HISTORIEN KORT
DSB har oplevet enorm efterspørgsel på turen til Hamborg, hvorfor der er indsat IC1-vogne, mens der bliver produceret nye Talgo-vogne til strækningen.
Der er syv vogne med i alt 448-478 siddepladser, som alle er designet forskelligt. Dermed har DSB øget sin kapacitet med op mod 50 procent flere siddepladser.
SOM I GAMLE DAGE
Alle symboler, signaler og skilte indvendigt er bevaret fra original stand. I nogle af vognene findes gammeldags kupeer med plads til 4-6 passagerer, afhængigt af om det er børne- eller familiezone.
DENGANG OG NU
Inden rygeloven i Danmark trådte i kraft, var rygezone og almindelig zone blot adskilt af to glasvægge – rygezonen var endda større end den almindelige. Service på 1. klasse er kun gældende i Danmark, da tysk personale opererer med andre sikkerhedsforhold. Vognene bliver vedligeholdt af Deutsche Bahn i Tyskland, mens klargøring i Danmark udføres af DSB.
DET LILLE HUS
Der er to toiletter i hver IC1-vogn, det vil sige 14 i alt. Til sammenligning har man kun haft fire i hele toget i de tidligere IC3-tog.