MIT ALLERFØRSTE JOB var på en tank i Tisvildeleje. Den lå kun et par kilometer væk fra Godhavn, hvor jeg var anbragt. Om formiddagen var vi i skole og om eftermiddagen på værksted. Jeg var på malerværksted, og vi fik et par kroner i timen, der udgjorde vores lommepenge. Derfor fik jeg jobbet på tanken i stedet for. Men jeg havde det kun i to måneder, fordi de fandt ud af på Godhavn, at jeg faktisk tjente gode penge, og så måtte jeg ikke. Tilbage på malerværkstedet.
Det er en lang og kompliceret historie. Men jeg kom væk fra Godhavn efter 9. klasse. De vidste ikke, hvor de skulle sende mig hen, så jeg røg på et skoleskib for unge kriminelle. Alle var vel lidt kriminelle på Godhavn dengang. I weekenden brød man ind i et sommerhus, hvis man kunne komme til det. Sådan noget. Men der var også nogen deroppe, der var rigtig kriminelle. Godhavn var et hårdt sted.
Jonas Eriksson med sin far. Foto: Privat
DEM, JEG KOM ud og sejle med, var nogle gamle hippie-lærere, der var rykket fra Christiania til Djursland i 80’erne for at bygge kollektiver derovre. De havde et gammelt træskib, som de havde brugt ti år på at skrue på, men de skulle jo have nogen til at finansiere det, så de tog to rødder med fra kommunen og fik en god klat penge for det.
Jeg kunne egentlig meget godt lide det, fordi det ikke var sådan noget pædagog-tjuhej. De var pisseflinke, besætningsmedlemmerne, men de var knald i låget. Der var ingen regler, og der var ingen, der tjekkede op på mig. Da vi kom til De Kanariske Øer, blev en af dem syg, og den videre tur gik i vasken. Besætningen endte i druk, og jeg boede på gaden i en lille by, der hedder San Andrés, i 3-4 måneder. Jeg var sulten, og den første uge sov jeg på en sandstrand i sådan et industrifiskeri-område. Så lå jeg dér under en palme i min sovepose med min foldekniv parat i hånden. Jeg kunne høre andre folk i mørket, og jeg var bange.
Egentlig ville jeg gerne være blevet der, fordi jeg var så glad for at være kommet væk fra Godhavn. Og når man er sulten, begynder man også at finde ud af, hvordan man kan lave nogle penge. Blandt andet ved at tigge. Jeg var fri. Jeg mødte også en pige dernede, og den ene dag tog den anden. Fra hånd til mund. Men til sidst endte jeg hjemme i Danmark igen.
Efter et mislykket flugtforsøg fra Godhavn som 14-årig. Foto: Privat
DA JEG KOM tilbage, gik jeg først på musikhøjskole og begyndte bagefter som arbejdsmand på et smedeværksted. Jeg var 17, og det var mit første voksenjob. Det var meget fedt at gå og svejse. Senere kørte jeg hyrevogn i nogle år og trænede meget i samme periode. Jeg gik til kampsport og begyndte at være dørmand inde i byen. Det blev min hovedindtægt.
Jeg har stået i døren i Boltens Gård, i Gothersgade, Vestergade og på Hong Kong Bar. Alle steder. Et par af stederne kom der nogle, du ikke bare smed ud. Eller, du kunne godt, men den spiste de ikke. Samtidig skal de vide, at du gør det, hvis de presser den langt nok. Hvis du holder dig helt tilbage, respekterer de dig ikke. Det er en balancegang – en slags strategispil.
Når jeg var på arbejde, sad jeg i min stol og drak kaffe og kiggede på, hvem der kom. Jeg skulle være ædru og sørge for, at alting foregik ordentligt. Nogle gange sad jeg med en knude i maven og ventede på balladen. På en måde var det befriende, når der så var nogle, der kom op at slås. Så gik der ligesom hul på bylden.
