DA JEG BLEV færdig som historiker, spurgte jeg mig selv: Hvor mange kvinder i danmarkshistorien kender jeg egentlig? Svaret var, at jeg kendte uhyggeligt få. Det affødte en følelse af, at det kan sgu da ikke være rigtigt. Har jeg virkelig læst historie i fem år på universitetet uden at støde på flere kvinder? Uddanner vi historikere, som ikke kender halvdelen af befolkningens, altså kvinders, perspektiver og bedrifter?
Spørgsmålene kom sig af, at jeg havde en projektansættelse på et tv-program, hvor jeg stødte på forfatteren Karin Michaëlis, der også var krigsreporter for Politiken under første verdenskrig. Jeg blev så fascineret af hende, og da jeg havde læst mig ind på hende, spurgte jeg mig selv om, hvorfor jeg aldrig havde hørt om hende før.
Til sidst kom hovedspørgsmålet til mig: Hvorfor rakte jeg ikke hånden op under forelæsningerne og spurgte, om vi ikke manglede nogle perspektiver her? Men det er jo, fordi vi har en historieskrivning, som udelukkende baserer sig på mænds erfaringer, tolkninger, bedrifter og analyser. Jeg plejer at sige lidt firkantet, at historien er skrevet af mænd, om mænd, til mænd. Det er en danmarkshistorie, som vi kollektivt har accepteret, skal repræsentere os alle. Derfor havde jeg heller ikke opdaget det.
Foto: Christina Jensen
Det første, jeg gjorde efter den oplevelse, var at gå ned på mit lokale bibliotek i Birkerød, og der lånte jeg simpelthen alle historiebøger, der indeholdt noget om kvinder. Det dejlige ved den måde, historikere arbejder på, er, at der altid er lister med kildehenvisninger bagest i bøgerne. Derfor kunne jeg grave dybere og dybere, og så væltede det bogstaveligt talt frem. Det var, som om kvinderne kom som en tsunami hen over mig.
Der er lavet en del bøger, der minder om min, blandt andet ’Kvinder i danmarkshistorien’, som er et mindre opslagsværk. Der er også ’Dansk kvindebiografisk leksikon’, hvor stort set alle de kvinder, jeg har skrevet om, er repræsenteret i korte opslag. Det er vigtigt for mig at sige, at der er rigtig mange, hvis forskningsarbejde jeg kan trække på og stå på skuldrene af.
Jeg startede med at lave Instagram-profilen ’Kvinde kend din historie’ i 2018, og den blev hurtigt et kæmpestort fællesskab. På to måneder havde jeg 10.000 følgere, og de begyndte så at skrive: Har du hørt om hende her? Og hende her? Og hende her? Det er jo en kæmpe gave for mig, og det er det stadigvæk. Folk skriver hele tiden med nye perspektiver, udgivelser og kvinder, de har opdaget. Jeg føler, at jeg har en lille hær af mennesker, som har antennerne ude, så vi alle sammen kan være med til at skrive kvinderne ind i historien. Der er sket noget i Danmark. I kølvandet på MeToo er vi som samfund blevet mere klar på at have en samtale om ligestilling, uden at det bliver en kønskamp.
Foto: Christina Jensen
Enhver fagpersons fineste opgave er at gøre sin viden tilgængelig, for hvad er den ellers værd? Nogle vil nok mene, at det er for banalt, men jeg er mere optaget af at nå bredt ud. Det korte format, som jeg skriver, kræver ligeså meget forberedelse som det lange.
Historien om historieskrivning hedder historiografi. Den første historieskrivning i Danmark er runestenene, og de er samtidshistorie, fordi der var nogen, der skrev: ”Se mig, jeg er en stor og stærk konge.” Historieskrivning handler om at cementere magt, og det er mændene, der historisk har haft magten. Derfor er det også mændene, der har skrevet historien og skrevet sig selv frem i historien. Det er ikke særlig magtfuldt at skrive om bondekoner og lortebleer. Birgitte Possing (dansk professor, red.) siger, at kvinder er skrevet i historien med hvidt blæk på hvidt papir. Den værste måde at blive skrevet ud af historien på er at blive ignoreret.
Historieskrivning er også præget af forskellige tiders tolkninger af fortiden. Et eksempel er, hvordan man i moderne historieskrivning har underkendt, hvor meget indflydelse og magt adelige kvinder kunne have i middelalderen, fordi den er skrevet i 1800-tallet. En tid, hvor kvinder havde meget lidt mulighed for indflydelse.
Foto: Martin Hansen/Gyldendal Medier
I 1864 mistede vi land og blev en moderne nationalstat, og der handlede det igen om, hvordan vi skrev os frem som en stærk nation. Det gælder stort set alle moderne vestlige nationalstaters historieskrivning. Vi skal ret langt frem, før der var nogen, der sagde: Hvad handler historieskrivning egentlig om? Hvem er det, vi skriver for? Fra midten af 1800-tallet begyndte historie dog at tage form som mere et videnskabeligt fag, hvor man forholdt sig kritisk til gamle kilder. Faget blev mere brugt som en akademisk analyse med kildekritik i stedet for ren historiefortælling.
Et af de første bud på en historiebog, der er skrevet til folket, er ’Håndbog i fædrelandets historie’ af C. F. Allen fra 1840. Det er den slags historie, jeg brænder for. Historien er ikke historikernes.
Det er vigtigt for mig at sige, at det, jeg har lært på universitetet, ikke er forkert. Jeg er ikke ude på at skælde ud, men jeg er ude på at sige: Vi bliver nødt til at insistere på en ny metode, insistere på flere nuancer, mere bredde og på at give flere mennesker plads i historien.
