FORAN PLAKATER af det respiratoriske system og forskellig slags inhalationsmedicin sidder overlæge Pia Thaning på sit kontor på lungeafdelingen på Amager Hospital og taler tydeligt med behagelig lægelig autoritet. Øjnene gnistrer som en svejsemaskine, fulde af indlevelse, mens hun giver et resumé af sin utraditionelle vej ind i lægegerningen:
”Hele min barndom og ungdom ville jeg være jordemoder. Det var jeg fast tunet ind på. Og det var jeg faktisk helt indtil ugen før, jeg blev student. Jeg fik en enormt god studentereksamen, så det var ikke engang, fordi det var urealistisk. Jeg ved ikke, hvad der skete i den uge, men jeg tænkte i hvert fald, at der var så mange andre ting, man kunne lave.”
Det var i begyndelsen af 80’erne, og dengang nød Pia Thaning godt af, at der ikke var noget, der hed fremdriftsreform eller SU-klip. Fra hun fik den rød-hvide studenterhue på hovedet, og indtil hun fyldte 25, arbejdede hun som hjemmehjælper, som pædagogmedhjælper i en vuggestue og som fabriksarbejder på en elektronikfabrik i Vanløse, hvor hun sad og spolede modstand med kobbertråd. Men midt i tyverne fik Pia Thaning pludselig mulighed for at bygge sit eget hus – hun bor der stadigvæk i dag – på en grund i Haveforeningen Frederikshøj i Københavns Sydhavn.
”Min uddannelsesrejse har været sådan, at jeg helt Pippi Langstrømpe-klassisk bare er hoppet ud i nogle ting. Og jeg kan ikke huske, hvorfor i alverden jeg tænkte, at jeg da godt lige kunne finde ud af at bygge mit eget hus. Men det tænkte jeg i hvert fald. Jeg havde ikke nogen penge, så det gik meget på at klunse materialer og finde ud af det derfra,” siger Pia Thaning, der i den proces opdagede, hvor sjovt det var at arbejde med hænderne. Huset blev færdigt, og den unge kvinde gik i murerlære.
”Jeg ville lige teste det. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle være håndværker hele livet, men jeg syntes, at det var virkelig sjovt at være i, og jeg ville rigtig gerne lære,” siger Pia Thaning, der i sin tid som murer både var med til at lægge klinkegulv på Rigshospitalet og politistationen i Karlslunde. I dag nyder hun at tage en tur ned ad murstenenes memory lane, når hun kører gennem byen og ser de steder, ”hvor hun har gået”. Vendingerne fra byggepladsen ligger stadigvæk lunt i mundhulen, og når man spørger Pia Thaning, hvad det fedeste var ved at være murer, falder svaret prompte: ”Det var den der power af at kunne selv. At stå med ideen om, at nu vil jeg gerne lave et badeværelse. Og så gøre det. Det var enormt tilfredsstillende.”
Der sættes sten på plads i Costa Rica.
PÅ FAGSKOLEN mødte Pia Thaning sin søns far, og de fik et ’murer-barn’ sammen – som i øvrigt aldrig har rørt et stykke værktøj – men graviditeten blev svær at forene med at stå på en pløjemark i Måløv hele dagen fra klokken seks om morgenen. Resten af graviditeten var Pia Thaning sygemeldt, og da hun fødte sin søn, fik hun på fødegangen – oven i sin nye titel som mor – en uddannelses-åbenbaring.
”Da jeg fik mit barn, mødte jeg nogle enormt gode læger. Og pludselig stod det lysende klart for mig: ’Jeg skal være læge,’” siger Pia Thaning, der startede på medicinstudiet, da hendes søn var fyldt et år, og hun selv var 34. Og det var ikke et sekund for sent ifølge lungelægen.
