Hvorfor skriver I krimi?
Lotte: ”Vi er begge to vilde med den svenske krimiduo Sjöwall og Wahlöö, som vi begge læste ivrigt, da de først udkom i 60’erne. Da Søren foreslog, at vi skulle skrive sammen, var genren slet ikke til diskussion.”
Søren: ”Uden at jeg var rigtig klar over det, tror jeg også, det havde noget at gøre med, at du får noget forærende, når du skriver krimi. Der skal helst ske noget slemt og være en forløsning til sidst. Det er ikke et helt blankt stykke papir. Det var ikke så dårligt at have det som hjælp til at skrive i starten.”
Der kan være rigtig gode penge i krimier, hvis man bliver et hit. Var det med i overvejelserne?
Søren: ”Overhovedet ikke. Da vi havde skrevet manuskriptet til ’Svinehunde’, vores første bog, sneg jeg mig op om natten og kopierede det i tre eksemplarer, som jeg syede sammen med kinesertråd. Der var tusind sider! Vi gik rundt med manuskripterne til naboerne og spurgte, om ikke de havde lyst til at læse. Så kom de tilbage og sagde: ’Ih, hvor er det godt!’ – De havde selvfølgelig aldrig læst det. Men Lotte og mine børn pressede på: Nu skulle vi prøve at få det udgivet. Jeg var ikke specielt vild med ideen.”
Lotte: ”Men du er vel ikke ked af det nu, hehe? Jeg syntes, bogen havde potentiale, men jeg anede intet om branchen. Jeg tænkte mig om: Forlag, forlag, forlag … jo, der er vist noget, der hedder Gyldendal. Så sendte jeg det ind til dem.”
I det lange løb kunne Søren Hammer ikke både skrive og undervise: ”Når du får travlt med andre ting, føler eleverne sig hurtigt fravalgt.”
’Svinehunde’ blev solgt til oversættelse i 16 lande, endnu inden den blev udgivet på dansk i 2010. Hvor længe måtte I knibe jer selv i armen?
Søren: ”Vi fik at vide, at det ikke var normalt. Men det var nu engang sådan, det blev for os, så vi fik indtrykket af, at det var en ret nem ting at få succes.”
Lotte: ”Gyldendal prøveoversatte et uddrag og tog det med til bogmessen i Frankfurt. Dagen efter hun var taget af sted, ringede den søde dame fra Gyldendal til mig: ’Nææh, de har købt den til oversættelse i Tyskland.’ ’Det var da dejligt,’ svarede jeg. ’Rigtig dejligt.’ Så støvsugede jeg videre. Lidt efter ringede hun igen: ’Nu har vi solgt den til Frankrig!’ ’Nå, skønt,’ svarede jeg og støvsugede videre. Tredje gang hun ringede for at fortælle, at Holland havde købt den, tænkte jeg: ’Kan du ikke samle det lidt sammen, jeg skal også være færdig med rengøringen.’ Jeg kan godt høre, det lyder lidt underligt, og vi er jo ikke dumme, sådan for alvor …”
Søren: ”Jeg har egentlig aldrig taget stilling til, om du er dum …”
Lotte: ”Ha! Det har du nævnt. Mange gange!”
Det fik jer ikke til at miste jordforbindelsen?
Søren: ”Nej! Det er nok anderledes, hvis det sker, mens man er ung, men vi var henholdsvis 55 og 58 år, da vi brød igennem. Og vi havde begge to haft en anden karriere. Så vi tog det ikke så alvorligt. Det er ikke ment arrogant eller højrøvet, men når du sidder og skriver, gør det ingen forskel, om vi, som i dag, udkommer i 22 lande, eller om det primære salg er på Fyn. Det har ingen indflydelse på arbejdet. Det hjælper mig ikke, men det hæmmer mig heller ikke.”
Så det har ikke ændret jeres liv?
Lotte: ”Kun på den måde, at vi begge to holdt op med at arbejde. Og det kan stærkt anbefales ikke at have en chef.”
Søren: ”Det er et privilegie, at det kan lade sig gøre økonomisk. Nogle gange når jeg er i Netto, tænker jeg da over, at jeg ikke længere går og lægger sammen i hovedet. Det kunne jeg godt finde på tidligere, når det var sidst på måneden.”
Lotte: ”Og hvis vaskemaskinen siger mærkelige lyde, får jeg ikke knopper. For jeg kan bare købe en ny.”
Søren: ”Vi er ikke så materialistiske.”
Lotte: ”Måske lidt kedelige, kunne man sige.”
”Et år blev vi nævnt med fuldt navn i Gyldendals økonomiske halvårsrapport – det syntes jeg var ret stort,” siger Lotte Hammer.
I bor stadig her i Frederiksværk og er ikke flyttet til Nordkysten eller noget andet mere mondænt …
Lotte: ”Ha! Nej. Vi voksede op i Charlottenlund nord for København. Men der ønsker jeg mig ikke tilbage.”
Hvordan kom det sig, at I flyttede sammen?
