ENGANG SÅ HUN mest til fra sidelinjen. Som holdleder i 80’erne for sønnens hold i Hejnsvig IF var Elsa Sørensen ansvarlig for at vaske tøj, køre børnene til og fra kampe og sørge for, at der var drikkelse og andre praktiske ting, mens manden Erik var træner i klubben.
Som ung spillede hun selv fodbold og dannede sig dengang sin egen mening om spillet, men efter hun fik sønnen Ulrik og tre år senere datteren Ulla, udskiftede hun sig fra fodboldspiller til holdleder.
Tilbage sad dog en irritation – både hos hende og manden – over de lokale fodbolddommere, og begge havde de svært ved at lægge skjul på frustrationen.
Men en dag i 1987 fik de en opfordring fra fodbolddommerne: ”Jeg var altid utilfreds, vi var altid utilfredse, og så sagde de: ’Hvorfor får I ikke selv dommerkort?’”
Elsa Sørensen trækker på smilebåndet, da hun genfortæller anekdoten på klingende vestjysk. Fra hendes og mandens hus lidt syd for Billund og Grindsted kan man se over til markerne, der markerer udkanten af Hejnsvig. Markerne er netop blevet byggemodnet og godkendt til en række nye boliger, og det er godt med lidt nyt liv til landsbyen, mener hun.
Elsa og Erik har boet her i 17 år, men har været tilknyttet Hejnsvig IF, lige siden Erik som ung automekanikerlærling i slutningen af 60’erne spillede fodbold i klubben og fik inspireret Elsa til også at prøve kræfter med sporten. Elsa var bare 16, da hun mødte sin kommende mand, og fodbolden blev en vigtig del af hendes liv.
Parrets lille parcelhus ligger nu lige over for Hejnsvig Stadion, og pokaler og medaljer pryder vægge og hylder i stuen side om side med billeder af de nu tre generationer, der alle brænder for sporten.
MED SINE NÆSTEN 70 år er Elsa Sørensen landets ældste aktive kvindelige dommer. Hun er en lille dame, nydeligt klædt i småblomstret skjorte, solbrændt og med let til smil. Hun skænker kaffe og byder på dagmartærte, mens hun fortæller, at ægteparret dengang tog dommerkortet med en afsluttende teori-test. For Elsa var kortet en adgangsbillet til et fællesskab af danske fodbolddommere, der i dag tæller cirka 3.300 dommere, heraf lidt over 100 kvinder.
At være kvinde i en mandsdomineret beskæftigelse ser hun dog mest som en fordel: ”Man har det bedre inde på banen, end en mand har. Mandlige spillere accepterer bedre, hvad jeg gør, end en mandlig dommer. Når jeg har sagt noget, siger spillerne: ’Det er hende, der bestemmer, ti stille!’”
”Ja, vi andre dommere burde have haft bh på!” lyder det gennem døråbningen til det tilstødende køkken. Her sidder Erik ved computeren og kommer med tilråb og kommentarer, når han synes, konen mangler at få det hele med.
De to dømte i mange år side om side som fodbolddommer-par, og der var stor efterspørgsel på dem.
”Vi har nok begge kunnet snakke med folk, ikke bare om fodbold, men også om alt muligt andet både før og efter kampen. Nogle er glade for, at man efter en kamp lige kan få en øl eller sodavand eller en pølse og sidde og hyggesnakke,” svarer Elsa Sørensen forsigtigt på spørgsmålet om, hvorfor de to var et populært dommerpar.
De mange år som fodbolddommer i de jyske rækker har givet mange venskaber både blandt dommerkolleger og spillere i flere generationer: ”For et par år siden skulle jeg dømme en kamp i Kolding med nogle små drenge. Så siger faren til en af dem: ’Hun er altid skrap, for det var hun også, dengang jeg var dreng.’”
