DOWN UNDER
Vi rejste næsten aldrig i min barndom. Min far sagde tre gange om året: ”Hvorfor rejse, når vi har det så godt herhjemme?” Han havde været sømand som ung, så måske havde han fået stillet sit rejsebehov. Eller bare glemt, hvor fedt det er at komme ud. Vi var på Mallorca en gang og en anden gang i London. Jeg husker begge ferier som mindblowing. Men normalt tilbragte jeg somrene i engene og bakkerne omkring Ørum Sønderlyng, hvor jeg voksede op. Der kunne jeg tage et telt under armen og slå det op i en eller anden lyngbakke.
Da jeg var 13-14 år, begyndte jeg at tage på cykelferier med nogle kammerater. Det kulminerede med, at vi ville cykle til Frankrig. Vi havde afsat tre uger til det, men vi kom ikke længere end Rømø. Det skyldtes et utal af forsøg på at komme i kontakt med nogen af det modsatte køn på en campingplads. Det lykkedes selvfølgelig ikke.
At man ikke kommer ud at rejse, er jo ikke noget, man tager skade af, mens ens udsyn bliver måske ikke så stort. Man kan selvfølgelig få ting at vide af andre, men man forstår det ikke rigtigt, før man selv oplever noget. Da jeg var 18, i 1989, hankede min daværende kæreste op i mig og fik mig overtalt til, at vi skulle til Australien i et halvt år. Det forekom mig at være en helt vanvittig plan. Men da vi først var der, ville jeg ikke hjem igen. Vi arbejdede på en farm, hvor vi plukkede tomater og sorterede meloner. Vi boede i sådan nogle gamle slidte campingvogne. Der var ét toilet til deling, og man skulle passe på ikke at træde på slanger og enorme skrubtudser om natten.
Vi hang ud med professionelle frugtplukkere, som virkelig var folk fra trailerparken. Det var meget hårdtarbejdende og meget fordrukne australiere, der rejste på kryds og tværs af landet alt efter, hvor der var noget at plukke. Det var fysisk stærke, men voldsomt nedslidte mennesker. Der var meget druk og mange skænderier og husspektakler efter mørkets frembrud. Men de behandlede os pænt. De kunne godt se, at vi ikke vidste noget om noget, så de lærte os, hvordan man kunne tjene lidt mere ved at snyde og trykke en ekstra gang på en knap på en maskine, så det så ud, som om man havde plukket en ekstra spand tomater. Det var ikke en stor faglighed, de dryssede ud over os, men nogle gode tips til, hvordan man overlever.
Vi blaffede rundt, og på et tidspunkt fik vi et lift af en dame, der fortalte, at hendes mand havde en fiskekutter, hvor de fangede hajer. Vi kom med ud på den i en uges tid, og det var en fantastisk oplevelse. Vi gik lidt til hånde med at lave kaffe og andre småting. Vi var blandt andet med til at rense hajerne, men var slet ikke hurtige nok. Hajen var næsten rådden, inden jeg fik den lagt på is. Så vi var mest turister. På et tidspunkt fik vi en alt for stor haj i garnet, og så råbte kaptajnen ”SHARK!” Hans to hjælpere kom løbende med macheter og huggede nettet i stykker, så hajen forsvandt ned i vandet igen.
Turen gjorde mig økonomisk voksen, og vi blev meget nærige, og det har jeg fortrudt. Da vi kom i land efter de dage på havet, lå det lidt i kortene, at vi skulle give en middag som tak for turen. Min kæreste og jeg kørte hen til det lokale pizzeria og blev chokerede over, hvor dyrt det var. Vi endte med at købe to pizzaer til os fem personer, der var på båden.
Jeg glemmer aldrig skuffelsen i kaptajnens øjne. Der kom også et par småbitre bemærkninger, forståeligt nok. Når man er udenlands som ung, så tror man, at der ikke er nogen, der opdager det, hvis man er en røv. Man er hele tiden på vej videre. Det var også i Australien, at jeg stjal en lommeregner i en butik, så jeg bedre kunne regne ud, hvor mange penge jeg tjente på at plukke tomater. Det var så dumt i betragtning af de mulige konsekvenser – jeg var blevet smidt ud af landet på røv og albuer.
