STINE PILGAARD har hul i sin jakkelomme. Det har været der så længe, at foret er blevet en del af lommen. Det er derfor, hun er forsinket, fortæller hun, da hun ankommer til Ringkøbing Station i familiens Toyota med sin lille, stille søn bagi. Normalt ved hun med det samme, at hvis bilnøglen ikke er i lommen, må hun grave dybere, stikke hånden ned gennem hullet, og så er den som regel dernede et sted. Sådan har det været i månedsvis, hvis ikke år, og hun har efterhånden vænnet sig til det. Hun orker ikke selv at sy jakken, det er derfor, hun har en svigermor, siger hun, men hver gang hendes svigermor er på besøg, glemmer Stine Pilgaard at fortælle hende om hullet.
”Sagen er den, at jeg åbenbart har to huller i min jakkelomme,” siger hun, da jeg sætter mig ind i bilen.
Stine Pilgaard sætter kursen mod Velling små fem kilometer fra Ringkøbing, mens hun forklarer resten af historien om, hvorfor hun kom for sent. Sammen med sin søn kørte hun tidligere på dagen ud til skinnerne for at kigge på forbipasserende tog. Det elsker han, og de var taget af sted i god tid, så de kunne nå det hele. Men da de efter en halv times tid ved skinnerne og en højtlæst børnebog senere skulle af sted mod Ringkøbing Station, var tiden løbet fra hende. Og pludselig kunne hun ikke finde bilnøglen.
Derfor blev det hele lidt febrilsk, siger hun og giver mig den fulde oplevelse af Ringkøbing Fjord i stedet for den mere direkte vej, hvor man primært passerer minkfarme, stutterier og vindmøller. Medmindre hun har susende travlt, tager hun altid den naturskønne rute langs Vellingvej, som hun har døbt fjordvejen. Hun peger ud mod vandet og siger, at det ikke altid glimter, at der ikke er et sted i området, hvor det ikke blæser helt sindssygt, og at flere medier for et par måneder siden var ude at filme isskruninger, der havde bygget sig op langs kysten, da fjorden var frosset til. Hun fortæller, at vi er i et af de områder i Danmark, hvor Kristendemokraterne får stemmer, og at hun elsker landskabet. Associationerne får frit spil, før hun vender tilbage til historien om forsinkelsen.
Hun kunne ikke finde bilnøglen i hverken jakkelommerne eller foret og besluttede sig for at lede udenfor. Men bilen har åbenbart en automatlås, som hun hverken forstår eller kan slå fra, og derfor måtte hun forgæves kravle rundt i bilen for at finde en ulåst dør, mens hun beroligede sin søn. Endelig lykkedes det hende at lokalisere bilnøglen i lommens andet hul, som nu også er blevet en del af jakken.
Vi kører videre og ankommer til et lyskryds. Det bliver gult, lige før hun skal til at køre over. Så hakker hun bremsen hårdt i.
HUN VIFTER med armene, forvrænger stemmen og folder ansigtet, mens hun i hastigt tempo gengiver episoder fra Kvickly med bækkenløsning eller hendes forundring over nogle-og-30-årige mænds pludselige mani for surdej og gin med marehalm. Om dengang en sur mand sparkede til hendes indkøbskurv, og en bagerdame råbte, at hun ikke måtte tage indkøbskurven med ud til bilen, selvom hun var højgravid og traskede rundt som en hvalros. Og om en anden bagerdame, der bar poserne og trøstede hende på parkeringspladsen. Det er den slags episoder, hendes romaner kredser om, selvom de bliver stærkt overdrevet, når hun skriver. Det er de små sammenstød mellem mennesker i pålægsafdelingen eller udfordringen ved at overhale en gruppe heste på de danske landeveje, som kan frustrere os alle sammen.
Da Stine Pilgaard modtog Weekendavisens Litteraturpris i januar for romanen ’Meter i sekundet’, blev bogen kaldt en ”perpleks bestseller med situationskomik fra en underspillet udkant” og ”fuldendt selvudslettende komik fra en uimodståelig fortæller”. Den fik også fuld plade hos Jyllands-Posten med ordene ”en roman om at være halvvejs igennem livet og se ungdommens aspirationer blive afløst af småbørnsfamilielivets leverpostejshurlumhej”. Rosen kom alle steder fra. Anmeldere, venner, fremmede folk på gaden, journalister og branchefolk.