Jeg kunne faktisk godt lide det i begyndelsen. Jeg var også god til at tackle det. Ofte kunne man fornemme på typerne allerede i døren, om det var nogle, der ville skabe problemer senere på aftenen. Normalt tog jeg dem allerede der, men man kan ikke bare sige: ”Du kan ikke komme ind.” Man skal bare venligt sige: ”Hva’ så?” Reaktionen på det spørgsmål siger det hele.
Mens jeg var dørmand, tog jeg ét fag ad gangen på HF. Faktisk tog jeg en HF over 13 år, hvor jeg sådan cirka bestod ét fag hvert tredje år. Jeg havde altid en eller anden stemme i baghovedet, der sagde, at det nok var godt at få en studentereksamen, selvom jeg ikke vidste, hvad jeg ville bruge den til.
JEG HAR ALTID godt kunnet lide at læse. Da jeg gik på Godhavn, var der et lærerægtepar, Eskild og Susanne, der kunne se, at jeg var glad for at læse. De købte fantasy-bøger til mig. Senere læste jeg alt. Fra Hemingway til Dostojevskij.
På et tidspunkt arbejdede jeg i døren på en rockbar i Indre By, og der kunne jeg sidde og læse imens. Dem, der kom der, var alle sammen universitetsstuderende, der var sådan: ”Ej, se, dørmanden sidder og læser.” Det føltes lidt nedladende, selvom det nok var godt ment.
Jeg læste historie med engelsk som sidefag på Københavns Universitet, samtidig med at jeg stod i døren. Engelsk var det sværeste for mig på universitetet. Vi skulle have grammatik, og da jeg begyndte, vidste jeg dårligt nok, hvad et udsagnsord var på dansk. Jeg var helt hægtet af. Underviseren skrev nogle ord og regler op på tavlen, og for mig kunne det lige så godt have været græsk. Dér var jeg lige ved at græde lidt, haha. Men det lykkedes for mig at få mast det hele ind i mit hoved med en god studiegruppe, så jeg endte med at bestå grammatikfaget med et 02.
Det var mærkeligt at starte på universitetet i en ret sen alder, for de fleste var i begyndelsen af tyverne. Mange af dem var akademikerbørn, og jeg tænkte og snakkede slet ikke som dem. Men på den anden side ville jeg slet ikke have kunnet gennemføre uddannelsen, da jeg selv var i den alder. Jeg endte med at få 12 for mit speciale.
Jeg er blevet rigtig meget klogere af at gå på universitetet. Jeg har lært at tænke på en anden måde, end jeg gjorde før. Det er jo helt fantastisk at kunne tage sådan en uddannelse, og så bliver den endda betalt. Dét synes jeg er fedt. At man har den mulighed for at gå i skole og endda komme igennem uden en gæld oveni. At få et nyt liv.
Jonas Eriksson t.h. Vennen lever desværre ikke mere. Foto: Privat
DA JEG VAR i starten af tyverne, smadrede jeg mit knæ. Jeg lå ubevægelig i min lejlighed med en blok papir og begyndte at skrive en vampyrhistorie. Min kæreste på det tidspunkt blev ved med at sige: ”Du kan sgu da ikke skrive bøger.” Jeg havde også søgt ind på forfatterskolen tre gange, da jeg var i slut-tyverne, uden at komme ind.
Jeg begyndte at gå på skrivekurser, og der er ingen tvivl om, at jeg blev anset som den dummeste. De har bare set et knucklehead. Men jeg var faktisk ret ligeglad. Der er noget prætentiøst over det med at være forfatter, og hvor jeg kommer fra, er det ikke specielt sejt at gå op i at skrive. Det giver faktisk ingen respekt overhovedet, nærmere det modsatte. Jeg gjorde det kun, fordi jeg havde en kærlighed til at skrive historier og til at læse. Og den forfulgte jeg.
