JEG KOM SOM et chok for mine forældre. Og for lægerne. Forinden var der ingen tegn på, at noget var galt, men da jeg blev født i marts 1984 ved kejsersnit, kom jeg til verden uden halvdelen af min højre arm, kun med tre fingre – to på venstre og en på højre hånd – og uden en tredjedel af min venstre lårbensknogle og halvdelen af mit højre ben. Hele overbenet manglede, og mit skinneben sad direkte fast på min hofte.
Jeg har to ældre brødre, der intet fejler. Pludselig stod mine forældre med et barn, som ville komme til at forandre familien for altid. Min far sad en af dagene efter fødslen og stortudede i bilen på vej til hospitalet. Det eneste, han håbede på, når han kom frem, var, at lægerne ville sige, at jeg var død i løbet af natten. Måske lyder det hårdt, men han tænkte på min fremtid: Ville jeg overhovedet være i stand til at få et værdigt liv?
Peter Rosenmeiers forældre, Lisbeth og Hans, med deres søn til barnedåb, 1984. Foto: Privat
Hjemme i Hadsund måtte min mor sy alle mine sparkedragter om. Møderne med omverdenen var en konstant påmindelse om, at der var noget ved mig, som var galt. Skulle folk sige tillykke eller beklage? Hadsund er en lille by med cirka 5.000 indbyggere, og der var bekendte, som for at undgå konfrontationen gik over på den modsatte side af gaden, når de så min mor. Heldigvis blev det hurtigt hverdag, og mine forældres sorg blev til kærlighed. Jeg gennemgik flere operationer som barn og blev velfungerende nok til, at jeg kunne starte i en almindelig folkeskole. Jeg havde kun gået der et par uger, da jeg proklamerede over for mine forældre, at jeg gerne ville gå til fodbold. Det gjorde alle mine klassekammerater jo.
Mine forældre traf en beslutning, der har fået stor betydning for resten af mit liv. Mange ville have sparet mig for det nederlag, det ville være at møde op i en fodboldklub. Hvad skulle en stakkels fodboldtræner stille op med sådan en som mig? Men i stedet sagde mine forældre, at hvis det var det, jeg havde lyst til, måtte jeg give det et skud – og så ville de hjælpe mig alt, hvad de kunne undervejs.
Jeg spillede fodbold i de første 5-6 år af min skoletid, indtil det ikke gik længere på grund af min begrænsede fysik. Enten stod jeg på mål og håbede, at bolden ramte mig i hovedet og gik ud. Eller også spillede jeg angriber og håbede, at bolden ramte mig i hovedet og gik ind. For mig var det stort bare at være med. Og i forhold til mit sociale liv betød det alt. Det kan godt være, jeg sad på bænken i 89 ud af 90 minutter, men jeg var med, når vi tog til turneringer i Aarhus eller på Sjælland. Jeg fik venner, og det gjorde også, at jeg blev inviteret med til fodbold i frikvartererne. Hvis ikke jeg havde spillet fodbold, havde jeg nok siddet alene i klasselokalet.
Første skoledag, 1990. Foto: Privat.
JEG HAR ALTID vidst, at jeg var anderledes. Men det ramte for alvor, da jeg begyndte at komme i puberteten. Pludselig kom et andet køn ind i billedet, og hvordan skulle det ende godt? Til privatfesterne i 7. klasse kunne jeg se nogle af mine klassekammerater begynde at kysse lidt med pigerne. Måske 40 procent af dem til at starte med. Men da vi kom i 8., var det pludselig 60 procent, og i 9. var det 80, mens jeg sad tilbage ovre i hjørnet. Jeg tænkte, at gymnasiet ville blive en frisk start, men billedet var det samme. Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg gik i forsvarsposition. Jeg begyndte at gå i noget voldsomt grimt tøj, for så var det i det mindste på grund af et valg, jeg selv havde taget, og ikke på grund af mit handicap, at ingen piger ville være sammen med mig.