Jeg har tænkt på pizza-episoden mange gange og haft dårlig samvittighed. Vi bildte os ind, at vi var fattigere, end vi var, men vi havde nok flere penge end dem, vi omgikkes med. Der var også nogle situationer, hvor vi ikke gav de øl, vi skulle. Det var pinligt.
Jeg har talt med min ekskæreste om det siden hen, og hun har det på samme måde. Jeg besluttede, at det måtte ikke ske igen, og jeg tror ikke, jeg har været nærig siden. Det er et rædselsfuldt karaktertræk.
Efter seks måneder måtte jeg tage hjem. Jeg havde trukket et meget lavt nummer på session, så jeg skulle til Danmark for at aftjene min værnepligt i civilforsvaret. Min kæreste tog videre til New Zealand med nogle fyre derfra. Og jeg kom hjem til en kold februar, tog en orange hjelm på og begyndte at grave huller.
SOL OVER AFRIKA
Jeg havde altid set det som det helt store eventyr at tage til Afrika. Jeg vidste ikke så meget om kontinentet, det forekom lidt eksotisk og farligt. Da jeg besluttede at tage af sted i 2006, var vi netop færdige med at lave sæson 4 af ’Klovn’. Jeg havde stort set ikke holdt ferie, det var en kraftudladning at lave serien, men det var gået godt, og jeg var opfyldt af selvtillid og selvtilfredshed. Det var et godt tidspunkt at tage alene ud på min store rejse. Få noget Frank-tid, inden jeg slog mig ned med min kæreste og fik børn.
Jeg valgte Tanzania, fordi jeg havde hørt, at tingene fungerer. Det kan godt være, at bussen ikke kommer til tiden, men den kommer. Jeg havde ikke planlagt ret meget, men havde besluttet at bo billigt for at komme tættere på lokalbefolkningen. Jeg forestillede mig, at jeg allerede i lufthavnen ville møde nogle afrikanere, der ville tage mig med på eventyr, og jeg så for mig, hvordan jeg skulle sidde i en lerklinet hytte og spise sammen med deres familie. Være en del af deres liv. Jeg var meget optimistisk omkring, hvordan ferien skulle være.
Det blev de mest ensomme 5-6 uger i mit liv. Jeg fandt hurtigt ud af, at når man rejser alene, er der ingen, der beder én om noget. Man får lov at gå rundt alene – alt, hvad der skal ske, skal komme fra én selv. Hver morgen når jeg vågnede, skulle jeg sørge for, at dagen fik en eller anden form for indhold. Det kom af en eller anden grund bag på mig. Og så var jeg for gammel til sådan en backpacker-tur. Jeg var 37 eller 38, og det gik op for mig på turen, at så bliver man betragtet som en freak. De yngre backpackere undgik ham den sære gamle mand.
Jeg kunne få lov til at give en øl, for jeg havde lidt flere penge end de yngre backpackere, men når de havde drukket den, så smuttede de. De skulle ikke have mig med videre i byen. Og jeg må sige, at de andre, jeg mødte på min alder, som rejste alene – de var freaks. De var ofte på flugt fra et eller andet i deres liv, og de havde hele tiden travlt med at missionere. Og så var der de gamle desillusionerede nødhjælpsarbejdere, der sagde: ”Arhg, det er håbløst, de kan ikke reddes.” Jeg hang mest ud med backpackere på min egen alder. Jeg kunne faktisk ikke rigtig lide mange af dem, og de kunne ikke lide mig.
På den rejse gik det op for mig, at man kun er noget i kraft af sin omgangskreds. I kraft af, at man indgår i en social sammenhæng. Ellers er man en nobody. Jeg havde opnået en eller anden status som komiker i Danmark, men det var fuldstændig ligegyldigt for de lokale at være komiker. Det sagde dem ikke noget som helst. Det var en brat opvågning. Jeg havde mere lyst til at sige, jeg var læge. Et eller andet, de kunne bruge til noget. Jeg kan stadig drømme om at blive læge, og det værste er, at jeg stadig har snittet til at komme ind.