”Det har været et helt vanvittigt år. Jeg fik mit andet barn, som ikke var helt planlagt, verden har været i undtagelsestilstand, og så kom min bog, som landede meget bredt i befolkningen. Mine andre bøger har solgt jævnt og stabilt over de sidste otte år, men denne her ramte noget med det samme. Den adskiller sig ikke vildt meget fra mine andre bøger, så jeg har lidt opgivet at forstå det,” siger hun.
Romanen har ifølge forlaget solgt mere end 90.000 eksemplarer, og fire sange, som er skrevet til romanen, er blevet optaget i Højskolesangbogen. Hun har også delt sin kærlighedshistorie i Anders Aggers bog ’Kærlighed’, og nu er hun både i gang med at skrive en børnebog, som udkommer næste forår, og hun skriver på de sidste essays, som skal akkompagnere sangene i ’Meter i sekundet’ i en ny sangbog og musikudgivelse af Katrine Muff Enevoldsen.
Alle vil have et stykke af Stine Pilgaard, og det har nået et punkt, hvor hendes arbejdstid konstant forsvinder.
”Hvis jeg på nogen måde kan komme af sted med det, står jeg op før børnene for at skrive. Jeg kan godt lide at stå op klokken fem, men kun for at være alene. Det skal ikke være for at være sammen med nogen,” siger hun.
FOR TIDEN har hun et nærmest erotisk forhold til trøffelbrie, fortæller hun, åbner køleskabet og siger, at jeg altså bør smage det, hvis jeg tør. Hun er også ved at varme nogle surdejsboller i ovnen. Hun frygter, at jeg ikke har fået nok at spise på turen til Velling.
Hun bor i embedsboligen til Vestjyllands Højskole, hvor hendes kæreste Daniel Dalgaard arbejder. Ligesom Stine Pilgaard er han forfatter, og de må lade børnene gå på skift mellem sig, fordi det er umuligt at skrive med børneliv omkring sig. For tiden korrekturlæser han sin debutroman, som ligger udskrevet i en bunke med hundredvis af kruseduller og rettelser på køkkenbordet. Han fortæller nedslået, at hele kommateringen skal rettes efter nogle andre regler.
”Vil du ikke have lidt piskefløde i kaffen? Jeg har det helt sindssygt over fløde. Jeg elsker bare fede ting,” siger hun og sætter sig.
Vi taler om alle de mails og breve, hun har fået fra læsere, som kan genkende det at være tilflytter eller at få børn eller at tage kørekort, som er et evighedsprojekt for hovedpersonen i romanen. I bogen siger kørelæreren til hovedpersonen, at hun er en af de få bilister, som rummer træk fra både nybegynderen, flugtbilisten og den senildemente.
”Jeg er faktisk sygt ked af den der hårde opbremsning. Nu tror du sikkert, at jeg kører dårligt, og det gør jeg faktisk ikke. Det var jo gult, og alle andre dage ville jeg jo bare fortsætte, men fordi jeg var så bevidst om, at du ikke skulle tænke, at jeg kører over for rødt, så hakkede jeg bremsen i. Det var bare vildt ærgerligt,” siger hun.
Det tog hende et år at erhverve kørekort, og det kostede hele Biblioteksprisen på 50.000 kroner, som hun modtog. Hun pointerer dog, at hun fik nul fejl til teoriprøven og bestod den praktiske køreprøve første gang.
Det værste, hun ved, er at overhale heste på landevejen, og dem er der mange af, fordi de bor ved siden af et stutteri. Til gengæld er hun sindssygt god til traktoroverhalinger, fortæller hun.
”Jeg fik 17 fejl i de indledende teoriprøver, fordi jeg ikke forstod måden at tænke på. Du holder i et lyskryds, og et barn kommer cyklende på fortovet. Ser du barnet? Selvfølgelig gør jeg det, jeg vil jo ikke køre barnet ned, men det må du ikke, for du skal være opmærksom på lyssignalet. Det er en helt vanvittig måde at tænke på. Men så satte jeg mig ned i to dage og gennemgik alle prøver, jeg kunne opstøve på nettet,” siger hun.
