NÅR NIKOLAJ BRANDT sidder hjemme i sofaen og tuder af grin over et gammelt Marx Brothers-klip, griner hans teenagedøtre også – men ad ham, ikke med ham. For hvad kan dog være så lattervækkende ved den amerikanske komikergruppe, hvis storhedstid ligger tilbage i 30’erne og 40’erne?
Den samme forståelseskløft har Nikolaj Brandt mødt i sit professionelle virke som inspektør med speciale i vittigheds- og satiretegninger på museet Storm, når han viser rundt og udbreder sig om kvaliteterne ved den berømte danske humorist, som museet er opkaldt efter.
”Der var en dag en gymnasiepige, der spurgte, hvorfor vi havde de Storm P.- tegninger udstillet. ’De er jo ikke sjove!’ Hvad siger man så? ’Joooh, nu skal du høre …,’” griner Nikolaj Brandt i foyeren på Storm, hvor bananskræl-klistermærker på gulvet guider den besøgende ind i humor- og satiremuseets nye permanente udstilling, der åbnede i oktober efter en større omlægning.
Traktør- og forlystelsesstedet Sommerlyst, der senere blev til Aveny Teatret og i dag hedder NyAveny.
I al beskedenhed forsøger udstillingen at fortælle, hvad dansk humor er, og den største udfordring er måske ikke afstanden mellem generationerne, men splintringen af mediebilledet, der i dag er atomiseret ud i millioner af YouTube-kanaler, men som allerede begyndte at slå sprækker, da TV 2 i 1988 udfordrede DR’s monopol – også på et godt grin.
”Humor er en forankret del af vores selvbillede og identitet, ja, måske endda dna. Humoren er en fælles reference – men alligevel langtfra så fælles, som den var i enhedskulturens dage,” siger Rikke Rottensten, museumsinspektør med speciale i revy og scenekunst.
Hun byder indenfor i udstillingen og fortæller, hvordan museet har forsøgt at anskueliggøre, hvad vi danskere har klasket os på lårene over og hvorfor, men uden at forklare morsomhederne ihjel:
”Vi har forsøgt at binde humoren op på den historiske kontekst. Hvad skete der i samfundet netop på det tidspunkt, hvor den blev til? Vi er gået kronologisk til værks og har bestræbt os på at ramme bredt med både satire, bodega-humor, ordløs humor og comedy.”
Udstillingen begynder i 1849, hvor Danmark, efter at Frederik VII havde afgivet sin enevældige magt, fik sin første fri forfatning, og rammerne blev friere for tegnere på vittighedsblade som Blæksprutten, Jakel og Klods Hans og for revyernes stjerner. Overalt i København, og ikke mindst på Frederiksberg, hvor Storm ligger, skød varieteer, ølhaller og teatre op, som man blandt andet kan se på udstillingens sepia-tonede foto af muntre borgere i deres bedste kjoler og jakkesæt på kvarterets traktør- og forlystelsessteder. Men det, der var populært hos publikum, var det ikke nødvendigvis hos de nye magthavere, og efter at P.A. Alberti var tiltrådt som justitsminister i den første Venstre-regering i 1901, indførte han skærpet censur og forbud mod at nævne ministrene, først og fremmest Alberti selv, i revyer.
”Med Grundlovens indførelse og ytringsfriheden eksploderede humoren. Nogle blev bekymrede for, at det hele kunne blive for sjovt. Humor har jo potentialet til at løbe løbsk og, måske, starte en revolution,” som Rikke Rottensten siger.
Nikolaj Brandt supplerer:
”Enhver diktators onde drøm er at blive til grin.”
Det har været småt med revolutioner og diktatorer i den nyere danmarkshistorie. Men det betyder ikke, at der ikke har været noget at opponere mod for humoristerne. Poul Henningsen og Liva Weel fik i 1940 listet det besættelseskritiske budskab ’Man binder os på mund og hånd’ igennem i revykomedien ’Dyveke’ på Riddersalen – forklædt som parforholdsproblematik. Lignende krumspring holdt ikke bare andre sangtekst-smede, men også den danske teatercensor J.C. Normann beskæftiget under anden verdenskrig. Normann hjalp revyforfatterne til at få sagt mest muligt om situationen, uden at besættelsesmagten fangede budskabet. Som man kan se af udstillingens originalpapirer fra teatercensorens arkiv, har han fyldt de maskinskrevne sangudkast med under- og overstregninger samt konstruktive kommentarer.