Jeg rejste med lokale busser i stedet for turistbusser. På et tidspunkt tog jeg en bus, som skulle stoppe i en landsby, inden vi skulle køre videre næste morgen. Jeg fandt et primitivt hostel og vågnede næste morgen klokken seks. Bussen skulle køre klokken fem, og den næste kom først to dage senere. Jeg pakkede hurtigt mine ting, spænede af sted og håbede på et mirakel. Og bussen var der endnu. Propfyldt med folk og høns og geder. De andre passagerer havde jo spottet, at jeg var den eneste hvide på turen, og der var nok et eller andet, der var gået galt, siden jeg ikke var dukket op. Det var 50-60 mennesker, der havde besluttet, at de nok måtte vente på ham idioten. Jeg forstod ikke, hvad de sagde, men fornemmede, at jeg blev svinet til, samtidig med at jeg var dybt taknemmelig over deres omsorg.
Jeg havde haft en barndomsdrøm om at have en sort ven. Jeg havde tænkt over det i skolen: ”Tænk, hvis der kom en ny dreng i klassen, og han var sort, og han satte sig ved mit bord og blev min ven. At det var mig, der havde en sort ven, jeg kunne vise frem.” Det var jo så hvidt, der hvor jeg kommer fra. Jeg fik så aldrig en sort ven i skolen, og det skete heller ikke på den ferie. Det var slet ikke så nemt, som jeg troede, at bryde vægge ned til lokalbefolkningen. Folk var ikke så tilbøjelige til at hjælpe en gammel backpacker eller have noget med mig at gøre. For hver dag, der gik, følte jeg mig mindre sjov og mindre charmerende. Alligevel gav turen mig en stolthed over at kunne være alene. Efter den tur kan jeg uden problemer spise alene eller gå i biografen alene. Det kunne jeg ikke før.
Der skulle ske noget, så jeg meldte mig til en tur, hvor vi skulle gå til toppen af Kilimanjaro. Jeg skulle rejse med et hollandsk par. I hotelfoyeren så jeg, at manden – Edwin, som var bankmand – lå og lavede armbøjninger som forberedelse til, at han skulle ud på den her strabadserende tur. Allerede der vidste jeg, at den var gal. Men jeg var socialt tørstig og ville gerne tale med nogen. På den første dag får Edwin så sagt, at måden at løse problemerne på i Irak var at kaste en atombombe. Derfra blev det kun værre. Gudskelov skete der noget på dag 4 på vej mod toppen af bjerget: Edwin fik højdesyge på den sidste opstigning. Midt om natten mistede han orienteringen i en snestorm og anede ikke, hvor han var. Han løb forvildet rundt uden for stien. Guiderne måtte indfange ham, mens han piskede af sted i noget puddersne. De kastede ham til jorden og fik ham slæbt ned til basecamp. Det var en kæmpe fryd og glæde for mig at se ham bryde sammen.
Jeg vidste bare, at nu skulle jeg nå toppen. Men samme nat gik det op for mig, at jeg ikke havde det nødvendige udstyr. Jeg var bange for at få forfrysninger i ørene. Frøs ad helvede til. Men jeg havde en plasticpose, som jeg tog over hovedet, og med huen udenpå stoppede det vinden. Det var en stor sejr. Jeg nåede op, og da vi var nede igen, fik jeg mit bevis for at have været på toppen. Edwin ville i øvrigt ikke give drikkepenge til guiderne, de havde jo ikke fået ham til toppen. Alle vidste, at guiderne lever af drikkepenge. Jeg havde et skænderi med ham, hvor jeg sagde: ”De har jo reddet dit liv.” Det mente han ikke. Han havde været i kontrol hele tiden. Så lagde jeg drikkepenge for ham. Jeg havde jo besluttet mig for ikke at være nærig.
Jeg sluttede af med en uge på Zanzibar. Jeg havde levet på en sten i fem uger og besluttede at leje en luksushytte til mig selv. Fordi jeg havde rejst rundt alene, var jeg overbevist om, at jeg kunne klare mig selv, og jeg syntes ikke, at der var nogen grund til at få skræddersyet en udflugt. Det kunne jeg selv klare. På resortet på Zanzibar spurgte de, om de skulle arrangere en snorkeltur, men jeg sagde nej, kørte ind til byen og købte en billig snorkel. Tilbage igen gik jeg i vandet og regnede med at være ude i 20-30 minutter. Jeg svømmede ud på den anden side af koralrevet og snorklede rundt, men da jeg ville ind igen, var det blevet lavvande. Korallerne var over vandoverfladen, de stod som en lodret væg og jeg kunne ikke komme forbi. Jeg prøvede et par gange, men blev revet til blods på arme og ben.