Det var den meget teoretiske måde at tænke på, der spillede hende et puds. Og er en teoriprøve kold, kynisk og konkret, er Stine Pilgaard abstrakt og associerende. Én ting får hende til at tænke på noget andet, som får hende til at tænke på noget tredje, fortæller hun. Om det er en erhvervsskade eller grunden til, at hun blev forfatter, ved hun ikke.
”Jeg har det også svært med rumfang, højre-venstre og retninger. Trafik er det diametralt modsatte af at skrive fiktion. Jeg kan selv styre, hvad mine karakterer gør og tænker, men jeg kan ikke styre, om en hest flipper ud.”
”Synes du ikke, at jeg kører helt standard?” spørger hun så.
”Jojo.”
”Lidt over middel?”
”Det var en lille smule kaotisk.”
”Kaotisk? Hvor er du provokerende. Jeg synes selv, at jeg kører ret godt. Hvad var kaotisk? Jeg kører og viser dig vores fjord og min første køreskole. Det er topservice. Jeg er medlem af en kvindeloge i Skjern, og der har det forbandede kørekort været en stående joke. Jeg kører helt vildt råddent, når jeg skal derhen. Jeg bliver enormt selvbevidst af det, og så glemmer jeg de der praktiske ting. Jeg glemmer at slippe håndbremsen og alle mulige andre ting, som jeg aldrig normalt ville gøre. Så står alle kvinderne og griner på den der langsomme, venlige skjernske måde, som også er lidt provokerende.”
SELV SÆTTER Stine Pilgaard en slags ære i små, venlige provokationer i hverdagen. Hun kan godt lide, når man stikker til hinanden. Ikke ondskabsfuldt, men for sjov. Så snart nogle bliver for magelige eller for enige, slår hun til.
”Jeg plejer at sige, at jeg prøver at opretholde balancegangen i kosmos. Jeg synes jo, at fællesskab er en fantastisk vigtig og smuk ting, men når jeg sidder med 30 højskoleelever, som sidder og græder, fordi de skal synge en sang om venskab, så kan jeg ikke undgå at tænke: ’Så slap dog af.’ Jeg bliver hurtigt en modvægt, også selvom jeg faktisk er enig. Jeg får lyst til at sætte ild til noget, når folk sidder og giver hinanden ret, men jeg tror også, at det er en middagsselskabsting eller en efter-tre-glas-rødvins-ting.”
Hendes otte måneder gamle baby begynder at sige lyde ude i barnevognen, og hun går ud for at samle hende op. Ind kommer kæresten med deres søn. De har været ude i haven og spille fodbold. Oprindelig skulle deres søn have været passet hos naboerne, men en pludselig tør hoste ændrede planerne. I stedet foreslår Stine Pilgaard, at vi tager ud til hendes kontor, hvor der er lidt mere roligt, medmindre ham trommeslageren øver. Hendes kæreste spørger, om hun har fortalt om dengang, hun bakkede ind i huset. Stine Pilgaard griner fra køkkenet, hvor kaffen er løbet igennem.
”Husk at slukke ovnen,” siger hendes kæreste, da hun begiver sig ud mod Toyotaen med kaffe i en kande.
Piskefløden maser hun ned i bilens kopholder, og vi kører ud på de lange, lige veje med minkfarme, stutterier og vindmøller. De veje har hun kørt på siden 2016, da hendes kæreste fik tilbudt job som leder af forfatterlinjen på Vestjyllands Højskole, og de takkede ja til at bo i Velling og leve med de korte vestjyske sætninger og lange pauser.
”Vi havde ikke boet her en uge, da vi kom kørende i en Flextaxa, og hele vejen var spærret af køer. Chaufføren tog det helt roligt og gik op til landmanden for at fortælle, at de var sluppet løs. Det havde vi det helt sindssygt over, for vi kom lige fra Nørrebro. Det er så ikke sket siden, men det var en vild start.”
