JEG GIK TIL mange ting som dreng. Badminton, fægtning, bordtennis, karate, fodbold. Da jeg var 11, syntes min mor, jeg havde brug for noget andet end sport, og så kørte hun mig ind til prøven på Det Kongelige Teaters Balletskole. Jeg havde aldrig danset før, men blev optaget. På bagkant gik det op for mig, at det var ret svært at komme ind, og det var jo sådan set meget sejt.
Jeg tænkte, nu prøver vi det et år eller to – eller indtil de ikke gider have mig mere og smider mig ud. Men jeg blev hurtigt grebet af tilværelsen i eventyrfabrikken. Som balletbarn får man tidligt lov at være med i balletterne som statist. Vi stod ikke bare på en eller anden balletskole og lavede trin, som ikke gav nogen mening – vi var på scenen! Vi så de voksne dansere helt tæt på: ”Wauw, så lavede han lige fem piruetter og sprang op i luften!”
Foto: Frederik Lentz Andersen
DET HELE GIK ret stærkt. Fem år senere var jeg aspirant til Den Kongelige Ballets kompagni, to år efter blev jeg fastansat, og tre år efter igen blev jeg udnævnt til solodanser, altså en af de dansere, der altid danser hovedpartierne i balletterne. Det var fantastisk og sjovt. Jeg var meget passioneret.
I 2015 blev jeg som 25-årig ansat på American Ballet Theatre i New York som principal dancer, hvad der svarer til solodanser herhjemme. Det var sindssygt inspirerende, det var virkelig nogle dygtige dansere, jeg kom til at arbejde sammen med, og jeg lagde ekstra pres på mig selv. Når jeg stod til træning, tænkte jeg: ”Du kan ikke gå hjem fra træning, inden du har lavet syv perfekte piruetter efter hinanden.” Og når jeg så endelig lykkedes med at lave dem, sagde min perfektionisme: ”Hvorfor lavede du ikke otte?” Det kunne aldrig blive godt nok. Min perfektionisme bragte mig til New York, men den blev måske også destruktiv i det lange løb. Kroppen har jo brug for pauser.
Jeg blev skadet i knæet og opereret ad flere omgange. Jeg genoptrænede og genoptrænede i løbet af et par år. Vi håbede alle sammen – lægerne, arbejdsgiveren og jeg selv – at lige om lidt, så var den god igen. Men jeg kunne ikke løbe. Jeg kunne gå nogenlunde normalt – lod i hvert fald, som om jeg ikke haltede. Indeni gik jeg og tænkte ’fuck’ og gruede for, hvad der ville ske, hvis jeg aldrig kunne danse mere.
Men så, lige inden jeg blev 30, tog jeg beslutningen om at pensionere mig som danser. Jeg tænkte: ”Du har alligevel højst 10 år tilbage at danse i. Måske skulle du holde op med at være så ked af det og forsøge at blive skuespiller i stedet.” Jeg havde i mange år gået med en lidt hemmelig skuespillerdrøm, og mens jeg genoptrænede, var jeg begyndt at tage nogle private skuespillektioner i New York.
ALLIGEVEL VAR JEG lidt bange for at fejle, bange for, at jeg aldrig kunne blive en lige så god skuespiller som balletdanser, da jeg søgte ind på skuespillinjerne på Den Danske Scenekunstskole i både Odense og København. Jeg kom videre til den tredje og sidste prøve begge steder, men takkede nej til at gå op.
Jeg havde lige fået tilbudt den mandlige hovedrolle som Jean i Strindbergs ’Frk. Julie’ på Bellevue Teatret, og ville jeg lave den opgave, kunne jeg ikke også begynde på skolen. Jeg ville gerne have skolens blåstempling, men jeg ville virkelig også gerne lave det stykke, og jeg tror, jeg traf den rigtige beslutning. Thure Lindhardt instruerede, og jeg skulle spille over for Sonja Richter. Jeg var fuld af ærefrygt – tænk, at de stolede på mig – og som om det ikke var nok, mødte jeg en dag Ghita Nørby, der sagde: ”Du skal tage dig sammen, for Sonja Richter er ret god.”
Jeg havde lige haft en lille rolle i Ole Bornedals ’Skyggen i mit øje’, men der var ikke så mange replikker. I ’Frk. Julie’ var der fandeme mange ord. Men jeg havde ingen problemer med at bruge hele natten på at lære manuskriptet. Og vi fik fine anmeldelser.
Jeg kunne godt lide tanken om at have sagt farvel til balletten og lukket døren bag mig, men så, efter at jeg havde dyrket masser af yoga og taget tusindvis af isbade, fik mit knæ det pludselig mirakuløst meget bedre. Og da jeg sidste år blev tilbudt at medvirke i forestillingen ’Etudes’ på Det Kongelige Teater, slog jeg til. Når kroppen kunne, hvorfor så ikke? Jeg vil bare gerne være med i legen. Men allerhelst vil jeg stadig være skuespiller.
Jeg forventer ikke at få en stor karriere, men hvis jeg kan leve af det, indtil jeg er 65, så er jeg glad. Og skulle jeg være så usandsynlig heldig at få lov at medvirke i en film af Christopher Nolan eller Alejandro González Iñárritu, kunne jeg godt lægge mig lykkeligt til at dø. Jeg synes generelt, man skal have store drømme i livet.
Foto: Miklos Szabo
HER TIL EFTERÅRET spiller jeg hovedrollen som Tony Manero i ’Saturday Night Fever’. Under forberedelserne har jeg været lidt på udebane. Som balletdanser får du, fra du er helt lille, meget strenge regler for, hvor din hånd skal være, hvordan din holdning skal være. Der er et meget fast sprog. Og læreren eller instruktøren fortæller dig hele tiden, præcis hvad du skal, ned til en lillefinger.
På ’Saturday Night Fever’ er det mere loose. Løsere hofter, bogstavelig talt. Hvis jeg skal lave en improviseret showdance til prøverne, får jeg at vide, at nu skal jeg bare fyre den af. Jeg kaster mig ud i det, men faker også lidt. For den looseness kommer ikke naturligt til mig. Men efter et par ekstra øvetimer og efter at have lavet en lille koreografi inde i hovedet har jeg den.
Jeg deler hovedrollen med Silas Holst. Vi spiller hver halvdelen af forestillingerne, og det bliver til over 30 forestillinger til mig – helt uhørt mange for en balletdanser. Der er ikke så mange vrid i led og sener som i en ballet, men det kræver god kondition.
Det gør mig intet at være en blæksprutte og lave lidt af hvert. Jeg er ikke kræsen. Om det er dans, skuespil eller musical. Når jeg står på scenen, får jeg en pause fra alle bekymringer. Så er jeg lige i nuet. Det er et drug. Der er noget på spil, og jeg kan lide nerverne forinden og den kontante afregning. Hvis det går godt, står folk og klapper ad dig. Det er et meget taknemmeligt arbejde. ν
’Saturday Night Fever – The Musical’ spiller fra 12. september til 17. november i henholdsvis Falkonersalen, Vejle Musikteater og Musikteatret Holstebro.
