En tur mellem København og Aarhus forløber enkelt og komfortabelt for de fleste. Men bag kulisserne knokler folk for, at du når frem til tiden uden gnidninger. Tag med på en tænkt InterCityLyn-togtur mellem landets to største byer, og læs, hvordan rejsen ser ud fra maskinrummet.
Tekst:Esben VestergaardIllustration:Rasmus Buhl

1. KLAPPET AF I KASTRUP

På klargøringscentret i Kastrup inspicerer stationsbetjente og håndværkere toget på skift. Eksempelvis kontrolleres bremseklodser og olie. Et togsæt, som skal på værksted i Aarhus, mangler, så klargøringspersonalet har allerede aftalt med driftscentret, at det monteres på Københavns Hovedbanegård.

2. HAST PÅ HOVEDBANEN

På Hovedbanegården bliver det manglende togsæt tilkoblet og sikkerhedstjekket. Tjekket skal foretages inden for syv minutter, så der ikke bliver forsinkelse. Højttalerinformation og perronmanager underretter kunderne for at sikre sig, at alle kan finde deres plads, inden der fløjtes til afgang.

3. BAGU’ I O’ENSE

Ved ankomsten til Odense bliver det første togsæt afkoblet, da den bagerste vogn skal videre mod Esbjerg. En signalfejl skaber dog otte minutters forsinkelse.

4. JYLLANDS NAVLE

Toget bliver endnu en gang opdelt i Fredericia, så et togsæt fortsætter mod Sønderborg, mens de resterende to togsæt fortsætter mod Aarhus og Aalborg. Togføreren informerer de rejsende over højttaleren, så alle er underrettet. Lokomotivføreren har indhentet tre minutter.

5. INTET TREKANTS-DRAMA

Alt kører på skinner igennem Vejle, Horsens og Skanderborg. Lokomotivføreren indhenter de resterende fem minutter.

6. STÅ AF I SMILETS BY

Aarhus er sidste stop på rejsen for det ene togsæt, som tømmes for mennesker. Togføreren sørger for, at alle døre undtagen én lukker 30 sekunder før afgang. Nye rejsende kan komme med det andet og sidste togsæt, som fortsætter mod Aalborg.

7. I SENG PÅ SONNESGADE

Togsættet, der bliver i Aarhus, ruller lige så stille ind på værkstedet på Sonnesgade, hvor håndværkere står klar til at gennemgå det for eventuelle fejl og mangler.

Kilde: Thomas Edelmann, sektionsleder, driftsledelsen DSB

Tags: , , ,

SE MERE