Da vi kommer til et højresving, passerer vi Tørfisks bandvogn plastret til med alle bandmedlemmer og deres slogan: ’Danmarks ældste boyband’.
”Så du, at det var Tørfisks bandvogn?”
”Jeg holder øjnene på vejen.”
NOGLE MINUTTER senere er vi ved kontoret, et tidligere, nu tømt udstillingslokale for Tvis Køkkener, som en stor gruppe lokale kunstnere har fået lov at låne,
”Vi låner det af en landmand, der købte grunden på grund af markerne. Det er sådan noget, folk gør herude. Jeg håber godt nok ikke, at ham trommeslageren er her, så må vi finde på noget andet.”
Det er han ikke, men trommesættet står klar, hvis han skulle komme forbi. Udenfor er der marker, stilhed og vindmøller. Indenfor er der optageudstyr og instrumenter og maling og tryksværte og musefælder, for sådan nogle er der jo herude. Stine Pilgaard viser rundt og dumper ned i en stol ved vinduet, nærmest lettet over at komme væk. Hun siger, at der er noget vildt ved at tage hen på kontoret. At der er så stille.
”Jeg har en oplevelse af, at jeg kunne holde af hvem som helst, hvis omstændighederne gjorde det nødvendigt. Naboer er rekvisitter og statister i vores liv, indtil de begynder at tale over hækken eller skal køres til tandlæge, fordi bilen er til reparation.”
”Er det en rigtig oplevelse?”
”Ja, jeg kendte ikke min nabo ret godt, da jeg kørte hende til tandlægen. Der havde selvfølgelig været lidt kaffe i haven og sådan noget, men ikke mere end det. En dag havde hun vildt store tandsmerter, og fordi deres bil var til reparation, kom hun forbi. Bagefter lå hun på sofaen, mens jeg varmede noget suppe. Så faldt hun i søvn, og det var simpelthen så fint og sødt. Hun var sikkert også dopet på alt muligt, men det var så tillidsfuldt. Der er ikke mange steder, hvor man har brug for hinanden på så konkret en måde.”
Hun holder en lille pause.
”Alle vores venskaber er mere eller mindre tilfældigheder. Så sidder man ved siden af hinanden i folkeskolen eller møder hinanden til en fest. Jeg bliver tit spurgt, hvorfor jeg ikke skriver politisk eller om klimaet, men det, der optager mig mest, er, hvordan vi skal være med hinanden i hverdagen. Jeg har vildt svært ved at overskue krigsalliancer og fredsaftaler. Det er frygteligt at se nyhederne. Det er den værste gyserfilm af dem alle.”
”Nu er vi tilbage ved de fritsvævende associationer.”
”Du laver en Anders Agger på mig. Du siger jo ikke noget.”
”Man kan få folk til at sige mange ting, hvis man holder kæft.”
”Det er så ikke noget, jeg har prøvet så tit.”
STINE PILGAARD ved aldrig helt, hvad hun skal fortælle, når hun bliver spurgt om sin barndom. Hun havde en ganske fin enebarnsopvækst i Vejlby-Risskov lidt uden for Aarhus, hvor hun pendlede mellem en far og en mor, som hverken var elitære eller sølle. De var egentlig meget middelklasse minus ligusterhæk, fortæller hun.
Moren var leder af en børnehave i Aarhus, og faren arbejdede med stregkoder i Grønland. Primært på kolonialvarer, og hun forestillede sig, at hvis han klokkede i det, kunne de ikke købe mælk i Grønland, og så ville Grønland ringe og klage. Hun tænkte ofte, at han måtte have en meget vigtig rolle i systemet, og at hele befolkningen kimede ham ned, hvis han kvajede sig. Hun synes, det er lidt pinligt, men hun ved stadig ikke helt, hvad hendes far laver.
Bøger fyldte meget, og selvom det er en ældgammel kliché for enebørn, var hun nok lidt gammelklog, fortæller hun. Frikvartererne foregik ofte i klassens vindueskarm, hvor hun læste Astrid Lindgren, og til børnefødselsdage kravlede hun ned under bordet med bog og kage i favnen. Hun læste, inden hun gik i skole, og hun læste inden sengetid. Og når hun skulle bade, pakkede hun bøgerne ind i plastikposer, så hun kunne bladre i dem under bruseren.