Jeg stoppede med at gå til fester og trak mig mere og mere fra sociale sammenhænge. I stedet flygtede jeg over i idrætten. Her havde jeg længe følt, at jeg fik den anerkendelse, som jeg manglede i andre sammenhænge. Ud over fodbold gik jeg som barn til svømning, en god motionsform for sådan en som mig, og jeg var ret dygtig til det – en overgang trænede jeg 8-9 gange om ugen i Parasport Aalborg, landets største parasportsklub. De havde også bordtennis, og når jeg var færdig med at svømme, blev jeg som regel og spillede lidt. I første omgang med begge arme klemt sammen om battet – sådan spillede jeg med mine brødre på bordtennisbordet i mine forældres kælder.
Min mor kunne se, at jeg var glad for at spille bordtennis, så hun tog fat i den bandagist, som havde lavet min benprotese. Han tog en gipsafstøbning af min hånd og fik lavet en kulfiberprotese, der kunne skrues fast til håndtaget på et bordtennisbat. Pludselig betød min fysiske afvigelse ikke meget, og jeg kunne gå til bordtennis, ikke kun i Parasport Aalborg, men også i helt almindelige bordtennisklubber i Randers og Hobro. Og jeg var god til det. Bedre end mange af dem, som ikke fejlede noget.
Peter Rosenmeier modtager sin første medalje med fodboldholdet fra Hadsund Boldklub, 1991. Foto: Privat
DA JEG GIK i 1. g – i 2001 – kom jeg ind omkring ungdomslandsholdet i bordtennis for parasportsudøvere. En dag sad jeg til et møde med ungdomslandstræneren, hvor han spurgte mig: ”Hvad vil du gerne drive det til?” På det tidspunkt var jeg voldsomt skoletræt. Træt af det miljø, hvor jeg igen og igen faldt igennem socialt. Jeg tænkte, at det eneste, jeg ville resten af mit liv, var at spille bordtennis. ”Jeg vil være verdens bedste,” sagde jeg. ”Og jeg vil vinde De Paralympiske Lege i Beijing i 2008.”
Til min store overraskelse svarede han, at det var et fint og ambitiøst mål. Og at han troede på, at det kunne lade sig gøre. Men jeg måtte planlægge hele mit liv efter det, hvis det skulle lykkes. Sammen lagde vi en plan for, hvordan mit liv skulle se ud de kommende syv år. Jeg skulle færdiggøre gymnasiet og derefter flytte til København, hvor de bedste træningsfaciliteter lå. Jeg skulle søge ind på et studie, så jeg kunne få SU, men det skulle være et studie, som jeg kunne gennemføre uden for alvor at bruge tid på det. Al min energi skulle gå til at spille bordtennis.
Jeg søgte ind på pædagogseminariet i Virum og fik et kollegieværelse på Egmont Kollegiet, hvor mine storebrødre også boede. I fire år læste jeg til pædagog uden at åbne en bog. Der var mange mundtlige eksamener, og jeg havde snakketøjet, men også udseendet i orden. I sådan et pædagogmiljø var jeg allerede foran på point på grund af mit handicap. Når jeg kunne, valgte jeg emner, som handlede om handicap, og så var det svært for censorerne for alvor at sætte spørgsmålstegn ved det, jeg sagde.
Jeg trænede sindssygt mange timer om ugen i Københavns Bordtennisklub, og det gik fremragende. Lige indtil det gik op for mig, at man som pædagogstuderende skulle i fuldtidspraktik to gange et halvt år. Det scenarie havde jeg ikke lige overvejet. Men hurtigt fandt jeg ud af, at man kunne tage i udlandspraktik, så jeg kontaktede en handicapidrætsforening i Malmø, som også havde bordtennis på programmet. De skrev under på, at jeg var der fuld tid, selvom det ikke passede, og så trænede jeg til gengæld deres børnehold en gang om ugen.