PÅ TRODS AF en opvækst på en gård på egnen drømte Elsa Sørensen aldrig om at arbejde på et landbrug. Derfor uddannede hun sig til sosu-assistent og arbejdede efterfølgende på fødegangen på Grindsted Sygehus. Sideløbende med arbejdet spillede Elsa fodbold, indtil hun blev mor, først til Ulrik i 1975 og siden til Ulla i 1978. I stedet troppede hun op til Eriks fodboldtræning med de små i barnevognen, og da børnene fik styr på bentøjet, blev de også fast inventar på Hejnsvig Stadion.
Men så blev hun pludselig ramt af en blodprop i armen, der gav permanente føleforstyrrelser.
”Min arm sov så meget, at jeg ikke kunne arbejde. Nu har jeg vænnet mig til det, men i starten var det jo strengt, at man ingenting kunne. Jeg havde ingen kræfter i armene, mens børnene var små,” fortæller Elsa Sørensen, der ikke har ondt af sig selv. Op på hesten igen og ud på fodboldbanen.
I dag bruger hun i omegnen af 15 timer om ugen på at være fodbolddommer i Midt- og Sønderjylland, hvor hun dømmer kampe fra de helt små til seniorer, men altid syv- eller ottemandshold.
Man skal vel være i ret god form for at kunne følge med som dommer?
”Sådan en som mig, jeg løber ikke meget længere,” svarer hun med et grin. ”Nu dømmer jeg så også kun nede i syv- og ottemandsrækker, jeg er ikke på 11-mandsbaner længere. Jeg synes ikke, jeg har kondien længere. Og meget af det, jeg dømmer, kommer som en refleks. Jeg ved, hvad de laver af fejl. Og så fløjter jeg. Jeg når næsten ikke at tænke …”
”Det er erfaringen …,” kommer det fra Erik ude i køkkenet.
”Ja, det er erfaringen. Det er ren erfaring,” understreger Elsa i stuen.
Er der andre egenskaber, der er gode at have?
”Man skal være sikker i sin sag. Man skal ikke begynde at lave noget om. Når du har taget stilling, skal du beholde den stilling. Det falder mig egentlig helt naturligt.”
”Man skal være venlig!” lyder det igen ude fra køkkenet.
”Ja, du skal være imødekommende også. Altid komme og hilse på træneren. Det er høflighed. Nogle går bare ind og dømmer, så går de igen, men det er ikke mig. Jeg skal helst ud i god tid – gå det hele efter, banen, nettet. Det skal man som dommer. Hvis der er hul i nettet, og bolden er gået ind, har du et problem. Det er sjældent, det sker, men du skal være sikker.”
Nogle gange går det dog heftigt for sig, og Elsa Sørensen har i sin tid som dommer fået knubs. Engang hun dømte en damekamp, var der først en spiller, der brækkede benet. Dernæst fik en holdleder pludselig hold i ryggen. Og til sidst kom hun selv til skade.
”Jeg skulle sætte bolden i gang og lod den falde, men den spiller, der sparkede til bolden, hamrede den lige op i ansigtet på mig, så jeg brækkede næsen. Jeg var helt sort i hovedet, da jeg kom hjem.”
Elsa Sørensen ryster på hovedet ved tanken: ”Jeg kunne mærke med det samme, at den var brækket. Blodet stod ud over det hele, men jeg fik det stoppet og dømte da kampen færdig.”
SPØRGER MAN, HVAD der er det bedste ved at være fodbolddommer, falder svaret prompte: ”Du kommer ud, får noget motion, møder nye mennesker og får nye indtryk.”
Som dommer kommer Elsa Sørensen også på et årligt teorikursus, hvor hun blandt andet bliver introduceret til de nyeste regler fra FIFA. Det giver hende et forspring til at forstå, hvorfor der bliver dømt, som der gør, i de store kampe, der bliver vist i tv. Hun fortæller om regler, der kommer til og ændres år for år, mens hun puster til kaffen.
”For eksempel at et indkast skal gøres på én måde det ene år og så det næste år måske på en anden måde,” siger Elsa Sørensen, der dog aldrig har været udsat for ubehageligheder fra spillere eller publikum.