Tamburinpiger i Scala-revyen, ca. 1920. Foto: Holly Stein
I 1976 PROTESTEREDE teatergruppen Solvognen, udklædt som larmende indianere til hest, mod den dansk-amerikanske fest i Rebild Bakker og afbrød Dronning Margrethes 4. juli-tale. Happeningen findes som videoklip på udstillingen ligesom en af Buster Larsens ’Lorteland’-monologer fra 60’erne. Her vender satiren indad og griller den konservative småborger, utilfreds og imod det meste.
”I den del af udstillingen, hvor vi nærmer os den nyere tid, satser vi på, at bedstemor måske kan forklare børnebørnene, hvorfor vi grinede ad det, vi grinede ad. Men lige præcis ’Lorteland’ kræver måske ikke så megen forklaring, det er jo universelt: Vi danskere brokker os,” siger Rikke Rottensten, inden hun slår ud med armen mod en storskærm, hvor Anders Matthesen er iført sømandskasket og hvide teaterbakkenbarter.
”Så kan det til gengæld være, at børnene kan give bedstemor en forklaring på, hvorfor Stewart Stardust er sjov.”
I 1998 introducerede Anders Matthesen den voldelige, alkoholiserede og aldeles ukorrekte Stardust-karakter. Den udskejende onkel, der tilmed er børnetelefon-bestyrer, fortæller uhyrlige historier, som man, hvis man vil, kan lytte til med en undertekst: Tilværelsen er mere fjendtlig, end de velmenende, pædagogiske og veluddannede vil indrømme. På den måde tilhører Stardust i højere grad 00’erne end årtiet, han blev til i. I de ironiske 90’ere indtog standupperne humoren og skød på det meste i vores hverdag, men sjældent politiske dagsordener. Det ændrede sig med angrebet på Tvillingetårnene, da verden blev konfliktfyldt igen, og humorens livsfarlige rolle blev understreget med Muhammed-tegningerne og alt, hvad der fulgte i deres kølvand. Tegningerne er netop ikke udstillet, men kun refereret til på Storm.
Historikere er i sagens natur tilbageskuende, og i mangel af opdaterede konklusioner på, hvad der er sjovt lige nu, har personalet på Storm forsøgt at tegne et omrids af det betændte, politiserede felt, humoren bevæger sig i disse år. Et par skærme viser i højt tempo klip fra Sofie Lindes MeToo-tale, Kirsten Birgits nytårstale, et billede af ’Spytte-manden’, der blev landskendt og delt som meme på sociale medier efter at have spyttet på en gruppe flygtninge fra en motorvejsbro, samt Greta Thunbergs emotionelle ’How Dare You’-tale i FN.
”Kan man gøre grin med klimaet,” spørger Rikke Rottensten og svarer selv:
”I og med at klimaet fylder alting, bliver det nødt til at være et emne, man kan tage fat i. Men Jonatan Spang endte i en shitstorm, efter at han havde joket med Greta Thunberg.”
I sit show ’Typisk’ fra 2019 spurgte Jonatan Spang blandt andet: ”Skal vi ikke sende Greta tilbage i specialskolen?” Et medlem af Den Grønne Studenterbevægelse, der havde set showet, reagerede med et skuffet debatindlæg og mente, at Spang hellere skulle bruge sin status som en af landets mest kendte komikere til at joke med for eksempel subsidier til olie. På Facebook forsvarede Spang sig mod det, han kaldte kritik fra et ekkokammer. Samtidig forsikrede han dog om, at hans og Den Grønne Studenterbevægelses sag i bund og grund er den samme, nemlig at gøre opmærksom på politisk klima-hykleri.
Om humoren også har magt til at løse klimakrisen, er et åbent spørgsmål. Som Nikolaj Brandt siger:
”Vi har stadig ikke svaret på, hvor stor indflydelsen er, men nogen har engang sagt det sådan her: Humor og satire kan ikke hindre katastroferne – men vise dem.”
Og det er der masser af debatskabende potentiale i, siger Rikke Rottensten:
”Det er en af de ting, der gør det så fedt at arbejde med humor. Der er stadig grobund for masser af kaos. Masser af misforståelser. Jeg tror ikke, vi bliver arbejdsløse lige foreløbig.”