Jeg var ret hurtigt klar over, at den var helt gal. Jeg havde regnet med en kort svømmetur og havde kun lidt solcreme på skuldrene. Mens jeg ventede på højvande, lå jeg som en grillpølse og vendte mig i vandet for at fordele solen på kroppen. Jeg lå derude i 3-4 timer, indtil det blev højvande.
Da jeg kom ind på stranden, blev jeg mødt af en meget vred dame. Dér slog det mig: ”Jeg har jo bestilt massage.” Hun var kørt et godt stykke fra en anden landsby ud til resortet, og jeg følte ikke, at jeg kunne sige nej. Jeg blev lagt på briksen og fik massage på min ryg, der havde fået en andengradsforbrænding. Bagefter gik jeg direkte over i min hytte og lå syg i to dage med feber.
Jeg syntes, det var pinligt, at det var gået galt for mig, så efter de to dage gik jeg videre op ad stranden til et andet luksusresort. Væk, væk, væk. Jeg ville gerne være god ved mig selv efter at have ligget syg i to dage, så jeg bestilte en rigtig lækker hummer. Og fik en sindssyg madforgiftning. Så lå jeg i sengen i to dage mere.
Nu var der kun få dage tilbage af turen, og jeg ville gerne nå at få et par øl med nogle af de andre turister. Den sidste aften inden jeg skulle hjem, kæmpede jeg mig ud af sengen, helt udmattet efter den gang diarré. Pludselig hørte jeg nogen tale dansk. For første gang på hele turen. Jeg tænkte: ”Endelig er der nogen, der ved, hvem jeg er.” Straks opsøgte jeg gruppen af danskere. Blandt andet en pige, der hilste afmålt på mig. Men jeg hægtede mig fast på gruppen, jeg ville gerne være i selskab med nogle danskere.
Jeg spurgte pigen, hvor hun kom fra, og den slags. Efter noget tid fortalte hun, at hun faktisk havde mødt Casper og mig, da hun var tjener på Park Café i København. Hun havde været på arbejde en aften året før, hvor ’Klovn’ holdt afslutningsfest. Det var en aften, hvor alt gik galt. Der var for mange gæster til, at de kunne følge med ude i køkkenet. Det hele brød sammen, og vi fik ikke vores mad. Vi havde fået alt for meget at drikke, og pigen, der var tjener, måtte høre på en del brok. Vi blev mere og mere fulde og dumme at høre på. På et tidspunkt sprang Casper op på en stol og talte til alle gæsterne: ”Vi har fået forfærdelig dårlig betjening. Er der andre, der har det på samme måde?” Hænderne røg op: ”Vi har ikke fået mad” og ”Vores mad var kold” og så videre.
Casper fik pisket en stemning op, og folk råbte i kor: ”Park er lort! Park er lort!” Og denne her stakkels tjener var fanget midt i infernoet. Da jeg havde allermest brug for at tale med en dansker, gik det op for mig, at det var en person, jeg nærmest havde været med til at traumatisere. Hun var meget lidt imponeret over at møde mig igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg undskyldte, men hun var ligeglad. Hun havde besluttet, hvad hun mente om mig. Det var min sidste aften på den tur. Og så var det ellers hjem til min kæreste og få et barn i en fart.
SÅ FOR JAPAN DA
Min kammerat Jakob designer briller. Han får lavet stel i Japan, og jeg sneg mig med på en forretningsrejse i 2005. Det var en kæmpe oplevelse. Alt er formaliseret og stokkonservativt. Former fylder virkelig meget. Jeg voksede op i meget uformelle og antiautoritære rammer, og det var voldsomt at komme til et land, hvor der er regler for alting. Og de har automatisk respekt for folk, som de får at vide kan noget. Når de fik at vide, at jeg var en komiker med en vis succes i Danmark, tog de det for gode varer, så var jeg også en succes der – det var både dumt og dejligt. Min kammerat viste klip fra ’Klovn’ for 20-30 damer på en brillefabrik, der aldrig havde set ’Klovn’ før. De fik lov at holde en pause og se nogle scener.