”Jeg var så glad for at være voksen og læse, for jeg var simpelthen så motiveret. Og det ved jeg, at jeg ikke havde været som 20-årig. Dengang havde jeg travlt med at udforske den her vidunderlige verden, der var foran mig. Men da jeg så startede på studiet, havde jeg trallende ture på cyklen hen til universitetet, fordi jeg skulle ind og høre en spændende forelæsning. Der kunne jeg godt se, at mine medstuderende, der var omkring 10 år yngre end mig, ikke havde det helt på samme måde, haha. De var ikke lige så læringssultne, som jeg var blevet,” siger Pia Thaning, der ikke bare brugte den erfaring, som levet liv havde givet hende, men også håndværksforståelsen, da hun skulle knække de medicinfaglige koder på skolebænken og ud og arbejde som læge i praksis.
”Jeg havde erfaring fra flere andre brancher, så jeg vidste, at når jeg blev præsenteret for et nyt ord eller begreb i undervisningen, som jeg ikke kendte, så var det et ord, som almindelige voksne heller ikke kendte. Det ved man ikke, hvis man er 20 år og starter på et studium. Så tror man, at det bare er, fordi man selv ikke er stor nok endnu,” siger Pia Thaning.
”Min forståelsesramme var også anderledes. Jeg puttede enormt meget af fysiologien ind i VVS-verdenen for eksempelvis at forstå, hvordan en rørføring i hjertet er. De begreber, jeg brugte til at lære at forstå, bruger jeg stadigvæk i dag, når jeg skal forklare ting til patienterne.”
På toppen af sommerhuset.
I LÆGEVERDENEN VAR Pia Thaning også vidt omkring. Hun skrev blandt andet ph.d. om muskelfysiologi hos diabetikere og var under sin turnus – i dag kaldet KBU – forbi ortopædkirurgisk afsnit på Amager Hospital. Og der ville de rigtig gerne beholde hende.
”Et eller andet sted var jeg jo stadigvæk håndværker, og meget af værktøjet er det samme inden for kirurgi. Tankegangen om, at hvis du skal have et klinkegulv til at blive pænt, så skal det være plant. Det vil sige, at hjørner og ender skal mødes, og sådan er det faktisk også at sætte et nyt knæ i,” siger Pia Thaning, der imidlertid afslog tilbuddet. For hun havde været håndværker, og nu var hun klar til noget nyt. Hun ville være mediciner, og da hun i løbet af sin turnus mødte lungepatienter, faldt det hele i hak. Pia Thaning fornemmede, at der var en del skyld og skam forbundet med at være lungepatient, fordi det i manges øjne ”jo er deres egen skyld”, hvis de har været rygere.
”Jeg ville gerne møde dem fuldstændigt uden at dømme og uden løftede øjenbryn. Når der i dag sidder en patient over for mig, som kommer fra en byggeplads og har forskellige luftvejsproblemer, bilder jeg mig ind, at jeg ved lidt bedre end mine andre – ellers meget kompetente – kolleger, hvad der kan være af udfordringer ved at stå på en byggeplads og eksempelvis have astma. Det er ikke rart at skulle stå der og hvæse og sprutte. Det er nogle år siden, jeg selv har været der, men dengang var der i hvert fald ikke den store samtale om sygdom og mangel på fysisk formåen. Jeg håber, det er blevet bedre, men der har været en lille smule Tarzan-adfærd, og det kan være så svært at være kroniker og skulle have de to verdener til at hænge sammen.”
Pia Thaning kan stadig svinge et pudsebræt.
FRA SIT SKRIVEBORD med kuglepenne og plastik-modeller af luftrør slutter hun af med et par gode råd til de unge, der skal vælge uddannelse. De skal forsøge at søge bredt, for man ved aldrig, hvad man ender med at blive begejstret for. De skal ikke være bange for at få børn under uddannelsen, og så skal de prøve sig selv af, inden de ’forstener’ i en eller anden forestilling om, hvad de gerne vil være. Det prøver hun selv at efterleve.
”Jeg kan stadigvæk blive begejstret, når jeg lærer om nye cellulære funktioner og sådan noget, ikke. Det holder aldrig op,” siger Pia Thaning, der heller ikke har lagt håndværks-glæden på hylden. Sommerhuset har lige fået en renovering af murer-lægen herself.
”Det er blevet så pænt, for det er lige, som jeg gerne vil have det.”
