DA JEG VAR syv-otte år gammel, opdagede jeg, at hvis jeg var til en børnefødselsdag, hvor en storesøster havde sådan en grammofon med højttaler i låget, ville jeg hellere sidde og høre musik end lege med de andre. Jeg begyndte at spille selv, da jeg var omkring 10 år, og jeg havde nemt ved det. Da jeg var 12-13 år, kom der musikbiblioteker, og at låne plader og lytte til dem var stort set, hvad jeg lavede i mine teenageår.
JEG DRØMTE IKKE om at leve af musikken. Da jeg blev student og flyttede hjemmefra, havde jeg forskellige halvdagsjob. Hvis ikke det var lykkedes med musikken, var jeg nok fortsat med forskellige job uden at tage en uddannelse og havde spillet musik ved siden af. Jeg er ikke et menneske med visioner og mål.
JEG MØDTE ALLAN, der er sanger i Gangway, ved et tilfælde. Jeg arbejdede i Illum, hvor jeg skulle samle papkasser rundt om i varehuset og køre dem ned i kælderen, hvor de blev presset til paller og kørt væk. En dag var Allan på besøg hos en ven i Illum. Det viste sig, at Allan havde haft mit job tidligere. Nu læste han korrektur på den trykte telefonbog, og han kunne skaffe mig ind der (hos udgiveren KTAS, red.). Det ville jeg hellere. Og så blev vi venner. Han var meget dygtig til at huske sange og kunne synge dem i den rigtige toneart. Han havde ingen musikalsk træning, men han var god til det. I starten var vi kun os to. Han sang og spillede bas, og senere vi fik en trommeslager.
FØRST HED VI Unforced Error, ligesom i tennis. Allan fandt på det, og han tænkte også på, at vi skulle hedde Wham. Et halvt år efter kom Wham! så frem. Det var godt, at han fandt på Gangway i stedet for. Han havde hørt Julie Andrews synge ’gangway’ i en sang. Gangway er noget, man kan råbe, hvis man for eksempel skal nå et tog, og der står en masse mennesker, man gerne vil have træder til side. Men det er ikke den betydning, vi valgte ud fra. Vi syntes bare, det var et fint navn.
VI BLEV KONTAKTET AF et lille pladeselskab, Irmgardz, der skrev kontrakt med os. Vi indspillede 7-8 sange og glemte alt om det, indtil pladeselskabet ringede et halvt år senere: ”Skal I ikke se at få gjort det album færdigt?” Vi genindspillede nogle af sangene og nogle helt nye. Der var begyndt at komme en mere poppet stil fra England i stedet for den mere mørke tilgang efter punken i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Pladeselskabet var overraskede og meget skuffede. Det var ikke det, de havde skrevet kontrakt ud fra, men ret hurtigt kunne de godt lide det. Det viste sig at være et godt tidspunkt at udgive den slags musik i Danmark. Der var ikke rigtig nogen, der var som os.
VI SKULLE SPILLE i Musikcafeen i København, da vi havde udgivet vores første plade, ’The Twist’ (1984, red.). Vi lavede lydprøve og gik ud og fik noget at spise. Da vi kom tilbage, var der kø langt ned ad gaden og rundt om hjørnet. Der fik vi en fornemmelse af, at det her er godt. Og det fortsatte. Vi spillede større og større steder og blev spillet en del i radioen. Vi kom også i tv. Der var kun én kanal dengang. Vi var de nye. Det var fantastisk.
I BEGYNDELSEN LEVEDE vi af 5.000 kroner hver om måneden. Det var fint for mig, jeg var vant til lønnen fra et halvdagsjob. Vi solgte ikke særlig mange plader, men vi tjente penge på at spille. Det løb lige rundt. Men da pladeselskabet skulle betale os for vores anden plade, gik det konkurs, og vi fik ingen penge. I stedet fik vi kontrakt med Polygram og forsøgte at slå igennem i England, men det gik ikke. Vi var ikke sultne nok. Jeg tror godt, vi kunne have gjort det med mere ihærdigt arbejde og det held, der skal til. Men vi gjorde det ikke nemmere for os selv ved at blive i Danmark.
JEG VILLE GERNE have slået igennem ude i verden, og jeg ville gerne have skovlet en masse penge ind på min bankkonto, og det var da ærgerligt, at det ikke skete, men det var ikke ødelæggende for mig. Jeg var meget tættere på en depression, da Danmark tabte 5-1 til Spanien ved VM i 1986. Jeg havde det ad helvede til i en hel uge og havde svært ved at spise.
JEG ER GÅET FRA kærester og er selv blevet gået. Jeg har aldrig været gift og har ikke etableret mig og fået børn, så jeg lever faktisk som en, der lige er flyttet hjemmefra, ikke har særlig mange penge og bor i en lille lejlighed. Men jeg er glad for det, jeg laver.
DET, JEG ER MEST STOLT af ved at være musiker, er at være selvstændig erhvervsdrivende og holde gang i nogle hjul. Vi er ude at spille, og så er der noget ølsalg og nogle mennesker, der er ansat til lave lys og lyd og stille instrumenter op, og der er et bookingbureau og et pladeselskab. Det er jeg ret stolt af at være med til.
DEN VILDESTE OPLEVELSE med Gangway var på Roskilde Festival i 1985 eller 1986. Vi spillede i det store telt, der vist hedder Odeon nu, og det var helt fyldt. Vi spillede et nummer, der hedder ’Rhythm Is Our Business’. Det meste af det var improviseret. Det gik ned i tempo og blev stille, og så kørte vi det op igen. Folk fulgte efter og blev stille eller røg helt op alt efter, hvordan jeg sang. Det var, som om de her 5.000 eller 10.000 mennesker var en forlængelse af mig.
DET ER MEGET få mennesker, der har henvendt sig til mig, fordi jeg var med i Gangway. Det har slet ikke tegnet mit liv. Jeg tror også, jeg har et ansigt, der gør, at folk helst ikke henvender sig. Mit normale ansigtsudtryk er nok lidt afvisende. Det er bare sådan, jeg ser ud.
VI VANDT FEM Grammyer i 1993 (i dag Danish Music Awards, red.). Vi fik et brev fra Sonys administrerende direktør i Europa, hvor vi blev ønsket tillykke. Og så gik det i stå. Jeg ved ikke, hvad der skete. Vi havde solgt ret godt efter Gangways standarder. Jeg talte på et tidspunkt med Thomas Helmig, som havde en stor fiasko, fortalte han. Hans plade havde solgt 40.000 eksemplarer. Jeg sagde: ”Det er lige så meget som vores største succes.”
VI LAVEDE TO PLADER efter 1993, indtil vi stoppede i 1998. Salget gik nedad, og når vi var ude at spille, var der færre og færre mennesker. Vi blev ret hurtigt enige om, at det var bedst af stoppe. Vi var ude at spille, og jeg havde været skidesur i to dage og opført mig dårligt over for de andre, selvom det ikke havde noget med dem at gøre. Det var hele situationen. Jeg kaldte dem ind på mit værelse og sagde: ”Jeg synes, vi skal stoppe.” Jeg har altid sagt, at vi ikke skulle gendannes. Men på et tidspunkt må man sige: ”Okay, det skal heller ikke være for sent, hvis det skal være.”
JEG ER GLAD FOR, at jeg skal dø. Jeg længes ikke efter det, men jeg er glad for, at jeg holder op med at eksistere. Jeg tror ikke på nogen form for evigt liv, det er noget af det mest skræmmende, jeg kan forestille mig.