Sideløbende begyndte jeg at spille mine første internationale turneringer. Jeg forsøgte at kvalificere mig til De Paralympiske Lege i Athen i 2004, men kiksede i den sidste kvalifikationsturnering i Sydafrika. Heldigvis fik jeg et wildcard, så 20 år gammel stillede jeg alligevel op til PL i Athen. Det hele klikkede, og jeg vandt bronze, hvilket var en kæmpe overraskelse. Men bedst husker jeg mit møde med para-atleter fra andre dele af verden – blandt andet en afrikansk mand, der havde et ben, som mindede om mit eget. Jeg gik rundt på en protese til 175.000 kroner, mens han gik rundt på noget, der lignede en træstub.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
FIRE ÅR SENERE stod jeg i finalen i Beijing. Jeg vandt finalen med 3-1 i sæt. Jeg sugede det hele til mig. Alt det, jeg havde arbejdet for hver eneste dag i syv år. Men ingen havde fortalt mig, at man mindre end fem minutter efter sådan en sejr bliver trukket ud til dopingkontrol. Jeg blev hentet af en ung kineser, som trak mig med ud i et trist omklædningsrum med betonvægge. Der skulle jeg sidde, indtil jeg var klar til at afgive 20 milliliter urin. Og jeg kunne bare ikke. Jeg kunne intet klemme ud. Både fordi adrenalinen stadig kørte rundt i min krop, og fordi jeg havde været så nervøs for kampen, at jeg havde været på toilettet 40 gange inden.
Jeg sad der i 2-3 timer, inden det lykkedes. Det er noget af det værste, jeg har oplevet. Jeg havde ingen mobiltelefon, og sociale medier var ikke for alvor blevet store endnu. Jeg havde lige opnået det eneste, jeg havde tænkt på i syv år, og på intet tidspunkt i løbet af de syv år havde jeg tænkt ét eneste sekund videre end 7. september klokken 19:57, hvor finalen sluttede. Det var som at løbe panden direkte ind i en mur.
Da jeg blev lukket ud, fik vi medaljer, og der var en fejring, men så sluttede det også rimelig brat. Godt nok var der et kamerahold fra DR med, men det blev først sendt, tre måneder efter vi kom hjem. Jeg følte, at ingen vidste, at jeg lige havde opnået det allerstørste, man kan opnå inden for parasport. Og det kan lyde mærkeligt. Men anerkendelsen er en kæmpestor del af det for mig. Det kom så vidt, at jeg var lige ved at stoppe med at spille.
Peter Rosenmeier hilser på dronning Margrethe i marts 2016. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Vendepunktet blev min datters ankomst til verden. Jeg tror, det er stort for alle at blive forælder, men jeg havde skyllet hele ideen om at få en kæreste og en familie ud i toilettet, allerede mens jeg gik i gymnasiet. Den dør havde ikke bare været lukket, den var forseglet. Jeg havde sågar overbevist mig selv om, at jeg slet ikke kunne få børn, selvom jeg aldrig havde fået det undersøgt.
Men i en bordtennisklub i Malmø i 2004 mødte jeg en kvinde, der blev min kone. Vi er stadig ikke helt enige om, hvordan hun blev interesseret i mig, men i hvert fald inviterede jeg hende ud at spise på hendes 18-års fødselsdag. Det var i sig selv mirakuløst, at jeg tog mig mod til det, men endnu mere vildt, at hun valgte at sige ja. Jeg tænkte: Det her kan være den eneste chance, jeg får i mit liv. Jeg havde aldrig været på en date, og her var der pludselig en, som var sindssyg nok til at gå ud med mig. Så den skulle have alt, hvad den kunne trække.