”Men folk tror ofte, de er klogere end dommeren. De ved ikke, hvad det drejer sig om. Du kan da bare høre ham den gamle der,” udbryder hun og nikker ud mod køkkenet og Erik. Så tilføjer hun: ”Én ting er nye regler, noget andet er det individuelle skøn. Jeg har også set fodbold nogle gange, hvor jeg tænkte, at dommeren dømte forkert. Men det er jo, fordi de ser det på en anden måde. Der er ikke to, der ser det ens. Jeg går ikke rundt og tænker på, om jeg har dømt rigtigt eller forkert bagefter. Når jeg har taget et standpunkt, laver jeg det ikke om. Så kan de råbe og skrige, lige så meget de vil. Men det gør de nu sjældent,” smiler hun.
DE MANGE ÅR som dommere i de jyske fodboldrækker har givet ægteparret en del venner blandt dommerkollegerne. På væggen i dagligstuen vidner et kort over De Kanariske Øer prydet med små røde flag om, at Elsa og Erik hver vinter rejser til øgruppen for at tilbringe et par uger under Sydens sol. Det gør de med nogle dommervenner fra Kolding.
”Vi har holdt meget ferie på Tenerife, og vi har mødtes med dem dernede de sidste mange år. Det er ikke fodbold, det er ferie,” understreger Elsa Sørensen, og Erik supplerer fra køkkenet: ”Det er altså hyggeligt at sidde nytårsaften klokken 12 i korte bukser og skåle nytåret ind.”
De røde flag, der er plantet rundtom på De Kanariske Øer, betyder, at her har de overnattet. På et danmarkskort ved siden af har flagene spredt sig til en lang række danske øer. For et par år tilbage, før corona, besluttede parret, at de ville se, hvor mange danske øer de kunne nå at besøge. 12 øer er det blevet til indtil videre, og parret fortsætter ufortrødent.
BLANDT DE FÅ kvindelige danske fodbolddommere er der nogle, der dømmer i både superligaen og de internationale ligaer. Med sit dommerkort kan Elsa Sørensen dømme til og med tredje division. Hvis hun vil dømme i første og anden division, skal hun tage yderligere kurser og test, og for at dømme i Superligaen skal man til test to gange årligt, og der er strenge krav til dommernes kondition. Men at dømme på højere niveau er ikke længere noget for Elsa Sørensen.
”Jeg har taget de test engang. Jeg dømte på højere niveau dengang, men det var slet ikke mig. Jeg vil hellere være hernede, hvor jeg er nu. Sammen med dem, jeg kan snakke med, og have det sjovt. Hellere det end at det skal være på en snor det hele. På de højere niveauer har du jo hele tiden nogen, der holder øje med, hvad du laver. Du er meget mere anspændt,” siger Elsa Sørensen, der tager ud for at dømme for at få tømt hovedet, som hun kalder det.
”Når man kommer ind på den bane, så er det noget helt andet, du skal tænke på, du kan ikke …” starter Elsa, inden Erik bryder ind: ”Nu er jeg i den situation, at jeg har kræft og lever på lånt tid … i gåseøjne,” siger han med alvorlig mine og fortsætter: ”Når hun er af sted, skal hun ikke gå og spekulere på det. Jeg har bare bedt hende om at ringe, når hun kommer derud, og når hun kører derfra. Men for det meste tager jeg jo med ud og sidder og kigger på. Og så fortæller jeg hende, hvor god eller dårlig hun er,” griner Erik, mens Elsa himler med øjnene og fortæller, at hun bliver ved, så længe helbredet bestemmer.
”Når jeg dømmer, tænker jeg kun på, hvad der sker inde på banen med de spillere, jeg har ansvar for. Der er mange fejl, der er gengangere,” forklarer hun. ”Sådan et dumt indkast for eksempel. Børn står tit og hopper, men de skal stå med begge ben på jorden. Det er et krav. Begge ben på jorden! Så fløjter jeg: omkast!”