Det var nogle af de mere fysiske scener, da det jo var på dansk. For eksempel den scene, hvor Frank kommer til at skyde sin rengøringshjælp – som er død i forvejen – og en scene, hvor Frank er ude at bade og brænder sin tissemand på en brandmand. Det syntes de var sjovt. De har en ydmygelseshumor, det er det værste, de selv kan forestille sig. Bagefter ville de have taget billeder med mig og have autografer.
Det var svært at komme ind på livet af japanerne. De er reserverede. Jeg følte mig respekteret uden rigtig at blive lukket ind. Min kammerat havde været med til drukaftener på forretningsrejser, men jeg var med til eftermiddagsmøder, hvor man sidder i lotusstilling og drikker te og får nudler bagefter. Det var ikke sådan et sake-ræs med geishaer. Desværre. Det var en tur, der var præget af selvkontrol og stor respekt for japansk kultur, men den sidste aften gik det galt.
Vi gik i japansk bad. De har en veludviklet badekultur, og vi sad sammen med 6-7 andre i sådan et dampbad og drak sake, og bagefter gik vi på en cool, lille japansk bar, hvor jeg sent om natten prøvede at imponere to japanske kvinder ved at lave håndstand op ad en væg. Jeg har stadig fornemmelsen i kroppen af, hvordan den ene arm gav efter, og jeg tumlede over i en reol med ældgamle, fornemme og svinedyre japanske blommevine. Reolen svajede faretruende frem og tilbage i, hvad der føltes som en evighed. Heldigvis blev den stående.
Min kammerat brugte en del tid på at undskylde over for værten og de andre gæster, inden vi forlod etablissementet. Efter en times søvn stod vi op og tjekkede ud fra hotellet. Her opdagede jeg, at min pung var væk. Fordi min dømmekraft stadig var svækket, tømte jeg hele min kuffert ud på gulvet i receptionen. Foran blufærdige japanere kastede jeg rundt med mine underbukser, og dampende af sake ud af alle porer fandt jeg pungen. Tre timer senere opdagede jeg, at mit pas manglede. Og vi skulle flyve samme aften.
Min hårdtprøvede kammerat fik den idé at opsøge den danske ambassade – hvor er man dog glad for at være dansk statsborger i sådan en situation. Ambassadøren dukkede meget venligt op på ambassaden en søndag og lavede et nødpas til mig. Det var dengang, ’Klovn’ stadig kunne lidt. I dag kan den serie ikke engang skaffe mig ind på en natklub i København.
Få timer senere stod vi i alle rejsendes hadesituation – i en lufthavn med voldsomme tømmermænd. Farvel, Japan … og undskyld. Jeg blev i øvrigt forsikret om, at mit forsvundne pas med 100 procents sikkerhed ville blive returneret, når en japaner fandt det. Det skete så aldrig. Så enten findes der uærlige japanere, eller også ligger det stadig i min kuffert.
DEN SPANSKE SYGE
Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg nogensinde skulle være med i en international serie, men
skaberne af ’Game of Thrones’, Dan Weiss og David Benioff, havde set ’Klovn’, og via Nikolaj Coster-Waldau mødtes Casper og jeg og spiste med dem et par gange. Via ham fik jeg tilbudt en lille rolle i serien i 2015. Scenen skulle optages på et gigantisk film-set lidt syd for Barcelona, hvor der var hundredvis af campingvogne og lastbiler og mennesker, der pilede rundt på kryds og tværs. Sikkerheden var enorm. Alene at få manuskriptet tilsendt krævede, at jeg fik installeret ekstra sikkerhedsprogrammer på min computer. Alt var på et niveau, der gjorde mig meget benovet.
Dagen før jeg skulle optage, var jeg i sminken og fandt mit kostume. Det gik op for mig, at den her munkedragt tog lang tid at få på. Det var vigtigt for mig at gøre det godt i min scene, det var et øjeblik, der aldrig ville komme igen, og min frygt var, at jeg midt under optagelserne skulle på toilettet og bruge en masse tid på at få dragten af og på. Alle kender jo deres toiletrytme, og jeg kunne se i programmet for næste dag, at min scene lå lige oven i min rytme. Jeg vidste, at jeg skulle på toilettet på det tidspunkt. Derfor besluttede jeg at ændre den toiletrytme.
