I 2008 STOD JEG som nyuddannet kandidat i historie fra Københavns Universitet og skulle i gang med at søge job. Min store drøm var at blive ansat på et museum eller et lokalarkiv, og da jeg havde klaret studiet på normeret tid og haft flere studiejob, tænkte jeg, at jeg nok havde gode chancer for at finde arbejde – hvis ikke inden for min egen lille niche, så noget andet. Men jeg blev hurtigt klogere.
DENGANG TALTE MAN, akkurat som nu, også om dovne, humanistiske akademikere, der gik rundt og fes husleje af på dagpenge. Jeg mødte op på Jobcenteret, blev meldt ind i arbejdsløshedssystemet og begyndte at søge de fire jobs om ugen, som dengang var minimumskravet. Til at starte med søgte jeg stillinger, som var relevante for min uddannelse, men jeg fik enten afslag eller slet intet svar, og ret hurtigt måtte jeg udvide mine præferencer. Jeg sendte en ansøgning til Køge Bibliotekerne, der fik 357 ansøgninger til en stilling som biblioteksassistent, og et lignende antal var interesseret i at gå rundt på Det Kongelige Biblioteks fjernlager og sætte bøger på plads.
DA JEG BLEV FÆRDIG, havde jeg boet i København i cirka 10 år på små værelser rundt omkring i byen. Jeg var begyndt at fantasere om, hvordan det ville være at få et rigtigt voksenjob og tjene voksenpenge, så jeg måske kunne købe nye møbler til min fremlejede lejlighed i Nordvest. Men den slags vilde ideer måtte jeg hurtigt droppe. Jeg fik afslag på en ansøgning som pædagogmedhjælper i den lokale børnehave, i Netto og Lidl ville de heller ikke have mig. Flyttemand kunne jeg ikke blive, og da jeg forsøgte at få job som avisbud, fik jeg at vide mellem linjerne, at jeg talte lige lovlig godt dansk til at komme i betragtning.
FLERE STEDER sagde arbejdsgiverne, at de var bange for, at en akademiker ville komme til at kede sig og søge væk efter en måned. Jeg rettede mit cv, så min femårige universitetsuddannelse blev reduceret til en parentes, og med det i hånden drog jeg igen ud og søgte jobs, blandt andet i en kiosk og en tøjbutik – begge steder med afslag til følge. I en pornoforretning lykkedes det mig mirakuløst at komme til en samtale, men også de var bange for, at det ikke ville være udfordrende nok for sådan en som mig at sælge dildoer og frække kostumer.
DAGPENGELAND er et mørkt og dystert sted. Misforstå mig ikke, jeg er taknemmelig for, at jeg ikke døde af sult og måtte gå fra hus og hjem, men det var virkelig tungt at skulle gå til uendelige arbejdsløshedsmøder på Jobcenteret. Her kunne jeg sidde sammen med andre ledige akademikere, der var lige så deprimerede over ikke at have et job som mig selv, og lytte til smarte konsulenttyper, der talte om at udnytte sit netværk, og hvordan man skrev den perfekte jobansøgning. Jeg blev mødt af hjernedøde kontrolforanstaltninger, og hvis jeg glemte at trykke på en knap på min computer, risikerede jeg pludselig at miste mine dagpenge. Opkvalificering såsom et stort kørekort eller et hygiejnekursus, som kunne give mig bedre chancer for at komme i betragtning til en række stillinger, kunne jeg ikke få, for den slags havde ikke-akademikere mere gavn af. Sådan oplevede jeg, at der konstant blev spændt ben for mine ambitioner om at få et ganske almindeligt arbejde.
EFTER ET ÅR og mere end 200 ansøgninger kom jeg i virksomhedspraktik på et museum. Her var jeg et års tid, indtil det pludselig lykkedes mig at få et job. Det var en stilling som handicapmedhjælper, og jeg var lykkelig for, at nogen ville give mig en chance. Der viste sig dog at være et forfærdelig dårligt match mellem den handicappede og mig, og det endte med, at jeg blev fyret – for første og eneste gang i mit liv. Men jeg kom væk fra dagpenge.
EFTER AT jeg en dag havde vist nogle venner rundt i København, der var meget begejstrede, tænkte jeg, at det måske kunne være noget for andre. I 2010 startede jeg Nørd Tours, som jeg i dag driver som min egen lille virksomhed ved siden af et deltidsjob på Ejbybunkeren i Rødovre, der er en del af forsvarsværket Oplevelsescenter Vestvolden. Mine kunder er blandt andet polterabender og firmaer på udflugt, som jeg viser rundt i København på 15 forskellige temature om kulørte emner. Det er lykkedes mig at finde en niche, hvor jeg kan bruge min nørdede nysgerrighed. Og heldigvis har det vist sig, at der findes nogen derude, som kan lide at lytte til det, jeg fortæller.”