Inspireret af Astrid Lindgren og ’De Fem’ skrev hun historien ’Børnene i Solsikkedalen’, som handlede om en gruppe unger på et børnehjem, der skulle opklare et mord. Og et eller andet med en krokodille. Den gav hun til sine forældre i julegave, og bagpå skrev hun anmeldelser af sine egne værker: ”Stine Pilgaard har skrevet en sjov og charmerende fortælling. Hun er Astrid Lindgrens efterfølger.” Senere vandt hun novellekonkurrencer i Vi Unge, og som 11-årig fik hun sit første digt trykt i Familie Journal.
”Det skal dog siges, at mine forældre aldrig var gift, og at de gik fra hinanden længe før, jeg kan huske. Jeg tænker, at det måske var et forsøg på at skabe et traume, jeg kunne skrive om. Men jeg skal jo heller ikke være helt nedladende over for mig selv som barn, for det kan jo være, at det har fyldt meget mere, end jeg kan huske,” fortæller hun.
Hendes forældre er vidt forskellige, men de har aldrig bekriget eller hadet hinanden, forsikrer hun. Til gengæld er de begge ret sjove, humoren har de til fælles, og de har et godt blik for små, skæve hverdagssituationer. Hendes mor er fantastisk til at imitere og karikere folk, og når hun var alene med sin far, optrådte han med historier om Lone fra regnskab og fra sin ungdom.
”Jeg boede på skift hos dem begge to, så jeg har haft rigtig meget alenetid med voksne. De har altid taget mig meget alvorligt, og derfor har jeg også altid taget mig selv alvorligt.”
I gymnasiet påpegede hun konstant, hvis der var noget, hun var uenig i, og halvdelen af lærerne kunne godt lide, at hun var kritisk, mens den anden halvdel syntes, at hun var lige lidt for meget. Det kom der et karakterblad ud af med fire femtaller og fire 13-taller, mens resten var fordelt på resten af skalaen.
”Jeg har fået alle mulige karakterer. Jeg har også prøvet at få tre i geografi, som igen handler om, hvor ting ligger. Det er åndssvagt, men jeg kan ikke fatte et kort,” siger hun.
MED KAFFEKANDE og piskefløde i hænderne styrer hun mod familiens Toyota. Hun placerer atter piskefløden i kopholderen og drejer ud på landevejen igen. Hun cruiser meget med sine veninder i Ringkøbing og omegn, fortæller hun på vej mod Skjern. De tager ned til fjorden, Vesterhavet eller til Hvide Sande.
”Jeg diskuterer med mig selv, hvor ydmygende det ville være, hvis jeg sætter min gps til, jeg plejer jo at bruge den. Men jeg kører hele tiden den her rute, så det kan ikke passe, at jeg ikke kan finde derned. Jeg ved, der kommer en rundkørsel, hvor jeg skal til højre,” siger hun, da vi holder i et T-kryds.
Hun vælger ikke at bruge sin gps, og vi drøner langs de lange, lige veje, som er helt tomme, mens hun fortæller om noget lokal rundkørselskunst, der har skabt furore i debatspalterne. Det havde hun overvejet at tage med i ’Meter i sekundet’, men det blev for indspist, selvom det var sjovt at følge med i. Hun fortæller, at Vestjyllands Højskole er 98 procent økologisk, og at køkkendamerne har fortalt hende, at de sidste to procent udelukkende skyldes, at man ikke kan opstøve økologisk brun farin. Hun opridser forskellen på Skjern som mere moderne handelsby kontra Ringkøbing som gammel købstad og fortæller om dengang, hun tævede en date i airhockey, så vedkommende ikke ville ses igen. Mest fordi Stine Pilggard spillede spillet på en utrolig liv-eller-død-agtig måde, som nok fremstod lidt for voldsom.
Hun parkerer ved Hotel Skjern i centrum, men vi indser hurtigt, at det er lørdag eftermiddag midt i en pandemi, og sætter os efter en kort gåtur ind i bilen igen.