Søren: ”For omtrent 13 år siden var jeg ansat hos Sony Ericsson, hvor jeg underviste i programmering. Det begyndte at gå rigtig skævt for selskabet, og vi blev fyret alle sammen. Jeg boede i Bagsværd, var netop blevet skilt og havde ikke rigtig råd til at blive boende. Jeg havde lyst til at prøve at bo i provinsen. Og så bød lejligheden sig til at flytte ind på 1. sal hos Lotte, da vores gudmor på 90, som boede deroppe, døde. Jeg tror ikke, jeg ville flytte til Frederiksværk, hvis jeg var 30. Men jeg havde brugt København på det tidspunkt. Derudover kan man være på Rådhuspladsen på fem kvarter.”
Da I fik antaget ’Svinehunde’, sagde I, at I var amatører, der pludselig var havnet blandt professionelle. Sådan kan I vel ikke have det længere?
Søren: ”Vi var amatører, men vi var ret heldige. Jussi Adler-Olsen hjalp os med at sætte os ind i spillet omkring kontrakter og forklare, hvad og hvem man skal lytte til.”
Hvordan kom I i kontakt med ham?
Lotte: ”Vi boede på samme hotel i Horsens under den allerførste krimimesse, vi var med på, og faldt i snak til morgenmaden. Han præsenterede sig, og vi hægtede os stort set på alle, der overhovedet ville hilse på os. Vi følte os lidt lost. Vi anede ikke, om det var normalt, at man fik betalt sin rejse til messen. Gav de frokost, eller skulle man betale ved en eller anden kasse? Hvor meget hilser man på hinanden, er man en stalker, hvis man går hen og siger hej? Det var rigtig rart at møde Jussi. Han havde allerede været i gamet i mange år og med forskellige kasketter på. Nu prøver vi at give lidt tilbage i systemet, hvis vi møder debuterende forfattere.”
Det virker, som om I ikke interesserer jer så meget for klassiske ’hvem er morderen’-gåder, det ved læseren ofte ret tidligt i jeres bøger. Hvad er jeres motivation for at skrive spændingslitteratur?
Lotte: ”Jeg har altid syntes, det mest interessante spørgsmål er: Hvorfor? Jeg kan vældig godt lide krimier, men jeg synes også, man skal have noget med hjem som læser. Noget at tænke over. Vi er begge to politisk engagerede, og vi er ofte på de små menneskers side. Kan man ikke sige det sådan? Det lyder da meget godt i hvert fald …”
Søren: ”Høhø! Jeg ved ikke, hvad du er ved at rode dig ud i.”
I ’Venner og fjender’, jeres otte bind store fortælling om anden verdenskrig, er den ene af hovedpersonerne en københavnsk pige af jødisk afstamning, den anden en ung mand fra det danske mindretal i Nordtyskland, som kommer ind i SS. Han har haft en dårlig barndom og været udsat for megen fysisk afstraffelse. Har I simpelthen været ude på at skildre de psykologiske faktorer bag nazismen?
Søren: ”Det er nok for meget sagt. Vi er i alle vores bøger interesserede i magtstrukturer og i, hvordan de påvirker den enkelte på måder, der sjældent er sort-hvide. Men lige præcis med nazismen skal man passe på. Vi nuancerer ikke mennesker, der bogstaveligt har været med til at slå titusindvis af mennesker ihjel på samlebånd. Det kan og skal ikke nuanceres. Det var ondskab, færdig. Vores hovedperson, Peter, kommer godt nok ind i SS, men han accepterer ikke drab på jøder. Læseren skal jo på en eller anden måde kunne lide ham.”
Hvor meget vægt har I lagt på den historiske korrekthed?
”Vi jager vores to hovedpersoner, Peter og Kassandra, ganske meget rundt i krigens brændpunkter, og jeg ved ikke, hvor realistisk dét er. Men ellers har vi forsøgt at ramme et realistisk niveau. Selvom man på et tidspunkt bliver nødt til at stoppe, for man kan researche på alting. Hvad kostede et halvt kilo flæskekød i Berlin i 1939? Aner det ikke. Uniformer er et andet felt, du aldrig bliver færdig med. Der er amatørforskere, der har haft det som hobby i 20 år. Hvis der en dag kommer en læser og bemærker, at vi har lavet en fejl om uniformer, så må vi enten erkende fejlen eller tage den lidt fejere udvej og sige, at det hører under den kunstneriske frihed, haha. Vi har dog en militærhistoriker til at læse bøgerne igennem, som er ret skrap.”
Hvor meget har I bevæget jer fra Frederiksværk for at kunne skildre de steder, I skriver om?
Lotte: ”Jeg har blandt andet været i Pripjat-sumpene, et kæmpe område på grænsen mellem Ukraine og Hviderusland, ikke så langt fra Kyiv – det ville jeg ikke gøre igen lige nu. Og vi har været i Warszawa og Berlin.”