Jeg bookede bord på den dyreste restaurant i Malmø og sagde til dem, at der intet loft var: kaviar, elg, champagne – I kører bare. Om ikke andet kunne jeg bilde hende ind, at jeg havde vildt mange penge. Det gik skidegodt, hun var ung og blev imponeret, og efterfølgende kørte jeg hende ned til toget, så hun kunne komme hjem til sine forældre. På parkeringspladsen, om aftenen den 8. november, fik jeg som 20-årig mit første kys af en kvinde, som ikke var min mor.
Jeg har aldrig været så lykkelig i mit liv som i det øjeblik. I 12-14 timer svævede jeg rundt på en lyserød sky. Indtil min telefon ringede næste morgen. Det var min bankrådgiver, som gerne ville vide, hvordan fanden en studerende på SU kunne finde på at bruge 20.000 kroner på at tage på restaurant i starten af november.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
JEG DELER MIN bordtenniskarriere op i to dele: før og efter min datters fødsel i 2009. Siden har jeg vundet VM, EM og PL igen i 2016 – stort set alt, hvad der er værd at vinde. Jeg er blevet en bedre bordtennisspiller af, at det ikke længere er det vigtigste i mit liv. Men misforstå mig ikke, bordtennis er stadig en kæmpe del af min identitet.
Nu er jeg blevet 40 og skal til PL i Paris, og jeg vil også med til legene i Los Angeles i 2028. Både fordi jeg har engageret mig i ungdomstræning og vil være sikker på, at den næste generation kan tage over, når jeg stopper, og fordi jeg stadig er på toppen og kan spille med de bedste, også om fire år. Jeg hader, når folk ikke er ærlige omkring deres motivation, og sandheden er, at jeg altid har været drevet af et ultimativt stort ego. Jeg tror, det skyldes den måde, jeg ser ud på.
Når jeg træder ind i et lokale, hvor folk ikke kender mig, er forventningerne til mig absurd lave. Ingen tror, at jeg kan noget. Hver gang jeg kommer et nyt sted, skal jeg bevise mit værd. Jeg er nærmest blevet afhængig af anerkendelse og opmærksomhed for at føle, at jeg er den succes, jeg gerne vil være. Det har været sindssygt givtigt for min sportskarriere, men også hårdt at leve med en følelse af, at jeg hele tiden skal levere.
Det stammer nok fra min barndom: Hvis jeg var ham, der råbte højest, var der også mindre sandsynlighed for, at der blev peget på mig, når der skulle udpeges et offer. Jeg skammer mig over, at jeg fra 6. til 9. klasse – som en ledende figur – var med til at orkestrere systematisk mobning af en klassekammerat. Så hårdt, at han nærmest gik grædende hjem fra skole hver dag. Det kan man ikke forsvare. Men det var et forsvar. Jeg tænkte, at hvis det var ham, så var det i hvert fald ikke mig.
Jeg tænkte rigtig meget over det, da min ældste datter skulle starte i børnehave, fordi jeg ikke ville være årsag til, at hun blev drillet. Jeg lignede jo ikke alle de andre fædre, der afleverede deres børn. Så jeg trak i mine korteste shorts og en tanktop, og da jeg havde afleveret Stella den første dag, gik jeg ud på legepladsen og stillede mig op midt i det hele. Her blev jeg stående og besvarede alle børnenes spørgsmål, indtil der ikke var flere.
”Kan du kun spise hotdogs?” var der en, der spurgte. Han tænkte, at der lige kunne ligge en fransk hotdog mellem mine to fingre. Og sådan blev det ved. Men det tog trykket, og så vidt jeg ved, er mine to døtre aldrig blevet mobbet på grund af mig. Den ældste er lige så bidt af bordtennis som mig. Hun har lige vundet U15-DM, og hun skal til EM senere på året. Man ser tit i fodbold, at sønner af dygtige spillere også får en fodboldkarriere, men det er ikke så tit, at en datter til en para-atlet kan konkurrere på højeste niveau i samme sportsgren i almen idræt. Det gør mig enormt stolt. Også fordi det viser, at det ikke bare var tilfældigt, at jeg blev god.