Samme aften, da jeg kom hjem efter at have prøvet kostumet, gik jeg ud på toilettet. Fordi jeg ville være en dygtig dreng og gøre det godt dagen efter, forsøgte jeg at sætte en omgang bummelum i gang, selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Det gik sådan set godt bortset fra, at jeg skulle bruge rigtig mange kræfter. Det var mod naturen og mit instinkt. Lige pludselig afstedkom det et krampeanfald i nederste del af maveregionen. I min røv helt præcist. Det var så intense smerter, at jeg ikke kunne blive i stillingen og var nødt til at rejse mig op.
Jeg stod sådan i halvhug, da det begyndte at svimle, og så gik jeg ud som et lys og bragede hovedet ned i flisegulvet. Det er nok mit mest rædsomme øjeblik på en rejse. Da jeg kom til mig selv, var jeg helt forvirret. Var jeg i Danmark eller Spanien? Så dæmrede det: ”Okay, jeg ligger på et toilet i Spanien, og i morgen skal jeg spille med i ’Game of Thrones’.” Støttende på et badekar kunne jeg se i spejlet, at jeg havde ramt rent med panden, gudskelov ikke næsen. Så havde det været slut med den rolle.
Jeg kravlede ud fra badeværelset og ringede til min manager og bad hende komme til undsætning med det samme. Jeg blev lagt i seng og sagde bare, at jeg var blevet svimmel. Jeg kunne ikke overskue at fortælle historien. I løbet af aftenen blev jeg bange for, at jeg var så groggy, at jeg ikke kunne være med næste dag.
Næste morgen følte jeg mig rimelig frisk. Jeg kom i sminken, og de sagde selvfølgelig: ”Hvad fanden er der sket?” Jeg var helt blå og gul i panden, og der var et pænt sår. Jeg sagde, at jeg var gået ind i en dør. Det var, hvad jeg kunne finde på, selvom det jo ikke sker, at man går ind i en dør. De lagde et tykt lag sminke hen over mærkerne i panden, og jeg fik gennemført scenen uden at skulle på toilettet en eneste gang.
TYRKERTRO
Alanya er for danskere, der i virkeligheden gerne vil til Italien, men tager til Alanya, hvor man kan få det hele billigere og i dårligere kvalitet. Et par år i træk mellem 2010 og 2012 blev jeg hyret af nogle danskere til at optræde på en strandbar for danske turister og for den danskerkoloni, der boede dernede. I de år kom der et væld af danske entertainere forbi for at optræde. Det var lidt som at optræde til en julefrokost i Danmark.
Kolonien bestod af en gruppe lettere forslåede danskere med hang til hurtige penge. Det var mennesker, der havde været der i mange år. Af en eller anden grund kom de ikke af sted igen. De var virkelig søde og behandlede mig altid godt, men det var lidt … åndløst. Et slags ’Hotel California’. Det hele gik ud på at lave hurtig mønt, drikke sig en kæp i øret og score nogen fra næste hold charterturister.
Der var guldgraverstemning i byen. Området udviklede sig i en rasende fart, hoteller skød op, og det var blevet populært at investere i bolig i Alanya, fordi turisterne havde fået øje på byen. Remee købte hus dernede. Amin Jensen også, og man hørte, at det var nu, hvis man ville lave en god investering. Jeg lod heldigvis være. Også fordi jeg ikke tåler varmen særlig godt.
Alayna var ikke gearet til at håndtere alle de turister, der var begyndt at komme. Det var nedslidt, og der var beskidt over det hele. Når man var ude at bade, svømmede man to meter, og så fik man en plasticpose i hovedet, så svømmede man videre og fik et bind i munden og så et præservativ i øjet. Så skulle man bare ind på land igen.