Søren: ”Det stimulerer fantasien, men nogle steder er Warszawa og Berlin så smadret af krigen, at det næsten ikke gav noget at se de steder, som de ser ud i dag. På en måde kunne vi lige så godt have siddet derhjemme og researchet.”
Hvordan fordeler I arbejdet mellem jer?
Lotte: ”I begyndelsen skrev vi begge to hver for sig, fordelte scener og dialoger, som vi stykkede sammen. Til sidst skrev Søren det sammen, så melodien blev ensartet. Da vi begyndte på to historiske serier, der krævede meget research, blev det i stadig højere grad Søren, der stod for skrivningen, og i dag står han for langt det meste. Jeg researcher og faktatjekker og tager mig af den omsiggribende andel af administrative opgaver omkring udgivelser, oversættelser, lydbøger, e-bøger og rettigheder. Forfattere får tit en agent, vi vil hellere gøre det hele selv.”
Søren: ”Lotte er god til det. Vi får gode kontrakter, og jeg er lykkelig for, at hun tager sig af det. Det interesserer mig ikke. Jeg går, når Lotte begynder at forhandle.”
Lotte: ”Han synes, det er pinligt. Jeg har været leder af hjemmeplejen og ældreområdet her i Halsnæs Kommune, har siddet til en del forhandlinger og er ikke bange for at snakke om penge. Det er der rigtig mange forfattere, der er. Mange er så taknemmelige for overhovedet at udkomme, at de ikke får ordentlig betaling for deres arbejde. Det er jo ærgerligt, når det er det, de skal leve af – og jeg kan se, at det er sværere for et forlag at sige nej til en forfatter end til en agent. Agenten har jo mange i sin stald, så hvis han ikke klarer din forhandling så godt, så klarer han måske den i morgen bedre. Jeg har kun én interesse. Det er vores.”
Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for jer?
Søren: ”Jeg står altid op klokken 3:30 og giver mig til at skrive klokken 4:00. Det er nogle dejlige timer, hvor ingen er oppe. En eller anden gang efter 7:00, når Lotte er stået op, holder vi et morgenmøde. Vi har et mål om at skrive fem sider med halvanden linjeafstand om dagen.”
Selv de søskende, der elsker hinanden højest, bliver irriterede på hinanden. Hvordan klarer I både at bo og arbejde sammen?
Lotte: ”Jeg føler ikke, vi bor sammen, egentlig. Vi ser ikke hinanden så farlig meget. Vi render vel på hinanden et par gange i løbet af dagen.”
Søren: ”Lotte er tit så rar at lave mad til mig. Det er dejligt, at der er en, der gider. Men vi er aldrig oppe at skændes om vores arbejde. Og det har vi aldrig været. Så vigtigt er det heller ikke, om der står det ene eller det andet.”
Lotte: ”Vi har et stort frirum, fordi vi kender hinanden så godt og har sagt de grimme ting, der skulle siges, for længe siden. Herregud, jeg har kendt Søren i 67 år. Og – nu skal jeg ikke rose ham alt for meget, det kan han ikke klare – det har været utrolig spændende og sjovt at lære ham at kende på den her måde. Gamle genvordigheder fra barndommen trådte fuldstændigt i baggrunden, da vi startede det her nye liv sammen som voksne. Jeg kunne forestille mig, at mange søskende kunne have glæde af et fælles projekt.”
Jeres relation er en slags plot i sig selv. I virkeligheden deler I hverken far eller mor …
Lotte: ”Vi er ikke blodsrelaterede på nogen måde. Vores forældre kunne ikke få børn, så de adopterede først Søren og derefter mig – fra hver sin familie.”
Hvornår vidste I, at I var adopteret?
Lotte: ”Det har vi vidst, så længe jeg kan huske. Vores far var dansklærer og læste for os hver aften, lange historier af Astrid Lindgren og Cecil Bødker. Men når han var på lejrskole, måtte vores mor overtage tjansen. Hun var ikke så vild med at læse højt, i stedet fortalte hun historier. Min yndlingshistorie handlede om, hvordan de ikke kunne få børn og græd og græd, indtil de fandt det her hjem, hvor man kunne gå hen og vælge et barn. Her gik de fra rum til rum, og der var masser af søde børn, men ikke lige det helt rigtige. Indtil de kom til det sidste rum, hvor Søren sad. Så vidste de med det samme, at det var ham, de skulle have. To år senere syntes de, at han skulle have en lillesøster, og tog tilbage til hjemmet, hvor jeg sad i det allersidste rum. ’Nææh, hende må vi have,’ sagde de. For en 10 år siden opsøgte jeg min biologiske familie, fordi jeg var nysgerrig. Jeg gik derfra og tænkte, at det var mig, der havde trukket det lange strå. Jeg havde fået nogle muligheder, jeg ellers ikke havde haft, og er helt sikkert blevet stimuleret på nogle måder, jeg ikke ville være blevet. Vi var virkelig vores forældres store projekt.”
Levede de længe nok til at opleve, at I blev forfattere?
Søren: ”Nej, desværre. Det ville have glædet dem meget.”
