foredrag. Det minder mig om at gå i skole. Om hvor dårlig jeg var. Hvorfor gør jeg det så? Fordi de spurgte, om jeg ville. Jeg har svært ved at sige nej. Men også for pengenes skyld. Nu er jeg nervøs. Og bange. Jeg kan jo gå i stå. Det værste, der kan ske, er, at det ikke siger folk noget, eller jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige.”
Manden, der har booket Søren Fauli, er overstrømmende venlig: ”Du var altså så god sidste gang,” siger han.
Fauli går på scenen uden præsentation i den ene ende af messehallen. Overskriften er ’Det fejlagtige skaber opmærksomhed – det perfekte er kedeligt’. Omkring 30 mennesker trækker langsomt op mod scenen. Undseelig og skrutrygget kigger Søren Fauli til at begynde med mere ned i scenegulvet end ud mod publikum, mens han gnider sig nervøst i hænderne. Efterhånden som han kommer i gang med sin livsfortælling, retter han sig mere og mere op. Og der kommer flere tilhørere til.
Da foredraget er færdigt, er der tre minutter til spørgsmål. En kvinde spørger, hvad han er mest stolt af.
”Mine børn. Nej, det er tarveligt at sige i den her sammenhæng. Jeg er mest stolt af den film, jeg lavede, der hedder ’De skrigende halse’. Jo, jeg er da også stolt af Normal. Jeg er stolt, når jeg ser en plasticpose komme gående på gaden, som jeg har været med til at lave. Men det er et svært spørgsmål. Sagen er, at jeg ikke selv synes, jeg er noget særligt.”
Efter foredraget griber arrangøren en mikrofon og siger, at det er anden gang, han har hørt Søren Fauli. Og at han snildt kunne holde ud at høre ham en tredje gang. Søren Fauli når lige at mumle ”Det er sindssygt …”, inden mikrofonen bliver pillet af ham, og arrangøren fortsætter:
”Det var godt, du kom herover, Søren. Det, du siger, er ikke bare morsomt, det er tankevækkende på den rigtig gode måde.”
Efter foredraget er Søren Fauli ikke i særlig godt humør.
”Jeg var overbevist om, at jeg havde glemt at lyne min lynlås op. Jeg kunne ikke finde en naturlig måde at få det undersøgt på. Der kørte hele tiden en film inde i mit hoved om, at jeg havde åbent tissehul.”
