1. FRI BANE?
Et stop and go-signal viser rødt, hvis vaskehallen ikke er klar til vask, eller hvis sporet ikke er frit. Hvis signalet lyser grønt, vælger lokomotivføreren på betjeningspulten, hvilken slags tog der skal vaskes. Porten åbner, og lokomotivføreren kan køre toget langsomt frem.
2. SÆBE PÅ
Der bliver påført enten et surt eller basisk vaskemiddel. Der skiftes mellem syre og base ugentligt for at sørge for, at man får fjernet både små rustpartikler og almindeligt snavs. Alt vaskemiddel, DSB anvender, er svanemærket. Et undervognsspul monteret på dyser imellem køreskinnerne renser underneden. Det kan også bruges til afisning, hvis der bruges varmt vand.
3. SKRUB, SKRUB, SKRUB
Roterende børster fjerner mekanisk snavs og belægninger fra togets sider, taget, bagenden og fronten. Antallet og placeringen af de enkelte børster afgøres af, hvilket tog der bliver vasket.
Til dobbeltdækkervogne sidder der en børste højt oppe i vaskehallen, der kan vaske taget. En togvask tager mellem tre og 20 minutter, afhængigt af togets længde. Toget kører 20 meter i minuttet. Stop and go-signaler ved siden af sporet fortæller lokomotivføreren, hvor toget skal standse undervejs.
4. FØNTØRRING
Tørrehjælp – et kemisk produkt, der får vandet til at samle sig i dråber – påsprøjtes. Tørrehjælpen gør det nemmere for de op til otte kraftige blæsere at blæse vandet væk. Vandet løber ned i tanke, hvor sand og små sten bundfælder sig, inden det bliver hentet af en slamsuger. Det resterende vand bliver genanvendt. Til sidst bliver toget kørt ud, rent og køreklart.