ECOCA kalder I jeres produkt, hvad er det egentlig?
”Det er i bund og grund et mini-komfur, som får strøm fra et solpanel. Solpanelet er forbundet med en ledning til en base, som er et firkantet kabinet, der indeholder elektronik og et batteri. På toppen af basen er der et stik ligesom på en elkedel, og på den stiller du en højisoleret gryde. Så prioriterer den strømmen fra solpanelet og bruger batteriet som back-up. Det betyder, at en familie på fem til syv personer kan lave tre måltider om dagen. Men det kommer lidt an på, hvad de laver. Hvis de koger hårde bønner, der har ligget på lager i tre år, kræver det mere energi, end hvis de laver majsgrød.”
Hvordan kom I på at udvikle et solcelledrevet komfur?
”Vi er alle ingeniører, som samtidig er interesserede i iværksætteri. Det startede faktisk med, at vi læste en artikel i Ingeniøren, som handlede om elektrificering i Afrika. Der er en kæmpe befolkningstilvækst i Afrika, og der hvor tilvæksten er størst, er i tomme landområder, som ikke er i nærheden af elnettet. Vi taler om flere hundrede millioner mennesker i Afrika, som ikke har nogen form for strøm, hvilket afføder alle mulige andre problemer, som faktisk kan forhindres. Det ville vi gerne løse. Derfra lavede vi en undersøgelse af blandt andet befolkningens madlavningsvaner, og hvilken teknologi der bedst ville imødekomme de behov.”
Kælderen i Herning, hvor det hele startede.
Hvilke problemer giver det, at mennesker lever uden elektricitet?
”Det åbenlyse problem er, at omkring 2,6 milliarder mennesker på verdensplan laver mad over åben ild antændt af træ, trækul, skrald, gamle bildæk eller kokager, som forurener og betyder mindre skov. Senere fandt vi ud af, at der er langt flere fordele, end vi først havde antaget. Det er billigere over tid at købe vores kogeenhed end at købe træ. Efter 1,5-2,5 år er pengene til brænde tjent ind, så over en livstid er det et kæmpe beløb for den enkelte familie. Derudover er der sundhedsfordele, fordi de laver mad indendørs, hvilket er meget skadeligt. Du kan sammenligne det med at slæbe en kuglegrill ind i stuen, og det gør de hver dag. Og så sparer kvinderne, vi har undersøgt, i gennemsnit otte timer om ugen på ikke at skulle hente brænde, mens de børn, som henter brænde, i stedet kan komme i skole.”
Hvad gjorde I så, da I havde fået ideen?
”Inden for de første måneder fik vi et samarbejde i stand med Caritas Danmark. De kendte udmærket til det her problem, men havde ingen måde at løse det på. Sammen med dem etablerede vi to pilotprojekter i Uganda og i Myanmar for at teste produktet af. Da aftalen gik igennem, og vi fik en deadline på at levere de 100 første enheder, havde vi nærmest ikke engang en prototype klar. Til gengæld var vi meget optimistiske. Så jeg rejste til Uganda, og min kollega rejste til Myanmar for at undersøge, hvor mange måltider de spiste, hvor lang kogetiden var ved et måltid, hvor teknisk dygtige de var, og så videre. Alt blev målt og vejet, så det passede til deres vaner.”
Hvad var det for en oplevelse at komme til Uganda?
”Jeg har været i udviklingslande før, men det her var en helt vild oplevelse. Vi kørte ud til en flygtningelejr, som ligger på grænsen til Sydsudan. Det tog to dage gennem det tørreste landskab at komme frem til lejren, hvor der bor omkring 280.000 mennesker i telte og lerhytter, som er flygtet fra stammekrige og interne opgør i Sydsudan.”
En ting er at få ideen, men en anden er at lave funktionelle, solcelledrevne kogeplader. Hvordan gjorde I det?
”Vi indrettede min partner Marcos kælder i Herning til et produktionsanlæg. Og fandt hurtigt ud af, at det nok ville tage lidt længere tid end først antaget. I den prototype, vi havde, var der omkring en kilometer ledning, som var klippet op i små stykker. Hvert eneste stykke skulle loddes fast, delene skulle samles korrekt, og vi skulle bestille hundredvis af små elektroniske komponenter udefra. Vi havde ikke så mange penge, så vi købte søjleboremaskiner og loddeapparater på Den Blå Avis. Da vi havde lavet vores første komfur, indså vi, at vi måtte lave en form for udluftning, fordi kælderen blev fyldt med en skarp røg, som satte sig i halsen. Vi fandt en gammel emhætte fra en ovn, som vi kunne lodde under. Det tog vanvittig lang tid, men i 2019 stod de første 100 klar.”
Var der ingen bump på vejen?
”Der var mange. Hvordan i alverden sender man en container af sted til Uganda? Midt i det hele fandt vi ud af, at vi åbenbart sendte farligt gods på grund af batterierne. Det betød en masse papirarbejde. Vi måtte heller ikke pakke batterierne selv. Det skal en speciel virksomhed gøre, og jeg tror, de var ved at rykke håret af sig selv, da de så os komme kørende i en personbil fyldt med de batterier, som skulle transporteres forsvarligt. Der var flere gange, hvor jeg tænkte, at den container kommer aldrig af sted.”
Og så rejste du igen til Uganda for at sætte det hele op?
”Ja, jeg havde tre uger dernede, men de første 10 dage gik med problemer i tolden. Den sidste uge arbejdede jeg 12-14 timer om dagen i 45 graders varme. Der var nogle få børnesygdomme, men alle enheder virkede.”
Hvad har overrasket dig mest i arbejdet?
”Hvor kreative folk bliver, når de får muligheden for det. Komfuret har usb-udgange, så nogle laver en forretning ud af at lade andres telefoner op via komfuret. Andre har tilsluttet en hårtrimmer og åbnet frisørsaloner. Og i et lidt sært tilfælde har en mand tilsluttet et loddeapparat, og han reparerer folks mobiltelefoner i flygtningelejren.”
Hvordan sælger I kogepladen?
”Det er noget, vi har skullet finde ud af, for i bund og grund er vi en virksomhed, som skal have en ordentlig forretningsmodel. Lige nu laver vi distributionsaftaler med virksomheder i Uganda, Mozambique og Nigeria, som kan sælge produktet for os. Derudover arbejder vi også på at gøre vores mobilbetaling endnu bedre, så folk kan købe produktet og afdrage en smule hver måned over telefonen. Hvis man ikke gør det, vil komfuret stoppe med at virke.”
Sidder I stadigvæk og samler det hele i en kælder i Herning?
”Vi flytter faktisk snart tilbage til den bygning, hvor kælderen ligger. Så kælderen skal igen tages i brug. Men i stedet for at samle selv – og for at skabe lokaløkonomi i Uganda – har vi besluttet at oprette en selvejende lokalproduktion inspireret af kaffe-kooperativer. Lokale bliver udlært i at samle vores enheder, de styrer deres egen økonomi, og så betaler vi dem for hvert samlet produkt og reparationer.”
Hvordan ser fremtiden ud?
”Lige nu har vi godt 1.000 anlæg i Uganda, og der kommer flere derned inden længe. Vi er ved at installere enheder i Malawi med FN, vi har lavet projekter i Burundi, og så er vi i gang med distributionsaftaler med virksomheder i byer i Uganda, Mozambique og Nigeria. Så det går fremad. I år skal vi arbejde på et industrielt skolekøkken med 100-liters-gryder. Hvis vi kan komme i mål med det, er vi nået langt.”