Hver morgen mødte jeg de her svedende danskere: ”Uuuuha, den var slem i går.” Det hørte man hele tiden: ”Den var slem i går.” Hele dagen gik med at komme sig, inden de gik i gang igen og drak til klokken fem om morgenen. Sådan gik år ud og år ind. Det var nogle rastløse mennesker, nogle lykkeriddere. De havde hele tiden nye kærester, men der var ikke rigtig nogen, der blev voksne. Der var ingen, der stiftede familie. De var fanget i en tidslomme, som var festlig, men også deprimerende. Der var vist også nogle af dem, der ikke kunne tage hjem til Danmark på grund af skattemyndighederne. De ville først hjem, når de havde penge til at være en stor mand, men det krævede jo færre penge at være en stor mand i Tyrkiet.
UDVANDRING I USA
Casper og jeg var i USA for at promovere den første ’Klovn’-film i 2012. Vi var i New York, Los Angeles og Austin i Texas. Der var en distributør, der havde købt filmen, og han havde sin egen biografkæde, Drafthouse, der kombinerede biograf og restaurant, så gæsterne spiste, mens de så film. Det fungerede pissegodt.
Det var sjovt at se folk helt uden forudsætninger reagere på filmen. I Danmark har næsten alle, der har set ’Klovn’, et forhold til Casper og mig, og det farver dem, når de ser filmen. Men amerikanerne kendte os jo overhovedet ikke, så det var fantastisk at opdage, at vi havde lavet en film, som folk grinte af. De grinte stort set de samme steder som i Danmark. Nogle steder lidt mere og nogle steder lidt mindre. Amerikanerne reagerede dog stærkere på en situation i filmen, hvor Mia er gravid og truer Frank med at få en abort, for hun er ikke sikker på, at han bliver en god far.
Det at få en abort i USA er meget mere alvorligt end i Danmark. Og så reagerede de voldsomt på Caspers homoseksuelle eventyr i filmen. De skreg nærmest, da de så scenen, hvor Frank kommer gående i skoven og ser Casper gennemføre et analt samleje. I Danmark kan man godt hive masser af grin ud af seksualitet, og vi tager det ret afslappet, hvad folk får rodet sig ud i seksuelt. Jeg tror, det var en blanding af grin og forargelse, men tilskuerne i de indiebiografer, hvor filmen blev vist, var vant til at se lidt af hvert og var generelt meget glade for filmen.
Vores 15 minutes of fame i USA var fantastiske. Filmen fik dog en blandet modtagelse, da den blev vist på University of Southern California. Der var nogen, der udvandrede under visningen, og der kom meget kritiske spørgsmål, da vi skulle svare på spørgsmål fra salen bagefter. Det drejede sig om vores portrættering af kvinder og homoseksuelle. Der var også nogen, der mente, at drengen, der er med i filmen, ville tage skade, fordi vi lavede nogle jokes om hans kønsdele. Men det, der gjorde en ældre dame allermest vred, var noget om asiater. Jeg tror, det var i forbindelse med en scene, hvor Bent Fabricius-Bjerre kommer gående med en nøgen asiatisk kvinde. Det afstedkom et raserianfald fra damen.
Vi havde ikke oplevet andre steder i USA, at der blev sat spørgsmålstegn ved vores moralske habitus og tonen i filmen. Vi forstod faktisk ikke helt, hvad der ramte os. Vi talte en del om det bagefter og betragtede det som et fænomen, der var isoleret til netop det universitet i USA. Men det har jo så vist sig, at det er udbredt at se sådan på tingene. Vi havde ellers glædet os meget, for når vi har optrådt med standup, har det altid været noget af det fedeste at optræde på universiteter. Det plejede at være tolerante miljøer, hvor man kunne slippe af sted med vanvittige tankeeksperimenter. Det har med tiden ændret sig. Det, vi oplevede den aften på University of Southern California, oplever jeg i dag i forskellige afskygninger på små standupscener i København, hvor der er mange studerende. Der er ting, man ikke kan sige længere.
Vores uhæmmede ytringsfrihed og nedbrydning af tabuer kulminerede vel med Muhammedkrisen. Siden da har det været et forsigtigt tilbagetog. Man skal navigere på en anden måde. At nedbryde grænser har ikke samme status, som det havde engang. Nu bliver det set som noget primitivt.
’Klovn 3: The Final’ har premiere 30. januar.