Det tog Stine Pilgaard næsten fire år at skrive ’Meter i sekundet’, der blev til, da hun lod sin trodsige side og sine følelser få afløb. Selv kalder hun sig en træmand, og hun bryder sig ikke om at tale om sine egne følelser. Hvilket undrer mange af hendes venner, fordi hun elsker at snakke om andres. En del af forklaringen er også, at hun ikke forstår sig så godt på tid. En anden er, at det tager tid at skrive og forstå den omvæltning, det kan være at få børn og at famle sig rundt i en by, man ikke kender. Og finde ud af, hvem man er, når man er i begyndelsen af trediverne og ikke kan drikke øl hver weekend, og verden forventer, at man vokser med opgaven.
Stine Pilgaard kører over et hul i vejen, bilen gynger lidt.
”Så meget behøver du heller ikke at hoppe i sædet.”
”Hvad mener du?”
”Det var ikke så slemt. Du hopper jo helt vildt i sædet.”
Så rammer hun et andet hul i vejen.
”Nu gør du det igen,” siger hun og griner.
”Du hopper rundt.”
HUN KAN ikke fordrage, når folk hygger sig for meget, fortæller hun. Verden er fyldt med modstand, og for at klare sig i verden må man øve sig i at gå i modvind. Det får hende til at tænke på en lang diskussion, hun havde med sin kæreste forleden. Han ville gerne have en sofa med chaiselong, hvor man kan tage fødderne op og smelte ned i sofaen.
”Skal vi så bare sidde der i vores dejlige, bløde sofa og se fjernsyn? Nej, den skal fandeme være hård. Hvorfor kan vi ikke sidde på nogle stole, så vi i det mindste skal holde ryggen rank? Det blev pludselig et symbol på alt muligt andet, hvor jeg synes, at en sofa repræsenterer alt det værste ved menneskeheden. I en sofa kommer man ned i gear og hygger, men hvorfor skal vi slappe af? Livet er så kort.”
De lange, lige strækninger på Vestkysten er nærmest hypnotiske, det hele er så ens, og Stine Pilgaard er ikke færdig:
”Så kom jeg til at sige, at man ikke kan have en meningsfuld samtale i en sofa, og selvfølgelig kan man det. Hygge er jo bare et ord, og jeg går ikke rundt med et oversavet jagtgevær og plaffer alle folk ned, der siger hygge. Men der er noget modstandsløst over ordet, som irriterer mig helt vildt. Vi laver ofte bål på højskolen, og det synes jeg jo også er såkaldt hyggeligt, men jeg kan bedst lide, når jeg diskuterer rundt om bålet med min nabo. Så siger jeg, at han er en elitær jazzmusiker, og så siger han, at jeg er alt for folkelig, fordi jeg ser ’X Factor’. Så taler han om sin surdej, og så siger jeg, at når jeg bager, så putter jeg 500 gram gær i, ellers gider jeg ikke æde lortet, hvilket overhovedet ikke er rigtigt. For det første så bager jeg ikke, og for det andet så har vi den forpulede surdej derhjemme. Jeg får bare lyst til at sige det modsatte hele tiden.”
Stine Pilgaard foragter i det hele taget det modstandsløse liv – og at spille brætspil for sjov. Hun kan lige gå med til det, hvis man er ved at flå hovederne af hinanden over et spil Risk, men hvis det er lige meget, hvem der vinder, er det tidsfordriv på allerlaveste niveau, mener hun.
Stine Pilgaard parkerer ved Ringkøbing Station og trækker håndbremsen. Det blæser, og hun kigger på uret. Tiden er løbet fra hende, hun bliver nødt til at smutte.
”Jeg kan godt høre, hvordan det lyder. Hende der forfatteren, der kæfter op om, at hun hader sofaer og brætspil og hygge. Men det er jo kun halvdelen af sandheden, for jeg ville jo elske at sidde godt i en sofa, men der er bare noget ved det, som skræmmer mig, og så kommer jeg automatisk til at overdrive de der 80 procent. Jeg har jo en længsel efter brætspillet, den fred og den måde at være sammen på. Jeg har både lyst til at brænde det hele ned og leve i det,” siger hun og kører hjem langs de lange, lige veje. Enten med eller uden gps.
